TEKST OG FOTO: CLAUS ”CLAUDE” SLOTH ANDERSEN
Når vi er ude i naturen, og hjælpen er langt væk, kan der potentielt opstå situationer, hvor det kan dreje sig om liv eller død. Med den rigtige viden kan faren ændres til en situation, hvor du måske blot skal tilbringe lidt længere tid i terrænnet.
Claus ”Claude” Sloth Andersen er bl.a. uddanet SERE (Survival, Evasion, Resistance, Extraction) instruktør ved Försvarsmaktens Överlevnadsskola i Karlsborg, Sverige, og deler her og i kommende artikler ud af sine værdifulde og righoldige erfaringer.
Det skete så bare ikke!
Normalt har jeg en puls som en sovende blåhval, men lige nu hvor jeg har fået en rutchetur på ca. 150 meter ned ad den is- og sneklædt bjergside på det 13.633 fod (3851 m) høje Humphreys Peak i Arizona, er min puls lige så hurtig som en parringslysten kolibris.
Jeg ligger på ryggen ovenpå min rygsæk og kigger lige op i luften, efter rutcheturen endelig er slut og forsøger at få tankerne på rette vej. I de første sekunder tænker jeg ”det skete så bare ikke” og ”jeg håber fa… ikke jeg har brækket noget”. Efter nogle dybe åndedrag og en stor tår vand fra mit drikkesystem kan jeg mærke at der falder mere ro over mig. Jeg begynder at gennemgå S.T.O.P remsen i hovedet for rationelt at kunne tænke over, hvad der lige er sket, og hvad jeg nu skal gøre for at komme tilbage på stien og ned fra bjerget i god behold.
S.t.o.p remsen
”S.T.O.P” (Stop & sæt dig ned – Tænk – Observer & orienter – Planlæg) er en remse, jeg har lært på et af de mange overlevelseskurser, jeg har deltaget på, og som jeg har anvendt en del gange med stor succes. Når man har prøvet remsen, er det faktisk ganske simpelt – og meget effektivt. Den kan bruges i utrolig mange situationer, og selvom det måske ser ud til, at hvert enkelt trin tager lang tid, når du læser denne artikel, så er det noget, der kan tage fra 30 sekunder til flere minutter, alt efter hvad der er sket, og hvor godt forberedt du selv er.
Jeg brugte netop denne remse, da jeg tog min rutchetur på bjerget og vil nedenfor gennemgå de enkelte punkter, så du får en fornemmelse for, hvor enkelt det faktisk er.
Altid huske at drikke, selvom der er koldt.
S – Stop og sæt dig ned
Få åndedrættet ned og pulsen i ro.
For at kunne få pulsen ned og åndedrættet i ro efter en uventet eller voldsom hændelse, så trækker jeg vejret i en bestemt rytme. Under indåndingen tæller jeg 1-2-3-4, og så holder jeg vejret mens jeg igen tæller 1-2-3-4, under udåndingen tæller jeg 1-2-3-4, før jeg til sidst tæller 1-2-3-4 mens mine lunger er tomme for luft. Sådan fortsætter jeg til mit åndedræt er under kontrol, og min puls er faldet. Jeg tager derefter en god tår vand eller to, både for at gøre noget, der normalt virker beroligende, men selvfølgelig også for at tilføre kroppen lidt væske.
T – Tænk din situation igennem
Har du nogle skader, og hvordan endte du i denne situation, er nogle af de spørgsmål, der uvægerligt dukker op. Du skal tænke over, hvad du nu skal gøre, og i hvilken rækkefølge tingene skal gøres, for at du kan forbedre din situation og komme sikkert hjem.
Jeg finder hurtigt ud af, at jeg ikke er skadet – ud over på min stolthed, for at have bragt mig i denne situation. På vej ned af bjerget skulle jeg lige kigge efter, om der skulle være en anden og måske hurtigere vej ned, men sneen skred væk under mig, og så fik jeg min store rutchetur.
