Med Härkila Wild Boar på vildsvinejagt

Vildsvin er – helt uden sammenligning – langt den farligste vildtart at jage i det meste af Europa. De skudstærke dyr udviser ofte en indædt vilje til kamp, hvis de trænges op i en krog. Derfor er beskyttelsestøj meget relevant for den aktive vildsvinejæger…

AF JENS ULRIK HØGH

Vildsvin

Jeg kunne høre hunden knurre og snerre af vildornen, som jeg vidste lå i bregnerne. Jeg kunne se de grønne stængler svaje fra side til side, i takt til at hunden dansede rundt på et begrænset område. Kort tid forinden havde jeg set ornen blive ramt af skytten på nabopasset. Det så ud som et velplaceret skud og det faktum, at ornen var blevet liggende i bregnerne et halvt hundrede meter foran mig, styrkede mig i troen på, at alt var helt efter bogen. Såten blev afblæst. Ornen havde ikke sagt en lyd, i de tyve minutter som var gået efter skuddet. Der var heller ingen tegn på, at den bevægede sig. Ikke desto mindre var der en patron i kammeret på mauseren, da jeg – med tomlen på sikringen og pegefingeren hvilende på aftrækkerbøjlen – gik ind i bregnerne for at markere den døde orne, så traktorholdet kunne bjærge den.


Jeg hørte den ikke komme. Havde den forbandede lille hund været stille, havde jeg utvivlsomt hørt ornens travende skridt i den tørre skovbund, men grisen sagde ingenting. Ikke et grynt, snøft eller prust. Da jeg så den, var den under fem meter fra mig. Den kom målrettet efter mig og den var godt oppe i fart. Jeg afsikrede pr. refleks og holdt riflen frem for mig med begge hænder, som jeg ville holde et tungt spyd. Et sekund senere var ornen under en meter fra mundingen, og da skuddet gik, var den så tæt på, at der ikke ville være plads til at sparke den. Jeg ramte den en håndsbredde fra det punkt midt imellem øjnene, som jeg troede, at jeg pegede på. På grund af ornens vinkel endte kuglen alligevel i den bageste del af hjernen og den sank øjeblikkeligt livløs sammen. Jeg sprang instinktivt til siden og den døde gris tumlede henover mine fodspor. Mundingsbraget var øresønderrivende i den tætte bevoksning. 

Angreb er ikke super sjældne…

Ornen viste sig at være blevet ramt en anelse for langt tilbage på kroppen, da naboskytten skød til den. Der var tale om et relativt ungt dyr med en anslået kropsvægt på omkring de 70 kg – nogenlunde det samme som mig selv. De skarpe hjørnetænder i undermunden ragede omkring fem centimeter ud. Ikke noget opsigtsvækkende trofæ, men ikke desto mindre et livsfarligt våben i en situation som denne. At det gik, som det gik kan til dels tilskrives godt gammeldags held. Havde mit skud truffet blot et par centimeter længere til højre, havde den adrenalinpumpede orne utvivlsomt levet længe nok til at give mig den reelle omgang bank, som den tydeligvis havde til hensigt at uddele.

Jeg har ved to andre tilfælde selv oplevet angribende vildsvin på jagt. Den ene gang gik det ud over en kvindelig jæger på en jagt i Bulgarien, som kun reddede skindet ved at springe ind bag et træ, mens hundene distraherede den anskudte orne. Den anden gang fik en svensk hundefører en hårdhændet flyvetur af en frisk orne, der ville frem ad stien som hundeføreren gik på. Gudskelov har jeg endnu ikke oplevet alvorlige skader – med det kender jeg flere, der har.

Vildsvin er ikke en vildtart man spøger med. En anskudt gris er farlig – det samme er en so med unger. I gamle dage – dengang hvor jagtvåbnene var skarpe og blanke – regnede man en vildorne, som lige så værdig en modstander som en bjørn. I vore dage mindes jægere i vildsvinetætte områder ofte om alvoren i svinenes tandsæt. Alvorlige skader på hunde er desværre en del af dagligdagen på drivjagter rundt om i Europa. Af samme årsag arbejdes der på højtryk for at udvikle effektive beskyttelsesveste til hundene. I de senere år er man også begyndt at kigge på beskyttelse af jægerne, og nu er Härkila på banen med et sæt jagttøj med indbygget beskyttelse af vildsvinejægeren.

De blodige detaljer

Når et vildsvin angriber et menneske, som står op, løber den imod personens ben. Når den er inden for rækkevidde hugger den med stor kraft sidelæns og op. Resultatet bliver i mange tilfælde at den begraver en af sine skarpe undertænder i låret lige over knæet, hvorefter den opadgående del af stødet skaber et dybt sår som i værste fald først stopper i lysken. Der ligger en stor hovedpulsåre i faretruende nærhed af det typiske vildsvinesår og de jægere, som igennem årene er dræbt af vildsvin, omkommer da også oftest som følge af forblødning. Overlever man, er man som minimum tilføjet et dybt og uregelmæssigt sår fyldt med jordbakterier. Helingen kan tage måneder, og man får ikke sjældent varige men. Et af de mere skræmmende men, man nemt kan komme ud for er tabet af en eller begge testikler (hvis man tilhører den del af jægerstanden, som er indehaver af sådan nogle). Uden at gå dybere i detaljer, tror jeg, at de fleste læsere indser, at slåskampe med rasende vildsvin generelt er noget man bør undgå….. og kan man ikke det, er effektiv beskyttelse at foretrække.

Härkila Wild Boar er resultatet af flere års udviklingsarbejde. Målet har været at skabe et sæt jagttøj, som øger sikkerheden for vildsvinejægeren betragteligt, uden at det går ud over komforten. Her er specielt bevægelsesfriheden en udfordring – for det er ikke let at jage i en rustning. Moderne materialer – af den slags man typisk anvender i skudsikre veste – har åbnet mulighederne for en beskyttelsesbeklædning med god bevægelsesfrihed. Der er tale om svinedyre højteknologiske tekstiler, som jeg faktisk ikke ville blive det mindste overrasket over at finde i spidsen af en jetjager…..

Et produkt med selvtillid

Vi har haft et prototypesæt med jakke og bukser til rådighed i en periode, og der er vitterligt tale om et sæt som funktionelt er tilpasset vildsvinejagten. Det er således tydeligt, at der ligger en dyb research i sikkerheden omkring vildsvinejagt bag udviklingen.
For at starte med den primære nyhed i form af beskyttelse imod skarpe vildsvinetænder, er sættet forstærket i lår og lyskeregionen med flere lag ”Twaron” – et aramidbaseret skære- og stikbeskyttelsestekstil udviklet specielt til sikkerhedsindustrien. Det burde være redningen for vildsvinejægerens liv og levned i et ”worst case scenario”. Men sikkerhedsdetaljerne stopper ikke her. Sættet er også forsynet med orange detaljer, som er klart synlige fra alle vinkler i erkendelse af, at vildsvinejægeren ofte jager i fællesskab med andre, hvorfor synlighed er en afgørende sikkerhedsfaktor.
Bortset fra sikkerhedsdetaljerne tiltænkt vildsvinejægeren er det meningen, at sættet skal fungere som et hvilket som helst andet højkvalitetssæt fra Härkila. Det overrasker derfor ikke, at sættes er udstyret med Goretex membran og et væld af de praktiske jagtdetaljer vi allerede forventer af et produkt i den prisklasse. Da det må formodes at køberne af dette sæt vil bruge det intensivt, er tøjet forsynet med forstærkninger af stoffet ”TechSteel” på alle områder af kroppen, der er særligt udsatte for slitage. Det kommer blandt andet hundeførerne til gode, når de bevæger sig igennem torne og krat. Härkila har selv så stor tillid til Wild Boar sættet, at firmaet giver fem års garanti på produktet. Fem år er en voldsom lang levetid for et par bukser på til en aktiv hundefører…..


Video: Härkila Pro Hunter Wild Boar Packshot

Vi vil i den kommende tid teste sættet på rigtig jagt for at lave en egentlig anmeldelse under realistiske vilkår. Den bringer vi i vores november udgave, når årets drivjagter er godt i gang. Forvent dog ikke, at jeg tirrer en vildorne til slåskamp ….

Video: Härkila Pro Hunter Wild Boar

Læs mere

Nyheder