På sporet udvælgelse af hund til spor- eller schweissarbejdet

TEKST OG BILLEDER: KIM LINDGREN

Som udgangspunkt kan alle hunde lære at gå spor. Inden du beslutter dig for, hvilken hunderace og hvilket individ du vil træne sporarbejde med, skal du imidlertid have besluttet dig for, hvilken form for sporarbejde du og din hund vil arbejde med. Eller sagt på en anden måde, hvad er målet med din sportræning.

Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilken race eller hvilke nedarvede egenskaber, hvalpen du anskaffer dig, har. Der er stor forskel på, hvad man forlanger af en sporhund, som kan deltage og klare sig godt på DKK’s sporprøver i de forskellige specialklubber, og så en sporhund, som senere skal kunne udvikle sig til at blive en del af Naturstyrelsens Schweiss-register og efterfølgende klare sig godt som registreret schweisshund.

Signalforvirring

DKK og de fleste specialklubber kalder deres sporprøver for ”schweissprøver”. Dette er misvisende, da det foranlediger mange til at tro, at, når de har en god sporhund, har de per automatik også en god schweisshund. Det er langtfra er tilfældet.

For at forstå den røde tråd i denne artikel, er det derfor vigtigt, at man forstår og erkender, at en god sporhund og en god schweisshund ikke er det samme.

En god sporhund skal være god til at gå lange, ældre spor med en lille færtkilde. Dette skal en kommende schweisshund selvfølgelig også magte, men derudover kræves det af schweisshunden, at den har en tilpas størrelse, så den kan løbe et flygtende anskudt/påkørt stykke råvildt op. Schweisshunden skal Ikke kun have lysten til at løbe efter det flygtende rådyr, men også være så mentalt stærk, at den udover lysten også har viljen og modet til at bide sig fast i dyret og stoppe dets flugt (vildtskarphed). Tro mig, det sidste kræver en mentalt stærk hund, og magter hunden ikke denne opgave, er den i min optik ubrugelig til praktisk eftersøgning (læs: som registreret schweisshund).

Nedenfor har jeg forsøgt at definere forskellen på en sporhund og en schweisshund.

• SPORHUNDEN er en hund, man bruger til sports- og træningsaktivitet, hvor man kan dyrke sporarbejdet for sjov, eller dyrke konkurrence på kunstigt udlagte spor. Her kan alle hunde, som synes det er sjovt at gå spor, deltage.
• SCHWEISSHUNDEN er en hund, som kun bruges til eftersøgning og opsporing af anskudt eller påkørt vildt og udføres af registrerede schweisshundeførere fra Naturstyrelsens Schweiss-register. Her kan gode sporhunde med en god størrelse, en god psyke samt den nødvendige nedarvede vildtskarphed blive aktuelle.

Hunderacer

I denne artikel vil jeg gå i dybden med de egenskaber, som kræves af din kommende hund/hvalp, hvis du har et ønske om, at den skal kunne opfylde de store krav, som stilles til den registrerede schweisshund.

Der findes i Schweiss-registret ikke en liste over, hvilke hunderacer der kan godkendes som kommende registrerede schweisshunde. Det er dog ingen hemmelighed, at selvom gravhunde samt andre mindre racer kan være glimrende sporhunde, får de meget svært ved at blive optaget i Schweiss-registret alene grundet deres beskedne størrelser.

beagler, basset hound og mange andre hunderacer kan trænes op til fantastiske sporhunde, der kan udrede lange, svære spor med lang ståtid, men hvis dit mål er optagelse i Schweiss-registret, er det helt andre racer, du skal kigge på.

Ud over at beherske spordisciplinen skal hunden også besidde en tilpas vildtskarphed, hvilket betyder, at hunden vil eftersætte et flygtende anskudt stykke råvildt, turde at bide sig fast i dyret og stoppe dets flugt.

Hvis man f.eks. tager en race som en tysk jagtterrier, er der ingen, som er i tvivl om, at denne race om nogen har mod, selvstændighed og vildtskarphed, men alene grundet racens størrelse er den ikke for tiden repræsenteret i Schweiss-registret.

