TEKST: RUNE FICH WEISCHER
FOTO: RUNE FICH WEISCHER, STEEN ANDERSEN OG THOMAS LINDY NISSEN
De nordiske skove byder på en rig bestand af skovhøns, og jagten på dem har sine faste og meget dedikerede tilhængere. Jagten synes også at byde på det hele: de store nordiske skoves mystik og stemning samt fugle, der ikke er lette at finde, og som under jagten næsten kan udvikle sig til fabeldyr i ens bevidsthed, frem til det øjeblik hvor man står ansigt til ansigt dem i alt deres pragt. Jeg vil personligt påstå, at både urfugl og tjur er blandt de smukkeste og mest imponerende fugle i verden. Tjuren ikke mindst i kraft af sin enorme størrelse.
At jage tjur
At jage tjur sker på helt sin egen måde. Ikke meget andet jagt kan sammenlignes med det. Naturligvis kan tjuren jages med stødende eller stående hunde i efteråret, der rejser fuglene til skud, som vi kender det fra en klassisk dansk agerhønsejagt. Det som i manges opfattelse dog er den eneste rigtige måde at jage dem på, er under deres ’spil’. Det foregår i den sene vinter eller tidlige forår hvor de sidder i trætoppene og kalder på hønerne og markerer deres territorium med deres karakteristiske og musikalske kald – deraf betegnelsen ’spil’. Nuvel, tjuren kan faktisk også spille i efteråret, men langtfra med samme intensitet som i vinteren eller foråret.
Der er tre måder, jagten kan bedrives på. Hvilken, som virker bedst, afhænger både af de lokale forhold og af jagtlovgivningen i det pågældende land, man befinder sig i. Natjagten er helt i særklasse og ufatteligt spændende. De store nordiske skove er respektindgydende nok i dagtimerne, men ved nattetide føler man sig meget lille, ikke mindst fordi skovhønsene ofte jages i områder med både bjørne og ulve. Nervøsiteten bliver dog ved teorien, reelt er der absolut ingen risiko, kun spænding, hvilket blot bidrager yderligere til den jagtlige oplevelse.
Nattejagten er ikke fysisk krævende. Det er nok nærmere en mental udfordring, da jagten primært foregår ved at sidde i mørket og lytte i timevis. Pludselig vil man et sted i mørket høre tjurens karakteristiske spil, typisk før natten begynder at lysne. Herefter skal man forsøge at komme lydløs frem til, hvor fuglen befinder sig, og det skal virkelig ske på listefødder. Tjurkokkene er ekstremt årvågne i natten og flyver, hvis de får den mindste mistanke.
At høre den store flygtende fugls vingeslag i trætoppene, efter at man først har brugt tre-fire timer på at lytte for derefter at have brugt en time eller to til at liste sig frem mod den med hjertet helt oppe i halsen af spænding, kan være en knusende oplevelse. Tilbage er så bare at starte helt forfra. Jagten ligger således i at komme ind på fuglen. At skyde den ned fra træet, når du står under det, er ingen større skydeteknisk udfordring.
Tjur i dagtimerne
En anden måde at jage tjurkokkene på er i dagtimerne, enten i sne eller uden sne. Ligger der sne, bruger man typisk ski til at komme rundt i den relativt åbne skov og lede efter fuglene i træernes toppe. Skiene tillader en relativ lydløs fremfærd, og dagslyset tillader skud på relativt lang afstand.
Kravene til denne type jagt er altså, at man har en god fysisk form, at man er god til at stå på ski, og at man er velskydende på de lidt længere afstande. Selvom en tjurkok kan veje over fem kilo, er det dræbende træf-felt et relativt lille punkt, når man på måske 200 meters afstand skal afgive skud, forpustet og i en upraktisk skydestilling i sneen med ski på fødderne. Som jæger bruger man både sit syn og sin hørelse i jagten på tjurkokkene, omend kokkene ikke giver voldsomt meget lyd fra sig i dagtimerne.
En tredje måde at jage dem på er ved hjælp af hund. Det er typisk et simpelt setup med en eller to jægere og en eller to hunde. Racen finsk spids er suverænt den mest anvendte, ikke mindst fordi den er avlet målrettet til formålet.
Jagten er meget sammenlignelig med jagt med stående hund, forstået på den måde, at hunden får lov til at arbejde selv i jagten på fuglen. Men mens fx en setter eller en pointer vil markere fuglen for sin jæger ved lydløst at tage stand, vil en finsk spids gøre det modsatte: Den vil begynde at gø meget insisterende, når den har lokaliseret en tjur i en trætop. Pudsigt nok lader den sky fugl sig ikke skræmme af hundes gøen, men tager stadig øjeblikkeligt flugten, hvis den finder ud af, at der er mennesker involveret. Så selvom hunden gør som en vanvittig umiddelbart under fuglen, skal man alligevel være yderst forsigtig, når man forsøger at komme på skudhold.
