En af mine første rejser efter jeg havde fået jagttegn og riffeltilladelse i en sen alder i 2003, var min bryllupsrejse til Sydafrika/Mozambique i 2004. Min – meget forstående hustru – tillod mig ud over at tage dykkercertifikat også at jage et par dage i Sydafrika (Limpopo). Som nyjæger var Sydafrika et eldorado med et utal af jagtbare arter. Der stod dog ”kun” impalaer på menuen, men kimen var lagt til det uundgåelige.
Sydafrika tilbyder så uendelig meget. Uanset om det er historie, naturoplevelser, dyrelivet, vin, det meget gæstfrie folk eller jagt som trækker, er der noget for os alle. Især aftenerne under stjernehimlen med et glas rødvin eller en GT, hvor man sidder rundt om bålet og dagens mange indtryk drøftes og fordøjes, er fantastiske. Mange må sande, at når først man først har prøvet det, er det meget vanedannende.
Man kommer ikke uden om, at en meget stor del af jagten i Sydafrika er præget af jagtfarme, hvor der hegnes. De hegnede områder er desværre en nødvendighed som led i forvaltningen og bevarelsen, men generelt er der tale om store jagtfarme med store hegnede områder, hvor der udøves bæredygtig jagt efter fornuftige forvaltningsmæssige principper på de vilde dyr.
Min anden jagtrejse til S.A. gik til Free State i 2008 og var en kombitur med hagl og riffel. Den Tredje jagttur KwaZulu-Natal. En kombitur med familien hvor den ene uge var med jagt på programmet og med en vis skummel bagtanke om at lokke mine drenge (på det tidspunkt 11 og 13) til at få smag for jagtens glæder – Det lykkedes til fulde.
I starten af 2016 skulle årets familieferie fastlægges. Naivt prøvede jeg at lokke familien til en ny kombitur, men den meget forstående kone var nu blevet lidt bister, og beskeden var, at jagten havde fyldt for meget sidste gang, men når bare de fik en tur til varmen, kunne jeg gøre, som jeg ville. Efter 2 uger på Zakynthos i juli måned rejste jeg hjem et par dage før familien for at rejse til S.A. igen. Denne gang var målet Eastern Cape og det primære den meget smukke lechwe og sabel samt bøffel. Eastern Cape er i øvrigt det sted i S.A., hvor der er fleste jagtbare arter.
Der var desværre ikke nogen i min jagtbare omgangskreds, som jeg kunne lokke med, så jeg rejste alene. Den 18/7 2016 (vinter i S.A.) fløj jeg til Port Elizabeth, hvor jeg blev mødt af PH`en Leon Hough. Han viste sig at være det mest behagelige menneske og endte med at blive en god ven. Hunden Max (Jack Russel) var med os overalt. Efter en køretur på ca. 3 timer ankom vi til den 4* Lodge ved Alexandria.
En hurtig indkvartering og så afsted til skydebanen. Jeg rejser altid med min egen riffel (7 mm. rem.magn.), men da jeg skulle skyde bøffel fik jeg mulighed for at låne en 375 H&H eller 416 Rigby til bøflen. Den sidste slog lige hårdt nok, så jeg valgte 375`en.
Efter sabel
Det var egentlig planlagt, at vi skulle jage på et andet område, men min PH var, mens jeg var på vej til S.A., blevet kontaktet af en farmer, som havde et akut problem. En sabeltyr, som var udgået af den kontrollerede avl, var brudt ind i det område, hvor avlsdyrene gik, og det var i brunsten, så det var kun et spørgsmål om tid, før de 2 tyre ville stå ansigt til ansigt med én ting for øje – kamp på liv og død. PH´en havde pga. den akut opståede situation ikke haft mulighed for at besigtige området, men han havde fået oplyst at tyren, som skulle nedlægger, sandsynligvis var større end den først planlagte. Valget var mit, og hvem hjælper ikke gerne! En time efter ankom vi til området. Fra mødestedet havde vi et godt udsyn til det bakkede område, og langt derude på en bakketop stod han. Vi fik den lokale tracker med og kørte ind i området.
