Bøffel bag busken
Bøffeljagt kan være meget svært, og nogle gange går det forbavsende let. Hvis det er bøffeljagt i store uhegnede områder med flokke på hundredvis af dyr, kræver jagten meget tid.
Jeg havde valgt et stramt program, så vi havde snydt lidt og forberedt os. Leon havde haft kontakt til flere farmere, og jeg havde hjemmefra fået tilsendt lidt billeder for at få en fornemmelse af størrelsen og formen på de bøfler, vi havde mulighed for at jage. Jeg ville selvfølge gerne have en bøffel med god boss og gode sving/kurver på hornene. Farmen vi var på, var på et par tusinde hektar med en del store områder med tæt buskads, så ejeren så kun bøflerne lejlighedsvis. Men han havde naturligvis holdt ekstra øje med dem op til vores ankomst.
Bøffeljagt kan være farligt. Reglen er, at der skal være en PH for hver jæger, og da vi også havde en fotograf med, var der brug for ekstra PH til at assistere os. Vi mødtes derfor med vores PH Leon og hans gode ven Andrie umiddelbart før jagten. Vores holde bestod af fem mand, idet Leon havde snakket med en PH aspirant, som ville med, da han havde brug for at deltage i et antal jagter på de 5 store, for at han selv kunne få sin licens. Vi mødtes med ejeren ved farmens hovedbygning, hvor han fortalte os om de seneste observationer. Heldet var med os, idet 2 tyre, hvoraf den ene var den vi havde udset os, her til morgen var observeret på et lille åbent område. Planen blev lagt, og vi kørte ud i den kolde morgenluft.
Området var mere kupereret, end vi kunne se fra lodgen, Så vi måtte parkere bilerne i en lavning og gjorde os klar. Nu kunne eventyret begynde. Jeg havde lånt en 375 H&H som til denne jagt. Vi var nu ikke langt fra det åbne område, hvor bøflerne sidst var observeret her til morgen. Vi gik først et stykke på vejen op ad bakke og krydsede derefter igennem et tæt kuperet hegn. Spændingen var intens og steg, for hvert skridt vi tog op ad bakken, for her blev området mere og mere åbent. Pludselig stoppede Leon op. Vi hørte et fnys, som kun en bøffel kan udstøde. Ret fremme stod vi nu ansigt til ansigt med den første Cape bøffel på 30 meters afstand. Den var halvvejs gemt bag en stor busk og nedstirrede os. Hvor var den anden? Bøfler er sky, men de er også nysgerrige. Det her var ikke den bøffel, vi skulle jage, men den anden måtte være tæt på. Vi havde nu kun 2 muligheder: At gå ret frem med en stor risiko for, at bøflen ville forsvinde sammen med den, vi endnu ikke havde set eller at gå venstre om i samme afstand, og så håbe på at bøflens nysgerrighed ville få den til at blive, indtil vi forhåbentligt fik kontakt med den bøffeltyr, vi var efter. Det var ikke muligt at gå højre om, da der her var en mur af stikkende vækster.
Vi bevægede os uendelig langsomt til venstre og opad, mens vi holdt blikket stift rettet mod den fremmede bøffel. Pludselig stoppede Leon op og gjorde tegn til at alle skulle stoppe. Vi kunne nu skimte tyr nr. 2 bag ved en stor busk. Da jeg havde set et foto af tyren, vidste jeg, at det var den, fordi hornene var flot kurvede, og hornspidserne drejede bagud. Øjeblikket var uendelig langt og spændende – næsten som når 2 boksere står ansigt til ansigt i ringen og tager bestik af hinanden. Vi stod stive som saltstøtter. Leon havde medbragt en etbenet skydestok med teleskopben, som kunne manøvreres med én hånd, og den blev nu aktiveret. Jeg lagde riflen på skydestokken og var klar. Tyren stod til venstre for den første tyr, men den var stadig gemt bag busken, så vi havde behov for at den tog et par skridt til siden og kom fri af den. Sekunderne føltes som timer, og chancen kunne forsvinde væk på et splitsekund, hvis den trak til højre.
Heldigvis tog tyren et par skridt mod venstre, og jeg lagde øjet mod kikkerten. Jeg nåede lige akkurat at få bringen i fokus, da scenariet blev for meget for de 2 tyre. Min tyr drejede højre om, men jeg nåede at få afgivet 1. skud skråt ind i motorrummet. Reaktionen kom prompte. Bøflen gik i knæ men fik kæmpet sig op igen. 2. skud gik skråt ind i bringen, og så troede jeg – naivt – at det var slut. Vi løb tættere på, men samtidig kom bøflen på benene igen, drejede rundt og løb mod buskadset. Jeg fik sat 3. skud ind på skulderen af den, og Andri satte et 4. skud. Bøflen var nu så medtaget, at den faldt omkuld. Den prøvede at komme på benene igen men fik så det 5. skud lige i brystkassen mens hovedet var hævet, og så blev der ro. 6. og sidste skud afsluttede det.
