Foto Asbjørn Hellesøe-Jensen. Samt Rudmer Zwervers, Serkan Mutan og Simon Bratt alle fra Shutterstock
I moderne land- og skovbrug er effektivitet og maksimal udnyttelse af ressourcer et vilkår. Det kan derfor være svært at se, hvordan naturen, vildtpleje – og dermed jagt – kan finde plads. Netop effektivitetskravene fremhæves ofte som en løftestang til at intensivere vildtplejen, da man i nogle tilfælde kan gøre driften nemmere, eller mere effektiv ved at afgive plads til vildtpleje – og det uden at det behøver at koste alverden på bundlinjen. En udmærket betragtning, men har det nogensinde virket?
De modsatrettede interesser mellem landbrug og vildtpleje er ikke et nyt tema. Allerede i 1934 skrev Arvid Johansen i sin bog ”Jagtreviret” – i øvrigt en interessant bog om vildtplejen på den tid:
Vi vil jage vildt, som er vildt. Vi vil se alle de arter, som vore terræner byder levevilkår, men dette opnår vi kun ved at gribe regulerende ind. Regulerer vi ikke bestanden, og hæmmer vi ikke for ivrige skydere og fangere, det være sig mennesker eller dyr, sørger vi ikke for foder og dækning, da vil kulturens fremskridt bevirke, at vor fauna til sidst kun består af nogle rovvildtarter, hvoraf flere endda ikke kan finde sig tilfredse her i det lange løb.
Johansen var altså allerede for små hundrede år siden klar over, at kulturens fremskridt – altså opdyrkningen af naturen – kunne få konsekvenser for den fauna, han kendte, hvis ikke der blev skredet til handling og plantet, fodret og reguleret rovvildt. Desværre havde han i ret vidt omfang, ret i sine antagelser. Siden Johansen skrev sin bog i 1934, er urfuglen helt forsvundet. Storken nævner han i flæng som en skadevoldende vildtart – nu er den væk. Harer og agerhøns er ikke længere de almindeligste vildtarter på paraden – nu er det udsatte fasaner og gråænder. Der er meget, der har ændret sig i takt med kulturens fremskridt.
Hånden på hjertet, så ved vi godt, hvad problemer som svigtende ynglesucces hos harer, agerhøns, fasaner og mange andre arter skyldes – der mangler plads. I et landskab som det danske og med den landbrugsproduktion, der her findes, levnes der ganske enkelt ikke den fornødne plads til, at vildtet for alvor trives. Hvis vi gerne vil have mere vildt, må der derfor afgives plads! Og der er kun ét sted at tage pladsen. Det er hos de landmænd, der har faciliteret føromtalte ”kulturens fremskridt” og fået fremmanet det moderne, meget effektive landbrug.
Men hvorfor gør de overhovedet, som de gør, de landmænd? Oplever de virkelig en pervers glæde ved at fjerne læhegn og marskel og ved at dræne og opdyrke hvert et frimærke på matriklen? Mon dog? Men plads koster penge og skal give afkast – der skal jo brød på bordet. Jeg tror egentlig de fleste landmænd glædes over at se vildtet trives på deres jord. Vantrivslen er blot et produkt af de rammevilkår, der nu engang gør sig gældende, og det kan den enkelte landmand dårligt stilles til ansvar for.
Der argumenteres i jægerkredse ofte for, at vildt under varmere himmelstrøg skal have en værdi for lokalbefolkningen. Dette for at give et incitament til vildtets bevarelse. Vildtets værdi er altså – underforstået – en bæredygtig jagtlige udnyttelse. Men er vores egne vildtarter egentlig værdisat højt nok til, at deres bevarelse prioriteres? Hvad skulle en jagt på en vild agerhøne egentlig koste? Husk på, at der blev skudt op i mod en halv million agerhøns, da bestanden var på sit højeste. Hvis den bestand kunne bringes tilbage, og vildtet samtidig repræsenterede en værdi, der gjorde det rentabelt, mon så ikke pladsen kunne findes og vildtplejen intensiveres?