Jeg ved godt, at mange hundeejere har en forkærlighed for én bestemt race og derfor kun vil arbejde med denne race, hvilket ingen skal lave om på. Er man låst fast i et ”kærlighedsforhold” til én bestemt race, skal man være ærlig over for sig selv og være bevidst om racens fordele og ulemper i forbindelse med det mål, man vil nå med hunden. Sagt på en anden måde, skal man forsøge at undgå, at ens forkærlighed for racen blokerer for racens måske åbenlyse mangler i forhold til målet med sportræningen – i hvert fald hvis målet er at blive registreret schweisshundefører.

Hvis man ikke allerede har låst sig fast på en bestemt race, var det måske en ide at kigge på, hvilke racer der i dag bliver brugt i Schweiss-registret. Disse racer er ikke opført på en liste over egnede racer, men er et resultat af, hvilke racer de registrerede schweisshundeførere har valgt. Dermed ikke sagt, at der i schweiss-registret ikke findes hundeførere, som foretrækker at arbejde med én race frem for en anden, men det giver dig, som skal vælge en hunderace at gå spor med, et overblik over potentielle hunderacer.

Nedenfor kan du se en oversigt over, hvilke hunderacer, der p.t. er repræsenteret i Schweiss-registret. Det første tal er antal af registrerede schweisshunde, herefter nævnes racen, og i sidste kolonne angives, hvor mange procent racen er repræsenteret med i Schweiss-registret.

Det er vigtigt at understrege, at fordi en hunderace er nævnt på listen, er dette ikke ensbetydende med, at blot du vælger én af de nævnte hunderacer, er du sikker på at få en god sporhund eller schweisshund.

Jeg har eksempelvis set labradors, som gik fantastiske spor, men som ikke havde den fornødne vildtskarphed, ligesom jeg har set ruhårede hønsehunde med en udpræget vildtskarphed, men som ikke kunne koncentrere sig om sporarbejde. Blandt de røde hunde (hannoveransk schweisshund og bayersk bjergschweisshund) har jeg også set hunde udrede lange spor, men hvor en manglende vildtskarphed har været for markant. Kendetegnende for de 4 nævnte eksempler er, at ingen af disse hunde er egnet til praktiske eftersøgninger på anskudt/påkørt hjortevildt.

Når det er sagt, har jeg også oplevet hunde (blandt de nævnte hunderacer), hvor både sporkvaliteterne og vildtskarpheden har været helt i top. Det er vejen frem til disse hunde, som denne artikel gerne skulle guide dig.

Det vil være for omfattende at fremhæve alle fordele og ulemper ved de racer, som lige nu er repræsenterede i Schweiss-registret. Jeg vil imidlertid forsøge at give mit syn på de fire hunderacer, som tilsammen repræsenterer mere end 90 % af hundene i Schweiss-registret.

Kontinentale hunde

Blandt de kontinentale hunde (hvor jeg selv har erfaring med den ruhårede hønsehund), er dette ikke en begynderhund. Selvom den ruhårede hønsehund kan være en omgængelig, kærlig og trofast familiehund, kræver den en konsekvent hundefører, som ved, hvad han/hun har med at gøre.

Den ruhårede hønsehund er formentlig en af de mest alsidige jagthunde, du kan få – uanset hvilken jagtform du dyrker. Denne alsidighed kan give nogle problemer i træningen af en schweisshund, da man i schweissarbejdet skal have 100 % fokus på sporarbejdet, hvilket betyder, at hunden skal søge med dyb næse (snuden mod jorden).

Hvis den ruhårede hønsehund skal blive en rigtig god schweisshund i Schweiss-registret, kræves det, at den specialiseres til opgaven. Hvis man tror, at man kan bruge den ruhårede hønsehund som almindelig jagthund, deltage på markprøver, fuldbrugsprøver med mere og samtidig forvente, at man får en fantastisk schweisshund ud af den, som kan løse svære eftersøgningsopgaver, så tager man grusomt fejl.