Det er til dato de mest intense minutter, jeg har været på jagt. Hvilken forløsning hos alle i selskabet. Farmeren havde fulgt det hele i kikkert på afstand og kunne meddele, at vi havde været meget heldige, da tyrene netop var på vej ind i det tætte buskads, da vi stødte på dem. Faktisk kunne der gå langt imellem at Undertiden så han kun bøflerne på farmen få gange på en hel måned. Nu blev der filmet, fotograferet, drukket Jägermeister og en øl mens vi fordøjede den intense oplevelse.
Skinnerne begyndte deres arbejde, og herefter fulgte det tunge arbejde med at få læsset tyren op på ladet af bilen. Vi tog afsked og kørte direkte til den lokale slagter i Somerset East hvor Leon bor.
Resten af dagen stod på afslapning og vi kørte tilbage til Alexandria, hvor aftenen stod på god mad, bål, genfortællinger og gennemgang af alle Dorrins optagelser fra dagens jagt. Gensynet med bøffeljagten var fantastisk.
Eland
Denne dag var helliget forsøget på at finde en stor eland-tyr med den karakteristiske blå hudfold under halsen, som kendetegner de gamle tyre. Vi kørte en times tid fra lodgen ud til en jagtcamp som Andrie, der var med på bøffeljagten, kendte godt. Vi mødtes med de lokale trackere, og herefter startede morgenens jagt. Det var et smukt beliggende område hvor bjergene var skåret igennem af en stor dal. Vi kørte en del rundt og stoppede på forskellige klippefremspring for at spejde efter de store dyr.
Efter nogle timer så vi endelig en stor flok eland, der trak ud i en stor lysning langt væk. For at bevare overblikket efterlod vi en af trackerne her med en walkie. Vi kørte så tættere på og indledte en længere pürsch. Da vi endlig var kom ind på en fornuftig afstand af flokken, begyndte det at regne. Dyrene trak i tørvejr, så vi mistede den visuelle kontakt til dem.
Da regnen stoppede trak dyrene langsomt ud fra træerne og op på bjergsiden. Der var omkring 15 dyr i gruppen, og der var flere tyre imellem. Vi vurdere en af tyrene til at være i medaljeklassen, men hudlappen var desværre slet ikke blå, så vi blev enige om at søge videre. Dagen bød desværre ikke på flere eland, men vi havde mange gode og intense øjeblikke.
Springbukke i Karoo ørkenen
Næsten morgen pakkede vi bilen og kørte mod Karoo-ørkenen, hvor der skulle jages efter springbukke. Vi valgte på vejen at tilbringe formiddagen efter elands samme sted som dagen før, uden at vi dog fik kontakt til nogen.
Karoo ørkenen er en semiørken. Den er meget stor, omkranset af bjerge, flad – som i meget flad – og genstand for meget store temperaturudsving fra +40 til -10 grader og meget lidt nedbør. I visse områder falder der kun 50 mm. regn på et helt år.
Jagten på springbukke i deres naturlige habitat havde jeg set meget frem til. Vi blev indkvarteret privat hos Anton og hans familie. Anton havde specialiseret sig i springbukke, da det habitatmæssigt var foreneligt med hans meget store område med geder.
Der var ingen træer eller større buske at se i landskabet, men overalt var der var til gengæld nogle ca. 30 cm. høje buske, som var det eneste spiselige i området. Disse små buske skulle efter sigende være meget næringsrige.
Sidst på eftermiddagen drog vi ud i den store og flade karoo ørken.Det var vindstille, køligt med nogle få grader og en meget smuk solnedgang. Målet var nu en grand-slam efter springbukke, og vi startede ud efter de kobberfarvede. De forskellige farvevarianter var delvist opdelt, da de krydser. Især de hvide er svære at bevare helt hvide, og de er i øvrigt de sværeste at jage, da de pga. deres farve ved, at de er mere udsatte for farer. Der skulle være mange stenbukke i området, og hvis vi var så heldige stødte på en, var den også på listen.
Bukkene var i brunst, og de var derfor meget bevægelige i deres søgen efter hundyr og for at jage rivaler væk. Vi fik på lang afstand øje på en god buk. Vi indledte en lang travetur i de sidste solstråler. Nogle enkelte steder er området lettere kuperet, og på et af disse steder trådte bukken nu pludselig op på en lille bakketop.80m væk stod den og betragtede disse sære væsener foran sig. Skydestokken op og klar til et skud i bringen. Jeg ventede på det obligatoriske ja fra Anton, men midt i forvirringen overhørte jeg det første gang, og nu drejede dyret og luntede væk, men et lille foran hold højt på dyret inden den forsvandt lykkedes heldigvis, og den gik ned i knaldet og så var den kobberfarvede i hus. Dejlig afslutning på en storslået naturoplevelse.