I mine øjne er der en lang række af barrierer, der besværliggør og til dels umuliggør den optimale vildtpleje. I seneste artikel om redeskjul for fasaner og agerhøns kom jeg blandt andet omkring, hvordan de tiltag, som ”systemet” har vedtaget, er velegnede som redeskjul, nok ikke er det, når det kommer til stykket. Vi bliver altså nød til at have vildtplejen liberaliseret så tilpas meget, at man kan få lov at arbejde med tiltag, der rent faktisk virker. Vildtpleje kan ikke puttes i kasser og ”systematiseres” – selvom det var dejligt nemt, hvis man kunne.
Selvfølgelig kan man – i teorien – gøre, som man vil, men der er igen den sædvanlige lavpraktiske barriere, der spiller ind – økonomi. Hvis ikke vildtplejetiltagene som minimum kan oppebære det årlige hektartilskud, så er det svært at finde pladsen. Så laver man i stedet de tiltag, som ”systemet” har vedtaget kan få tilskud. Det viser sig så desværre, at det ikke nytter det store – vi ser jo stadig ikke vilde agerhøns på markerne, og harerne glimrer ligeledes ved deres fravær. Og så går alting i stå igen. Forfra!
De eksisterende tilskudsordninger i landbruget tager kun i meget lille omfang hensyn til vildtet. Nuvel, der må laves vildttiltag, hvortil man kan få hektarstøtte. Men forestil jer engang, at det var et krav, at 3 %, eller måske 5 %, af al dyrket jord skulle målrettes vildtet, for at man kunne får tilskud. 3 % er ikke ret meget, og kan på langt de fleste ejendomme findes, uden at det vil gå voldsomt ud over andet end stoltheden.
Jeg har tillige en relativt velunderbygget formodning om, at natur- og vildtplejen fylder en relativt lille del af uddannelsesforløbet til landmand. Når nu vi ved, at landmændene også i høj grad er de, der forvalter vores vildt og natur – indirekte og direkte – hvad så med at øge indsatsen på landbrugsskolerne? Hvis man bevidst arbejdede på at øge motivationen hos landmændene in spe – ændrede deres ”mind-set”, eller hvad vi nu skal kalde det – så tror jeg, at kimen var lagt til en langt mere dedikeret og effektiv vildtpleje i fremtiden.
Hvis bare man kunne fremkalde det samme lys i øjnene på den unge landmand, når man lykkedes med at ”producere” et kuld vilde agerhøns, som når udbyttet i hvede passerer 10 tons pr. hektar. Mon så ikke også reglerne med tiden ville blive tilpasset, så alt kunne gå op i en højere enhed?
Men indtil nu – og formentlig et stykke ud i fremtiden – er vildtpleje mest af alt noget bøvl! Vi skal derfor finde ud af, hvordan vi kan tilrettelægge tiltag, så besværet reduceres mest muligt, og tiltagene har maksimal effekt for vildtet. Og her var hovedpointen i denne artikel: Maksimal effekt for vildtet! For kun på den måde bliver vildtplejen en succes, og som bekendt avler succes endnu mere succes.
Ofte fremføres modeller, hvor man på den ene eller anden måde har regnet sig frem til, at et antal meter i yderkanten af marken langs med levende hegn og skovkanter er urentable at dyrke og derfor ligeså godt kan overgå til vildtplejetiltag. Denne strategi for at øge vildtplejearealet har fra jægerside været anvendt i tæt ved to menneskealdre for at overbevise manden i traktoren – skal vi tillade os at konstatere, at det er gået middelmådigt. Hegnene bliver fjernet i stedet – det kan jo ikke nytte noget at have urentabel jord liggende og flyde ude langs hegnene – tak for hjælpen!
