TEKST OG FOTO: JACOB LUNDGAARD.
Tiden står stille. Det har den gjort et stykke tid. Ingen har nærmest vovet at trække vejret og kun blinket, når øjnene skulle have noget stærkt tiltrængt væde. PH’er, Leon Hough, som står tættest på skytten, Susanne Kildeberg Frederiksen, er frosset i en positur, der ser alt andet end behagelig ud, men han viger ikke en tomme. Heller ikke da en flue sætter sig tæt på højre øje. Rent reflektorisk begynder en muskel at vibrere for at få den irriterende kilden fjernet. Nu er det begyndt at småregne, så ud over fluen har Leon nu også fået en vanddråbe at slås med. Den har valgt at hænge i øjenbrynet over højre øje klos op ad fluen. Langsomt glider dråben ned i øjet, men ikke engang det medfører en reaktion.
Fluen vælger at lette og flyve i tørvejr samtidig med, at den sorte impala retter sin opmærksomhed bort fra jagtselskabet, som står godt 100 meter borte. Det giver Susanne muligheden for at sætte en perfekt bladkugle. Impalaen når aldrig at registrere, at kuglen går gennem begge lunger. Den er forendt, inden den rammer jorden.
En god jagt er slut, og Susanne er meget tilfreds med sin oplevelse, hvilket er et af Leon Houghs hovedprincipper, når han guider klienter. Kunden skal altid have en god oplevelse, som helt og holdent er på kundens præmisser.
Alsidig uddannelse
Efter jagten får jeg en snak med Leon, der arbejder som PH’er for AfrikaExperten, om betingelserne for at få en licens som PH’er, og hvilke forudsætninger PH’eren efter hans opfattelse også skal besidde for at blive en god guide for klienterne.
Leon indleder med at oplyse, at alle udenlandske jægere, der ønsker at jage i Sydafrika i henhold til sydafrikansk lovgivning, skal ledsages af en PH’er under jagten. PH’eren skal naturligvis sikre, at alt går retmæssigt og sikkert til, når klienten er ude i terrænet for at jage. Men efter Leons opfattelse stopper rollen ikke her. PH’erens opgave er også at sørge for klientens ve og vel uden for jagten, så han eller hun får en helhedsoplevelse fra start til slut under opholdet i landet.
Herefter gennemgår Leon indholdet af en mangeleddet uddannelse, som PH’eren skal bestå for at få sin licens. Først og fremmest skal man naturligvis have et indgående kendskab til såvel fauna som flora. Det kan nærmest sammenlignes med uddannelsen som naturvejleder i Danmark. Under sin færden i terrænet og under opsøgningen af vildtet skal PH’eren blandt andet kunne aflæse spor. Det er en vigtig forudsætning for at finde og om muligt nedlægge netop den vildtart, klienten er på jagt efter. Dette gælder ikke mindst, når der jages efter en af vildtarterne i The Big Five.
PH’eren er også med som back-up, hvis et anskudt stykke vildt skulle finde på at angribe. Igen er dette allervigtigst under jagt på farligt vildt, som ikke kun er The Big Five; også nogle antilopearter kan være farlige, hvis de bliver anskudt. Her er det PH’erens fornemste opgave at beskytte klienten mod en eventuel fare, der kan opstå. En betingelse for at kunne leve op til dette er, at PH’eren er hurtigreagerende og velskydende, så derfor indeholder uddannelsen også skydetræning. Består man ikke denne afsluttende prøve, dumper man.
Inden der afgives skud under jagten, er det PH’erens beslutning, om der må skydes eller ej. Det konkrete stykke vildts alder og hornstørrelse vurderes, så det som udgangspunkt er gamle og udtjente dyr, som nedlægges. Under uddannelsen bliver aspiranterne præsenteret for 10 forskellige sæt horn, som de har nogle få sekunder til at vurdere art og hornlængde på, inden det næste sæt horn bliver vist. Hornlængden skal angives indenfor en margin på 10 %, og alle 10 arter skal være korrekte for at bestå. Herudover skal mindstemålene for optagelse i både SCI og Roland Ward angives. Som ved alle delprøver skal den bestås, for at man består den endelige prøve.
Skulle uheldet være ude under en jagt, har PH’eren gennemgået et førstehjælpskursus, som får et dansk ditto til at blegne. Ud over almindelig livsreddende førstehjælp er PH’eren uddannet i at håndtere skudsår, som beklageligvis fortsat er en af de hyppigst forekomne skader, når der tales om alvorlige skader opstået under jagt i Sydafrika.
Under jagten er det helt og holdent PH’erens ansvar, at alle regler bliver overholdt. Derfor er det juridiske aspekt også en vigtig del under uddannelsen. Som i Danmark er jagtlovgivningen i Sydafrika lidt af en jungle, så det er vigtigt at kende både hovedregler og undtagelser og ikke mindst løbende at holde sig ajour med regelændringer, så man hele tiden er up to date.
Når skuddet er afgivet
Når klienten er kommet frem til det ønskede stykke vildt og har fået afgivet sit skud i god ro og orden, kommer det opfølgende arbejde for PH’eren. Leon påpeger vigtigheden af, at hvert eneste stykke nedlagt vildt bliver behandlet med respekt. En del af denne respekt er efter Leons opfattelse at tage fotos af det nedlagte vildt sammen med skytten. På den måde har klienten både sit trofæ at se på og fotos som supplement som minde fra en velgennemført safari.
Efter at Susanne har nedlagt sin sorte impala, får vi syn for sagn. Der bliver gjort meget ud af at få placeret impalaen, så den tager sig bedst muligt ud. Der bliver taget fotos fra flere vinkler, og heller ikke her bliver noget overladt til tilfældighederne.
Efter at have set de fotos, der blev taget af Susanne og den sorte impala, må jeg konstatere, at Leon kan sit håndværk.
Altid kundens valg
Når jeg hjemme i Danmark fortæller, at jeg går på jagt i Sydafrika, er den første kommentar ofte, – Nå, så skyder du fra ladet af en bil. For mit vedkommende er det så aldrig tilfældet, men da det helt åbenbart er en udbredt opfattelse, forhører jeg mig om, hvad Leons holdning er.
Han ser et øjeblik på mig, som om jeg har lagt en fælde, men svarer så, at intet i denne verden er sort eller hvidt. Personligt foretrækker han, at klienten ikke skyder fra bilen, men omstændighederne kan gøre, at det er den eneste mulighed. Han har haft en klient med sklerose, der ikke fysisk var i stand til at bevæge sig ud i terrænet, og hvis ét og alt havde været jagt, inden sygdommen ramte. Den gode oplevelse blev opfyldt med skud fra bilen. Der har også været klienter med hjerteproblemer eller stærkt overvægtige, hvor det ikke ville have været ansvarligt at tage dem med til fods i svært tilgængeligt terræn, som er vilkårene under jagt mange steder i Sydafrika.
Så Leon påpeger igen, at filosofien er, at kunden altid skal tage hjem med en god oplevelse, så jagterne bliver altid afviklet på de bedste vilkår alt efter omstændighederne. Her er forventningsafstemning en af grundstenene. Allerede når klienten ankommer, bliver muligheder og konsekvenser drøftet, så alt er på plads, inden jagten starter.
Da vi et par dage senere sidder i lufthavnen i Port Elizabeth, kan jeg forstå på de to jægere, der har haft Leon som PH’er under opholdet, at han fuldt ud har levet op til forventningerne. De har kun rosende ord til overs for hans indsats, så når de skal på en ny tur Sydafrika med AfrikaExperten, er deres ønske at gentage succesen med Leon som PH’er.