TEKST OG FOTO: CHRISTIAN RYSGAARD.
Bag scenen på en jagtfarm
Lad os tage den med hegnet og myten om de tamme dåse-trofæer med det samme. Allerede da vi nærmer os indkørslen til farmen langs den nærmest endeløse og nyasfalterede landevej, er det ganske tydeligt: Det store jagtområde er omkredset af et tilsvarende endeløst og endog meget højt hegn til alle sider. Vi mødes af en vagt, en dobbelt stålport med store låse, samt et nypoleret skilt, der uden ceremoni lover ”Armed response”. Det er hverken en unødig eller tom trussel – Hernede er alle vore guider konstant bevæbnede med både riffel og pistol, og det ikke kun for syns skyld. De store forskelle mellem fattig og rig giver menneskeliv en desværre ringere værdi end hjemme i Danevang. Kriminelle bander søger konstant efter måder at skaffe flere penge på og tøver ikke med at dræbe, hvis nogen står i vejen. Og dyrene bag dette hegn repræsenterer en langsigtet og hård investering. En af funktionerne med dette omkransende hegn er at holde både kriminelle og rovdyr ude, men det er ikke den eneste funktion.
Arno, den ene af de to ejere, forklarer medrivende undervejs fra lufthavnen om det store langsigtede arbejde, der kræves bag scenen for sæson efter sæson at kunne tilbyde god jagt med flotte trofæer på sådan en jagtfarm.
Meget få udefrakommende tænker på, at tilstedeværelsen af vand og god jord reelt er altafgørende for at have en stor og bæredygtig dyrebestand over tid. Størrelsen af bestanden må indlysende nok aldrig overstige den føde, som jorden kan producere hver eneste sæson. Enkelte dyreracer kan ganske vist holdes kunstigt i live ved at give dem foder udefra, men det bliver rasende dyrt i længden, og det er langt fra alle dyr, der accepterer at blive fodret.
En vedvarende tørke over flere sæsoner, som Sydafrika oplever disse år, kan betyde at et område pludselig ikke kan bære den samme mængde dyr, som tidligere har været passende. Nogle dyr vil dø som følge af dette, men andre repræsenterer så stor en værdi, at det rent faktisk kan betale sig at bedøve dem fra helikopter og transportere dem i lastbil til et andet område, der er mindre hårdt ramt.
For at leve op til jægernes ønske om trofæer i guldmedaljeklassen og et bred udvalg af alle arter foregår der en del avlsarbejde. Tilførsel af gode gener udefra er essentielt for at opretholde en flot bestand med gode trofæer. Mayogi køber således specifikke dyr udefra og sælger samtidig avlstyre fra deres egne dyr til andre farme, der mangler netop disse gener. De store jagtområder kan derfor inddeles i mindre områder for at opretholde disse avlsprogrammer – som eksempel på denne drift af vildtet fortæller Arno, der er den ene af det brødrepar, som driver denne jagtfarm, at de netop har erhvervet fire nye Eland-tyre med særdeles gode gener, der er blevet isoleret med et udvalg af sunde hundyr. Disse avlsdyr vil være jagtfredet de næste mange år. Samme indhegning kan dog uden problemer benyttes til jagt på de flotte kuduer, der mange år tidligere blev fremavlet og nu har en sund bestand, der kan skydes tyre fra.
En anden funktion for de indvendige hegn på jagtområdet kan også være at skabe lidt mere sikre zoner for walk and stalk. Mayogi har en god bestand af Cape Buffalos på et af de store arealer. Det er et prægtigt dyr, som helt sikkert står på mange jægeres ønskeliste. Men det er også et dyr, som ikke er helt ufarligt at støde ind i, når man jager andre vildtarter. Således er det ganske uforsvarligt at gå på jagt i disse områder uden en riffel i stor kaliber. Det kan godt være en smule besværligt, når man ikke lige efterstræber denne prægtige og også temmelig dyre og farlige bøffel. I disse tilfælde er det temmelig rart at vide, at det område, man bevæger sig rundt i, ikke indeholder Cape Buffalos (specielt hvis man kun er bevæbnet med en bue).
Efter at have fået denne fyldige forklaring om bare en lille del af driften bag en jagtfarm synes hegnene at have fået en reel og gyldig funktion. Både jeg og de andre reflekterer flere gange over dem, når vi bliver transporteret gennem jagtterrænnet, men når vi først er på jagt, ænser vi rent faktisk ikke hegnene. Det vildt, vi støder på, er smukke vilde dyr, der opfører sig ganske naturligt i store som små flokke.
Alle vore bevægelser under jagt i terrænet indebærer helt almindelig risiko for at blive afsløret. Når skydestokken først er sat op, skal der skydes forholdsvis hurtigt, hvis man vil have et dyr med hjem. De udvalgte dyr, der er til afskydning, er en del af den eksisterende regulering på jagtfarmen. Der kan selvfølgelig skydes til listepris for alle trofæbærende dyr, hvis man ønsker det. Og samtidig har både ejere og guiderne et dybfølt ønske om at udbrede en god jagtmoral og –etik: Alle anskudte dyr SKAL findes og aflives, også selvom jagten derved bliver afbrudt for flere deltagere. Som vores guide, Neil siger en aften, hvor vi sidder rundt om bålet: ”En sand jæger går ikke på jagt for at dræbe – men dræber for at gå på jagt.” Man kommer ikke sovende til sine trofæer hernede. Der skal arbejdes for hvert eneste dyr, der nedlægges, og det kommer alle til at opleve på egen krop.
Et virtuelt jagtkonsortie
På turen frem til jagtområdet snakker jeg med Peter. Han er nybagt jæger fra samme forår, medlem af et jagtkonsortie og har nået at skyde en enkelt and og en fasan med jagtgeværet, siden jagttegnet kom i hus. Peter er kommet sent i gang med jagt, der skulle først være plads til det i familien derhjemme, som tæller en kone og to døtre. Hans far på 65 år har altid gået på jagt, men har aldrig været på jagt i udlandet og synes ikke, det er noget for ham. Turen til Sydafrika har han derfor bestilt sammen med de andre jagttegnselever, herunder Per.
Per har taget sin kone Marianne med, der utrolig gerne vil opleve Sydafrika og jagt, selvom hun ikke selv er jæger.
Mens vi venter på indenrigsflyet fra Johannesburg til Port Elisabeth forklarer Peter, at ønsket om jagt i Afrika for ham er en drengedrøm, som han tror, at mange mænd går rundt med: ”Det er en once-in-a-lifetime oplevelse. At iklæde sig safaridragten og blive storvildtsjæger.” Han ville ikke have sagt ja til et tilsvarende tilbud om at skyde rådyr i Danmark. Her er det det eksotiske, der tæller, men det skal være en rigtig jagt, en oplevelse, som ingen andre i omgangskredsen har haft, ikke en fotosafari.
Og samtidig er det trygge rammer, fordi de er mange nyjægere med omtrent samme erfaring, der er taget afsted sammen. Ud over at træne haglskydning og riffelskydning sammen er turen til Sydafrika faktisk ikke den eneste, de planlægger at tage afsted på. Der er planlagt ture til både Sverige og Tyskland for at prøve kræfter med vildsvin og andet vildt. Jagttegnslæreren, Jan Falch har sørget for at holde sammen på holdet, selv efter at jagttegnet er bestået – Der er næsten tale om et virtuelt jagtkonsortie uden deres eget faste fælles jagtrevir.
Per bliver døbt
På skydebanen får Per udleveret en gammel Carl Gustav riffel uden sikring. Bundstykket er stramt, og repeteringen en særdeles besværlig affære. Tilbage i Danmark står der en spritny Schultz & Larsen i topkvalitet. Han har ugen før denne tur skudt sin første buk i Tyskland med den riffel helt uden problemer. Herude i bushen med de mange skudchancer fortryder han hurtigt, at han ikke har taget sin egen riffel med. På grund af den manglende sikring har den tunge riffel bundstykket åbent, og det giver en del besvær under de til tider ubekvemme bevægelser, der jo naturligt opstår, når man stalker gennem uvejsomt terræn.
Vi bevæger os fire mand høj gennem tornede buske og tørt græs, mens middagssolen bager ned fra en helt klar himmel. I en halv times tid har vi fulgt en stor flok springbukke uden at få gode skudchancer. I de åbne områder er de klumpet godt sammen og fortrækker hurtigt i samlet flok, når vi kommer på skudhold.
Ved næste åbning er den store flok splittet, da guiden stikker hovedet ud og derefter vinker Per frem. Vi andre holder os tilbage, men kan skimte en lille gruppe på fem springbocks, der nu står frit fra den store gruppe. Der er indtil flere dyr til afskydning i den lille flok, der kommer nonchalant trippende mod vores højre. Guiden giver ham lidt tøvende besked på at skyde dyret længst til venstre, når det stopper. Men som med al anden jagt, så er dyr ikke specielt flinke til at samarbejde i pressede situationer – Den spankulerer bare videre med de andre i ganske rolig gang, helt uden at gøre tegn til at stoppe.
Efter et stykke tid mister PH’en tålmodigheden og begynder bare at hvisle ”shoot, shoot, shoot” ud gennem tænderne, inden springbocken træder ud af skudfeltet. Ikke fordi de på nogen måde har opdaget vores tilstedeværelse, men blot fordi de har helt andre planer end at stoppe op foran os på denne prægtige formiddag. Han fortsætter messende uden ophold ”shoot, shoot, shoot”. Der kommer ingen beroligende ord eller forsøg på at hjælpe med nerverne her. Per skubber beslutsomt bundstykket frem og finder hurtigt et punkt på brystet cirka to fingersbredder foran hjertet, mens han roligt følger dyret i en kontrolleret svingende bevægelse. Fingeren krummer sig langsomt, mens både han og vi andre følger dyret. Det stramme aftræk lader vente på sig, men da skuddet endelig falder, er effekten ikke til at tage fejl af. Dyret tager et enkelt skridt mere og lægger sig ned med en solid hjertekugle, mens vi andre brøler højt af glæde, imponerede over Pers kølige overblik og evner.
