Forrygende fuglejagt i det russiske efterår
Da jeg nærmede mig min 50 års fødselsdag, lykkedes det mig endelig at få styret min rejselyst. Min gode ven, jagtkammerat og ivrig ”korthårsmand”, Victor, ringede til mig for at fortælle, at han ikke som tidligere aftalt kunne komme for at gå på jagt hos mig, men inviterede i stedet mig til at tage min bøsse og min hund med til en uges jagt på hans dacha, som befinder sig i et fjerntliggende hjørne af Yaroslavl regionen.
Det var ikke nødvendigt at spørge mig to gange, og det varede heller ikke længe, før jeg i min gode, gamle Lada til lyden af dens stabile stempelslag sammen med min pointer, Porthos, var på vej nordpå.
Mit første stop på vejen var hos Vladimir Selivanov i den landsby tæt på Ryazan, hvor han boede. Vladimir er på samme tid både min ven og min lærer, og næste morgen ledsagede han mig på vores lange tur til nye, jagtlige eventyr.
Vi kørte igennem Tverskaya regionen og videre ind i Yaroslavl i retning mod Volga. Hvilke vidunderlige, gamle stednavne vi passerede på vores rute: Sergiev Posad, Uglich. Den blotte lyd af disse navne bringer en rig fortid til live og virker som en erindring om den rige historie, der knytter sig til det gamle land, som vi kører igennem, og om de steder, hvor Rusland blev født.
Omsider rullede vi i en sen aftentime ind i en lille landsby, der kun omfattede fire huse, beliggende et eller andet sted nær grænsen til Vologda regionen. Vores gruppe bestod af 3 personer. Foruden mig selv var det mine venner Victor og Vladimir, sidstnævnte en pensioneret kollega til mig, der udover at være en ivrig jæger bruger sin tid på at samle alle slags gamle mønter og andre kulturgenstande, som han med sin metaldetektor finder i jorden mellem rødderne af gamle træer.
Vi tilbragte resten af aftenen bænket ved middagsbordet til lyden fra brændeknuderne i den brændeovn, som Victor for nylig havde ladet installere, hans stolthed og glæde, da den udnytter brændet så effektivt.
Om morgenen var vi på vejen igen til den nærmeste by for at klare det papirarbejde, der var nødvendigt for at få vore jagttilladelser.
License to kill
Hver især havde vi licens til at skyde en urfugl og en tjur, men hvad andet vildt angår, som vi sandsynligvis ville møde, måtte vi have en separat licens, som dækkede de fuglearter, der fandtes i dette terræn, der bestod af moser, marker og højland. Vi skulle også sikre os, at vore licenser dækkede to områder, da den landsby, vi boede i, lå på grænsen mellem to forskellige administrative distrikter.
Da vi havde købt noget nybagt brød i en lille, nærliggende butik, tog vi ud på jagt. Victor døjede med en forkølelse og kørte derfor Vladimir og mig ud til en skov, hvorefter han kørte hjem til hytten for at lægge sig lidt, idet han lovede at komme og hente os til den aftalte tid.
Inden vi tog afsted, havde Victor advaret mig: ”Urfuglene kan på denne tid af året være noget flyvske og kan flyve ganske langt, så skyd ikke med for små hagl.” Jeg fulgte hans råd og ladede min belgiske Francotte med en 28 grams 7’er i det forreste løb og en gammel 3’er i paphylster, et levn fra kommunismens tid, i det bagerste.
Vi gik længere ind i skovene, som var en blanding af birk, bævreasp og fyr. Hvor er her smukt! I min begejstring over de pragtfulde omgivelser, lod jeg min hund ude af syne. Gode, gamle Porthos havde fanget fært fra en af græstuerne og stirrede intenst i min retning, idet den inviterede mig til at gå frem imod det sted, hvor den havde mærket en fugl. Jeg skyndte mig snublende over en tue hen imod den. Jeg er sikker på, at jeg larmede lige så meget som et helt kompagni løbende soldater. Med ét, næsten lige foran mig, hørte jeg lyden fra svirrende vinger, og en stor, sort silhuet fløj væk i stor fart. Flyvende ind og ud mellem træerne så jeg, hvad der syntes at være en meget stor urfugl. Jeg svang med og trykkede på aftrækkeren til det bagerste løb.
Porthos kom tilbage til mig med fuglen i et sikkert greb mellem kæberne. Ikke en urfugl, som jeg havde troet, men min allerførste tjur, som stadig slog med vingerne. Hvilken utrolig lykke. Dette var, hvad jeg i min ”gamle spand” havde kørt så langt for at opleve. Efter denne heldige start på vores jagt foreslog Vladimir, at vi skulle tage til et nærliggende sted, som han kendte godt, og hvor der altid er urfugl, så vi begav os dertil.