Hvis man researcher lidt i ældre jagtlitteratur og jagtblade, vil man hurtigt opdage, at agerhønens tilbagegang, korrekt afskydning af hjortevildt og mange andre vildtplejerelaterede emner har været nøjagtig de samme mere eller mindre altid. Vi snakker og snakker – skriver og skriver – og der sker ingenting. Fælles for hovedparten af emnerne er – desværre – at vi udmærket godt ved, hvordan udviklingen kan vendes – og for agerhønens vedkommende har vi vidst det i over 50 år. Der sker ligesom bare ikke rigtigt noget. Min konklusion er derfor: Der må en helt ny tilgang til.
De nye boller på suppen, som jeg her skal forsøge at servere så appetitligt, som det er mig muligt, er, at vildtpleje gerne må koste penge. Det skal det faktisk helst gøre! Jo flere, des bedre! For hvorfor lave tiltag, som måske nok er økonomisk neutrale, men som også har så dårlig en effekt, at man selv på ejendomme, der har været drevet efter disse principper i en længere årrække, stadig ikke ser den mængde vildt, man havde håbet på.
Hvorfor ikke gøre som vi igen og igen fortæller, at man skal gøre i Afrika? Hvorfor ikke tillægge vildtet en meget højere værdi. Kast penge efter det! Kun på den måde kan det bevares. Vi hjælper gladelig til med at bevare vildtet i Afrika, Asien osv., men vores egen agerhøne for lov at dø mellem hænderne på os, fordi vi ikke vil betale tilstrækkeligt til, at det kan betale sig at holde den i live.
Hvorfor bruger vi ikke den viden, vi har? Vi ved jo godt, at det ikke hjælper noget, at vildtplejen gemmes væk ude i hjørnerne som en ”gratis omgang” – den skal helt frem i forreste række og ”shine”. Og så må det gerne koste penge – så længe det giver de ønskede resultater. Som en god ven af og til siger:
Det koster penge at fyre med mahogni!
I runde tal får man, hvad man betaler for! De fleste med et basalt kendskab til økonomi vil have langt lettere ved at forsvare at betale en høj pris for en god – måske endda eksklusiv – vare end at betale en lav pris for noget, der så til gengæld minder om ingenting.
Men hvem skal betale for vildtplejen? Umiddelbart synes jeg, at det bør være jægerne! Skal jagtlejen så stige? Tja – næh. Måske vi bare skal holde op med at betale en lav pris for ingenting og i stedet stille krav og som modydelse betale en lidt højere pris for en meget bedre vare. Jeg vil til hver en tid foretrække et lille velplejet revir med vildtplejen prioriteret helt i top end et stort revir, hvor vildtet ikke levnes plads. Afskydningen pr. hektar taler sit tydelige sprog – og naturoplevelsen er vel også klasser højere på det velplejede revir end på de golde marker.
Det kan være et yderst kompliceret regnestykke for, hvad må man betale for at pleje vildtet? Er det landmandens mistede indtægt, afhænger det i høj grad af, hvilke afgrøder der dyrkes, og om det er med eller uden tilskud. Men skal der også kompenseres økonomisk for bøvl? Og skal der i så fald modregnes tilbage til jægerne, hvis den løsning, man ender på, sparer bøvl, f.eks. ved at fjerne en kile i marken? Alt dette vil være en individuel vurdering, men generelt synes jeg, at vi jægere skal blive bedre til at stille krav til vores jagtrevirer og stille krav til, at vildtpleje bliver integreret i driften. Vildtplejen skal have lov at fylde tilstrækkeligt til, at det giver mening – ellers kan det være lige meget.
Når det så er sagt, så skal vildtplejen selvfølgelig ikke sabotere den øvrige drift på ejendommen, hvad den heller ikke behøver. Det kan sagtens tilrettelægges på en sådan måde, at vildtplejen ikke generer driften, men i stedet integreres i driften. Det kræver af og til lidt kreativ tænkning og lidt basal viden om landbrugsdrift. Som udgangspunkt skal man forsøge at udnytte kiler i markerne, og så skal man få målene på vildttiltagene til at gå op med bredden på de redskaber, der skal køre i marken og den samlede bredde på marken. Gør man det på en smart måde, så der for traktorføreren arbejdes i ”hele” ture og lige linjer, så kan han ikke bede om mere. Det er ret lavpraktisk og giver ofte sig selv.
