Per Kauffmann

Fotos: Aske Rif Torbensen

Jeg skød min første gråspurv som 10-årig med en slangebøsse. Jeg var så forbandet på at komme ud at slå noget ihjel. Ingen i min familie var jægere, ikke siden fæstebønderne, men det dukkede ligesom bare op. Jeg byggede huler og skød vandrotter nede i åen med mine venner, og jeg fik jagttegn som 16-årig, så jeg kunne begynde at købe våben og få nye muligheder for at gå på jagt.

Hvornår begyndte du at rejse ud?

I 20’erne flyttede jeg ned syd for Ringsted og fik rodet mig ind i jagten på nogle tilstødende marker. Efter nogle år skød jeg min første buk. Jeg kiggede på den og rykkede i stængerne tænkte: ”Dem her vil jeg godt nok have flere af!”

Så trådte jeg ind i trofæjægernes kreds. Min første udlandsrejse var til Skotland i slutningen af 80’erne. Jeg arbejdede som en sindssyg op igennem 90’erne og blev syg af stress. Det endte med, at jeg solgte min virksomhed i 2001, og så tog jeg tilbage til Nordjylland og købte et lille hus. Derefter gik det stærkt med at rejse ud på jagt.

Mange forelsker sig i Afrika, men i dit tilfælde var det USA, der trak?

Jeg prøvede Afrika som mange andre og skød og skød og havde det hyggeligt. Men… det var bare ikke mig. Det sagde mig intet. I USA følte jeg mig derimod hjemme. De har en kultur ude på landet, som jeg virkelig godt kan lide. De tager ikke tingene så tungt, det minder mig om Nordjylland.

Derudover er det jo et kæmpestort land, og du kan føle dig relativt tryg ude på landet. Det kneb med den sikkerhed i Afrika. Endelig har USA så meget forskellig natur, lige fra ørken til bjerge og prærier og skove. Alene i staten Washington har du hele tre klimazoner inden for tre-fire timers kørsel.

Hvor mange ture er det blevet til?

Aner det ikke. Jeg har nok i gennemsnit været afsted to-tre gange om året. Der er store forskelle fra syd til nord og øst til vest, men jægerne minder meget om hinanden i hele USA. Der er egentlig ikke så store forskelle mellem en jæger i Alaska og en i Florida. De har forskellige betingelser og dyrker forskellige typer jagt. Men ellers er de ret ens.

Hvordan bliver man taget imod som dansk jæger?

Jeg er altid blevet strålende modtaget. Først kan amerikanerne virke lidt overfladiske. Men det er en slags forsvar for, at de ikke vil komme til at snakke om noget, hvor de kan virke uvidende om verden. Når du så har været sammen med dem i et stykke tid og tør går lidt til dem, så bliver de meget interesserede i, hvad der foregår rundt omkring.

Bliver de så senere venner?

Ja, det bliver ikke på overfladen. Efter kort tid og et par vittigheder sænker de paraderne, og så bliver nogle af dem venner for livet. Der er folk derovre, som jeg besøger igen og igen.

Er det svært at komme på jagt derovre?

Ja, hvis ikke du betaler for det. Du er næsten altid nødt til at gå igennem en outfitter. Dem er der til gengæld rigtig mange af! Enhver jægersmand i USA er jo næsten en outfitter, fordi han ofte har adgang til noget jagt.

Jeg har mest trukket på personlige bekendtskaber, som altid ved, hvem man skal ringe til i anden stat, hvis man har nogle særlige jagtinteresser. Men der findes rigtig mange små halvprofessionelle outfittere med hjemmesider, og du skal ikke søge i lang tid, før du finder mange muligheder for al mulig slags jagt.

Giv et eksempel?

Jeg var ovre at skyde ænder i Den mexicanske golf i januar. Jeg kendte ikke rigtig nogen, der havde en båd, så jeg fandt to-tre outfittere og skrev til dem. Jeg tog ud med den ene, en fyr med waders og en sumpbåd, og det kostede mig 150 dollars.

Så sidder vi der og diskuterer fordele og ulemper ved det danske og det amerikanske politiske system og skyder nogle ænder og nyder solnedgangen sammen. Det var en fantastisk aften. Det tog mig kun et kvarters netarbejde at finde frem til sådan en oplevelse.

