Ilustrationer: JUH Collection mfl.
I middelalderen gennemførtes jordlove over store dele af Europa, der gjorde jagten på store landområder til et kongeligt privilegium. Strenge straffe for krybskytteri reducerede landbefolkningens jagttryk markant og vildtbestandene voksede. Foruden kongen kom adelen og kirkens folk lidt senere ”til fadet” på deres egne domæner.
Over de næste århundreder blev magtelitens jagtmonopol stadfæstet – jagt var for samfundets fremmeste og jægerens position i samfundet var helt afgørende for, hvad han var bemyndiget til at jage. Vildtet inddeltes i ”Hochwild” – det store vildt for de fineste herrer og ”Niederwild” – alt småvildtet som de lavere rangerende adelsmænd blev tilladt at jage. Mange steder i Europa havnede råvildtet i kategorien ”Niederwild” – et udtryk for, at råvildtet fortsat var en vildtart, som det var forbundet med lav status at jage.
Derfor er råvildtet et sjældent syn på de mange middelalderlige afbildninger af vildt og jagt. I de store værker, der udgives om jagt og jagtmetoder, under den europæiske senmiddelalder er råvildtet dog nævnt – om end sparsomt.
Herfra vides, at en yndet måde at jage råvildt på i middelalderens Europa er parforcejagt fra hesteryg med langbenede myndelignende hunde, dresseret til at fange og fastholde eller eventuelt selv affange dyret. Men råvildtet er naturligvis blevet efterstræbt med alle til rådighed stående midler – herunder buer, armbrøster, garn, faldgruber og fælder.
En oplyst verden
Middelalderen forvandlede det europæiske landskab til et opdyrket kulturlandskab med forholdsvis sparsomme skove, der mest voksede i vildsomme og landbrugsmæssigt svært tilgængelige egne. Presset på skovene var stort. Der var behov for store mængder tømmer og brænde og bønderne udnyttede skovene til græsning for deres dyr. Ændringen i landskabet resulterede i tilsvarende ændringer i dyrelivet. Store arter såsom europæisk bison, elg og bjørn udtyndedes kraftigt eller forsvandt helt i størsteparten af deres oprindelige udbredelsesområde. Uroksen – der betød så meget for de tidlige jægere – uddøde. Ulven var sat under stærkt pres, men var sværere at få bugt med end samfundet kunne ønske sig. Til gengæld trivedes fyrsternes vildt – primært hjortevildtet og sekundært vildsvinene. Råvildtet klarede sig også rimeligt, selvom det stod i skyggen af de store bestande af hjort og svin.
Under renæssancen voksede jagtens status for den herskende klasse yderligere. Jagterne blev til stadighed større og blev i høj grad brugt som demonstration af magt og vælde fyrsterne imellem. ”Den tyske jagt”, der kort fortalt går ud på at drive vildtet sammen i en forholdsvis lille fangefold og nedskyde det fra en tribune, udvikledes i 1500-tallet i sammenhæng med at ildvåben afløste armbrøster som primære jagtvåben. På disse jagter nedlagdes der i hundredvis af dyr og der førtes omhyggelig jagtjournal over hvert eneste nedlagte stykke vildt. Fra granskning af resultaterne ved man, at for hver 10 stykker kronvildt, der nedlagdes i Centraleuropa i 1500-tallet, blev der typisk kun nedlagt et enkelt stykke råvildt. De bedste kendte resultater for råvildtet i 1500-tallet er fra henholdsvis Bayern og Brandenburg hvor forholdet mellem antallet af nedlagte rådyr og krondyr er mellem 1:4 og 1:5. Det fremgår videre, at udbyttet af råvildtet steg over de næste par hundrede år.
Det lader til, at råvildtet fortrinsvis nedlagdes for kødets skyld – der var fortsat ikke megen jagtmæssig prestige i det mindste hjortevildt, som også i denne periode er stærkt forbigået i såvel tekst som billede.
Medicin og monstre
Selvom der altså ikke var megen ”blæreværdi” i at skyde råvildt under renæssancen, så fik man ikke desto mindre øjnene op for andre kvaliteter ved Europas mindste hjortevildt. Man var i denne periode stærkt fascinerede af sjældenheder fra naturens verden og enhver fyrstelig person med respekt for sig selv havde sit eget raritetskabinet, hvor samlingen af vanskabninger og vidundere fra hele den nyopdagede verden blev opbevaret og fremvist for imponerede gæster. Selvom alle fyrster mest af alt ønskede sig en udstoppet enhjørning, så fandt også mere hjemlige monstre plads i samlingerne. At råvildtet havde betydeligt større tendens til alskens abnormiteter end det større hjortevildt, gjorde de abnorme råvildtopsatser interessante, og de findes derfor i mange samlinger rundt om i Europa.
Den spirende interesse for videnskab førte også til indgående forskning i f.eks. mad og medicin og i denne sammenhæng blev råvildtet berømmet for dets kvaliteter. Det vidnede den italienske læge og madskribent Julius Alexandrinus om i midten af 1500-tallet, da han erklærede, at råvildtkødet smager lige så godt og er lige så sundt som vildsvin – men lettere at fordøje!
Medicinsk havde råvildtet også stor betydning. Således blev rådyrgalde brugt mod ørepine, tandpine, sløret syn og fregner i ansigtet (!). Løben (et sekret fra mavesækken) stoppede diarre og dysenteri, leveren skærpede synet og stoppede blødninger (særligt næseblod) og led man af gulsot, var råvildtets afføring den rette medicin. Det gjaldt med andre ord også dengang om at undgå at blive syg….
I kunsten udvikledes et sindrigt symbolsprog, hvor forskellige elementer i et billede havde hver sin dybere mening. På baggrund af biblens referencer til råbukken blev den et symbol for kærlighed og – i strid med dens sande natur – for monogam troskab.
Barok Underholdning (1600-1700)
I 1600-tallet dominerede de svulstige ”tyske jagter” som foretrukken selskabelig jagtform over det meste af Europa. Det var enorme arrangementer, der involverede i hundredvis af specialuddannede folk, kilometervis af stofbarrierer til at drive vildtet mod opløbsbanen og specielt anlagte tribuner, hvorfra fyrsten og hans gæster uden risiko for liv og lemmer kunne nedskyde det opskræmte vildt under festlige former i deres fineste tøj. I forsøget på at overgå alle de andre fyrster, udviklede man til stadighed mere og mere spektakulære baner med malede kulisser og en speciel variant – vandjagten – blev særligt populær. Her kulminerede jagten i, at vildtet blev drevet ud i en særligt anlagt dam, hvor det svømmende vildt blev nedskudt af herskabet fra en fornem flydende platform. Man jagede i princippet alt det vildt, der fandtes i de store indrivningsområder – heriblandt naturligvis også råvildtet.
Johan Georg II af Sachsen nedlagde personligt 16.864 stykker råvildt. En bedrift der bliver værd at overgå trods betydeligt tættere råvildtbestande i vore dage end på hans tid. Illustration: Ukendt / JUH Collection
Ikke desto mindre findes råvildtet ikke afbildet på de store detaljerede malerier og stik, der næsten altid dokumenterede de store jagter. Kronhjorte – og i nogen udstrækning vildsvin – var vildtet der virkelig blev regnet for noget. Heldigvis var man mere nøjagtig i jagtjournalerne. Af disse fremgår det at Johan Georg II af Sachsen, der levede fra XX-1680, personligt nedlagde 16.864 stykker råvildt og dermed med altovervejende sandsynlighed er den jæger, der har nedlagt det største antal rådyr i historien. Samme mand nedlagde 43.649 stykker kronvildt og 22.298 vildsvin – altså knap tre stykker kronvildt for hvert stykke råvildt. Han egen far – fra hvem han utvivlsomt havde arvet den jagtlige iver – nåede ”kun” at nedlægge 11.489 stykker råvildt i sin levetid…
Naturvidenskaben vågner
Omkring år 1700 var der kommet så meget gang i udforskningen af verden omkring os – herunder naturen og dens skabninger – at der for første gang siden Plinius blev tilføjet reel ny viden på området. Viden der blev massedistribueret i trykte bogværker over hele den oplyste del af verden.