Da schweissarbejdet har fokus på hundens evne til at følge en bestemt fært og fastholde denne fært, er det et ufravigeligt krav, at den ruhårede hønsehunds vildtbegær kan kontrolleres. Ellers kan den finde på at slå over på frisk fært. Det er derfor en nødvendighed, at hunden gennemgår en grundig grunddressur og aldrig er i tvivl om, hvem der er flokføreren (dette gælder selvfølgelig også andre racer).

Når man får tæmmet den ruhårede hønsehund, så den prioriterer sporarbejdet højere end alle dens andre kvaliteter, og når hunden har fungeret som registreret schweisshund i et par år og haft et par hundrede praktiske eftersøgninger, så får man en fantastisk schweisshund.

Skarpheden over for hårvildt ligger dybt i denne race, og får man fat i en mentalt sund hvalp, med de rigtige anlæg, hvilket vil sige udpræget sporlyst og den rette selvstændighed, får man en hund, som går fantastiske spor, og som på en hetz ikke giver op, før den går død af udmattelse.

Labrador retriever

Da jeg for 20 år siden blev optaget og startede som registrerede schweisshundefører, var det netop med en labrador. En hanhund, som elskede at gå spor – både træningsspor og praktiske eftersøgninger. Han var lidt atypisk for en labrador, da han var ekstremt vildtskarp. Ja, jeg vil endda gå så langt at sige, at han var på linje med min nuværende Ruhårede Hønsehund, som selv afliver dyret, efter han har hetzet og fanget et anskudt/påkørt stykke råvildt, hvis jeg ikke kommer hurtigt frem til ham.

Labradoren er en god begynderhund for den mindre erfarne jagthundeejer, da den både er nem at omgås og træne. Den er behagesyg og vil gå meget langt for at indynde sin hos sin fører, hvilket kan påvirke dens selvstændighed. Dens store madglæde gør, at den går gennem ild og vand for at finde frem til madskålen for enden af sporet. Med kærlighed til racen vil jeg sige, at en labradors ene hjernehalvdel tænker på mad, og den anden hjernehalvdel tænker på at finde den.

Labradoren er en meget alsidig hund, som kan bruges til mange formål. Den er normalt en fantastisk sporhund, og hvis hunden senere skal bruges til praktiske eftersøgninger i schweiss-registret, skal man have fokus på, at hvalpen kommer efter nogle avlslinjer og forældredyr, som har bevist, at de er tilstrækkeligt vildtskarpe.

I de få avlslinjer, hvor vildtskarpheden er intakt, skal man have meget fokus på sundheden, da man har set eksempler på, at de gode vildtskarpe hunde i avlen bliver brugt i en meget snæver kreds.

Bayersk bjergschweisshund og hannoveransk schweisshund

Blandt disse racer, også kaldet de såkaldte røde hunde, har jeg kun erfaring med bayersk bjergschweisshund. Hvis man tror, at de røde hunde er nemmere at arbejde med, blot fordi de er specielt fremavlet til schweissarbejdet gennem mere end 100 års seriøst avlsarbejde, så tager man fejl.

De er de eneste hunderacer, jeg kender til, som nærmest kan blive fornærmede og faktisk nægte at gå et træningsspor, hvis man eksempelvis har irettesat dem lidt for meget.

Som regel er det rimeligt bløde hunde at arbejde med. Jeg har dog også kendskab til et par hannoveranske hanhunde fra Verein Hirschmann, og disse hanhunde er stridhårede børster, som ikke finder sig i noget som helst. Ja, sagt ligeud, så er de bestemt ikke for tøsedrenge.

Uanset hvilken hunderace man tidligere har arbejdet med, skal man som hundefører virkelig være omstillingsparat. Hvis man evner at omgås, behandle og specielt træne disse racer på den optimale måde, er der ingen tvivl om, at man får en schweisshund, som kan følge foden efter et anskudt dyr længere end nogen anden hunderace.