Peter står bagved og husker tydeligvis sit eget skud tidligere på dagen. Nervøsiteten har været ganske tydelig på Pers vegne. Det samme er den store glæde, da dyret ligger forendt. Pers kone Marianne er også med i den store glædesrus. Spændingen har smittet til den store guldmedalje og glæden ved byttet ligeså. Kort efter er ritualet med blodet i panden gengældt – Nu er de begge ægte afrikanske jægere.
Med hjem i bagagen
De indlæg, som Ph’erne holdt om aftenen i fælleshuset, var alle spændende og brugbare. Der er selvfølgelig forskel på at være guide og at kunne præsentere et indlæg, men med dyb viden om et emne og matchende interesse fra tilhørerne følger ofte også en gribende præsentation. Disse små foredrag gav deltagerne en masse ekstra viden i bagagen og startede lange og dybe dialoger, der normalt ikke er specielt smarte at tage, mens man pürscher rundt i bushen efter et potentielt bytte. For at sikre, at det fortalte ord ikke gik tabt i de mange oplevelser, blev materialet endda uddelt i en lille praktisk mappe – Ganske god service og en rar ting at kunne støtte sig til senere, når duften af det røde støv er forsvundet, og lærdommen fra den første pürsch på bushbuk måske står en smule uklar.
Turen tilføjede på kort tid en bunke praktisk og teoretisk erfaring til disse nyjægere i særdeles trygge rammer og fungerede efter min vurdering fuldstændig efter hensigten. Efter fem dage er der fyldt utrolig meget erfaring og viden på disse debutanter. Alle jagtsituationer, gode så vel som dårlige, er blevet vendt og har hver for sig bidraget med en stadig stigende erfaring.
Nogle af deres erfaringer er på overfladen ikke umiddelbart brugbare under danske forhold. Evnen til at genkende konkrete planter, farlige insekter, spor og dyrearter i Sydafrika giver nok ikke direkte hjælp med jagten i de danske bøgeskove.
På vej hjemad gav deltagerne mig deres eget bud på de erfaringer, de havde taget med hjem i bagagen:
- At holde hovedet koldt i reelle jagtsituationer på dyreflokke i størrelser, der bliver temmelig svære at matche i de kolde nordiske egne.
- Øvelse i at pürsche sig ind på dyr, også selvom de har opdaget dig, med flittig brug af både pauser, baggrund og kikkert.
- Evnen til rent faktisk at udnytte de chancer, der præsenterer sig, men samtidig også evnen til at undlade, hvis det er ikke er den rigtige situation.
- Erfaring med at gå på riffeljagt med en guide, og om det overhovedet er noget for dig.
- Det allestedsværende røde støv, der er trængt ind overalt og i lang tid fremover vil være at finde i deres udstyr og drømme.
Alle udtrykte et stort ønske om at fortsætte den fælles læring fremover. Mange vil rent faktisk prøve kræfter med Sydafrika igen næste år. Der blev også talt om at lave et tilsvarende arrangement i Tyskland, hvor faunaen og jagttraditionerne er tættere på de danske og nogle af erfaringerne nemmere at tage med hjem.
Måske var jeg vidne til begyndelsen for en ny form for jagtrejser – Et jagtkonsortie af ligesindede jægere uden et fælles fast sted og med fortsat ønske om indlæring. Én ting er i hvert tilfælde sikker – jeg er utrolig stolt over at have været med på de nye jægeres store rejse mod mere erfaring og praktisk jagtviden.
Skriventens eftertanke
I tidens løb har jeg mødt mange danske jægere, som er kritiske over for den sydafrikanske jagt, der fortrinsvis – men ikke altid – foregår i store indhegnede områder. Og sådan havde jeg det rent faktisk også selv, indtil jeg prøvede denne jagtform for en del år siden. Dette besøg er dog første gang, hvor jeg har fået en dybere indsigt i, hvilket arbejde der ligger bag ved sådan en jagtfarm. Denne indsigt har kun givet mig større respekt for de farme, der gør et seriøst stykke arbejde og har bestemt ikke dulmet min lyst til at jage – drømmen om Afrika flyder stadig tykt i mine årer. Jeg er dog også helt på det rene med, at der findes masser af brodne kar i denne branche. Sørg for at få snakket med folk, der har besøgt de steder, du kigger på, og husk at vurdere, om de deler samme værdier, som du selv gør, som jæger og menneske. Og husk at være ærlig over for dig selv, når du vælger jagtform, sted og budget.
Mayogi Jagtskole
I 2019 er den samlede pris for pakken på 11.750 kr. Det inkluderer undervisning, en PH til to jægere, samt lån af riffel og afskydning af to trofædyr (impala og springbuk). Alle udgifter til ophold, forplejning og transport i Sydafrika er inkluderet. Yderligere trofæer kan købes efter gældende prisliste. Flyrejse skal du selv bestille, regn med cirka 5.000 kr. tur/retur og medbring derudover drikkepenge til guide og tracker, cirka 1.500 kr. Kontakten til Mayogi Safaris formidles på falchjagt.dk, hvor du også finder yderligere information.
