VED NIELS DYGAARD.
Vi var ankommet midt på eftermiddagen, og efter at vi havde fået pakket ud og en hurtig gang aftensmad bliver jeg kørt ud til det sted, hvor jeg skal sættes af. Her ser vi en buk springe ind i en tætning ved en kanal. Vi ser ikke, hvor stor bukken er, da vi bare ser et glimt af den i håndkikkerten. Dog kan vi konstatere, at det så ud til at være en stor buk, som vi ikke havde set før. Jeg skal gå cirka 800 meter fra det sted og videre hen til mit jagttårn. Mens jeg gik derhen, tænkte jeg ikke så meget på den buk, vi hurtigt havde set springe bort, da vi som sagt ikke når at ser, hvor stor den er – men netop denne buk skal senere vise sig at få stor betydning for historien.
Da jeg havde siddet i tårnet en time cirka, begyndte det at regne forholdsvist meget. Derfor gik jeg ned under skydetårnet for at stå lidt i læ for regnen. Da jeg havde stået der i fem minutter, ringer en af mine jagtkammerater og spørger, om vi skal blive på pladserne eller tage hjem. Da jeg, kikkerten og riflen var ved at være godt våde, stemte jeg for, at vi skulle tage hjem, og det enedes vi om. Vi plejer egentlig at mødes et sted, som vi kalder ”svinevognen” tæt ved skoven, men vi aftalte, at jeg gik til den modsatte side hen over marken for ikke at sætte fært langs skoven. Da jeg gik hen mod det aftalte mødested, blev jeg lidt i tvivl om den præcise retning og gik for langt til højre, hvorefter jeg ændrede kursen og gik mod mødestedet.
Da jeg kommer derhen, kan jeg se, at min jagtkammerats bil stadig holder parkeret 1 kilometer væk, og at han ikke var nået tilbage til den endnu. Jeg tænker, at så må jeg lige stå og vente lidt og håbe, at han hurtigt kommer. Eftersom jeg bare skulle stå og vente, kiggede jeg mig rundt og så et dyr stå der, hvor der tidligere på aftenen var sprunget en god buk, som vi dog ikke havde kunnet nå at vurdere. Jeg tager min håndkikkert op. Jeg havde selvfølgelig glemt at sætte beskyttelseshætten på, så den var meget våd og svær at se igennem. Alligevel kan jeg på få sekunder konstatere, at det er en rigtig god og kraftig buk, der går cirka 120 meter fra mig. Jeg skynder mig at sætte skydestokken op og skriver til min jagtkammerat, at han skal vente 5 minutter med at komme. Da jeg får riflen rettet mod bukken og venter på, at den vender bredsiden til, kan jeg endnu engang konstatere, at det er en rigtig god buk. Han vender bredsiden til på de cirka 100-120 meter, og jeg skyder hen over min trofaste følgesvend, skydestokken. Bukken tegner godt for skuddet og løber 30 meter ud over marken, hvor den forender.
Da jeg er på vej ud til den, havde jeg ingen anelse om, at den var så stor, som den viste sig at være. Jeg går og er virkelig spændt på, hvordan den ser ud og håber, at den er større end den, jeg oprindeligt sad efter. Jeg kommer ud til den og kan ikke tro mine egne øjne. Der er ingen tvivl. Jeg har lige nedlagt en monsterbuk og højst sandsynligt mit livs buk og det i en alder af blot 24 år. Begejstringen suser igennem kroppen på mig, og jeg begynder næsten at stå og råbe af begejstring. Jeg har aldrig prøvet noget lignende før: at man er helt alene og alligevel står og råber for sig selv. Jeg har set forholdsvis mange store bukke i mit ellers rimeligt korte liv, men aldrig nogen som den, så jeg var godt klar over, at det var en kæmpe buk, jeg havde skudt, og det virkede helt surrealistisk.
Da jeg er i gang med at brække den, kommer min jagtkammerat og begynder at gå hen over marken og ud til mig. Da han er cirka 20 meter væk, råber jeg noget i retning af, at den her buk er fuldstændig!!! Jeg får ikke sagt mere, da jeg næsten mangler ord og er helt oppe at køre. Da han ser bukken, bliver han lige så begejstret som jeg og er også helt oppe at køre. Da bukken er brækket, og vi har nydt synet af den, kører vi tilbage til jagthuset for at hente en vildtsæk til at transportere den i. Vi havde besluttet, at vi ville tage gas på de to andre, der endnu ikke havde hørt om bukken, ved at sige, at jeg var kommet til at skyde en lille buk (Vi har en afskydningspolitik, der lyder, at vi kun skyder store bukke). Dog kunne vi ikke skjule vores begejstring og fortalte, at jeg havde skudt en kæmpestor guldmedalje. De to andre kunne godt mærke, at vi virkelig var oppe at køre, men tænkte, om bukken mon kunne være så stor, som vi sagde. Da vi kom tilbage med den, kunne de konstatere, at det var den. Det var den største buk, vi nogensinde havde skudt i området. Der var naturligvis ekstra god stemning i jagthuset den aften. Til historien kan det tilføjes, at vi alle fire skød en stor buk den 16. august, hvilket vi heller aldrig havde prøvet før. Så alt i alt en dag, der sent vil gå i glemmebogen.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