Desværre er de røde hunde for nogle blevet modehunde. Ligesom med andre racer, hvor eksteriøret prioriteres højere end hundens spormæssige kvaliteter, kan man risikere at få en sød, omgængelig og køn hund, men som ikke er egnet til det, som racen tidligere er blevet fremavlet til.

Hvis man forventer, at man ved at anskaffe sig en bayersk bjergschweisshund eller en hannoveransk schweisshund hurtigere og nemmere kan optræne en god schweisshund, sker dette kun, hvis man evner at læse hunden, og tro mig, de er meget specielle, og skal ikke behandles som en labrador eller en ruhåret hønsehund. De er helt deres egen og udstråler en charmerende personlighed, ligesom de er meget sensitive. Mange, som har anskaffet sig en rød hund, og som tror, at de får det hele foræret (da racen jo er fremavlet til schweissarbejdet), er ikke lykkedes med projektet. Årsagen er kort og godt, at de ikke har formået at arbejde med en sensitiv hunderace.

Ligesom med andre racer, skal man kun købe hvalpe efter disse hunde, såfremt forældredyrene og avlslinjerne bag hvalpen har bevist, at de er tilstrækkeligt vildtskarpe.

Køb af hvalp – udvælgelse af opdrætter

Uanset om en hund skal uddannes til narkohund, blindehund, tjenestehund, redningshund, servicehund, bombehund, spor- eller schweisshund, er det et must, at hunden ud over at være fysisk sund også er mental sund.

Når man har besluttet, hvilken race man vil have, skal man finde en hvalp et sted. Her er det vigtigt, at man bevarer roen, sætter sig grundigt ind i tingene, og ikke køber den første og bedste hvalp, man kan finde i Den Blå Avis. Her i Danmark vil jeg råde dig til at kontakte DKK, som kan henvise til den specialklub, som er interessant for dig.

Vær opmærksom på, at en opdrætter blot er en betegnelse for en person, som avler dyr. Selvom der er tilkøbt et fint kennelnavn, betyder det ikke per automatik, at opdrætteren er seriøs.

Jeg vil derfor anbefale dig kun at købe hvalpe efter forældredyr, hvor du er sikker på, at anlæggene for schweissarbejdet er til stede i både han- og tævehunden. Dette kan du blandt andet få bekræftet, hvis begge forældredyr, i generationer tilbage, har bevist deres gode anlæg for schweissarbejdet. Når det er sagt, findes der også seriøse opdrættere, som via deres nørdede viden om avlslinjer kan anbefale en parring af to hunde, som måske ikke på papiret har vist de store schweissresultater, men har leveret varen på andre brugsmæssige parametre.

Gå langt uden om de opdrættere, som prioriterer eksteriør (udstilling) højere end hundenes brugsmæssige resultater.

Kontakt eventuelt nogle schweisshundeførere og hør, om de har kendskab til nogle hvalpekuld eller kommende hvalpekuld, hvorfra de eventuelt selv ville vælge deres næste hvalp. Vær også opmærksom på, at der ofte er lang ventetid på en hvalp hos de seriøse opdrættere. Men tro mig, det er ventetiden værd at vente på den rigtige hvalp.

 Om du vælger en han- eller tævehvalp, har ingen betydning i forbindelse med hundens evner som registreret schweisshund. Det indikeres også af kønsfordelingen blandt de registrerede schweisshunde da cirka 60% er hanhunde og omkring 40% er tæver.

Udvælgelse af hvalp

I de 8 uger hvalpen opholder sig sammen med tævehunden, vil den seriøse opdrætter sørge for at præge hele hvalpekuldet på høje lyde og alverdens andre ting.

Mange opdrættere starter med at færtpræge hvalpene fra den dag, de er født, hvilket på ingen måde kan skade hvalpene – tværtimod.

