TEKST: JAN HOVARD. FOTO: JAN HOVARD OG SHUTTERSTOCK
Jeg har i mange år haft et ønske at komme til Sydafrika og få lov til at skyde en springbuk. Muligheden kom, da jeg på en jagt her i Danmark fik kontakt med René Bo Dan Pedersen. Han havde en rigtig god forbindelse til Marrick Safari i Kimberly, Sydafrika.
Prisniveauet var rigtig fint, og det var et dejligt, hyggeligt sted ejet af Trevor Datnow og hans familie.
Vi rejste derned først i oktober 2017 for først at holde 8 dages ferie i Sydafrika med efterfølgende fire dage på Marrick Safari.
Vi blev indkvarteret i en hyggelig ” Hunter’s Cottage”, fyldt med forskellige trofæer på væggene.

Marrick Safari er 3000 hektar uspoleret natur med et rigt dyreliv, det være sig fugle eller firbenede. Folkene er utrolig venlige og hjælpsomme, man har hele tiden fornemmelsen af at være på et familiested, hvor der er plads til det hele – samt god mad.
René havde tilladelse af ejeren til at køre rundt på farmens område med en lokal chauffør. Så vi brugte den første dag på at få indskudt den riffel, René havde med – en Sauer 404, 7 mm Winchester Mag. med kikkert – på farmens egen skydebane med sigtemål ude på 100 – 200 og 300 meter.
Efterfølgende kørte vi rundt for se på området.
Chaufføren Ben var utrolig god til at spotte dyrene. Han havde fantastisk ”næse” for at vide, hvor og hvornår vi skulle være de forskellige steder.

Ude på savannen gik der tre store flokke af springbukke, som var ret svære at komme i nærheden af.
René havde hjemmefra advaret mig om, at ville jeg have en af dem, var der tale om lange skud – omkring 200 m. Min tanke til det var – ja, ja godt med dig! Men det skulle vise sig at være virkelighed.
Vi blev enig om at prøve lykken dagen efter.
Vi startede ud kl. 8 og kom hurtig på skudhold af en almindelig springbuk, men jeg fik så meget bukkefeber, at jeg måtte opgive mit forehavende til trods for, at vi var under 200 meter fra dyret.
Mit næste forsøg senere på dagen var bedre, jeg fik en fin springbuk, skudt på en afstand af 212 meter.
Så den med de lange skud var rigtig nok.
Ved samme lejlighed spottede vi en sort springbuk, som hele tiden fulgte med en af flokkene – ganske vist lidt på afstand. Den var flot men utrolig sky.
Vi sad hele eftermiddagen på udkig efter den. Bare vi bevægede et øjenbryn, var den væk. Så der var ikke held den aften, men vi var friske til at prøve dagen efter.
Ved aftensmaden spurgte jeg Trevor, om jeg måtte skyde den, hvis jeg kunne komme til det. Det ville han egentlig gerne have, idet han ikke ville have den ind i avlen med de almindelige springbukke.
Vi kørte ud næste dag, hvor vi blev sat af i et skjul midt på savannen. Ben kørte efterfølgende i bilen omkring flokken for at prøve at presse den over mod os, men uden held.
Ved middagstid kørte vi hjem for at spise frokost med den plan at prøve lykken igen om eftermiddagen.
Det samme gentog sig. Vi blev sat af, og Ben kørte rundt. Flokken trak en anden vej, og vi kunne ikke se den sorte buk. Vi sad en rum tid, og lige pludselig dukkede han op.
René greb afstandsmåleren og berettede:” han er ude på 600 m.,” lang pause. ”Nu er han inde på 500 m., han kommer mod os, han er inde på 350 m. Nu er beslutningen din.”
Jeg havde siddet og fulgt ham i riffelkikkerten og syntes, at han var langt væk, men han kom langsomt nærmere – han var stor!
Nu var det med at holde nerverne i ro!
Jeg kunne høre Renés åndedræt blive lidt mere hektisk.
Da jeg tog sikringen på riflen, holdt han næsten op med at trække vejret, det samme gjorde jeg.
Nu skulle jeg blot have ham til at stå rigtigt.
Så var det nu!
Skuddet gik og han var væk.
Vi sad lidt og ventede, hvorefter vi stille gik ud til skudstedet – dér lå han. Ramt perfekt på 270 meters afstand. Et prægtigt dyr – og han var stor!

Dagen efter gik turen tilbage til Danmark efter nogle fantastiske dage på Marrick Safari og med René.
Da jeg endelig fik trofæerne til Danmark, næsten et år efter via Global Trophy Logistics, ringede jeg til Carl Hjort, som er opmåler hos dem og bad ham opmåle, hvis der var noget at komme efter.
Der gik 10 minutter. Så havde jeg Carl i røret igen – er du klar over, hvor stor den sorte buk er?
Lang pause, den er nr. 37 i verden, med 38 1/8 point (guldmedalje).
Og en flot finale på en fantastisk jagttur til Sydafrika.


Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk







