TEKST: NIELS DYGAARD. FOTO:
En dejlig plet vil jeg kalde mit jagtrevir her på Sydøen. Området indeholder blandt andet et tudsehul, som blev etableret i 90´erne, og her har vildtet fred og ro. Der har været rigtig mange råbukke på lokaliteten, hvoraf flere har været medaljebukke. Dem har jeg nydt at kunne følge, og jeg har nøje udvalgt, hvilke jeg ville skyde. Dåvildtet har jeg også med stor interesse fulgt, siden det for 20 år siden blev sat ud her på øen, og jeg er ofte ude med kikkerten, mens riflen bliver liggende derhjemme.
En dag sidste efterår var jeg taget ud for at se, om jeg kunne få held til at skyde et stykke råvildt, som jeg havde lovet min datter og svigersøn. På vej derud blev jeg ringet op af en af mine gode jagtkammerater. Han fortalte, at der gik 4 dåhjorte på mit jagtrevir nede ved Vesborg. Jeg kørte straks derned, forlod landevejen og kørte ned ad en markvej, slukkede motoren og gik – for ikke at blive opdaget – stille og roligt gennem en lille plantage. Der så jeg, at de stod i udkanten af plantagen. Jeg satte mig og ventede i cirka 10 minutter, men vidste ikke, om de havde lagt sig eller var gået videre. Jeg besluttede mig derfor til at gå tilbage til bilen og kørte ned ad vejen forbi den ejendom, hvor jeg har haft jagten i 28 år. Jeg parkerede bilen og pyrschede ned langs et læhegn til en brakmark, hvor jeg forsigtigt gik langs en anden lille plantage for at komme ud til en åben mark. Jeg stiller min skydestok op og sætter mig igen til at vente. Da der er gået cirka 20 minutter, kommer der 4 stykker råvildt ud fra den lille skov, hvor jeg så dåvildtet. De stopper op kigger sig tilbage. Der må komme noget andet, tænker jeg og venter yderligere 10 minutter. Der sker ingenting. Har de lagt sig? tænker jeg og begynder derfor at pakke sammen.
Jeg kigger en sidste gang ud over terrænet og dér kommer de 4 dåhjorte ud fra den lille skov og ned mod mig. Jeg gør straks riflen klar med fast anlæg på en stor hegnspæl. De stopper op ca. 180 m fra mig, som om de har set mig. De drejer af, går yderligere 100 meter og står så stille. Feberen er nu ved at sætte ind, så jeg tager en dyb indånding. Med trådkorset rettet mod den bagerste og største hjort får jeg vejrtrækningen under kontrol og slipper kuglen. Jeg kan tydeligt høre anslaget men ser ingen skudtegn. De sætter så straks i løb, og jeg ser at den hjort, jeg holdt på, sakker bagud. Den stopper op, går lidt baglæns og vælter så. Jeg havde med det samme repeteret, hvis der blev brug for at skyde igen, men den bliver liggende, og så bliver jeg for alvor ramt af feberen. Jeg kunne næsten ikke holde mobilen, men får alligevel ringet til en kammerat, der skal hente min trailer og komme ned til mig. Jeg ringer også til ham, jeg har jagten hos, og beder ham komme med sin rendegraver. Det kan han bare ikke, da den holder derhjemme med et fladt dæk. En anden af mine kammerater har en 4 hjulstrækker, og her var jeg heldig. Han var hjemme, og der var luft i alle fire dæk. Han kommer hurtigt, og sammen går vi ud for at tage dåhjorten i øjesyn. Den var faldet cirka 160 meter ude på en åben mark.
Da vi kommer hen til den, kan jeg se, at den er større end den, jeg skød 6 år tidligere på næsten samme sted, og som blev opmålt til 189 point. Min kammerat går tilbage og henter fire hjulstrækkeren. Vi får læsset dyret og kommer igen ind på fast grund, og så er det tid til at beundre den flotte hjort. Vi bliver hurtigt enige om, at det vist er den største, jeg har skudt. Jeg måtte dog vente lidt med at få det bekræftet, helt præcis 30 dage, inden jeg kunne komme over til Steen Breith for at få den målt op. Geviret vejede 4,2 kilo og blev opmålt til 193 point. Det var således en meget glad og tilfreds mand, der med sit guldmedaljetrofæ under armen tog afsked med Sten og hans lige så sympatiske kone Else efter opmålingen for at tiltræde hjemturen til Samsø.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