Nu er det jo ikke sikkert, at du har muligheden for at vælge mellem nogle af hvalpene. Ofte er forskellen på hundenes sind kun noget, opdrætteren bemærker, da han/hun har et betydeligt bedre kendskab til hvalpene, end du kan få efter et par besøg.

Har du muligheden for at vælge, og kan du se en forskel på hvalpene, vil jeg anbefale dig at gå uden om den dominante hvalp, da dominans ikke kan bruges til noget i schweissarbejdet.

Hvalpe, som undgår dig eller er bange for at tage kontakt til dig eller er bange for høje lyde, skal du også gå en stor bue udenom.

Der findes et hav af forskellige tests, man kan lave med hvalpene, inden de er 8 uger gamle, hvilket du skal benytte dig af. Der er specielt 3 ting, du skal have fokus på ved udvælgelsen af din nye spor- eller schweisshund.

• Hvalpen skal være mentalt sund
• Have en udpræget sporlyst
• Hvalpen skal være rolig

Hvalpen skal selvfølgelig være bygget ordentligt og ikke have nogle fysiske skavanker. Om den er sort, hvid, ternet, prikket eller stribet, har ingen indvirkning på dens brugsmæssige kvaliteter, men selvfølgelig skal du også selv kunne holde ud at kigge på hvalpen. Jo flere betingelser du sætter til hvalpens udseende, desto mere begrænser du udvalget.

Den hvalp, jeg vil anbefale dig at vælge, er den frække hvalp, som samtidig er tillidsfuld og kan slappe af, når du løfter den op fra jorden. Det skal også være den hvalp, som kommer løbende hen til dig, når du sætter dig på hug og klapper lidt i hænderne. Hvalpen må på ingen måde blive bange, når du klapper i hænderne eller flygte, når du taber dit nøglebundt ved siden af den på terrassen eller på gårdspladsen.

En schweisshund skal både være modig og til en vis grad selvstændig, hvorfor jeg med opdrætterens tilladelse, bærer hvalpen hen et sted, den aldrig har været før. Her sætter jeg den ned på jorden uden at sige noget til den. Jeg er interesseret i at se, hvordan hvalpen reagerer på denne uvante oplevelse. De fleste sunde hvalpe vil blot begynde at snuse lidt til omgivelserne, og når jeg bevæger mig i én retning, følger de stille og roligt efter. Jeg ønsker ikke at se en hvalp, som ikke tør udforske omverdenen og enten står helt stille og ikke tør røre sig eller bliver ved med at hoppe op ad mig for at komme op i sikkerhed igen.

Det er et must, at hvalpen, fra den er helt lille, udviser stor sporlyst og har en naturlig interesse i at undersøge fært, spor, klov og schweiss. Det tester jeg tester på følgende måde.

Mens hvalpene ikke ser det, trækker jeg en klov (med lidt schweiss på) hen over græsplænen (10-20 meter). Hvalpene har som nævnt ikke set, hvad jeg har lavet. Det, jeg vil se, er deres reaktion, når de (én ad gangen) lukkes ud på græsset og rammer den fært (klov og schweiss), som jeg har trukket over græsset. De fleste hvalpe reagerer positivt og synes denne fært lugter spændende, hvorefter de begynder at følge sporet nogle meter. Jeg er interesseret i præcist den hvalp, som hele tiden vil gå og snuse i færten af den klov/schweiss, som jeg har udlagt. Det er muligt, den forlader færten nogle gange, men den skal hele tiden vende tilbage til færten. Jo længere tid hvalpen af sig selv arbejder med færten – desto bedre.

For at få det rigtige billede af, hvilken hvalp som opfylder mine krav, laver jeg denne test over flere uger. Målet er at kunne udvælge den mentalt rolige hund med en udpræget sporlyst.

Jeg må skynde mig at skrive, at fordi én eller to hvalpe viser mere interesse for den udlagte fært på græsplænen end de andre, er dette ikke ensbetydende med, at de andre hvalpe ikke kan ende med at blive fortrinlige schweisshunde. Det, jeg forsøger at sige, er, at hvis du eksempelvis er ude og skal udvælge en hund, som du specifikt skal bruge som apporterende hund, vælger du næppe den hvalp, som ikke over for dig viser en medfødt evne eller lyst til at bære ting i munden.