Jagt på urfugl
Urfuglen blev desværre officielt erklæret uddød i Danmark så sent som i 2001. Det var et stort tab for vores natur! Ikke bare set med jagtlige øjne, men også fordi urfuglen præsterer et af de mest imponerende brunstritualer i naturen.
I nattens sidste timer i foråret samles hannerne på udvalgte lysninger i skoven, såkaldte spilpladser, for der at få afgjort, hvem der er den største og stærkeste. Så mange som 50 fugle kan samle sig og under et stort spektakel afholde noget, som ligner boksekampe: Fuglene puster sig op og bokser voldsomt til hinanden, mens de laver høje hop op i luften. Man kan opleve så mange som 20-30 kampe, som er i gang samtidig, med få meters mellemrum.
Det er midt i dette virvar, at man kan jage urfuglen. Det kræver et stort kendskab til skoven at vide, på hvilke pladser de samles og hvornår. Men ved man det, er strategien simpel: Man bygger et skjul midt på spilpladsen og sætter jeg til at vente, til fuglene har indfundet sig.
Fuglene kommer en efter en i mørket og begynder øjeblikkeligt at puste sig op og skryde højlydt i mørket. Man forbliver i skjulet, til kampene har været i gang i en halv times tid. Så er der lyst nok til, at man kan udvælge sig en fugl, man vil have med hjem. Med salonriffel skyder man den fra skjulet, og de øvrige fugle tager flugten for at mødes til nye kampe næste nat, et nyt sted i skoven.
At jage urfugle på klassisk vis er således ikke bare en jagtlig udfordring, men i høj grad også på en naturoplevelse af de helt store.
Den glemte høne
Hjerpen er en ret overset fugl blandt jægerne, og ikke mange har haft fornøjelsen af at prøve kræfter med jagten, som er helt sin egen. Det er nemlig muligt at kalde hjerperne ind. Alle skovhønsenes hanner bruger i høj grad lyd til at hævde deres revir med, men ingen anden end hjerpen lader sig direkte kalde ind på skudhold.
Man kan med nogenlunde held kalde urfuglene og få en ’dialog’ i gang, men man vil aldrig kunne lokke dem helt ind til skud. Hjerpen kommer derimod gerne, og den er samtidig ret talrig i de egne, hvor den forekommer. Så det er ikke bare en utrolig spændende og underholdende jagt, den er også ganske givtig. Mange blandt den ’voksne’ generation af svenske jægere kan berette om, hvordan deres første jagtlige oplevelser udspillede sig omkring netop hjerpejagten, men blandt de yngre generationer er jagten beklageligvis gået lidt i glemmebogen.
Heldigvis har jagten stadig sine passionerede tilhængere, som holder det jagtlige håndværk omkring hjerpejagten ved lige, og håndværk er der virkelig tale om! Dels kræver jagten et indgående kendskab til lokalområdet, for fuglene har – ligesom de øvrige skovhøns – deres faste områder af skoven, som de fortrækker. Selve kaldet er ret let: en lang sprød tone efterfulgt af en kort kvidren. Man kan købe lokkekald eller rettere fløjter, som gør det let at imitere hjerpekokkens advarsel om, at her er det mig, der bestemmer. Det vil udfordre andre kokke til at gentage signalet, og langsomt vil diskussionen tage til for til sidst at føre til, at man pludselig hører vingeslag i trætoppene. Så er det ellers bare om at være klar med bøssen!
Hjerpen er en nordisk fugl, og man skal nok regne med at køre i en dags tid i bil fra Danmark, før man virkelig er i hjerpe-land. Trods den lange vej er det dog bestemt en tur, som er værd at tage. Jagten er ofte billig, og der er tale om rigtig vildmarksjagt, hvor man typisk bor i en hytte i skoven og laver mad over bål. Kaldejagten på hjerpe lader sig også let kombinere med andre jagtformer, fx på en eller to af de øvrige skovhøns.
Dalryper og fjeldryper
Mens skovhønsene lever en nogenlunde beskyttet tilværelse i de nordiske højskove, så har andre af hønsefuglene valgt et ganske andet liv i de åbne landskaber, udsat for elementernes racen. Globalt set findes der et stort antal underarter af rypen, men generelt set kan man opdele dem i to kategorier: dalryper og fjeldryper. Navnene siger sådan set det hele, nemlig at dalryperne holder til i udkanten af fjeldet eller i dalene på fjeldet. Fjeldryperne lever derimod deres liv på selve fjeldet.