En af tidens fremmeste zoologer Georges-Louis Leclerc, Comte de Buffon udviste indgående kendskab til råvildtets fysiologi og adfærd i værket Histoire naturelle, der udkom I årene 1749-1787. På en række punkter afsløres det dog, at ”videnskaben” i en vis udstrækning fortsat var rent gætteri – bl.a. fastslår Buffon, at råvildtet brunster fra sidst i oktober til midt i november. Mere opsigtsvækkende er dog hans påstand om, at råvildtet i virkeligheden står gederne nærmere end hjortene og at grunden til, at råvildtets horn er anderledes end gedernes, er, at råvildtet primært lever af knopper og blade fra træer og derfor får horn af træ – med grene og det hele! Han mener også at vide, at hornene vokser ud som en følge af et overskud af organisk materiale i bukkens krop og at råen ikke får horn, fordi hun dels spiser mindre end bukken og dels videregiver overskuddet til lammene, når hun lader dem die.
Buffons relativt nøjagtige skildring af råvildtet – Med en forgrenet opsats af træ! Illustration: Buffon / JUH Collection
I Louis Lémerys værk ” A treatise of all sorts of foods: both animal and vegetable” fra 1745, der er en minutiøs gennemgang af alle former for fødevarer og deres effekter, har forfatteren kun lovord tilovers for det sunde råvildtkød, der iflg. ham er godt for mennesker af alle aldre og enhver kropsbygning. Årsagen til dette er iflg. samme forfatter, at råvildtet konstant er i bevægelse og derfor sveder alle dårligdomme ud gennem sine åbne porrer. At kødet fra gamle dyr har en tendens til at blive noget tørt skyldes simpelthen, at dyret har svedt for meget i sin levetid.
Den svenske videnskabsmand Carl von Linné systematiserede navngivningen af planter og dyr, hvorefter alt levende tildeles et slægts- og et artsnavn. Da han udgav 10. udgave af sit værk Systemae Natura i 1758 gav han rådyret betegnelsen: Cervus Capreolus idet han fejlagtigt henførte rådyret til samme slægt som f.eks. kronhjorten. Dette blev siden rettet op af den engelske naturforsker Gray, der beskrev råvildtets egen slægt i 1821 og navngav slægten Capreolus. Herefter kom det europæiske rådyr i mange år til at hedde Capreolus Caprea inden det i nyere tid fik sin nuværende betegnelse Capreolus Capreolus.
På randen af udryddelse
Da guillotinens hvasse æg i 1789 brat afbrød solkongens Lous XVI’s udsvævende liv, markerede det et politisk kursskifte i Europa, der fik vidtrækkende betydning for jagten og vildtet. Magtelitens jagtprivilegier svækkedes – jagtretten overgik i vid udstrækning til grundejerne og der var i realiteten ingen jagtlovgivning, der beskyttede vildtet mod rovdrift.
Fra at være højt skattede jagtobjekter ansås vildtet i vid udstrækning som skadeligt for fremskridtet på grund af de skader, det anrettede på landbrugets marker. Samtidigt var Europas skove forsvundet over store arealer, og vildtet savnede dækning. En decideret udryddelseskampagne iværksattes og allerede omkring år 1820 var råvildtbestanden skudt særdeles kraftigt tilbage i store dele af dens europæiske udbredelsesområde. Således meldtes det stort set udryddet i Schweiz allerede i 1809. På de britiske øer var den resterende forarmede bestand trængt helt tilbage til det nordlige Skotland. Den norsk-svenske bestand, som havde været genetisk isoleret fra det fastlandseuropæiske råvildt, siden der løb vand i Øresund for cirka 7.000 år siden, var i 1830 reduceret til under 100 individer på godset Övedskloster i det sydlige Skåne, hvor godsejeren Hans Ramel fredede det trængte vildt. Billedet var det samme over hele Europa: Råvildtet overlevede i små bestande her og der, bestanden var historisk lav.