Hvordan kan priserne sammenlignes med her i Europa?

Hvis du går gennem professionel outfitter, synes jeg, at prisen er høj. Tag en white tail – der ender du altid med at betale ca. 30.000 kr., hvilket er relativt dyrt. Men på den anden side tager folk jo ned til Polen og skyder en buk for det samme på et øjeblik. Kender du derimod en amerikaner, der har noget jord, kan du sikkert skyde hjorten for ingenting. Det er selvfølgelig træls med jetlaggen, når du skal til USA, og en billet koster omkring 2.500-3.000 kr., før du overhovedet er kommet derover. Men når du først er der, er der så stor spændvidde i, hvad du kan gøre og nedlægge.

Hvilke andre udfordringer er der?

Den største udfordring er ikke så meget økonomien ved at gå på jagt i USA, det er mere besværligheden i forhold til håndteringen af jagttiderne. Det er meget sjældent, at du kan skyde en række forskellige vildtarter på samme tid.

Derudover er der meget kort jagttid på forskellige dyr i USA. Tag Nebraska: Der er kun ni dages jagt på whitetail med riffel. I de ni dage skal alle til Nebraska, og så er det jo helt umuligt at få plads. Så går der måske 14 dage, og så åbner mule deer-sæsonen, som måske varer ni eller 14 dage. Derudover har de forskellige stater vidt forskellige regler og jagttider. Og i de forskellige stater har de forskellige counties forskellige regler og jagttider og regler for, hvordan du køber eller ansøger om tags.

På den måde er det meget nemmere i Afrika – Der ringer du bare ned og siger: ”Vi kommer i den og den uge og vil gerne skyde de og de arter.” ”Intet problem,” siger de så.

Mange steder i USA er der også for mange mennesker og for lidt vildt, og så bliver vildtet tildelt på ansøgningsbasis. Du ansøger fx om et tag inden første juli i det og det county, og hvis du bliver trukket ud, så må du skynde dig at tage derover, og bliver du ikke, ja, så står du med din billet og tænker, at det var da noget møg.

Men der er da også stater med meget vildt og få mennesker?

Ja, men de amerikanske jægere kommer jo langvejs fra. Hvis du er rigtig jæger i USA, kører du rundt i din store bil til de forskellige stater, hvor jagten er åben. Det kan de bruge hele året på derovre. Der behøver ikke engang at være tale om de rige jægere. Det er bare deres livsstil, og en jæger kan sagtens køre rundt fra stat til jagt i en smadret gammel bil. Sådan er jagtkulturen derovre.

Hvad har været nogle af dine største oplevelser derovre?

Jeg har det sådan, at har jeg et jagtgevær og en lommefuld patroner og en stående hund, så har jeg det allerbedst. Så er jeg hjemme. At skyde vagtler eller agerhøns eller grouse, det bliver aldrig større end det. Men det må du endelig ikke skrive! Skriv hellere, at jeg er vildt med bjørnejagt og rifler og den slags.

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker, men det bliver bare vigtigere og vigtigere for mig at komme væk fra den riffel og over på haglgeværet og skyde nogle fugle. Jeg har skudt meget med riffel, og jeg har skudt en masse trofæer, og det hele skulle være større og større og vildere og vildere. Men når jeg tænker tilbage på det, var det måske lidt en afsporing. Det er stadig den hund, det jagtgevær, den lommefuld patroner og de fugle, der er kernen i det hele for mig.

Ser man dine billeder, er det ellers store rovdyr i vildmarken, der optræder på dem…

Det er også nogle fantastiske oplevelser, man får derude i vildmarken, når man ved, at der går 12-14 dage, inden man ser nogen igen. Så ser du en dag et fly, og er du heldig, kan han lande. Hvis du er uheldig, får du en uge mere. Det er forbudt at have radiokontakt, når man jager i Alaska, og det er også forbudt at jage den samme dag, som du er fløjet ind. Det skal forhindre folk i at gå på rovjagt.