Frostvejr i ørkenen
Næste morgen stod vi op til frostvejr, hvilket man ikke just forbinder med Afrika på trods af årstiden. Det var bidende kold at stå på ladet af jeepen da vi kørte ude i det flade landskab. Efter nogle få minutter spottede vi en rigtig god stenbuk. Om morgenen er de som regel lettere at komme til, men på trods af dette tog iveren alligevel over, så inden fotografen kunne nå at følge med, havde jeg afgivet et fritstående skud på kort afstand. En 7mm er måske lidt i overkanten til en stenbuk! Sikke en start på dagen.
Vi kørte lidt rundt i området og fik kontakt til en gruppe sorte springbukke, som kun bestod af hanner. De var imidlertid konstant på farten så vi pürschede efter. Det flade landskab gør det svært at gemme sig, så vi tog anstand ved en gruppe buske og afventede deres færden. De var konstant i bevægelse skråt væk fra os og var omkring 250 m. ude. Der var især én, som var særligt stor, så riflen lå længe klar i skydestokken. Tiden gik, og efter omkring ½ times venten bliver man let uklar og ukontrolleret . Det resulterede desværre også i turens første misser. Vi tjekkede op og kunne konstatere, at det heldigvis var en klar forbier under dyret. Dyrene forsvandt over de nærmeste klippeformationer, og vi mistede kontakten men genoptog forfølgelsen i samme retning, som de forsvandt. Det klippefyldte område gav flere muligheder til de almindelige springbukke, som var i området, og pludselig stødte vi ind i en han. En hurtig reaktion – Op med bipod´en. To skud måtte den have, da det første skud var dårligt. Springbukke rejser ofte ryghårene kort tid efter døden indtræffer, og de afgiver en sødlig duft, så vi skynde os hen til dyret, for at opleve det. Det er en reaktion, som konservatorer har prøvet at genskabe, men det er et af de mange af naturens luner, som vi mennesker ikke kan genskabe. Vi fik nogle gode billeder af det og indledte nu jagten på de sorte springbukke.
Efter ½ times gang i den retning, hvor vi sidste så flokken, kunne vi pludselig skimte nogle sorte dyr i en lavning et pænt stykke ude. De essede nu fredeligt og så ud til at have retning op mod os, så vi tog opstilling og afventede deres færden. Ganske rigtigt kom de langsomt tættere på, og pludselig stod den største helt frit oven på et termitbo, mens den besørgede. Det blev sidste gang. Den blev truffet af en hjertekugle og snublede de næste 10 meter fremad og faldt om stendøde. Det var den samme buk, jeg missede tidligere på dagen, så glæden var stor. Nu havde vi de 3 ”nemme” på plads og manglende kun den hvide, men der er en årsag til, at flere jægere ikke får den med hjem. De hvide er ualmindeligt årvågne og konstant på farten. Vi havde dog knapt 1,5 dag tilbage i Karoo. Det følgende døgn gav mange timers kamp. Selv om bilen er flere km. væk, begynder de at løbe og opholder sig ude på de helt åbne områder, hvor buske er sjældne. Vi travede meget denne dag primært i flodsenge som gav det eneste anvendelige dække, men vi kom aldrig tættere på end 500 m. og oftest løb springbukken væk fra os. Dagen efter startede med storm og regnvejr, derfor kørte vi først ud efter nogle timers venten, så vi havde tiden imod os. Denne dag vil jeg huske længe, for vi var igennem mange strabadser. Især et tidspunkt hvor 4 mand stod i kuling og regn midt ude på en åben slette med ryggen til den eneste busk i miles omkreds i forventning om at det hvide spøgelse skulle forvilde sig forbi. Selv hunden Max så ud som om, han helst ville hjem i varmen.
Vores tålmodighed blev dog belønnet. Vi havde efterhånden mistet lidt af håbet, da dyrene i den grad vidste de blev jagtet og konstant var på farten. Midt i det store område var der en flodseng med lidt buskads omkring. Langt ude midt i stod der pludselig en flok, så vi indledte igen en pürsch. Denne gang var vi så heldige, at flokken blev stående. På grund af den hvide farve er det heldigvis let at se dem, når man kommer tæt på. Flokken virkede som om, den var faldet til ro, da vi kom ind på skudafstand. Vi kom ind på 100 m. og var delvist gemt af lidt buskads. Den store buk drejede rundt og hele bredsiden var nu synlig. Den var død i knaldet og forløsningen var nu fuldendt. Alle 4 farvevarianter og dermed grand slam var nu en realitet. Det er en af de fedeste jagtoplevelser jeg har haft.
Riffel: Schultz & Larsen 97DL
Kaliber: 7 mm. Rem.magn.
Kikkert: Swarovski Z6i 2,5-15 * 56
Jagtrejsebureau: Summit Tours v/ Anders Bundgaard
Lokal outfitter: JS Safaris v/ Leon Hough
Videoer fra turen
VIDEO: Buffalo
VIDEO: Common Spring Buck
VIDEO: Spring Buck, White
VIDEO: Sort Spring Buck
