På jagt efter bushbuck

Jagten efter bushbuck er helt unik, når man driver den i artens oprindelige habitat. Vi tog med på jagt efter en rekord-bushbuck ved Limpopoflodens bred.

TEKST OG FOTO THOMAS LINDY NISSEN

Vi hører et plask og ser en ring brede sig som en halvmåne på Limpopoflodens grøngrumsede overflade fra den modsatte bred. Vi ved, hvad det betyder: Skræmt af den svage lyd fra jægerne er endnu en krokodille gledet ud af græsset og ned floden. Urtidsdyret er blot en af mange usynlige skygger, der lever her langs floden. Den professionelle jæger Powell standser op og peger instinktivt mod ringene, der langsomt spreder sig på overfladen.

Jens Kjær Knudsen har stor erfaring med jagt i Afrika og har oplevet krokodiller mange gange tidligere. Alligevel er der fascination at spore i blikket på den drevne storvildtjæger, da han med et lydløst nik bekræfter PH’ens observation.

Powell vipper svagt med højrehånden nede i hoftehøjde og lader Jens forstå, at pürschen fortsætter. Efter kun et par enkelte skridt drejer Jens hovedet og ser en rødbrune skygge glide ind i den tætteste bush til højre for sig. Han ser kun dyret perifert, men ved, det er en bushbuck – målet for dagens jagt.

Det er lige præcis den art, Jens er rejst den halve jordklode rundt for at nedlægge. Han ærgrer sig derfor over, at de igen er blevet opdaget. Det er nemlig ikke første gang, det er sket på denne eftermiddagsjagt. Til gengæld er det en typisk situation, når man jager bushbuck i dyrets naturlige habitat langs floden.

Vortesvin i græsset

Næste eftermiddag er vi igen på jagt langs floden, da vi pludselig hører et dybt grynt. Sekundet efter opdager Powell i sin kikkert to vortesvinssøer i det høje græs. Med kikkerten for øjnene ryster han på hovedet. Det var ikke dem, vi hørte. Så giver det et lille gib i ham, han sænker kikkerten og drejer langsomt hovedet. Så han ser Jens lige ind i øjnene: ”Vil du skyde et vortesvin med noget, der minder om stødtænder?” spørger han og peger mod et sted i bushen til venstre for det åbne område med gult græs.

Gryntet var i den muntre, lidt lumre genre – vortesvinene er på denne tid af året i brust, og det kærlige grynt, vi hørte, kom fra denne elskovssyge orne. Med et enkelt blik vurderer Jens ornen til at være særdeles imponerende, stor af krop såvel som af tand. Men selvom han er fristet, er han dog fokuseret på turens egentlige mål – den store bushbuck – og takker nej.

Ni underarter af bushbuck

Bushbuck er – som kudu, eland og nyala mfl. – en spiralhornet antilope, og der findes ni underarter på Det afrikanske kontinent:

  • Abyssinian bushbuck (Etiopien)
  • Cape bushbuck (Sydafrika)
  • Chobe bushbuck (Zambia, Zimbabwe, Mozambique)
  • Harnessed bushbuck (Cameroun, Benin, Burkina Faso, Senegal, Chad, CAR, Gabon, Congo)
  • Limpopo bushbuck (Botswana, Sydafrika, Zimbabwe)
  • East African bushbuck (Kenya, Somalien Etiopien Tanzania)
  • Nile bushbuck (Uganda, Sudan, Ethiopia, Congo, Kenya)
  • Menelik bushbuck (Etiopien)

Bushbuck langs floden

Jagten på bushbuck er en helt speciel afrikansk jagtform. I hvert fald når den foregår i artens naturlige biotop langs floden. Bushbuck opfører sig på mange måder som europæisk råvildt, men den er af størrelse mere at sammenligne med en ung dåhjort.

Arten foretrækker et ensomt liv, og den er meget revirhævdende og forsvarer normalt et revir på omkring fem hektarer. Det er en særdeles spændende art at jage, da bushbuck’en findes spredt langs hele floden og kun sjældent bevæger sig ud af sit eget domæne.