Man er prisgivet naturen…

Da vi var ude at jage caribou og moose i Canada, skulle vi flyves ud til campen i en lille two-seater. Først blev guiden fløjet ud, det tager to timer i hver retning. Så er halvdelen af dagen gået. Så henter piloten alt det udstyr, han kan klemme ind i flyveren. Så er guiden og udstyret fløjet derud, og den første dag er gået.

Næste dag læsser han så mere grej og mig ind i flyveren, og så flyver vi ud. Den dag kan du ikke gå på jagt, og så er der gået to jagtdage. Du lander på en nødtørftigt ryddet landingsbane på 35 meter, og piloten siger: ”God tur, jeg kommer igen om 12 dage.”

Så begynder det at regne, og landingsbanen bliver dækket af vand, hvor der pludselig svømmer ænder rundt. Så kan du sidde at håbe på, at de 12 jagtdage går godt, og at vandet fordamper, og ænderne flyver væk, inden du skal hentes igen.

Vi var der tre dage ekstra og havde ikke mere mad end kødet fra den moose, vi havde skudt. Livet falder ligesom sammen om en, og alligevel gør det ikke. Du kommer helt til bunds i kedsomheden, og det er jo egentlig helt fantastisk, for har du kedet dig lang tid nok, dukker der ting frem til overfladen, som du aldrig har tænkt over, siden de skete for 30 år siden. Mange mennesker får aldrig lov til at kede sig så meget, og det er en skam.

Er der nogen oversete jagter i USA?

Jagt på kalkun! Når man siger til en dansk jæger, at du kan komme over at skyde en kalkun på jorden med et haglgevær, og du får tre dage til det, og at det koster 3.000 dollars, så er han ved at slå et baglæns flikflak. For det ligger så langt fra vores opfattelse af alting.

Men kalkunen er et stykke ikonisk vildt, og det er voldsomt spændende jagt at få en kalkun ind på skudhold med et lokkekald. Det er sateme svært, du skal virkelig være skrap. Slår du et smæld med tungen, ser du ikke kalkunerne mere den dag. Men du kan ikke forklare nogen, hvorfor denne jagtform er så spændende. Det er noget, du simpelthen bare skal opleve.

Hvad har været den mest udfordrende jagt derovre?

Det var i British Columbia efter sneged. Det blæste, og træerne knagede og bragede og væltede, og jeg tænkte: ”Det her, det slipper du ikke levende fra.” Det var hylende storm i 10 dage, og regnen og sneen pissede, og vi kunne stort set ikke komme uden for en dør. Det var en af de få ture, 12 dage i alt, hvor jeg ikke skød noget som helst, så der var lang vej hjem. Vi måtte også skyde ulv og bjørn, men alt levende var bare væk. Der var intet at se på.

Går frem eller tilbage med jagten i USA?

Jeg synes ikke, at jeg har registreret nogen forsøg på begrænsninger af mulighederne for at gå på jagt i USA. Det er blevet forbudt at jage grizzly i British Columbia, men vi har ikke set noget lignende i USA. Det er nok ikke nogen stor politisk sag at begrænse jagten derovre, for der er ikke noget at vinde ved det. Men det er blevet svært for amerikanerne at rejse ud og få trofæer ind i landet. Det er virkelig besværligt nu. Der er stort set lukket for løver og elefanter. Men opbakningen til jagt er stor hos amerikanerne.

Tager du dit eget våben med derover?

Nej, jeg har aldrig haft det med. Kvaliteten af de våben, du lejer eller låner, er i top. Tager du til Tunesien eller til Grønland, er det noget andet. Men det er som at tage sand med til Sahara at tage våben med til USA. De har dog en mere brugsorienteret tilgang til våben derovre: De har en hammer og et haglgevær liggende i trucken, og de er ligeværdige som værktøj. Herhjemme går vi jo amok i udstyr, og jeg møder jægere, der køber et nyt kikkertsigte hvert år. Spørger man dem så, hvor de sidst har været på jagt, har de ofte været i Polen at skyde en buk på 40 meters afstand.

Mange burde hellere bruge pengene på at komme ud i verden?

Ja, kom nu ud! Se ud over den buk i Polen, og planlæg en rejse i stedet for at købe endnu en sigtekikkert. Vi danske jægere er altid for fokuserede på udstyr. Kom ud!

LÆS MERE

Historien bag jagtrejser

På sporet af bukkene

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: