Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Sitka gear Kelvin Lite Hoody – test

Hård brug og detaljeret indsigt er baggrunde for denne anmeldelse, som kommer helt ud i syningerne på denne isolerede jakke.

TEKST: MICHAEL GULDAGER. FOTO: MICHAEL GULDAGER OG PRODUCENTEN

Produktoversigt

Alsidigt isoleringslag fra Sitka Gear med lidt vandafvisende egenskaber, som også kan bruges som yderlag efter behov. Leder du efter en jakke, som næsten er brugbar året rundt? så er dette måske jakken for dig.

For at holde på varmen indeholder jakken 80 g/m2 Primaloft Hi-Loft isolering i kroppen. I siderne har de brugt noget som de kalder “active isolation”, som skulle være mere åndbar, men stadig holde på varmen – dog ikke i samme grad som den primaloft, som ellers anvendes.
Siderne i jakken består af 4-way stretch, som er med til at give mere bevægelsesfrihed og åndbarhed. Der er derudover også 4-way stretch i håndleddet, som gør det nemt at tage den ud over tøjet. Indersiden er behandlet med Polygiene for at hæmme den ”stank”, som vi let opnår efter aktiv brug.


Anmeldelse

I lang tid er jeg gået uden om “dunjakke/syntetiske jakker” til jagt. Som buejæger går jeg meget op i, hvor meget lyd der kommer fra mit tøj, når jeg bevæger mig og har i den forbindelse holdt mig til merinould eller fleece lag for at holde varmen og minimere lyd.
Men da jeg stod og manglede en varm jakke, faldt valget på Sitkas Kelvin lite hoody, som jeg nu har brugt i over et lille års tid i temperaturer fra -5 til ca. 15 grader.
Jeg har brugt den som isoleringslag og som yderlag. Jeg har brugt den i regn og sne. Den har været med under buejagt herhjemme og i Sydfrankrig, hvor den stod på pürschjagt og stillesiddende jagt.

Derudover har den været i brug på flere gåsejagter og har været min go-to-jakke til hverdag i det år, den er blevet brugt.
Er det den varmeste jakke i verden?
Nej, det er det ikke, men den er heller ikke designet til at være det. Den er designet til at være alsidig, og det mål klarer den til UG.

Jeg har brugt den i de kølige morgentimer ude på jagten for så at smide den, når solen begyndte at melde sin ankomst.

Jeg har brugt den både som isoleringslag og yderlag på buejagt, og for en syntetisk jakke at være er den relativt lydsvag, men på buejagt foretrækker jeg stadig at have et lag ud over jakken for at minimere lyden, Den har været fin efter fasaner, hvor lyd ikke er lige så afgørende, men jeg ville personligt ikke bruge den som yderlag, hvis jeg var efter klovvildt. Det er jeg for meget lydfanatiker til.

Jakken kan tage en del regn, inden regnen er kommet helt igennem, og man bliver våd på sine lag indenunder, og da det ikke er en dunjakke, så holder den på varmen ganske godt, selv når den er våd.
Kelvin lite hoodien er behandlet med DWR for at gøre den lidt modstandsdygtig mod lidt regn. Det er dog ikke meningen, at den skal bruges som yderlag, når det regner. Men det er ikke altid, at jeg har en regnjakke med på jagt, så den har været igennem en del regnskyl gennem den tid, jeg har brugt den.
Men altså: Jakken er ikke beregnet på at være yderlag i regnvejr, men i en snæver håndevending og i mangel af bedre så har den stået model til en del tæv.

I Frankrig på buejagt blev den troligt pakket ned hver morgen og medbragt, da vores morgener bød på temperaturer ned til -5 grader, og der blev den brugt som isoleringslag, mens jeg havde en windstopper-skal udover.
Jeg havde den på i de første timer, mens vi pürschede rundt, hvorefter den kom tilbage i tasken, når solen havde vundet det første slag mod kulden. Men den kom op af tasken igen, når vi gjorde holdt og ventede i en time eller to for at afsøge området foran os.
På gåsejagt fra liggende skjul oplevede jeg ikke, at jeg var hæmmet i mine bevægelser, når vi kom op, lagde haglgeværet til skulderen og trak igennem. Takket være det 4-way stretch, der er i jakken, er der god bevægelsesfrihed i den, også når du skal ind og ud af skjulet, og her kom åndbarheden også til sin ret, når man oksede rundt efter gæs for at få dem væk inden næste træk. Dog skal det understreges, at under gåsejagterne lå vi i temperaturer, som var mellem 2-10 grader.

Jakken har dybe lommer, så der er plads til de mest essentielle ting, som man kan have brug for på jagten, og snorene til at lukke jakken tæt om livet er placeret inde i lommerne, så de ikke er i vejen, når du bevæger dig rundt.
Brystlommen er ligeledes dyb og kan snildt holde en stor telefon eller en afstandsmåler eller anden genstand af den størrelse.

Hætten i jakken kan man få til at sidde tæt, så den holder godt på varmen, uden at den spærrer for udsyn, og den bevæger sig med dig, når du drejer hovedet, så du ikke lige pludselig har en halv hætte midt i ansigtet, når du drejer dig. Det bliver endnu bedre, når man har en kasket på.

Jakken har ikke windstopper, men dens konstruktion er sådan, at den blokerer vinden nogenlunde. Dog kan vinden mærkes, når det virkelig blæser igennem, men jakken kan tage toppen af blæsten, hvilket i mere end ét tilfælde har gjort, at jagten var til at holde ud i mere end et enkelt åndedrag, når man stod der i stiv kuling.

Hvad med holdbarhed? Er det her en jakke, som du kan bruge til at presse dig gennem tæt buskads og ikke bekymre dig om skader på jakken?
Det vil ikke være min anbefaling at bruge den i sådanne situationer. Den er ikke designet til at være den slags arbejdshest. Dog er der vævet ripstop ind i materialet, så hvis uheldet skulle være ude, så dør jakken ikke lige med det samme.

Men når alt kommer til alt kan jeg så anbefale Kelvin lige hoody?
Der er svaret et klart: Ja.
Jakken er blevet tæsket og delvist druknet, og jeg ville ikke tøve med at have den som en fast del af mit arsenal. Med Kelvin lite hoody får du en let og utrolig alsidig jakke, som næsten kan være brugbar året rundt til de fleste former for jagt, men som i den grad også har sin plads til hverdagsbrug.

Deklaration

Hverken Michael Guldager eller hans søn er sponsoreret. Tøjet her er erhvervet for egne midler. Denne anmeldelse er udtryk for Michaels egne objektive oplevelser med produktet.

Læs mere

Nyheder