Foto Asbjørn Hellesøe-Jensen. Samt Rudmer Zwervers, Serkan Mutan og Simon Bratt alle fra Shutterstock
I moderne land- og skovbrug er effektivitet og maksimal udnyttelse af ressourcer et vilkår. Det kan derfor være svært at se, hvordan naturen, vildtpleje – og dermed jagt – kan finde plads. Netop effektivitetskravene fremhæves ofte som en løftestang til at intensivere vildtplejen, da man i nogle tilfælde kan gøre driften nemmere, eller mere effektiv ved at afgive plads til vildtpleje – og det uden at det behøver at koste alverden på bundlinjen. En udmærket betragtning, men har det nogensinde virket?
De modsatrettede interesser mellem landbrug og vildtpleje er ikke et nyt tema. Allerede i 1934 skrev Arvid Johansen i sin bog ”Jagtreviret” – i øvrigt en interessant bog om vildtplejen på den tid:
Vi vil jage vildt, som er vildt. Vi vil se alle de arter, som vore terræner byder levevilkår, men dette opnår vi kun ved at gribe regulerende ind. Regulerer vi ikke bestanden, og hæmmer vi ikke for ivrige skydere og fangere, det være sig mennesker eller dyr, sørger vi ikke for foder og dækning, da vil kulturens fremskridt bevirke, at vor fauna til sidst kun består af nogle rovvildtarter, hvoraf flere endda...
