En gang besøgte jeg Polen hvert år for at nyde deres gæstfrihed, de enorme naturarealer og for at skyde bukke, vildsvin, kronvildt, eller hvad der nu lige var på programmet. Sidste gang var i 1999, for da var det blevet reglen mere und undtagelsen, at man betalte sin guide for det antal kilometer, man kørte med dem. Til danske takster ovenikøbet, men det var nu ikke så meget det konkrete beløb, der var det værste. Det værste var, at der nu lige pludselig ikke var noget vildt i en fornuftig afstand fra indkvarteringen, og at autopürsch blev den mest almindelige jagtform.
Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, idet jeg allerede var grundigt træt af guidernes mere og mere åbenlyse tiggeri efter drikkepenge. For første gang i 13 år kører jeg derfor nu over grænsen og ind i Polen igen. Siden mit sidste besøg har jeg oplevet endnu værre tiggeri, snyd og bedrag i Asien og Afrika, og intet, der foregår i Polen, kan forarge mig længere.
Kørepengene er nu en fast pris per dag, så antallet af kilometer ikke har betydning, og derfor forventer jeg, at der igen er vildt i nærheden af indkvarteringen, så vi kan gå på jagt i stedet for at køre på jagt. En anden grund til at genopsøge Polen er ren barmhjertighed over for en lille håndfuld af mine gode venner, der så morderligt gerne vil have mig med derned. Revisoren tog initiativet til turen, og da både dyrlægen og bankmanden meldte sig, følte jeg mig lidt presset til også at sige ja. Senere kom den sjællandske træmand ind i billedet med sin kæreste, Susanne, der lige havde bestået riffelprøven og anlagt sig en riffel.
Så bred en gruppe stiller store krav. Eksempelvis ville nogle helst drivjagte, andre helst pürsche. For at imødekomme alle blev vi enige om en kombi-jagt med individuel hundyrjagt morgen og aften og drivjagt midt på dagen. På den måde sætter man sig mellem flere stole, men kombi-jagt – det var aftalen. Vi bookede plads på et statsareal i nærheden af grænsen for ikke at bruge for lang tid på transporten.
Det polske statsrevir Kliniska ligger mindre end en times kørsel fra den tysk/polske grænse, og reviret er på knap 20.000 hektar, hvoraf langt over halvdelen er nåleskov.
Kliniska
Statsreviret Kliniska ligger mindre end en times kørsel fra grænsebyen Stettin (Szczecin). Reviret er på knap 20.000 hektar, hvoraf langt over halvdelen er nåleskov og resten landbrugsarealer, engarealer og moser. Der er en god bestand af både råvildt, kronvildt og vildsvin, men med kronvildtet som den fremherskende vildtart, idet forårsbestanden anslås til at tælle 1.500 dyr.
Der arrangeres 6-8 større drivjagter og herudover en del individuelle jagter på både trofæer og hundyr. Kliniska råder over mere end 85 hochstande/hochsitze samt et stort antal foderpladser. Der kan på individuel jagt jage op til seks jægere ad gangen, men tre-fire jægere er mest optimalt. Der nedlægges hvert år 35-40 bukke af rimelig størrelse og et tilsvarende antal trofæhjorte, oftest med en gevirvægt på 5-7 kg (sidste års gennemsnit 5,3 kg), men der er skudt hjorte omkring 10 kg gevirvægt i området.
Herudover skydes der omkring 200 stykker kronvildt, hinder, kalve og små hjorte. Midt gennem reviret flyder floden Ina, der er berømt blandt lystfiskere, og som hvert år trækker mange turister til området. Ina er cirka 129 km lang, og den er en biflod til Oder.
Terapi på højt plan
Da revisorens store Volvo glider ind gennem porten, efter en del timers kørsel, er det ved at mørkne, og aftensmaden står klar. Så langt så godt. Det bliver en hyggelig aften, og jeg er glad for, at vi ikke pressede citronen ved at tage ud på aftenjagt. I stedet kan vi glædes over hinandens selskab og tage fat på de forskelliges personlige problemer.
Revisoren arbejder for meget og kommer for lidt på jagt, bankmanden er dybt deprimeret over, at konen er rejst, og har svært ved at tænke på andet end sin sårede stolthed. Træmanden vil gerne lære mere om jagt og jagtformer, da han tænker på at gå ind i ’faget’, og dyrlægen har nyligt fået udfordringer med konens midtlivskrise. Susanne og jeg går straks ind i rollen som terapeuter, mest for at undgå, at vores egne problemer kommer på dagsordenen, og det bliver både en lang og fantastisk aften.
Næste morgen står guiderne klar i mørket. Jacek hedder den lille og letbenede polak, som jeg får fornøjelsen af at være sammen med de næste dage, og det er jeg bestemt ikke utilfreds med. Vi kører et kort øjeblik, inden han parkerer, og vi sniger os frem mod et enormt moseområde gennem en tæt nåletræsplantage. Det er stadig for mørkt til at jage, men for lyst til, at vi kan komme uset på plads i det skydetårn han stiler mod i kanten af mosen.
For tidligt og for sent
Enten er vi kommet ud for sent eller for tidligt. Det ender da også galt for os, for 30 meter, før vi er ude af skoven, kan vi ane en stor rudel kronvildt foran os. De passerer lige under det skydetårn, vi skulle sidde i, men på en sådan måde, at vi ikke får en ordentlig chance fra vores nuværende position.
Senere lugter guiden sig frem til, at der må stå en rudel kronvildt i en tykning, og sætter mig på post nedvinds for selv at drive området af. Der kommer nu ikke noget kronvildt frem, men til gengæld to svin. De kommer hurtigt, og da jeg er oppe på den første, stopper de bag en bakke. Da de sætter i gang igen, er det med forhøjet fart, og mit skud går forbi.
Da vi mødes derhjemme, er stemningen noget blandet. Revisoren har pelset tre rådyr, dyrlægen har skudt forbi på en kalv, og Susanne har bommet på et rådyr på 60 meters afstand og mener, at hun har skudt for lavt. Bankmanden har ikke set noget, eller også har hans fokus på sit forliste ægteskab spærret for udsynet.
Spildt dagslys
Vores aftale om en kombi-jagt med en drivjagt midt på dagen er ikke helt nået frem til Polen, så vi tilbringer fire timer med fuldt dagslys til at snakke om vejr og vind, hvilket jo er helt spildt. Vi får dog gjort rejsearrangøren opmærksom på problemet, men det er for sent at ændre planer, og snart er det blevet tid til aftenjagten.
Jacek tager mig på en længere gåtur, og til sidst lander vi i et skydetårn ved en 100 hektar stor mark med små levende hegn og forskellige kulturer. Det blæser en del, hvilket måske kan forklare, hvorfor der ikke rigtig sker noget. Bankmanden skyder dog et rådyr, og dyrlægen brokker sig over, at han ikke har været ude af bilen endnu. Måske tror hans guide stadig, at han får afregnet per kilometer, og ikke med en fast pris per dag.
Aftenen trækker ud, for der dukker konstant flere personlige problemer op, men det gør dog ikke så meget, for næste dags morgenpürsch er aflyst og erstattet af en drivjagt. Det er åbenbart umuligt for dem at lave en kombi-jagt, endskønt skabelonen skulle være nem at forstå.
Vi tager nogle få drev denne dag, og bankmanden lykkes med at skyde en kronkalv. Der ses lidt kronvildt, og nogle få svin smutter for os. I det sidste drev sætter dyrlægen tre hurtige forbiere i nærheden af en stor keiler, samtidig med at en rotte svin snyder mig ved at dække sig i en lavning i terrænet.
Revisoren har til denne såt udvalgt sig sin dobbeltriffel med en Aimpoint-kikkert, hvorfor han ikke får skudt på en rudel, der passerer ham på 80 meter. Susanne har haft en god chance på en gris, der kom luntende, men da den stopper kortvarigt bag en busk, tager hun riflen ned og er derfor ikke klar, da den fortsætter fremad. En anden gris kommer ud af tykningen, og da den får øje på hende, går den i dæk, og hun undlader derfor at skyde.
Vi må derfor nøjes med den kronkalv, der blev skudt i første såt. Også aftenjagten er aflyst pga. drivjagten, så vi spiser tidligt og tager så igen fat i løsningen på de forskellige personlige problemer i gruppen. Der dukker efterhånden flere og flere op, og det bliver meget sent, inden vi når frem til noget egentligt.
Østeuropa og varm suppe til frokost er to uadskillelige faktorer, og på en kold jagtdag er det lige præcis det, man har brug for.
Nu skal der snart ske noget
Med fem stykker vildt til fem jægere i løbet af to dage er det tydeligt for guiderne, at der ikke bliver nogen større fest for drikkepengene, hvis ikke de tager sig gevaldigt sammen. Derfor skal vi i dag have både individuel jagt og drivjagt. Kombi-jagt med andre ord.
Jacek tager mig med samme sted hen som første morgen. Nu vil han have skudt noget, og det samme vil jeg egentlig. På den samme eng støder vi ind i en rudel kronvildt, sikkert den samme som forleden. De esser et stykke ud i mosen, men vi kommer nemt ind på 80 meters afstand i ly af skoven.
Det er stadig lidt for mørkt efter min smag, man Jacek stiller skydestokken op og beder mig skyde det bageste dyr i den lange række. Kikkersigtet glider ned over de essende dyr, og da jeg mener at have fundet den sidste i rækken, skyder jeg. Der bliver vild panik derude, da kuglen slår ind i dyret med et tydeligt kugleslag.
“Gut, tot”, siger han, og fortsætter med et “schreiben testamente”, med en henvisning til at vi kunne høre, at den slog med benet i dødskampen. Så drejer han om på hælen og haster i den modsatte retning. Jeg tænker, at han vil tilbage til bilen for at køre ud og hente det forendte dyr, men han kører i en helt anden retning. Ingen grund til at spilde tid på et dødt dyr, mener han åbenbart – her i den bedste jagttid.
Snart efter kommer vi ned ad en bakke mod en åben mark, og sandelig om der ikke står en rudel kronvildt et stykke ude. Vi er i dårlig vind i forhold til dem, men en halv times tid senere har vi pürschet os i en større rundkreds og kommer ind med vinden i snuden. Desværre er de væk, og slukøret lister vi tilbage mod bilen, blot for at støde rudlen, der må have luret os og gået bagom. På trods af dette uheld er det en fantastisk morgen.
Der er tydelig schweiss fra hinden, og sporet er ikke svært at følge. Der er ingen blod på påskudsstedet, men efter 30 meter begynder det, og der bliver mere og mere af det.
Næse for kronvildt
Det har regnet om natten, men nu er det tørvejr, svagt diset og trylleriagtigt. Vi går en meget lang tur i et andet skovområde og finder et par rådyr. Det ene er en kastebuk, det andet et smaldyr. For sjov pürscher vi os helt op i hovedet af dem, så jeg kan skyde den unge rå på mindre end 25 meters afstand.
Senere gør min guide tegn til mig om, at han kan lugte kronvildt i en tykning. Han forklarer med tegn, at jeg skal blive, hvor jeg er, og at han vil cirkle rundt om dem og gå til dem i medvind for at trykke dem frem. Det virker kun delvist, for han støder dem, inden han kommer rundt om dem, og den store rudel braser gennem den tætte skov.
Der er helt tydeligt hjorte med, for jeg kan høre gevirerne slå mod træerne. Men Jacek giver ikke så let op. Langsomt følger vi efter rudlen, indtil han igen kan lugte dem. Han beder mig tage opstilling på et skovspor og går så en halv kilometer tilbage og rundt om dem. Lang tid går uden en eneste lyd, men så kan jeg høre dem komme.
Det første, jeg ser, er gevirerne på hjortene, mens de stadig er i det tætte, men lave krat foran mig. Så kommer førerhinden frem og stiller sig midt på sporet for at sikre. Hun er kun 50 meter fra mig og ser noget overrasket ud, da hun får øje på mig. Bag hende kommer endnu to dyr frem, tilsyneladende smalhinder, for de er større, end en kalv ville være. Den tredje står så absolut bedst, og jeg korrigerer riflen, der ligger solidt på skydestokken, en smule og klemmer skuddet af.
