Som dansk distributør af Leupold optik blev Henrik Gynther inviteret til et par dages grisejagt fra helikopter i Texas for at teste nogle nye produkter. Det blev på alle måder en anderledes oplevelse for den erfarne danske jæger.
”En so med fire spraglede grise springer i fuld fart gennem græsset i retning af en lille lund. Piloten Jon Fuller ser dem og styrer helikopteren efter dem. Vi flyver næppe mere end 10 meter over jorden og det går stærkt … rigtigt stærkt” Henrik er tilbage i den lille Robinson 44 helikopter, da han genfortæller historien. Jeg kan næsten høre larmen og mærke vibrationerne i kroppen.
”Piloten liner os op med grisene og jeg begynder at skyde. Det kræver lidt tilvænning at holde lige på en gris, der løber alt hvad den kan, men da vi oftest bevæger os i nogenlunde samme fart som grisene er foranhold og medsving som regel ikke relevant. Jeg forsøger at holde lige under øret og en efter en triller grisene rundt i græsset. Ingen af de fem dyr undslipper os og i samme øjeblik, den sidste gris falder, svinger Jon helikopteren tilbage for at finde flere grise.”
Der er to skytter ombord på helikopteren, som afsøger landskabet i ture af to timers varighed. Hvor man sidder afhænger af, om man skyder fra højre eller venstre skulder. Højreskytter kan sidde på en af de to pladser i helikopterens venstre side. Linksskytter er henvist til bagsædet og skyder til højre. Alle døre i helikopteren er pillet af og skytterne sidder typisk med det ene ben på helikopterens landingsstel…. på denne flyvetur er det ikke uvæsentligt at huske at spænde sikkerhedsselen.
Piloten Jon fra Riverbend Helicopters er ekstremt erfaren og har næsten 6.000 timers flyvning bag sig. Desuden kender han områderne og grisene, så der er ikke meget, som undslipper teamet, selvom skytterne ikke har den store erfaring i skydning fra denne vinkel. På Gynthers riffel sidder Leupolds nye militære holosight LCO (Leupold Carbine Optic) – de andre jægere i gruppen skyder med VX6 1-6×24 drivjagtskikkerter. Begge dele er dødbringende…
Ufatteligt problem
Vildsvin er ikke et naturligt indslag i det nordamerikanske landskab, men der har været forvildede svin i dele af U.S.A siden de første spanske conquistadores gik i land med deres europæiske husdyr. Siden er bestanden blevet løbende fornyet af undslupne tamsvin – særligt i forbindelse med krige og andre kriser, som har tvunget bønderne fra deres gårde. Historisk set har disse forvildede svin dog ikke tidligere udgjort et problem – eftersom bestandene altid har været relativt små. Måske på grund af et højt jagttryk? I 1930’erne satte man flere steder i U.S.A. europæiske vildsvin ud i forsøget på at opbygge en jagtbar stamme. Det lykkedes ikke rigtigt og de fleste steder forsvandt de renracede ”Russian boars” fra jagtmarkerne igen. Eller rettere: De parrede sig med undslupne tamsvin og tilførte disse en hel del mere vildskab.
I nyere tid så enkelte farmere i bl.a. Texas en forretningsmulighed i at beskytte stammerne af feral hogs på deres ejendomme med henblik på at tjene penge på jagten. En del af disse svin slap ud og etablerede sig hurtigt i det frodige landskab, hvor der ikke findes naturlige fjender for de altædende dyr. I 1980’erne begyndte svinene i Texas at genere farmere og siden er det gået stærkt.
I 1982 gik de texanske myndigheder ind i bekæmpelsen af de invasive svin, som er særdeles hårde overfor de hjemmehørende dyrearter. Texas Wildlife Services skød små 100 svin det første år. I 2011 skød de næsten 25.000. Bestanden vokser med op imod 20% om året på trods af at jægere hvert år skyder næsten 1 million svin. De anslåede skader beløber sig til mere en tre milliarder kroner årligt – alene i Texas. Der kan være så mange som 3 millioner eller flere af disse dyr i den texanske bush og myndighederne er for længst nået til den erkendelse, at man aldrig bliver af med plagen. Man kan højest håbe på at holde problemet i ave – og det kan kun lade sig gøre i den udstrækning at tusinder af jægere deltager helhjertet i bekæmpelsen.