Endelig urfugl
På vejen derhen kom stien tæt på en bugtet, rivende strøm med det temmelig overraskende navn “Sit”.
Floddalen hæver sig med banker af gigantiske dimensioner på begge sider. Porthos arbejdede effektivt og godt, idet den fulgte sporet af en fouragerende urfugleflok, og snart løftede den hovedet op mod vinden, og trak i en ret linje mod nogle lave, tætvoksende birketræer midt ude på det åbne stykke. Da den kom ind på en afstand af 30 meter til flokken, stivnede den i den smukkeste stand med senerne spændt som guitarstrenge og hovedet højt hævet. Det var ikke lykkedes mig at nå hen til hunden, inden jeg fra et sted bag træerne hørte en eksplosion fra lettende fugle. En af dem fløj væk fra os og ud fra birkene, lavt og til venstre for os. Den var cirka 40 meter væk, og da den var fri af træerne, skød jeg to gange. Det gav et ryk i fuglen, den skiftede retning og forsvandt i den nærmeste tykning. Til højre for mig hørte jeg Vladimir skyde to gange. ”Jeg skød forbi,” sagde han skuffet. ”Beklager, Porthos, jeg stod og beundrede din smukke stand.” Jeg gik henimod det sted, som urkokken var fløjet hen til. Ved kanten af tykningen tog Porthos stand igen, men denne gang var det en sneppe, der havnede i min jagttaske. Et par hundrede meter længere væk oplevede vi endnu smukkere hundearbejde, da Porthos fik færten af en ny sneppe, og endnu et succesfuldt skud fulgte. Urkokken syntes derimod at være forsvundet ud i den blå luft. Snart lød der tæt på den tordnende lyd fra en anden urkok, da den lettede på den anden side af buskene. Jeg sendte et skud 7’ere efter den, og Porthos kom frem fra buskene godt 40 meter væk med urkokken i munden. Hvilket syn, det var nok for i dag!
Tjur, sneppe og engsnarre
Den følgende dag, da vi vendte hjem efter endnu en sneppejagt, bemærkede jeg et andet køretøj parkeret ved huset. Ved bilen løb en tysk korthår. Det så ud til, at vi havde fået gæster. Den nyankomne var Alexei. Hans hund nedstammer fra en af Victors hunde, der er død for flere år siden. Den nye hund så virkelig godt ud og er utvivlsomt en god jagthund, men lidt for ”højrøstet” efter min smag. Den var endog aggressiv over for Porthos, som svarede igen ved at blotte sine tænder mod den nyankomne, før de begge faldt til ro.
Næste morgen kørte jeg sammen med Alexei til et område, hvor jeg aldrig tidligere havde været på jagt. Vi fandt ingen urfugle der, men vi havde held til at skyde nogle snepper og en engsnarre, takket være gode, gamle Porthos. Vi strejfede rundt i terrænet, idet vi af hensyn til hundene holdt os på afstand af den nærliggende jernbanelinje. Endnu en gang skød Alexei ingenting. Da vi kom tilbage til huset, så vi en grå Landcruiser og ved siden af den en anden korthår, der tilhørte den netop ankomne jæger.
“Det er vores ny ven, der er ankommet,” sagde Alexei. Sasha er en flot fyr på omkring de 35. Hans hund kunne tydeligvis godt lide at være i selskab med andre hunde. Den aften gik Alexei, Victor og jeg ned til en lille flod for at skyde ænder. Da vi gik igennem en forladt landsby i græs, der nåede os til midt på livet, fløj en kæmpestor tjur op ”med et tordenskrald” lige foran Porthos og bare cirka 10 meter fra mig. Det lykkedes den i stor fart at flyve om bag et træskur, inden jeg nåede at få bøssen til kinden. Pokkers! Aftentrækket viste sig at blive meget roligt med kun én and, der kom inden for skudhold for Alexei.
En forsvunden and
Næste morgen besluttede vi, at vi ville se, hvordan den unge hund gik. Den udnyttede terrænet godt og tog med højt hævet hoved stand for en sneppe. Victor tog et foto af hunden, men mens Alexei løb tilbage til bilen efter bøssen, lettede sneppen. Mens vi gik igennem skoven på vores jagt efter sneppe og hjerpe, samlede Victor to store, kurvfulde svampe. Han fandt både champignons og rørhatte og andre spiselige arter. Der var så mange svampe, at vi let havde kunnet fylde hele bilen med dem.
I den kølige aftenluft stod jeg på bredden af floden. En gråand fløj forbi ud for mig. Jeg skød, den klappede sammen og faldt i vandet nær den modsatte bred. Vandet var iskoldt, men Porthos svømmede over floden, samlede anden op, men svømmede så over til den modsatte bred med den. Den gøede ad mig og begyndte at pibe, idet den helt tydeligt viste, at den ikke havde lyst til at svømme tilbage. Jeg besluttede mig for at gemme mig for hunden i det høje græs for at forsøge at få den til at komme tilbage til mig, og snart prikkede en kold, våd og rystende hundesnude imod min kind. Men ingen and.
Næste morgen kørte Victor og jeg over broen og hen til det sted, hvor hunden havde efterladt anden. Den var der ikke. Senere på dagen, da jeg gik langs den bred, hvorfra jeg havde skudt anden, fandt jeg en bunke fjer i græsset samt hovedet af en andrik. Det kunne tyde på, at Porthos trods alt var svømmet tilbage med anden, men havde ladet den ligge på bredden, da den var bange for ikke at kunne finde mig.Vi fandt nogle store urfugleflokke ude i det åbne terræn, men de lod os ikke komme tæt nok på til en stand, før de fløj tilbage ind i skoven. Lige som sidst samlede vi svampe og skød nogle snepper, men ser dog kun få, da skovene her er enorme. I en skovlysning fik vi nogle korte glimt af en flok elge, og overalt så vi spor efter bjørn.
Vi besluttede at gå en tur langs begge flodens bredder, hvor ænderne sommetider ligger i dagtimerne. Victor gik med Sashas unghund på den ene side, Vladimir, Porthos og jeg på den anden. Porthos fik nogle andrikker til at lette fra tagrørene, og vi skød dem, hvorefter hunden smukt apporterede. Senere måtte vi sige et trist farvel til Alexei, da tiden var kommet, hvor han skulle hjem. Victor og jeg havde endnu et par dage at gå på jagt i.
Et godt tilbud
Jagtsæsonen vendte så småt tilbage til normalen med kun få nye, daglige oplevelser. Da min jagtferie nærmede sig sin afslutning, fik jeg imidlertid en uventet invitation fra ejeren af en af Porthos hvalpe, Alexander, der bor i Volgograd, om at komme og skyde fasaner hos ham. Han sagde, at han ville sørge for licens til mig og tage sig af alt papirarbejdet. Et tilbud, der var for godt til at sige nej til. Dagen efter mødte Alexander mig i udkanten af byen i sin Niva. Vi læssede alt mit grej over i Alexanders bil og tog afsted på en nattelang køretur, som førte os til et hus et eller andet sted dybt inde på den uhyre store Volga-Akhtubinsk slette.
Der ventede en anden jæger, Vladimir, med sin tyske ruhår ved navn Bai på os, og vi tilbragte aftenen med at fortælle jagthistorier. Senere fik vi selskab af Alexei, en jæger uden hund, og som har tilnavnet ”Pokemon”. Alexei så kritisk på min Francotte, og konstaterede: ”Det er bare en glorificeret Baikal-43 med smarte fiksfakserier.” Vi så alle på hinanden, holdt masken i et sekund eller to, før vi alle brød ud i latter.
Tidligt næste morgen gik vi på post ved bredden af to søer. Der kom ikke mange ænder, og jeg fik ikke skud til noget, men de to andre skød hver en krikand. Jeg gratulerede dem med deres skydning, og vi kørte tilbage til huset for at få morgenmad og gjorde derefter klar til fasanjagt. Terrænet var svært for os at færdes i med mange slugter med højt græs. En af hundene ved navn Agoi arbejdede godt i dette terræn, og snart havde Alexei en fugl på tasken. Vi jagede et spring råvildt ud fra en tæt tykning, og på et tidspunkt jagede vi endog et vildsvin op, som hurtigt trak sig tilbage til den tætte underskov.
Skårede snuder
Vladimir gik sammen med Pokemon tilbage til jagthytten, men Alexander og jeg fortsatte jagten. Men der var ingen fugle. ”Vi må nok hellere gå tilbage til søen,” sagde Alexander, hvilket var nøjagtigt det samme, som jeg tænkte. Porthos fik hurtigt stand, men i stedet for en lettende fasan, var det en ”kornfed”, lille vagtel, der fløj op. Snart efter fik begge hundene stand, og en fasankok, der lettede på fint hold, faldt til jorden.
Porthos afsøgte terrænet ned mod vandet i et krydssøg, og cirka 40 meter ude lettede en kok. Jeg ramte den med begge løb, og nogle fjer flagrede bort for vinden. ”Hagl nummer 7 er lige små nok,” kommenterede Alexander mit skud. Vi fortsatte et godt stykke endnu med ben, der føltes tungere og tungere, jo længere vi gik. Begge hundene havde skåret snuderne på de stive stargræsser, men så ikke ud til at ænse det. Til sidst fik Porthos stand, næsten skjult i en lille slugt. Vi løb hen til ham, og han rejste to fasankokke. Den ene fløj til venstre. Den ramte jeg, mens Alexander tømte sin Beretta halv-automat mod fuglen til højre, men uden held. Hundene søgte længe efter min fasan, der ikke var dødskudt. Vi gik i retning af det sted, hvortil Alexanders kok var fløjet, og jeg så Porthos tage stand. Agoi nærmede sig fra den anden side og afskar fuglens mulige flugtrute. Kokken lettede, og jeg kastede min Francotte til skulderen. Jeg skød, og igen måtte hundene søge længe efter min ”løber”, som de til sidst fandt i tagrørene.
