VED NIELS DYGAARD.
Killian Jørgensen von Hallas havde længe gået med ønsket om at nedlægge et af de store stykker hjortevildt, vi har her i landet. Det havde han dog ikke haft held til i flere år. Så i forbindelse med, at han blev udlært landmålingstekniker, besluttede han at forære sig selv en jagt efter dåhjort som dimissionsgave. Det endte med, at han fik arrangeret en tur til Tyskland. Om denne spændende jagt fortæller han:
Jeg får min gode jagtkammerat, Thomas, med på ideen. Efter hvad der føles som en evighed, sagde kalenderen endelig den 21. oktober. Vi mødtes klokken 6.00 og fik pakket bilen for at påbegynde turen.
På vejen derned fik vi skrevet lidt med vores guide, som fortalte os, at vi gerne måtte komme ud til ham omkring klokken 14.30, hvis vi kunne nå det. Vi kunne da få ordnet de forskellige papirer, så kunne vi tage af sted på jagt allerede denne aften. Vi får pakket vores ting ud på hotellet og kommer ud til vores stalker, Ludwig. Jeg kommer til at gå med Ludwig, mens Thomas kommer til at gå med en tysker ved navn Stefan. Vi får ønsket hinanden Weidmannsheil og drager hver til sit ud i de 1400 hektar skov.
Her går Ludwig og jeg spotter efter dåvildt og småsludrer lidt. Efter en halv times tid vender Ludwig sig imod mig med et lidt skeptisk ansigtsudtryk og fortæller, at brunsten jo ikke er for godt i gang endnu. Normalt ville vi allerede have hørt de første 5 hjorte og kunne være begyndt at gå efter dem. Mens vi står og snakker om det, og Ludwig læner sig op ad skydestokken, og jeg står med riflen på ryggen, kommer der en kæmpe hjort løbende ud på den vej, vi står midt på. Den er kun 70 meter væk, og vi står midt ude i ingenting og kan ikke gøre noget, uden at den ser os. Den begynder at feje op ad et birketræ, som jeg synes ser halvstort ud. Den har dog ingen problemer med at tæve det i sådan en grad, at den næsten er ved at flå det op med rødderne. Derfra, hvor vi står, er der ingen skudmulighed, da der ikke er noget kuglefang. Ludwig stiller skydestokken op, så vi er klar, hvis der alligevel skulle opstå en skudmulighed, og jeg lægger riflen an i den, men desværre får hjorten øje på os og sætter af ind i skoven. Vi griner lidt til hinanden, fordi det var komisk, at Ludwig stod og forklarede, at mulighederne var svære, og så kom der, hvad han bekræftede som en kæmpe hjort, løbende lige ud til os.
Vi pürscher videre i en times tid – ind og ud af tætte graner og brandbælter. Jeg når flere gange at tænke, at inde i alt det tætte her har jeg ikke en chance for at skyde, hvis vi skulle se en hjort. Til sidst kommer vi dog ud af alt det tætte, og ind i en afdeling med store bøgetræer, der står med god afstand til hinanden. Og nu kan vi høre en hjort, der står på den modsatte side af alt det åbne – dér, hvor skoven begynder at lukke sig igen. Ludwig kigger på sit ur, 16.20. Solen går ned 17.45. Han får lige sagt: ‘’vi har travlt’,’ og så sætter vi i gang i et tempo væsentligt højere op, end det har gjort indtil nu. Vi næsten løber gennem den åbne skov. Og da vi når den tætte skov på den anden side, stopper Ludwig og siger ‘’Du skal holde dig helt tæt på mig.’’ Det nye område består af tæt bevoksning i et vådområde. Vi går i en bevoksning, der går os til knæene. Så vi kan ikke se om vi skulle komme til at træde på eventuelle grene under græsset De smalle træer står så tæt, at vi ikke kan se bag dem. Og inde midt i alt det går der en hjort og brøler. Vi er ikke i tvivl om, at han fortæller alle de andre hjorte i området her, at det her er hans sted!
Nu foregår al bevægelse så lavt foroverbøjet som muligt. Vi går ned i knæ og stopper flere gange op. Pludselig ser jeg en hjort, der kommer direkte imod os inde i det tætte. Vi ser hurtigt, at det er en mindre stanghjort. Vi sætter os på knæ og lader den passere på kun 12 meter. Vi fortsætter forsigtigt videre ind mod brølene. Nu ser jeg ham for første gang! Han løber frem og tilbage på de samme 15-20 meter og brøler som en gal. Han er 60 meter fra os. Ludwig stiller skydestokken op, og jeg lægger min riffel op i den. Nu får jeg et kort glimt af hans hoved og kan se, at han er en rigtig fin hjort. Pludselig ændrer han sit løbemønster og fortsætter til venstre. Jeg får vendt mig og skydestokken, og ude til venstre kommer endnu en hjort ud. Men det er en ung stanghjort, som hurtigt bliver jaget væk. Nu kommer hjorten tilbage i sit spor. Jeg drejer mig tilbage og når kun lige at stille min skydestok op, da Ludwig råber ad hjorten. Den stopper op – men bag to træer. Jeg kan dog i kikkerten se forbenet og den del af bladet, der ligger lige bagved. Jeg tager en hurtig beslutning og trykker af. Vi ser begge, at hjorten falder på stedet. Nu griner Ludwig lettet. Det smitter hurtigt af på mig, og vi står og griner, mens knæene ryster på os begge to.
Ludwig giver mig et kæmpe kram og fortæller, at det er 10 år siden, der sidst er blevet skudt en hjort i det her område, fordi terrænet er så svært. Det giver mig en følelse af stor stolthed. Vi kommer hen til hjorten og ser, hvor stor den er. Den overgår alle mine forventninger og opfylder alle mine ønsker. Efter at vi har siddet og nydt synet af hjorten i en halv times tid, venter nu kun, at vi skal have slæbt ham de 400 meter ud til nærmeste vej og i det terræn, der var så besværligt at gå ind i uden en hjort på slæb. På trods af blodsmagen i munden, da vi endelig nåede ud til vejen, var det en sand fornøjelse!!
Hjemme i Danmark ville jeg selvfølgelig have målt min hjort op. Det gjorde Sten Breith, der opmålte den til 178.8 point. Min stolthed er kolossal. Med 1.2 point fra guld går det op for mig, at det vil blive svært at skyde en sølvmedalje, der er større end den, jeg har skudt.
Det var en tur, der overgik min vildeste fantasi, og det er bestemt ikke sidste gang jeg skal afsted efter disse fantastiske dyr.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
