Per Kauffmann som var en af jagtens helt store fortællere gik bort i 2020. På daværende tidspunkt havde han glædet mange danske jægere med sine beretninger i JAGT, Vildt & Våben og Mitjagtblad og som redaktør for Nordisk Safari Klubs magasin Trofæ. Sideløbende udgav Per Kauffmann 2 bøger med jagtberetninger: Gråspurv og Grizzly (2008) og Bæver & Bison (2010). Den tredje bog med titlen Sneppe og Sneged var undervejs, og takket være Per Kauffmanns familie er bogen nu blevet færdiggjort.

Sneppe & Sneged rummer 23 herlige beretninger fra hele verden med masser af Per’s fotos, hvor vi får indsigt i Per Kauffmans arbejde i kulissen for Nak & Æd, på mislykkede bjergjagter, succesfulde hjortejagter og fuglejagter med bretoner.

Med kærlighed til jagten og på sin vidunderlige underspillede jyske facon, får vi præsenteret det persongalleri, som var en del af disse verdensomspændende togter, som Per drog ud på.
Man ler, man græmmes. Til tider bliver man helt forpustet og tænker, hvad denne passion har drevet ham ud i.

Og ja, man får i den grad lyst til at komme ud at opleve verden, som Per opfordrer til.
Sneppe & Sneged er på 196 sider og illustret med over 150 fotos. Bogen er udgivet af forlaget Bogjagt.dk og koster kr. 299,-