Mit allerbedste råd er af lidt mere overordnet karakter. Det bedste, man kan gøre, er nemlig at få udarbejdet en form for ”helhedsplan” for ejendommen. En plan, der både tager hensyn til landbrug, skovbrug, jagt- og vildtpleje, og hvad der ellers måtte være aktuelt på den pågældende ejendom. En sådan plan kan være med til at engagere de involverede parter i hinandens projekter og kan hives frem igen og igen som en guide eller reminder om, hvad det nu lige var, at meningen med det hele var.
En anden vigtig pointe er, at man skal turde! Man skal turde gøre noget, der ved de indledende overvejelser virker fuldstændig vanvittigt, men som ud fra vildtets og jagtens synspunkt er en god idé. Jeg oplever især denne skepsis, når jeg foreslår at rydde skov for at anlægge skovenge, lave vildtstriber midt i marker og plante remiser på god landbrugsjord.
Enhver landmands intuition fortæller ham jo, at man skal bevare de gode, reelle dyrkningsflader, og i den sammenhæng er det nærmest at sidestille med sabotage at lave en stribe med kål og solsikker ude midt i dyrkningsfladen – men det er altså her, det gør den største forskel. Og en hel remise på en tønde land – det er jo det glade vanvid. Men man sår nu engang, som man høster!
Ud fra et jordbrugsøkonomisk synspunkt er det ganske rigtigt helt skævt at plante en ny remise ude midt i marken – også selv om den passer med sprøjtesporene. Men hvis det eneste, der kan opveje ”tabet” af dyrkningsjord, er høje velflyvende fasaner, så må remisen nødvendigvis placeres rigtigt – ellers er der intet til at ”betale” for den tabte jord. Placeres remisen derimod forkert – eller dér, hvor det er mest belejligt, og ikke helt rigtigt – mister man både jorden, og man får ikke det, man drømte om – og så er man færdig med vildtpleje.
Starter man fra ingenting – eller tæt derpå – er det vigtigt ikke at gabe over for meget. Få lavet helhedsplanen, og hav fokus på nogle få tiltag ad gangen. Ofte vil man lære undervejs og tilpasse helhedsplanen løbende. Man skal ikke nødvendigvis plante 8 eller 10 remiser på én gang. Plant lidt ad gangen, men kontinuerligt, og lad tiden arbejde. Jeg har efterhånden set utallige mislykkede plantninger, hvor der er prøvet til mange gange, uden at det endnu er lykkedes. Så investér den tid og de penge, det koster, og få det gjort ordentligt.
Og så skal vi ikke glemme naturen. Enge, overdrev, rørsumpe, søer, vandløb og hvad reviret ellers måtte være begunstiget med fra naturens hånd. Pas på det og plej det. Udvid det, hvis det giver mening. Vand giver liv, så er der våde pletter i markerne, så grav en sø, eller lad det være, som det er. Relativt små vådområder kan have enorm betydning og kan måske danne basis for mere komplette naturområder, hvis jorden omkring tages ud af dyrkning og plantes til.
Arvid Johansen indleder ”Jagtreviret” med nedenstående tekst, som jeg vil lade være afslutningen, og en 85 år gammel påmindelse om, at det ikke kan nytte noget at sætte vildt ud, hvis ikke terrænet og pasningen følger med!
Den første forudsætning for at holde vildt er, at man har et revir, den næste, at reviret er i orden. Ingen finder på at så, før der er pløjet og harvet, men mange sætter vildt ud eller skåner en stor stamme på et revir, selv om rovtøjet florerer, eller hvor føden mangler allerede i de sidste efterårsmåneder, og der ikke findes dækning mod vejrlig og rovtøj. SLIGT ER OMSONST