Besøg hvalpekuldet så ofte som muligt, da det er umuligt at udvælge den rigtige hvalp efter blot et enkelt besøg. Da jeg, for mange år siden, skulle afhente en bayersk bjergschweisshund i Tyskland, foregik udvælgelsen af hvalpen på en helt speciel måde. Efter at være blevet godkendt til at købe en af de røde hunde i den tyske forening KBGS oprandt dagen, hvor jeg skulle hente min nye hvalp langt nede i Tyskland. Jeg havde forberedt alverdens tests, så jeg var sikker på at få en god hvalp med hjem, men udvælgelsen af hvalpen var hurtigt overstået. Opdrætteren tog mig med om bag ved huset, hvor de bedårende 8-ugers hvalpe var i gang med alvorlige trækkelege med et vildsvineskind med fuld lyd på. Jeg kiggede på hvalpene, men inden jeg havde fået set ordentligt på dem alle, tog opdrætteren én af dem op og sagde, værsgo her er din hvalp.

 Jeg fik ingen mulighed for at teste eller udvælge min hvalp, for det havde opdrætteren allerede gjort. I de tilfælde, hvor der avles seriøst på hundenes anlæg til ét bestemt formål (her er det schweissarbejdet), og begge forældredyr og deres forældre generationer tilbage har vist gode anlæg / resultater, er det fuldstændig lige meget, hvilken hvalp du får fra kuldet. Chancerne for, at de alle er i besiddelse af gode anlæg, er meget store.

Resten er op til dig

Sluttelig er det vigtigt at få med, at uanset hvor gode forældredyrene er, og uanset hvor mange gode anlæg, der er i den hvalp, du har udvalgt, skal du være bevidst om, at en hvalp ikke udvikler sig til at blive en god schweisshund, hvis du ikke selv tager ansvaret på dine skuldre.

Jeg husker en episode, da jeg købte én af mine tidligere schweisshunde som hvalp. Opdrætteren og jeg havde via mange tests fundet frem til den hvalp, jeg skulle have. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg med opdrætterens hjælp havde udvalgt den bedste hvalp i kuldet. Da hvalpen blev 8 uger gammel, og jeg kom for at hente min nye hvalp, løftede opdrætteren hvalpen op, lagde den i mine arme og sagde:

Kim, her er en mental sund hvalp, den er rolig og har en udpræget sporlyst – nu er resten op til dig

Krav til potentielle nye schweisshundeførere

Hvis du vil søge optagelse som registreret schweisshundefører, stilles der ikke kun krav til din hund, men også til dig som person.

Ud over at du selv skal have ført din hund frem til en 1. præmie på en 20t/400 meter sporprøve, skal du være i besiddelse af gyldigt jagttegn med riffeltilladelse og selvfølgelig have jagterfaring med hjortevildt. Derudover skal du også have gyldigt kørekort til almindelig bil.

Bland de indkomne ansøgninger til Schweiss-registret udvælges egnede ekvipager til en kvalifikationstest.

På denne kvalifikationstest (som bedømmes af to kompetente bedømmere), afprøves hunds og føres evner, og specielt deres samarbejde, på et overnatnings-færtsko-spor, hvor man forsøger at simulere en praktisk eftersøgning. Sporet er ikke lagt i en åben bøgeskov, som et almindeligt DKK-spor, men i et område, hvor der står meget vildt. Dette kræver, at hunden er sporlydig og ikke lader sig distrahere af den megen afledningsfært.

Sværhedsgraden på dette kvalifikationsspor er højere end de sværeste sporprøver i DKK-regi, hvilket også underbygges af, at det kun er cirka 30 % af de afprøvede ekvipager, som efter afprøvningen indstilles til optagelse som hundeførere i Schweiss-registret.

Læs eventuelt mere på www.schweiss.dk