Området var bakket men forholdsvist åbent med mindre grupperinger af tætte buske. Vi pürschede rundt i området med udgangspunkt i det sted, hvor vi første gang havde observeret tyren. Pludselig så vi ham stå i kanten af en gruppe buske – fuldstændig i ro men i højt græs, så vi ventede blot på, at han skulle træde lidt frem. Snydt! Efter et kvarters ventetid gik han tilbage i buskadset. Vi mistede kontakten med ham men blev stående, mens vores tracker selv gik væk for at prøve at lokalisere tyren og resten af gruppen. Efter lidt tid så vi hele gruppen galopere væk langt ude, men vi kunne hverken lokalisere avlstyren eller vores ven. Vi valgte at blive stående, da der var en rimelig chance for, at begge tyre egentligt bare stod i det tætte buskads tæt på og afventede hinanden. Efterfølgende oplyste trackeren at tyren – udenfor vores synsfelt – drejede væk fra gruppen og i vores retning. Tyre i brunst er uforudsigelige, nysgerrige og arrogante!
Efter 5 min. kommer han galoperende i en bue uden om os ca. 80 m. væk. Han stopper op men er halvvejs skjult bag nogle buske. Nogle lange minutter efter træder han de få vigtige skridt frem. Et godt skud på skulderen synes imidlertid ikke at have nogen synlig virkning. Han løber til det næste buskads og stopper med bringen imod os. Det er de færreste dyr, som kan tage det. En flot gammel tyr med tykke baser var en realitet.
Lechwe med stort udlæg
Et par timer senere mødtes vi med manageren for farmen ved jagtlodgen og fik en hurtig frokost bestående af biltong i forskellige udgaver. Vi fik anvist jagtområdet, som bestod af tæt buskads med meget lange torne. Vi startede med at parkere bilen på en bakketop og spejde ud over området. Det varede ikke længe før Leons trænede øje kunne se et par ben med sorte aftegninger i kontrast til alt det tørre. Det viste sig, at der var 4 store tyre i medaljeklassen. Den første, jeg fik øje på, lå og solede sig midt i buskadset og havde et ekstremt stort udlæg. Hornene lå næsten ned i hver side. De andre var også store, men de var mere klassiske i forhold til, hvordan en lechwe normalt ser ud. Vi indledte nu pürschen og måtte hele tiden tage bestik af vinden, som svøbte. Vi kom ind på 60 meter, men det var svært at få frit skud i det tætte buskads, så der blev en del flytten rundt med skydestokken. Endelig kom vi til en lille åbning i buskadset og lidt længere fremme stod der nu 2 flotte dyr med siden til og uden at kende til vores eksistens. Forsigtigt fik Leon skydestokken op, og jeg havde nu frit sideskud til 2 klassiske lechwe tyre. En god kugle på skulderen og tydeligt skudtegn men, men, men! Max var væk i samme øjeblik, der blev skudt, og kort tid efter kunne vi høre ham give hals. Vi ledte efter schweiss, men kunne intet finde. Pludselig kommer en lechwe langsomt gående over en bakke og lige imod os. Kunne det mon være ham? Nej – der var ingen skader på ham, og han fortsatte langsomt væk.
Jeg hader disse øjeblikke, hvor man trods en god fornemmelse af skuddet, bliver mere og mere usikker efterhånden som minutterne går. Vi lyttede efter Max, men han kom nu løbende som skudt ud af en kanon, hylende med en vortesvinsmor i hælende og nogle små unger. Leon kaldte nu på trackeren over radioen, da vi nok skulle have hjælp til at udlede spor. Pludselig råber Dorrin de forløsende ord. Lechwen var ramt med en perfekt kugle på skulderen, men den var gået mere end 100 meter, uden at vi kunne finde et eneste blodstænk. Det er skudstærke dyr! Mit drømmetrofæ var nu en realitet – en flot symmetrisk tyr. Leon var helt oppe at ringe, for det var den største lechwe, han havde skudt med en klient.
Vi fik hentet bilen, læsset og mødtes med manageren og ejeren. De skulle da lige se beviset på den meget kvalitative forvaltning.
Dette havde været en ubeskrivelig dag. At skyde sabel og lechwe på samme dag og tilmed to så fantastiske trofæer.
Der blev hygget, drukket GT og genfortalt mange historier i baren på lodgen den aften.
Jæger Henrik Leire
Riffel Schultz & Larsen 97DL
Kaliber 7 mm. Rem.magn.
Kikkert Swarovski Z6i 2,5-15 * 56
Jagtrejsebureau Summit Tours v/ Anders Bundgaard
Lokal outfitter JS Safaris v/ Leon Hough
Fotograf Radd Video Productions v/ Dorrin Van Herden
FOTO: DORRIN VAN HERDEN.