Jeg har medbragt mit overlevelsesgrej, herunder forskellige midler til signalering, bl.a. en mobiltelefon og en SPOT 2 Personal Locater Beacon. Jeg kan hurtigt konstatere, at der ikke er noget mobilsignal, men jeg kan anvende min SPOT 2, hvis det bliver nødvendigt. Det gode ved min SPOT 2 er, at den anvender satellitsignal, og at jeg kan sende et antal præ-definerede meddelelser til et antal forskellige modtagere via e-mail og sms, og ultimativt kan jeg trykke på SOS knappen og alarmere myndighederne.
Med min SPOT 2 er jeg i stand til at sende 3 forskellige præ-definerede meddelelser, og dem har jeg programmeret som: 1. Jeg er ok, 2. Jeg har problemer, men der skal ikke sendes hjælp og 3. Jeg har problemer og har brug for hjælp.
Disse 3 meddelelser er alle meddelelser, jeg kan sende hvis det ikke er en livstruende situation jeg befinder mig i. Hvis det var livstruende, så skulle jeg blot trykke på SOS knappen og så ville myndighederne få direkte besked og hjælpe i stedet.
Jeg vurderer, at jeg ikke skal alarmere myndighederne, men jeg sender 2 meddelelse til min hustru, Freya. Den første hvor der står, at jeg har problemer, men at der ikke skal sendes hjælp, og nr. 2 hvor der står at jeg er ok.
Jeg har aftalt med Freya at jeg vil være nede fra bjerget ved 14-tiden, efter jeg har startet opstigningen kl. 0600 om morgenen. Jeg har allerede indlagt ca. 1 times ekstra tid, men jeg ved allerede nu, at jeg ikke kan nå at komme ned til tiden, så min kone kan ligeså godt få et varsel om, at jeg har lidt problemer, der ikke er livstruende, så hun ved hvorfor jeg er forsinket. Hun kan også trykke på et medsendt link i mailen, og se nøjagtigt hvor jeg er.
Jeg kigger lidt rundt for at se, om jeg kan bevæge mig hen til et sted, der er lidt mere stabilt, i stedet for sne og is og finder hurtigt et træ, jeg kan sidde og læne mig op af. Jeg ved, at der ikke er mange personer på bjerget, da der er forholdsvis meget is og sne, og det blæser en del. Jeg mødte kun 4-5 personer på min tur op, og de har alle valgt at vende om før toppen, så der ville ikke være meget hjælp at hente, hvis jeg var skadet.
Heldigvis har jeg ikke nogen skader, der kan forhindre mig i at bevæge mig ned, så mine problemer er til at overse, og jeg skal egentligt bare orientere mig, for at finde tilbage til stien igen.
På vej mod toppen. SPOT 2 sender hele tiden min position når den er tændt.
Observer og orienter
Ud over at orientere dig fysisk i terrænet, dækker dette trin også over en gennemgang din egen fysiske og psykiske tilstand, samt det grej du har medbragt.
Jeg skal lige hurtigt tænke over, hvordan vejrudsigten var, da jeg tog afsted, og udover den stærke vind, skulle der heldigvis ikke være noget, der kunne påvirke mig. Jeg har ingen skader og jeg har stadig adgang til alt mit medbragte grej, så der er heller ikke de store problemer her. Der er stadig nogle timer til, det bliver mørkt, og jeg har rigeligt med dagslys tilbage til nedstigningen. Så nu er det et spørgsmål om, hvordan jeg nemmest kommer tilbage på stien og ned til bilen.
Normalt skal man blive på stedet, hvis man er faret vild eller er kommet til skade og har brug for hjælp, for at lette arbejdet for et rednings- eller eftersøgningsmandskab. Som nævnt før, har jeg heldigvis ikke brug for anden hjælp end at komme tilbage til stien, så det bliver min næste opgave.
Jeg begynder at orientere mig i terrænet. Umiddelbart kan jeg ikke se stien i nogen retninger, udover at jeg ved, at den er ovenover mig mere end 150 m væk, og den vej er udelukket. Jeg forsøger at huske på, hvordan jeg bevægede mig, da jeg gik op men må erkende, at jeg ikke har nogen klar ide om, hvor stien er, i forhold til hvor jeg befinder mig nu.
