Den legendariske, amerikanske våbenproducent Smith & Wesson lancerede denne måned et nyt kaliber 12 haglvåben for første gang i mange år. Den lille ny er Smith & Wesson M&P 12.

Er man klar til at ligne Terminator på jagt, er den amerikanske nyhed måske noget til fuglejagten. Den vil i hvert fald vække opmærksomhed, men det bliver vist næppe i Danmark, du skal forvente at opleve den.

Læs ogsåKipplauf-riffel – et enkel skud i bøssen

M&P 12 kan tage op til 7 haglpatroner og er lavet af kunststof (i Danmark må automatiske våben kun kunne lades med to haglpatroner – Den lille amerikaner er heller ikke lang nok efter dansk lovgivning for haglvåben).

Håndtag og andre dele kan byttes rundt og våbnet kan både skyde med traditionelle kaliber 12 haglpatroner og såkaldte ”minishells”. Det er en amerikansk patron udviklet til oprørsbekæmpelse og det amerikanerne kalder ”homedefense” – en tilgang til håndtering af indbrudstyve, som danske myndigheder nok ikke er tilhænger af.

M&P 12 vejer 3,8 kilo og koster små 8.000 kroner i USA. Danske interesserede skal nok ikke regne med at den dukker op nede i jagtforretningen på hjørnet foreløbig og heller ikke forvente, at den skal med på jagt.

Ifølge dansk lov må pumpguns og halvautomatiske halgvåben kun anvendes, hvis de er permanent plomberede, så de kun kan tage to patroner. Det er dermed ikke nok med en plombering, som jægeren selv kan sætte i eller tage ud. Derudover skal et glatløbet haglvåben ifølge dansk våbenlov have en løbslænge på minimum 55 cm, så du slipper nok ikke for en tur over andedammen, hvis du vil opleve Terminators haglgevær.