Fra midten af 1800-tallet skyllede en bølge af demokrati over Europa, hvilket i høj grad gjorde jagten til en mulig livsstil for alle, der havde råd. Antallet af jægere eksploderede, vildtbestandene var under hårdt pres.
Forsteleven, som havde held til atnedlægge en råbuk i 1870’erne, forstod,at bedriften var noget særligt oglod sig beredvilligt forevige med heledyret hos fotografen i den nærmestekøbstad. Billedet bærer præg af etualmindeligt slid – det har formentligværet vist frem utallige gange. Desværreer jægerens identitet gået tabt.Foto: Juh Collection
Det var jægerne selv, der tog initiativ til at organisere sig og få gennemført jagtlove, der beskyttede vildtet og dermed muliggjorde en fremtidig bæredygtig jagt. I første omgang koncentrerede man sig udelukkende om beskyttelse af ædelvildtet – det nyttige vildt – mens bekæmpelsen af rovvildt blev intensiveret. Begge dele gavnede naturligvis råvildtet, der atter begyndte at sprede sig i landskabet.
I det tætbefolkede kulturlandskab, hvor mange jægere pludselig jagede på forholdsvis små revirer, var råvildtet blevet den almindelige europæiske jægers ”storvildt” – det eneste klovbærende vildt, der var plads til overalt – og det måtte man være indstillet på at beskytte, hvis man også fremover ville gå på jagt! På velhavernes store revirer blev der iværksat omfattende vildtpleje, der hurtigt gav sig udslag i tættere vildtbestande, men også på de mindre revirer voksede forståelsen for at opspare ”jagtlig kapital” – f.eks. ved at skåne de voksne råer.
Råvildtjagten var med et slag blevet særdeles attraktiv i størsteparten af Europa – kimen til vore dages ”råvildtkult” var sået. På store jordbesiddelser med eget jagtvæsen blev der i 1800-tallets sidste årtier skudt en hel del råvildt – først og fremmest med hagl på klapjagter. Men udbredelsen af råvildtet var stadig geografisk spredt og den samlede bestand var forholdsvis beskeden men dog voksende.
Illustration: Ukendt / JUH collection
Krybskytternes Vildt
I den lange periode i Europas historie, hvor jagten var en fornøjelse, som de mest privilegerede havde monopol på, var alle der jagede uden at have rang eller tilladelse til det pr. definition krybskytter. Til tider var krybskytterne forholdsvis talrige og oftest handlede krybskytteriet om overlevelse. Der er dog også mange eksempler på, at krybskytteriet blev opfattet som en form for frihedskamp i oprøret mod magthaverne. Således var flere sydtyske krybskytter højt agtede folkehelte blandt landbefolkningen, der skrev heltekvad om krybskytterne, der med livet som indsats provokerede de despotiske fyrster. Helt op i begyndelsen af 1900-tallet nød krybskytter, der drev deres virksomhed på de rige godsejeres jorde, en hel del folkelig opbakning. I vore dage florerer krybskytteri stadig – velsagtens mest for spændingens skyld – men opbakningen er vendt til afsky.
Uanset om motiverne for vildttyverierne igennem tiderne har været simple, ædle eller usle, så var og er netop råvildtet en af de mest udsatte vildtarter, når det gælder krybskytteri. Årsagerne er indlysende. Råvildtet findes spredt i landskabet og er enkelt at jage for en ensom jæger – også om natten i en pandelampes skær. Dyrets størrelse gør det nemt for krybskytten at slippe væk med sit bytte samtidigt med, at han får præcis alt det kød han kan bære. Desuden kan dyret nedlægges med ganske svage våben, der ikke larmer meget i skoven.
3. og sidste afsnit i serien om råvildtets historie udkommer i august nummeret af Mit Jagtblad.
Fik du ikke læst 1. afsnit, så finder du det lige her.