Jeg ved at stien er et sted til højre eller neden for mig, men jeg er ikke klar over hvor langt væk den er, da det er en ”serpentiner sti”, som snor sig op ad bjergsiden. Jeg tager mit kort frem og forsøger at lokalisere stedet, hvor jeg er endt, men kortet er simpelthen ikke detaljeret nok.
Jeg har heldigvis stadig min rygsæk med min store førstehjælpspakke, ekstra tøj, grej til at varme vand og lidt mad. Derudover har jeg mit lille overlevelsessæt i mit bælte og mine vigtigste signalmidler i lommerne, så jeg ved, at tingene er nogenlunde under kontrol.
Terrænet der skal forceres under op- og nedstigningen.
P – Planlægning af resten af turen ned
Jeg kan vælge at fortsætte nedad – med den risiko – at jeg ikke rammer stien og måske kommer endnu længere væk fra den. Jeg kan bevæge mig mod højre i samme højde, til jeg rammer stien, men det kan resultere i, at jeg falder igen, da det er en blanding af sne, is og løse sten, som jeg står på. Eller jeg kan bevæge mig langsomt ned, mens jeg bevæger mig mod højre og så på et tidspunkt ramme stien igen. Men det hele afhænger af, hvor tæt stien er på mig, uanset i hvilken retning jeg bevæger mig.
Pludselig kommer der er iltboble til min hjerne. GPS! Jeg har jo mit Garmin ur på, der har GPS og jeg har jo tracket hele min opstigning på uret. Jeg klikker mig ind til ruten og zoomer helt ind på den og ved, at alt nu bliver meget nemmere.
Endelig tilbage på stien.
YES! Jeg kan se at stien ganske rigtigt snor sig nedad til højre for mig, og jeg kan bevæge mig skråt nedad for at ramme den. Der er ca. 250 meter til det nærmeste punkt af stien, så jeg begynder at bevæge mig stille og roligt nedad mod det, mens jeg er meget opmærksom på ikke at falde igen.
Efter ca. 20 minutters forsigtig bevægelse hen over glatte klipper, sne og is er jeg tilbage på stien igen, og jeg kan ånde lettet op. Jeg sætter mig ned og laver en sms til Freya, som jeg gør klar til at sende, så snart jeg har den mindste forbindelse på mobiltelefonen. Jeg ved, det er nemmere at få sendt en sms, når der er en svag forbindelse, end det er at ringe op og så muligvis miste forbindelsen under samtalen.
Mens jeg sidder og glæder mig over, at det hele gik godt, kommer jeg til at tænke på, hvor galt det kunne være gået, hvis jeg ikke havde fulgt nogle simple regler, som Freya og jeg anvender.
Fantastisk udsigt fra toppen af Humphreys Peak.
Seddel til mor
Freya og jeg rejser til Arizona i mindst een måned hvert år, og har gjort det siden 2008. Vi har gjort os en masse erfaringer i at bevæge os rundt i den vilde natur på egen hånd, både ved egne erfaringer men også via mange af vores venner i Arizona, som er alt fra professionelle survival instruktører til jægere og venner, der opholder sig meget af deres tid i vildmarken. Jeg har selvfølgelig også gjort mig mine egne erfaringer under en masse overlevelsesture og -kurser, så vi har lavet nogle ganske få regler, som vi altid følger, når vi bevæger os rundt derovre, uanset om vi er alene eller sammen.
Når vi bevæger os ud i naturen, tænker jeg altid tilbage på, da jeg var barn. Min mor skulle altid vide, hvor jeg skulle hen, og hvem jeg skulle lege med. Hun fortalte også, hvornår jeg skulle komme hjem at spise, og hun skulle have et telefonnummer, hun kunne ringe til, hvis jeg glemte tiden. Hvis hun ikke var hjemme, skulle jeg altid lægge en seddel til hende med informationerne.
