
TEKST: TORBEN MØLLER-NIELSEN. FOTO: TORBEN MØLLER-NIELSEN M.FL.

Spinkle knogler
Ræven er faktisk ikke ret stor med en vægt på typisk 6-14 kg, en skulderhøjde på 35-50 cm, en kropslængde på 45-90 cm og en hale på 30-55 cm. En ræv på over 10 kg er et særsyn, og den skotske rekord ligger på 17,2 kg og med en længde på 140 cm. Så selvom en stor hanræv kan se enorm ud, når den kommer strygende ud af graven, er den altså kun ca. halv størrelse af f.eks. en springer spaniel. En del af forklaringen ligger i, at rævens knogler er ca. 30% lettere end hundens, og derfor falder vægten af hele dyret betragteligt. Samtidig får rævens tykke pels den også til at se større ud, end den egentlig er.
Ræverød
Den røde ræv har tydeligvis fået sit navn på grund af pelsens farve. Det er en fantastisk pels, som stadig værdsættes verden over af pelsindustrien og dens kunder. Mange steder holder man i dag ræve i fangenskab for at fremavle specielle farver og sikre en høj kvalitet af skindet. Men skindet fra en vild ræv kan nu også godt opnå en god pris, selvom der ofte er små farvevariationer. I Danmark møder man oftest fire varianter. Den mest almindelige er den røde ræv, men der findes også moseræven, der ikke nødvendigvis lever i moser, men hvor den midterste del af bug og strube er sort. En tredje variant er brandræven, som er nærmest sort på undersiden og uden hvid halespids, og endelig er der korsræven, som har en mørk stribe ned ad ryggen og over skulderen, som tilsammen danner et kors.

Et akrobatisk rovdyr
Ræven ser og hører fantastisk godt. En ræv kan høre en mus på 100 meters afstand, og den bruger ofte sin hørelse, når den skal fange mus under sneen. Ved at vinkle hovedet fra side til side kan ræven med stor præcision udpege, hvor byttet befinder sig under et dybt snelag, hvorefter den laver det berømte ”ræve-hop” lige op i luften og dykker ned gennem sneen efter byttet.
Rævene parrer sig typisk i januar/februar. I rolle-tiden, som man kalder parringstiden, kan man ofte høre rævene gø eller nærmere skrige. Det er meget karakteristisk lyde, som af en eller anden årsag ofte anvendes i engelske krimier.
Drægtigheden varer ca. 50 dage og hvalpene fødes i en rævegrav, der kan være udgravet i en skrænt eller en bakke. Rævene kan også benytte en af de efterhånden mange kunstige rævegrave, som jægere har etableret for at sikre, at deres gravsøgende hunde ikke bliver begravet. Dette er nemlig en reel risiko i de naturlige rævegrave. Ræven føder 4-8 hvalpe, som er blinde ved fødslen. Hanræven hjælper med at finde føde til hunnen og senere også til hvalpene. Når hvalpene er et par måneder gamle, begynder de så småt at bevæge sig ud på eventyr, og i løbet af efteråret, forlader de graven.


Ræven er overalt – næsten
Ræven findes på hele den nordlige halvkugle og er et af de mest succesfulde rovdyr overhovedet. Den evner i sjælden grad at sameksistere med mennesker, og udtrykket ”by-ræve” bruges i dag om de ræve, der lever af alt det skrald, som vi efterlader os i byerne. Ræven er også blevet indført i Australien, hvilket er lidt af en katastrofe. Den har bredt sig fuldstændig uhæmmet og har fået skylden for udryddelsen af flere dyrearter. Derfor optræder ræven nu på listen over de 100 værste invasive arter i verden.
I Danmark findes den stort set overalt bortset fra Bornholm og nogle mindre øer. Det er vanskeligt at sige, hvilke biotoper, den foretrækker, da den finder sig fint til rette næsten overalt, blot der er føde nok. Og ræven er bestemt ikke kræsen. Som tandsættet tydeligt viser, er den en kødspiser, men den går ikke af vejen for at supplere kosten med bær og anden vegetabilsk føde. Der er ingen tvivl om, at små gnavere udgør hovedparten af rævens kost, men den tager alt fra biller til rålam. Og hvis den kan slippe af sted med det, tager den også gerne en lille pattegris eller et lam fra bondens indhegning. Den er som de fleste andre rovdyr en opportunist, der ikke lader en chance for et godt måltid gå fra sig.

Rævejagt
Man kan ikke sige, at ræven findes bestemte steder bortset fra i dens grav. Det er til gengæld en rigtig spændende jagtform at besøge en kunstig rævegrav med et par gravgående hunde for at se, om der skulle være nogen hjemme. Det er en jagtform, som kræver hurtige reflekser, for ræven kommer som regel som skudt ud af en kanon. Det er også en jagtform, som kræver stor disciplin af skytterne, for ofte er hunden lige i hælene på ræven, og man skal være helt sikker på, hvor ens kammerater er placeret, inden man afgiver skud. Selv afmærker jeg mentalt de vinkler/områder, hvor jeg forsvarligt kan afgive et skud. Hvis ræven drejer i en anden retning, er det ikke mig, der skyder.