Ryperne har altid været omgivet af en form for mystik og fascination. Dels lever de hele deres liv i et habitat, hvor de både er eksponeret for rigeligt rovvildt og ikke mindst elementernes brutale racen i vinterhalvåret. De har med andre ord bestemt ikke valgt den lette vej i livet. Dels sker der henover efteråret en nærmest magisk forandring, hvor både dal- og fjeldryperne går fra at være mørkegrå og mørkebrune til at være kridhvide. Dog er der den undtagelse, at fjeldrypen udvikler et par blodrøde ’øjenbryn’ som en del af dens vinterdragt.
Ud over levestederne er det relativt let at adskille de to ryper fra hinanden: Dalrypen lever som nævnt forholdsvis beskyttet i dalene, hvor bevoksningen både byder på ly og føde. Derfor er de markant større og mere ’velnærede’ i deres fysiske fremtræden, end det er tilfældet med fjeldryperne. Fjeldrypen er derimod langt mere adræt, og de er i øvrigt også hurtige til at flyve, så snart de fornemmer, at noget er galt. Det forholder sig omvendt med dalryperne, som i langt højere grad ’trykker sig’, som vi kender det fra de øvrige hønsefugle, nok i særdeleshed agerhønen og fasanen.
Efterskrift
Der er mange traditioner forbundet med jagten på ryperne i hele det nordatlantiske område, mens fuglen ikke tildeles voldsomt meget opmærksomhed i den øvrige del af deres udbredelsesområde. På Island er fjeldryper den traditionelle julemiddag, som alle spiser juleaften. Den skotske dalrype (grouse) har udviklet sig til den mest kostbare og eksklusive fugleart, man kan nedlægge. Her er det typisk godser, som afholder jagterne, hvor skytterne placeres på poster, hvorefter grouse’en drives frem mod dem.
Også på den skandinaviske halvø er rypejagten noget ganske særligt. Her dyrker man den på den ene side på ’husmandsniveau’, hvor alle kan være med. Der findes også et mere kostelige niveau, hvor velhavende rype-entusiaster bor på gode hoteller og hver morgen bliver fløjet ud på de bedste områder af fjerntliggende fjelde med helikopter for at jage, ofte medbringende deres egne specialtrænede hunde.
Netop fordi dalryperne som før nævnt evner at ’trykke sig’, er det primært dem, man jager med hund og næsten udelukkende med stående hunde. Det er en fantastisk oplevelse, som både byder på storslået natur, fysisk udfoldelse og godt hundearbejde. Det er sjældent en jagtform, som giver specielt mange fugle på tasken, men det er heller ikke formålet: Her er det den samlede jagtoplevelse, som tæller, og der sættes en ære i at lægge et stort arbejde i hver enkelt fugl.
Da fjeldryperne er en hel del hurtigere til at lette og tage flugten – hvilket nok primært skyldes, at deres habitat ikke byder på meget bevoksning, som de kan skjule sig i – er de også vanskelige at jage med hunde. Primært vælger man at jage dem på fjeldet som ’walk-up’, og andre bruger ski og salonrifler.
Ligegyldig hvilken type nordisk hønsefugl man vælger at drage på jagt efter, er der dog ingen tvivl om, at den nordiske hønsejagt er helt i særklasse og rummer alle jagtens alle ædleste elementer. Som dansker er der ingen undskyldning for ikke at blive en del af det.
Bestande af hønsefugle
Bestandene af nordiske hønsefugle går ofte voldsomt op og ned. Der er lavet meget forskning i det, og de ofte ret voldsomme udsving i bestandenes antal for især ryper kan kædes direkte sammen med rovvildtets fluktuation. I perioder med mange rovdyr er der således logisk nok få ryper. Om der er mange rovdyr eller ej, hænger igen sammen med smågnavernes fluktuation, da disse er rovvildtets primære fødegrundlag. Et forår med regn og skift mellem plus- og minusgrader kan således være ensbetydende med en pludselig og kraftig nedgang for hønsefuglene, primært fordi smågnavernes afkom går til. Også meget af hønsefuglenes eget afkom vil gå til som følge af vejret, hvorefter rovvildtet, som er mindre udsat for dårligt vejr i forhold til reproduktion, vil begynde at gå hårdt til fuglene, da der nu pludselig mangler én eller flere generationer af smågnavere, som før var deres fødegrundlag. Rovvildtet skal dog arbejde en hel del hårdere for at mætte deres behov ved at jage hønsefugle, og da smågaverne er nærmest forsvundet for en tid, vil rovvildtet også begynde at falde i antal. Det giver så plads til, at hønsefuglene igen kan tage til i antal. Således er naturens fantastiske balance.