Det er lidt det samme, vi gør, når vi tager ud i vildmarken i Arizona, uanset om det er på jagt, en lang hike eller andet. Vi fortæller altid vores venner, eller der vi opholder os, hvor vi skal hen, og hvor længe vi forventer at være væk og giver vores telefonnumre. Typisk laver vi en kuvert med informationerne til hotellet eller sender en sms til vores venner, med et forventet tidspunkt for hjemkomst. Så er de i stand til at reagere, hvis der skulle ske os noget på turen. Vi skriver typisk også hvilken rute vi har planlagt at gå, samt hvad vi vil gøre, hvis der skulle opstå en nødsituation eller hvis vi, mod forventning, skulle fare vild. Vi husker selvfølgelig også at informere dem om, hvis vi bliver forsinket eller andet, så vi undgår falske alarmer.
Mit grej, jeg normalt medbringer på jagt.
Forberedelse til turen eller jagten
Før vi tager på tur eller jagt, plejer vi at kigge på et kort eller på Google Earth, for at se på stedet, hvor vi skal være. Der kan vi se, om der er adgang til vand, og hvordan der generelt ser ud i hele området. Ved at kigge på kortet får vi også en ide om, hvor vi kan forvente, der kan være en større vej eller andet, der vil kunne hjælpe os, hvis vi får brug for hjælp, eller i hvilken retning der er bedst at gå, hvis vi farer vild. Hvis det er muligt, printer jeg kortet ud eller køber et kort over området, gerne så detaljeret som muligt.
Derudover medbringer vi altid en lille rygsæk med GPS, kompas, førstehjælpsgrej, signalmidler (mobiltelefon, SPOT 2, signalspejl, pandelampe), rigeligt med vand, ekstra tøj, materialer til et primitivt shelter, grej til at lave bål, og så har vi også vores lille personlige overlevelseskit.
Vores overlevelseskit bærer vi i en lille taske fastgjort til bæltet, hvor vi normalt også har en kniv, hvis ikke vi har den om halsen i en snor. I lommerne bærer vi typisk vores primære signalmidler som mobiltelefon og SPOT 2, da vi kan risikere at miste rygsækken, og derfor er det vigtigt at have nogle af de vigtigste ting tæt på kroppen, så vi har nemt adgang til dem.
Nogle af de ting jeg typisk har på mig.
De næste artikler
Du vil måske allerede nu sige; ”så meget grej vil jeg ikke slæbe rundt på, og det postyr vil jeg ikke lave før jeg skal på jagt! Det er unødvendigt, for der sker jo aldrig mig noget”… I rigtigt mange tilfælde vil du have ret.
Men det kan også være, at du er taget alene på jagt uden at fortælle nogen om det, og så falder du ned fra en stige eller hochsitz, brækker benet eller andet og er ude af stand til at komme op at stå for at bevæge dig et sted hen, så du kan få ordentlig forbindelse på din mobiltelefon. Er du nu rigtigt uheldig, så er det december måned, og der er begynde at falde en hård og kold regn samtidigt med at temperaturen falder til omkring frysepunktet.
I den kommende række af artikler vil jeg fortælle om, hvad du selv kan gøre for at minimere risikoen for at ende i en situation, hvor det potentielt kan dreje sig om liv eller død for dig eller din jagtkammerat, og hvordan du kan få et behageligere ophold i skoven, eller der hvor du går på jagt, hvis der skulle opstå en uventet situation, der tvinger dig til at overnatte derude.
Området vil være et sted i Norden, hvor der er øde og langt til andre mennesker.
Jeg vil fortælle om emner som:
- Vigtigheden af en god forberedelse før jagten.
- Hvad gør du, hvis du farer vild og skal overnatte i skoven, under en jagt.
- Hvad er vigtigt at medbringe.
- Signalmidler – Primitiv navigering – Påklædning – Shelter – Vand – Mad .
- Overlevelsesmyter.
- Gode råd og tips til overlevelse.