Spændingen består ikke kun i, at stemningen, duftene og lydende er så anderledes her langs floden end i det meste af den øvrige bush. Man ved heller aldrig, hvad man vil møde af vildt i denne type terræn, da floden tiltrækker mange forskellige arter.

Det er her, krokodillen tanker energi af solens stråler fra sin faste plads på flodbredden, det er her, leoparden udnytter sit byttes svaghed, når det tvunget til vandet af tørst blotter sig, og det er her, flodhesten beskytter sin hud mod forbrænding.

Flere dyr

Powell ser endnu en bevægelse: Denne gang er det en ung hun-bushbuck, der springer rundt mellem buskene, lidt fra bredden. Da dyret pludselig fornemmer os, stopper det op. Med et stift, lidt naivt blik, et rejst øre og det andet hængende står den et par sekunder og stirrer på os. Kort efter er det unge dyr igen borte.

Når man jager langs en flod, har man den fordel, at den modsatte bred er fint eksponeret, og det derfor er langt lettere at se vildtet derovre. Men jagten foregår i Sydafrika, og floden danner landegrænse til Botswana. Det betyder desværre, at bredden på modsatte side af floden ikke er en del af reviret, hvor vi må jage. Derudover er der så meget vand i floden, at ingen af os tør tage chancen at svømme over efter et stykke nedlagt vildt. Der er godt nok kun 30-40 meter over, men det er farligt at svømme i det flodheste- og krokodillefuld vand.

Den næste bushbuck, vi ser, opdager os ikke. Vi studerer den i et par minutter, mens den langsomt bevæger sig fra floden mod den tættere bush. Lidt bag bushbuck’en står et enligt hundyr som en understregning af, at vildtætheden er helt fantastisk ved sådan en afrikansk flod. Desværre befinder dyrene sig på den modsatte bred.

Skudbar bushbuck

Vi går videre langs de mere end 12 kilometer flodbred, som hører til jagtområdet. Vi observerer helt friske spor fra flodhest, og vores opmærksomhed bliver skærpet: Flodhesten er trods sin størrelse lynhurtig, farlig og angrebslysten, og bushen er meget tæt her. Dyrene burde dog være i floden på dette tidspunkt af dagen, men alligevel er alle på mærkerne. Kort efter kan vi konstatere, at flodheste-sporene fører ned til floden, og vi retter igen opmærksomheden mod bushbucks.

Endnu en bushbuck springer. Vi ser den et kort sekund som en rødbrun skygge under en tornet busk, inden den bliver opslugt af græs og tæt krat. Lidt længere inde fra tykningen fortæller de advarende, høje toner fra nogle frankoliner – en agerhønelignende hønsefugl – at bushbuck’en højest sandsynligt valgte den vej. At det endnu engang kiksede for os, understreger de store udfordringer, der er forbundet med jagten på bushbuck – det kan ind imellem føles som at jage en skygge.

Solen gløder lige over horisonten, da Powell pludselig får øje på noget, der måske kunne være en skudbar bushbuck. Dyret står med hovedet skjult bag en stamme, men hele bagkroppen er synlig. Det er fuldt ud muligt for Jens at sætte et skud ind på skulderen af dyret, men er den nu skudbar? I Afrika falder solen mod horisonten i en stejl kurve, og tusmørket er ikke en evighedsoplevelse, så tiden er ikke med os.

”Hvad siger du til det – siger kropsstørrelsen dig noget?” spørger Jens Powell uden at flytte blikket fra sigtekikkerten. Han har allerede afsikret. ”Kropsstørrelsen siger mig, at det meget vel kan være en fin buk. Men den er ikke helt så stor, som jeg vil forvente for en buk i den kaliber, du vil nedlægge,” hvisker Powell tilbage.

Skyd nu!

Der går et stykke tid, uden at hverken bukken eller vi flytter os. Det er som om, at bushbuck’en har fornemmet, at noget er galt. Men den kan ikke se faren.

”Skyd den, skyd nu!” hvisker Powell pludselig med stor iver i stemmen. ”Skyd nu, skyd!” Jens har endnu ikke selv set dyrets horn, men han fornemmer, at han bør gøre, som PH’en siger. Skuddet falder, og bushbuck’en springer fem skridt frem, inden den bliver blød i forbenene og tumler forover midt ude i en lysning med gult græs.

