AF NIELS DYGAARD.
Efter mere end et døgn i en flyvemaskine, landede min makker og jeg i Christchurch medio maj og blev afhentet af vores guide Mike. Det var aftalt, at vi skulle på jagt i 10 dage efter hovedsaglig tahr og gemse, men der var også mulighed for at jage vilde geder, kron- og dåvildt og vildsvin. Efter en overnatning hos Mike kørte vi allerede næste dag over Sydalperne og ned på vestsiden af Sydøen, hvor jagten skulle foregå. Allerede på køreturen fik man indtryk af de forskellige vejrforhold, der kan opleves i landet. I Sydalperne kørte vi i snevejr med frostgrader, men så snart vi kom ned på den anden side, var det rigtig flot vejr. Det skal så lige nævnes, at det var en af de få dage, hvor vejret var godt. Ellers stod vandet for det meste ned i stænger, men sådan er det åbenbart på den årstid, vi havde valgt.
Efter mange timers kørsel kom vi frem til det sted, hvorfra vi med helikopter skulle flyves ind til en hytte, hvorfra vi skulle jage de kommende dage. Det tog ca. 6 minutter med helikopter at komme frem. Havde vi valgt selv at vandre ind til hytten, ville det have taget 1½ døgn, og med oppakning og proviant ville det havde været en næsten umulig opgave. Desværre havde jeg under flyveturen til New Zealand pådraget mig en mindre madforgiftning, så de første par dage efter ankomsten, var det umuligt for mig at holde maden indenbords.
Næste dag silede regnen ned, og da jeg stadig ikke var kampklar, besluttede jeg at blive nede omkring hytten i håb om måske at have held til at finde en gemse dér, men det lykkedes ikke. På tredjedagen besluttede vi os for at jage på den anden side af elven. Det vil sige, at vi skulle krydse denne lidt længere nede, hvor strømmen ikke var så stærk. Jeg må indrømme, at det for mig var temmelig grænseoverskridende at krydse en elv med kraftig strøm og vand op til armene. Der løber mange tanker gennem ens hoved, men når man er kommet vel over på den anden side og har fået tømt vandet ud støvlerne, ja så føler man sig ret sej.
På vej op i den valgte creek så vi masser af fod fra gemse, så jeg havde hele tiden en god fornemmelse. Pludselig opdager Mike et par gemser, som står oppe på kanten af kløften og stirrer ned på os, men desværre har de spottet os og er væk i løbet af ingen tid. Bare det at se en gemse gav helt nye kræfter, så vi fortsatte vores klatretur opad. På et tidspunkt bliver creeken så stejl, og da det jo regnede konstant, blev det alt for farligt at blive i slugten, da klipperne var meget glatte, så vi valgte at søge ind i skoven for at fortsætte vores opstigning dér.
I skoven var det som i en jungle. Væltede træer og sammenvokset underskov og en sigtbarhed på ganske få meter, men vores guide havde styr på, hvor vi var, og det gik bare opad hele tiden. Man bruger arme og hænder lige så meget som sine ben. Efter at vi var kommet endnu højere op, var det igen muligt at komme ud til selve creeken, hvor gemserne færdes.
Pludselig opdager Mike en gemse, som står på en klippe ca. 100 meter fra os. Den aner ikke uråd, men efter at have studeret den nærmere i kikkerten, bliver vi enige om, at den er for lille. Vi har ikke kravlet mere end 100 meter mere, før der ovre på den anden side af creeken viser sig to gemser, der går og græsser. I kikkerten er den ene et flot trofæ, og det tager ikke mange sekunder at beslutte sig for at prøve lykken på den. MEN, afstandsmåleren siger 270 meter. Jeg har aldrig i mit liv skudt efter vildt på den afstand. Vores medbragte riffel var heldigvis forsynet med en super-kikkert med kliktårn så efter, at de nødvendige klik er udført, er jeg klar. Jeg mente ellers, at jeg havde taget højde for den kraftige sidevind, men skuddet blev en ren forbier. Heldigvis anede dyrene ikke uråd, måske på grund af den lange afstand, så jeg fik en chance mere, som blev udnyttet med en perfekt kugle, der slog gemsen ned på stedet. Først da gik det op for mig, hvad der var sket. Hele min drøm med denne rejse var pludselig gået i opfyldelse. Nu var der så lige det, at gemsen lå ovre på den anden siden af creeken, men Mike kravlede ned i creeken og op på den anden side, og da jeg i kikkerten kunne se, at han holdt tommelfingeren i vejret, var jeg klar over, at alt var, som det skulle være. Dér begyndte jeg bare at ryste. Dels af kulde, da man jo var gennemblødt til det inderste, men også af spænding. Kan man tale om gemsefeber? Efter lang tids venten – sådan føltes det i hvert tilfælde – var Mike tilbage med gemsen, og hvilket trofæ.
Det kan godt være, at der findes større gemsetrofæer, men dette er det smukkeste trofæ, jeg til dato har hjemført. Og så måden det blev gjort på. Rigtig hårdt arbejde, men det glemmer man alt om, når det hele er lykkedes. Turen ned igen, over elven og tilbage til hytten var ligesom meget nemmere denne gang.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