En ”dyk-snappe”
Vi vendte tilbage til jagthytten, fik aftensmad og gik ud igen til aftenens andetræk. På vejen så vi en fasankok. Vi slap hundene, men kokken ventede ikke og fløj langt væk, så lige som en pil. Sammen med Porthos fulgte jeg fuglens flugtlinje, og efter et stykke tid så jeg hunden tage stand. Kokken fløj op fra tagrørene og faldt for mit skud.
Alexander stod ved søen med sine lokkefugle. Det frøs, og stjernerne var allerede fremme. Jeg fik pludselig et glimt af en sneppe, der dukkede op bag fra mig. Jeg tog sigte, svang med, trykkede på aftrækkeren, og en sneppe faldt i vandet. Porthos sprang ud efter den, men kom tilbage uden fugl. Jeg så på den glatte vandoverflade, men jeg kunne ikke få øje på noget. Det var mærkeligt. Så gik det op for mig: Vandet var så lavt, at sneppens næb måtte have boret sig ned i søbunden, og fuglen sad fast under vandet ude af syne og uden at afgive fært. Alexander skød og skød. Efter et stykke tid kaldte han Porthos og mig over for at hjælpe ham med at finde en and, han havde skudt, og som var faldet blandt nogle tætte tagrør. Efter ganske få minutter kom min erfarne apportør tilbage med en stor andrik i munden.
Raketten!
Næste morgen tog tre af os sammen med vore tre hunde afsted til området med kløfterne. Hundene var lige ivrige, selv om de endnu engang fik rifter i snuderne, da de afsøgte den tætte, buskagtige vegetation. I løbet af ingen tid nærmede Bai sig ivrigt logrende en tjørnebusk med Porthos på den modsatte side af busken. En fasankok røg op. Tre skud tordnede ud over kløften, men den heldige fugl undslap uskadt. Vi fulgte med Alexander, som gik ned mod søen for at hente sine lokkefugle. På vejen rejste Agoi ude i rørene endnu en kok, som heldigvis for os fandt vej til Alexanders jagttaske. ”Fint skud!” gratulerer jeg ham.
Isen på søen var stærk nok til at klare vægten af en hund, men ikke til at bære Alexanders 100 kilo. Derfor var han nødt til at agere ”menneskelig isbryder” for at få ænderne fri af isen. Slæbende på sækken med lokkeænderne vendte vi tilbage, fik morgenmad og besluttede os for endnu en sidste jagt med hundene. De to hunde arbejdede godt i halvanden time, men uden held. Idet jeg håbede ikke at levere flere ”løbere”, puttede jeg en 3’er i det bagerste løb. Til sidst tog Porthos stand blandt nogle dunhammere cirka 40 meter væk. Alt så lovende ud, og da hunden avancerede, røg en kæmpestor fasankok i vejret som en raket. Jeg ramte den med et skud 7’ere, som rev nogle fjer af den. Den skiftede retning, og jeg sendte et skud 3’ere efter den, som ramte den ude på små 50 meter. Kokken bevægede vingerne endnu hurtigere og steg til stor højde. Pludselig stoppede den midt i luften, og som en udbrændt raket faldt den ned i tagrørene cirka 150 meter væk.
Alexander og jeg nåede derhen på same tid, og begge hunde, der arbejder sammen, fandt vores fasan. Den var enorm!
”En tre år gammel fugl,” konstaterede Alexander med autoritet. ”Et smukt skud, flot arbejde!” Vi vendte tilbage til jagthytten, spiste aftensmad og satte kursen mod Volgograd. På vejen fortalte Alexander mig om, hvordan hans bedstefar var vidne til tyskernes angreb, og om hvordan Volgas tagrørsbevoksede bredder bremsede de tyske kampvogne, og hvordan Paulus’ soldater led i den iskolde, russiske vinter. Vi tog afsked og gav hinanden en krammer. Jagtsæsonen for stående hunde var forbi, og endnu engang mærkede jeg den følelse, som alle jægere får, når man venter på den nye sæson. Ved mørkets frembrud var jeg allerede hjemme. Da jeg gik fra parkeringspladsen, bemærkede jeg, at termometeret viste -14 grader C. Den nat drømte jeg om tagrørsbevoksede bredder, hvor min hund tog stand, og om fasaner, der røg i vejret som raketter. •••