”Hvordan vidste du, den var så stor?” spørger Jens forundret. ”Den drejede en smule på hovedet for at orientere sig, og da den gjorde det, så jeg en flig af hornspidsen og vidste i det sekund, at det var en monsterbuk,” svarer Powell og dunker Jens i ryggen. ”Tillykke med den!”

Årets største

Mens vi nyder trofæet i det hastigt aftagende lys, bryder et brøl stilheden. Der er ikke tale om et sejrrigt, selvsikkert eller dominerende brøl, men tværtimod et angstbrøl fra et større dyr, der falder som bytte. Om det er en leopard, en krokodille eller noget helt tredje, der har nedlagt dyret, kan vi ikke udlede af lyden, men ét er sikkert: Et bytte er taget længere nede ad floden.

At nedlægge så stor en bushbuck som denne, og på så interessant en jagt, kræver ikke kun erfaring. Det kræver også et sjældent godt jagtområde, en dygtig PH, der kan sit kram og gode skydeevner hos skytten – og held.

Jens har allerede inden jagten nedlagt en del Limpopo-bushbucks, og derfor er han kommet efter en særlig god en af slagsen. Og selv om jagt ikke skal handle om centimeter, tommer eller opmålte point, så er det i dette tilfælde værd at nævne, at den nedlagte bushbuck viser sig at være den største Limpopo-bushbuck, der er nedlagt i safarifirmaets mere end 35-årige historie. Den bliver senere opmålt til at være mellem de 40 største limpopo bushbuck, der nogensinde er opmålt og den største bushbuck nedlagt i Sydafrika i 2016 – i sandhed en river record!

10 gode råd vedrørendejagt på bushbuck

  1. Få referencer fra tidligere jægere, der har besøgt reviret, inden du booker, så du er sikker på, at bestanden og trofæstørrelser lever op til dine forventninger.
  2. Planlæg jagten i et tidsrum, hvor det er tørt, og græsset ikke er højere, end du kan se vildtet. Det afrikansk vinterhalvår er det bedste tidspunkt (maj – sept.).
  3. Bliv inden afrejse fortrolig med trofæstørrelsen på en god bushbuck, hvilket du kan gøre ved at studere fotografier og film.
  4. Træn i at afgive hurtige skud fra stående skydestilling fra skydestok på 50 til 100 meters skudhold.
  5. Anvend gerne en lysstærk kikkert, da bushen kan være tæt langs floden, samt en riffel i kal. 308 og opefter.
  6. Skudholdet på bushbuck er pga. af den tætte bush ofte kort, men kuglen kan risikere at ramme en gren på vejen. Så indskyd din riffel på 100 meters afstand med en forholdsvis hård kugle.
  7. Klæd dig i let, lydløst tøj, som gerne må være sandfarvet eller grønt.
  8. Medbring en skydestok, du er fortrolig med, og som du har trænet med hjemmefra. Brug gerne en, der støtter to steder på riflen.
  9. Pürsch gerne morgen og aften, når naturen er fuld af liv. Og pürsch altid i god vind.
  10. Anvend myggebalsam og påklædning, der forebygger myggegener, da bushbuck ofte går langs floden, hvor der er flest myg.

Lille, men aggressiv

Selv om alle underarter af bushbuck – set i en afrikansk optik – er relativt små med en kropsvægt på omkring 80 kg, så er arten en af de mest angrebsivrige, hvis den bliver presset eller anskudt. Et angreb fra en såret bushbuck kan være yderst alvorligt og koster nu og da menneskeliv. Det skyldes primært dyrets størrelse (omkring 90 cm højde), hvilket gør, at stød ofte sættes ind i lyskehøjde, hvor de store pulsårer løber.

Hvis du vil jage bushbuck

Stort set alle jagtrejsebureauer kan arrangere en jagtrejse på Limpopo-bushbuck, og det er også let at tage direkte kontakt til en udbyder i Sydafrika. Men uanset hvordan og med hvem du booker, så husk at forhøre dig hos referencejægere, inden du indgår den endelige aftale. Denne jagt var arrangeret af Jensen Safaris, jensensafaris.com.

Læs mere

Nyheder