Forvildede svin i U.S.A. må jages året rundt og i Texas er de fleste midler tilladte. Svinene jages på traditionel vis ved foderpladser om natten, de fanges i snarer og fælder og jages med stillende hunde og lange knive, fra køretøjer og – som i dette tilfælde – fra helikopter. Hvert eneste år arrangerer myndigheder og landbrugsorganisationer svinereguleringskonkurrencer med store præmier til dem, som skyder flest. I de tilfælde, hvor jagten eller fangsten foregår til fods udnyttes kødet ofte til menneskeføde, men når svinene skydes fra helikopter, er der tale om rendyrket skadedyrsregulering og kødet bliver liggende til ådselsæderne – hvoraf svinene nok er de mest grådige.
Der skydes typisk med diverse civile varianter af den i U.S.A. umådeligt populære AR15 i kaliber .223 Remington. Mange traditionelle europæiske jægere ville inhalere både piben og den øverste del af gebisset i et forskrækket gisp, hvis de blev bedt om at skyde på vildt med dette udprægede ”militærlignende” våben. I teknisk forstand er det dog kun et spørgsmål om kosmetik. En civil AR15 er en halvautomatisk riffel med stor magasinkapacitet – typisk kan der være 30 skud i hvert magasin. Selvom de forvildede amerikanske svin gennemgående er mindre end vore europæiske vildsvin er kaliberet måske lige i underkanten af, hvad man normalt ville anvende, men da svinene forfølges med helikopteren er der i reglen mulighed for opfølgende skud. Desuden er magasinkapaciteten, vægten af ammunitionen, prisen på ammunitionen og rekylen væsentligt lavere end f.eks. .308 Winchester. I praksis har det lette kaliber vist sig at være det bedste kompromis, selvom vores mavefornemmelse skriger på tungere skyts. På denne reguleringsrunde blev der anvendt Hornady GMX 55 grains kugler for maksimal dybdevirkning fra det lette kaliber.
Er det jagt?
”I Danmark betegner vi denne form for bekæmpelse af skadevoldende vildt med jagtvåben som ”regulering”, men der er ingen tvivl om, at det ordet ”skadedyrsbekæmpelse” er mere rammende for stemningen blandt de mange professionelt involverede. Opgaven er simpel: Der skal simpelthen skydes så mange svin som muligt. At det i U.S.A. er muligt at forvandle en tvingende nødvendig bekæmpelse af en invasiv art til en lille industri, hvor de deltagende skytter faktisk betaler for at være med, er nok bare typisk amerikansk.”, konstaterer Henrik Gynther og fortsætter:
”Selvfølgelig er regulering fra helikopter langt fra jagt i klassisk europæisk forstand, men for skytten er oplevelsen meget lig en travl drivjagt – f.eks. en spansk monteria. Der skal afgives mange skud på fri hånd til mål, der bevæger sig, og selv om mange af amerikanerne er ligeglade, så var det en glæde for mig som jæger med europæisk jagtmoral at konstatere at Jon ikke lod eet eneste påskudt svin ligge uden at være helt sikker på at det var forendt, var der den mindste tvivl tog han en tur til rundt om de skudte dyr og vi skød igen.
Som skytte har man jo et særligt ansvar for at afgive gode dræbende skud – vi efterlader jo grisene i bushen, hvor der ikke kommer nogen schweisshund eller en traktor og samler vildtet op. Ville jeg selv betale de cirka 1.500 dollars, som en time i helikopteren koster med pilot, våbenleje og ammunition? Nok ikke, men det var ikke desto mindre en interessant og meget anderledes oplevelse at få lov til at være med i luftrummet over Goliad, Texas under to dages svineregulering.” runder Henrik Gynther beretningen af.
I løbet af 16 mandetimers jagt nedlagde 4-mandgruppen i alt 192 forvildede tamsvin. Utvivlsomt til stor glæde for de lokale farmere og ikke mindst Hornady.
AR15 Systemet
I U.S.A. er den militære AR15 konstruktion umådeligt populær blandt civile – primært i halvautomatiske udgaver. Der findes en hel jungle af forskellige små og store fabrikanter. Stort set alle større våbenproducenter har systemet på programmet i flere forskellige udførelser. Der findes modeller, som ligger meget tæt på den oprindelige militære konfiguration og modeller tunet for præcisionsskydning med tunge piber, forbedrede aftræk m.v. Mest udbredt er versioner i kaliber .223 Remington (som modsvarer den militære version), men der findes forstærkede udgaver til f.eks. .308 Win og en mængde af andre mere eller mindre tilgængelige kalibrer. Våbnet anvendes i stor udstrækning til både sportsskydning og jagt.
Se 3 videoer med regulering af vildsvin i Texas fra helikopter
Regulering af vildsvin i Texas 1
Regulering af vildsvin i Texas 2
Regulering af vildsvin i Texas 3