Vær stille!
Nøglen til succes på rævejagt er evnen til at være helt stille. Det glæder både, når man står på post eller prøver at lokke ræven til sig med et af de utallige kald, der efterhånden findes på markedet. Lokkejagt på ræv nok noget af det mest spændende jagt, der findes. Typisk sidder man godt skjult og bruger et kald, der lyder som en såret hare, fugl eller en mus, der piber. Er man dygtig og heldig, dukker ræven pludselig op, og så er kunsten at få rettet riflen det rigtige sted hen, uden at ræven opdager det. Det kan være svært, for ræven har netop fokus på, hvor lyden kom fra. At lokke rævehvalpe i reguleringstiden om sommeren, er noget lettere. Hvalpene er ikke nær så vagtsomme som de voksne, men man skal alligevel ikke flytte meget på sig, før de fordufter.
Havjagten stiller ikke de helt store krav til udstyr. Lokkefugle er ikke nødvendige, og specielt tøj heller ikke – bare det er varmt og vandtæt.

Udstyr
Af udstyr til rævejagt har man først og fremmest brug for noget godt kamuflagetøj. Et såkaldt Gillie-suit, så man ligner en omvandrende busk, er fremragende, men mindre kan også gøre det. Det er vigtigt, at man får dækket de hvide flader, dvs. ansigt og hænder, og at man blender ind med baggrunden.
Jeg vil ikke anbefale nogen riffelkaliber frem for en anden til ræv. Hardcore rævejægere anvender ofte fladtskydende, hurtige, små kalibre med varmint kugler, der nærmest eksploderer, når de træffer, så man er sikker på, at ræven dør i knaldet. Personligt anvender jeg samme kaliber, som jeg bruger til råvildt, nemlig en .308 WIN med en tung kugle, da den er meget præcis i min Mauser 03. Det giver ikke megen ødelæggelse af skindet. Og der er ikke én ræv, der er gået mere end 1 meter med den kombination.
Gravjagt kræver naturligvis en gravgående hund. Der er forskellige racer, som alle fungerer fortræffeligt, og som det generelt er i hundeverdenen, findes der lige så mange holdninger til den perfekte gravsøgende hund, som der findes gravsøgende racer. Mit bedste råd er at kontakte en erfaren gravjæger eller to og spørge, hvad deres erfaringer er. Man skal dog vide, at gravsøgende hunde er specialister og måske derfor ikke egner til så mange af de andre typer af jagt. Jeg har dog set flere gravhunde, som apporterede ænder.

Pas på parasitterne
Man skal være opmærksom på, at ræven kan være farlig smittebærer. Man skal derfor være meget opmærksom, hvis ens hund har været i nærheden af en ræv med ræveskab. En anden, og mere ubehagelig parasit, er rævens bændelorm, som faktisk kan gøre mennesker dødssyge. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at jagthunde, som har været i nærheden af ræve og deres ekskrementer, vaskes efter jagt, og at de behandles med ormekur hver 4. uge. Denne anbefaling gælder for alle de steder i landet, hvor der findes ræve.

Flotte trofæer
Ræven har nogle flotte trofæer. Skindet er, hvis ræven skydes om vinteren inden rolletiden noget af det blødeste og tykkeste pelsværk, vi har i Danmark. Faktisk er det ikke specielt svært at strejfe en ræv og præparere skindet til væggen. Et andet flot trofæ er kraniet. Man får virkelig respekt for ræven, når man ser på hjørnetændernes størrelse. Det er endda let at lave en køkkenbordsopmåling på sit rævekranie for at se, om der skulle være mulighed for en medalje. Man tager en skydelære og måler den maksimale længde og bredde på kraniet. Disse to tal lægges sammen.
24,00 cm-24,49 cm = bronze
24,50-24,99 cm = sølv
25,00 cm eller mere = guld
NB For at få en medalje, skal den dog opmåles af en godkendt trofæopmåler.
Ræve
Jagttid: 1/9-31/1
Jagtudbytte: Ca. 31.000 (2016/2017)
Regulering (uden tilladelse): I forsvarlige indhegninger med frilandsgrise og fjerkræ, herunder indhegninger med fasaner, agerhøns og andefugle må ræv reguleres i perioden 1. juni – 29. februar. I en afstand af indtil 25 m fra de nævnte indhegninger må ræv reguleres i perioden 1. juni – 29. februar, herunder ved brug af fælder.
I bebyggelse og i en afstand af indtil 25 m fra bebyggelse, i indhegnede haver samt i pelsdyrfarme må ræv reguleres i perioden 1. juni – 29. februar, herunder ved brug af fælder.
I egne, hvor ræv volder skade på den øvrige fauna, må denne reguleres i perioden 1. – 29. februar.
På ejendomme, for hvilke der er udarbejdet og gennemført naturforbedringer i h.t. biotopplaner, jf. § 12, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber, kan ræv reguleres i perioden 1. juni – 29. februar ved brug af fælder.
Rævehvalpe uden for rævegrave må reguleres i perioden 1. juni – 31. august. Rævehvalpene må ikke jages ud af rævegraven ved brug af hund eller på anden måde.
Regulering af ræv med riflet våben kan ske fra skydetårn eller skydestige, som opfylder betingelserne i § 1 i bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber. Regulering af ræv i medfør af stk. 1-5, kan ske i perioden 1½ time før solopgang til 1½ time efter solnedgang, også fra de nævnte skydetårne og skydestiger.
VIDEO: Lyden af et ræveskrig.
VIDEO: Gravjagt.
VIDEO: Regulering af rævehvalpe.
VIDEO: Strejfning af ræv.








