VED NIELS DYGAARD.
Jagten på min muflon, startede da jeg begyndte på jagttegnsundervisning i 2011. Jeg sad og kiggede i jagttegnsbogen, og da jeg så billedet af en muflon, besluttede jeg, at sådan en ville jeg gerne nedlægge.
Min mand har været en del af sted på jagt i udlandet, og igennem disse ture fik han kontakt til en, der kunne hjælpe os med en jagttur på muflon. Turen blev planlagt november 2017, men ugen før afrejse blev jeg hjertesyg, og vi måtte aflyse. Planerne blev udskudt, men vi var så heldige at kunne komme af sted allerede året efter.
Så kom dagen for afrejsen til Tjekkiet, nærmere betegnet til Jiloviste 16 kilometer fra Prag. Området er et utrolig smukt kuperet terræn med skifferbjerge. Min mand og jeg kørte turen derned sammen med en jagtkammerat. Da vi ankom til vores logi, hilste vi på vores guider og fik fortalt vores ønsker for, hvad vi gerne ville nedlægge. Jeg var lidt skeptisk, da hverken guiden eller jeg kunne engelsk, og jeg kunne ikke få en tredje mand med ud.
Næste morgen blev jeg hentet af min guide, og vi kørte et kort stykke over til et skovområde. I mørket går vi ind til et jagttårn ved en åben plads i skoven. Vi kravlede op, og jeg gjorde mig klar. Kort tid efter kom den første muflon frem, men jeg kunne kun lige ane den hvide plet på maven. Den blev desværre skræmt væk af noget råvildt. Lyset begynder at komme frem og ude på min venstre hånd kommer endnu en muflon gående. Da den er inde på en afstand, så vi kan se den, stiller den sig bag noget bevoksning. Min puls er blevet ret høj, og tankerne kører rundt. Er det nu, jeg får mit store ønske opfyldt, kan jeg finde roen og lave et godt skud. Og opfylder den kravene til størrelse. Kort ventetid, der føles som en evighed.
Mufflonen træder frem, og guiden vurderer den hurtigt til guld. Min puls falder igen, da jeg gik efter en til sølv. Den går stille og roligt ind på den åbne plads ca. 30 meter foran skydetårnet. Den er på vagt og meget opmærksom. Man skal være yderst stille, for en pludselig bevægelse og den er væk. Men han bliver, og vi sidder og nyder det flotte syn. Så spørger jeg på mit dårlige engelsk: ”Stor, stor guld?” Guiden svarer: ”Stor sølv – lille guld.” Mine tanker kører frem og tilbage. Om jeg skal skyde eller ikke? Var det for nemt? Ville jeg få en chance igen? Stiller det samme spørgsmål igen til guiden og får samme svar. Den begynder at gå længere ud, så den ca. er 40 meter fra mig. Jeg lægger min riffel til kinden og kigger på ham i optikken. Og jeg beslutter mig for at nedlægge den, man ved jo ikke, om man får chancen eller muligheden igen. Giver tegn til guiden. Tager det stille og roligt. Får ham på kornet og afgiver mit skud.
Den springer op, vender sig rundt og løber ca. 50 m væk. Kan se, at den stopper op, drejer rundt og lægger sig. Ventetiden føles lang, og tankerne går på, om skuddet sad, som det skulle. Efter 5 minutter går vi ned fra tårnet, og vi venter igen ca. 5 minutter. Guiden beder mig om at lade riflen igen. Vi går op mod anskudsstedet og finder masser af lungeschweiss. Går videre op mod det sted, hvor vi så den lagde sig. Pulsen stiger lidt igen.
Der ligger den med et perfekt lungeskud. Mit allerførste stykke vildt. Jeg beundrer det smukke dyr og er beæret over at få denne mulighed. Vi får taget billeder og får den brækket. Vi kører tilbage til hotellet, hvor vi mødes med de andre jægere. 2 ud af 5 jægere fik muflon på første jagtdag og 2 mere havde heldet med sig på anden jagtdag, så ud af vores femmands gruppe kunne de fire af os rejse hjem med en muflon. På trediedagen var vi på drivjagt på vildsvin, men ingen havde heldet med os. Vi sluttede dagen af med en traditionsrig og højtidelig parade.
Et halvt år efter kom muflonen hjem, hovedmonteret. Sten Breith opmålte den til 214,3.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