Så buldrer resten af rudlen over sporet og forsvinder i skoven, og med den også den påskudte hind. Der er ingen blod på påskudsstedet, men efter 30 meter begynder det, og der bliver mere og mere af det. Jeg venter på Jacek, inden vi sammen søger fremad på det tydelige spor og finder dyret et kort stykke inde i skoven. Den er ramt rigtigt på min side, men kuglen er gået skråt igennem og ud forrest i maven. Nu har vi tre dyr liggende og starter derfor bagfra med at læsse dem.
Jacek brækker den varme hind. Der nedlægges hvert år omkring 200 stykker kronvildt på reviret i forbindelse med både drivjagter og individuelle jagter.
Det var en hjort
Først hinden, så råen og så går det af sted mod det stykke kronvildt, vi skød i mørket for nogle timer siden. Det viser sig at være en spidshjort, som ravnene allerede er gået i gang med, men det ser ikke ud til at bekymre Jacek. Vi kommer lidt for sent til frokosten, og da jeg fortæller, at jeg har skudt en hjort – uden dog at nævne størrelsen – styrter alle over til slagteriet for at se trofæet. Så blev der da ro til at nyde frokosten et øjeblik…
Dyrlægen har skudt en kronkalv og er livet lidt op af den grund. Susanne har leveret et par forbiere på råvildt på forskellige afstande og mener stadig, at det må skyldes riflen. Hun kontrolskyder den, lige inden vi kører at sted til en lille drivjagt, men det er definitivt ikke der, at problemet ligger.
Den lille drivjagt følger samme mønster som i går: Vildtet snyder os. Revisoren skyder dog en stor so, der kommer alene og tages for en keiler. Tre lynhurtige skud måtte han bruge, men de ramte alle tre. Dyrlægen skyder forbi på en ræv, der forsøger at snige sig forbi ham på kort afstand og redder livet, da sigtekikkerten står på 6 ganges forstørrelse. Senere får han ikke skudt på en so med fire grise, der kommer forbi. Han må nøjes med at tænke tilbage på den kronkalv, han skød den første morgen. Selv om vi ikke har skudt så meget, har alle dog skudt noget. Altså bortset fra Susanne, der har haft chancer og skudt forbi hist og her.
Susanne på post, og snart kommer der råvildt i passende fart. “Alt godt kommer til den, der venter”, og i næstsidste såt bliver Susanne stillet af på et skovspor foran noget højskov. Skal det endelig lykkes for hende at skyde sit første stykke vildt med riffel?
Skal det lykkes for Susanne?
Den bedste afslutning ville være, at Susanne får en god mulighed, så hendes første udenlandsjagt ikke endte helt udbytteløst. Alt godt kommer til den, der venter, og i næstsidste såt bliver hun stillet af på et skovspor foran noget højskov. Jeg skal have den næste post og går et par hundrede meter frem og 50 meter til højre. Da jeg går på plads, støder jeg tre rådyr. De stikker af over mod Susanne, men det ventede skud udebliver. Først da såten næsten er drevet af, lyder der et skud fra hendes kant.
Da jeg kommer over til hende, er der tydelig glæde, og guiden har allerede smurt blod på både hendes pande og kind. Da jubelen har lagt sig, får vi historien om de tre dyr, der stille og roligt er kommet op til hende. I starten var de dækket af enten det ene eller andet, men på et tidspunkt kommer den ene af dem frem, og Susanne kan give den en god kugle og dermed skyde sit første stykke vildt med sin nye riffel.
Efter et par forbiskud lykkes det Susanne at nedlægge et stykke vildt i jagtens næstsidste såt. “Hvornår skal vi af sted igen?”, spørger hun umiddelbart efter det gode skud, opsat på at komme på jagt i Polen igen.
Da jagten er succesfuldt afsluttet, står vi med to udfordringer: For det første har jeg fødselsdag, og mine venner har indikeret, at der er et stærkt behov for en usædvanlig stor – og gerne kostbar – kage. For det andet står det dårligt til med beholdningen af væske i opholdsstuen, og nu da der er lagt op til en lang aften for at fejre Susannes indtræden i Dianas hær, har vi brug for at besøge en ’sklep’ – den lokale købmandsbutik. Så blev det også en god dag for de handlende i byen.
