VED: NIELS DYGAARD.
Længe havde jeg gået med en drøm om at skyde en stor kronhjort. I efteråret 2016 tog mine kone og jeg af sted med VIP-hunting til Ungarn for at få min drøm til at gå i opfyldelse. Turen varede i 4 dage med pürsch både morgen og aften. Turen bød på mange spændende oplevelser, flot natur, masser af lokal mad, dejlig indkvartering m.v. for os begge, men det blev ved drømmen på denne tur.
Fuld af forventning drog jeg året efter af sted med VIP hunting igen. Denne gang mod et andet revir i Ungarn, og samtidig tog jeg af sted uden min kone. ”Skulle det mon lykkes denne gang?”
Vi ankom til Somogy mandag d. 7. september 2017, og efter lige at være landet på vores beværtning drog vi af sted på aftenpürsch. Der er altid noget helt særligt over den første pürsch på en jagtrejse. Hvordan er vejret, er hjortene gået i brunst, og er der aktivitet. Det blev dog en lidt skuffende start, hvor vi kun så et par hinder og kalve, og der hørtes ingen brøl. Jeg var noget skeptisk, mon skulle lykkes denne gang?
Morgenpürschen tirsdag d. 8. september skulle heldigvis blive en dag med en af de største oplevelser i mine 23 år som jæger. Den ungarske jæger kom som sædvanligt og hentede mig og tolken. Vi kørte ud mod området og standsede flere gange for at lytte efter hjortebrøl, men vi hørte kun myggenes monotone summen. Da vi kom tæt på det tiltænkte område for min morgenpürsch, var der pludselig en 3-4 hjorte, der brølede. Vi stod et stykke tid og lyttede. Efter nogle få minutter havde den professionelle jæger ud fra brølene vurderet, hvilken hjort vi skulle gå efter.
Vi pürschede stille og roligt ind i området, som var nogle store majsmarker med kornstub omkring. Vi havde ikke gået meget mere end 30 meter, før den professionelle jæger og tolken og jeg selv havde kigget på mine til lejligheden nyindkøbte pürschstøvler mindst 100 gange. Ved hvert eneste skridt lød et enerverende ”piv”, ”piv”. Jeg løsnede snøresystemet, alt det jeg kunne, for derefter at krølle tæerne helt sammen for stadig at holde støvlerne på, når jeg gik. En mildest talt krampagtig måde at gå på! Jeg fik kommunikeret, at blev det nødvendigt, og der var stor chance for drømmetrofæet, skulle jeg nok fortsætte i strømpesokker! Dette blev dog ikke nødvendigt.
Efter en spændende pürsch ind i området kunne vi pludselig se nogle hinder komme ud af majsmarken og over på kornstubben. Der gik cirka 15 hinder, og ud kom også en stor hjort. Vi kunne dog ikke tydeligt se størrelsen, da det stadig var meget mørkt. Den ungarske jæger og tolken fortalte, at den var stor, men for at være sikker på, at det var den rigtige, blev vi enige om at vente 10 minutter, så vi bedre kunne se. Da de 10 minutter var gået, var dyrene inde på en afstand af cirka 160 meter, men min professionelle jæger blev alligevel i tvivl. Vi blev enige om at vente yderligere nogle minutter, så det blev rigtig lyst. Allerede her ville de dog gerne have mig til at skyde, hvilket jeg takkede nej til. Denne her kronhjort skulle være mit drømmetrofæ og ikke et mere eller mindre tilfældigt skud i tusmørket.
Bedst som vi kunne se og var klar, går hinderne pludselig ind i majsmarken med hjorten bagefter. Lige herefter blev der kigget en del på mig og rystet en smule på hovedet. Den professionelle jæger traf en hurtig beslutning om, at vi skulle gå ind midt i majsmarken. Her var der et traktorspor, som førte ned til et moseområde, hvor han mente, at rudlen var på vej hen.
Vi pürschede den planlagte vej og når hen til markvejen. Vi kommer omkring 100 ned ad den, da vi ser først en hind komme over det smalle spor skarpt forfulgt af en kæmpehjort, der nærmest flyver henover sporet. NU var vi IKKE længere i tvivl. Flere gange krydsede hjort og hinder vejen uden at bemærke os, da han havde travlt med at holde styr på sin flok.
Pludselig kommer en 10-ender ud på sporet. Han kigger tilbage og springer så hurtigt væk. Han skulle ikke nyde noget af at være trængt ind på en stærkere hjorts revir. Straks efter kommer en hind ud på sporet og stopper op cirka 80 meter foran mig. Skydestokken ryger hurtigt op, og riflen kommer i anslag. Pludselig kan vi høre en hjort prøve at komme igennem det levende hegn, der var på hver side af vejen. Hjorten kan ikke komme igennem. Kort tid efter lykkedes det den dog at komme igennem lidt længere væk. Idet den professionelle jæger ser hjorten, giver han et brunstbrøl, så den stopper op, drejer sig med hovedet mod os og brøler. Et ubeskriveligt øjeblik! Jeg vidste, at det her var CHANCEN. Med riflen i en super stabil skydestok vælger jeg at sætte en kugle i hjorten, hvor han står med front imod os og brøler.
Han ryger ned i knaldet, kommer op og vil tilbage, men rammer ikke hullet i læhegnet vender sig om igen, hvorefter han forender. Herefter kom der ellers gang i hjortefeberen hos både mig, tolken og den professionelle jæger. Vi havde nogle helt fantastiske minutter lige her efter 45 minutters intens jagt. Den blev præcis lige så spændende, som jeg dårligt nok havde turdet håbe på.
Hjorten blev brækket og herefter transporteret på ladet af en Toyota Hilux hen til jagthuset, hvor den på flotteste vis blev lagt på parade. Jægerne fik serveret champagne, og folk kom fra nær og fjern for at beundre min hjort. Den vejede 230 kilo brækket. Trofæet er opmålt til 231,4 point. I sandhed en drømmejagt og et drømmetrofæ!
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
