TEKST OG FOTOS AF MARK LONGHI ANDREASEN.
Som rejsekonsulent for Diana Jagtrejser, var jeg med tre kunder taget afsted til bjørneparadiset på den Sibiriske Halvø. Området vi skulle jage i grænsende op til en større nationalpark på den allersydligste del af halvøen. Jagtområdet var på intet mindre end 220.000 ha, hvilket i størrelse svarer godt og vel til Fyn.
Jagtarrangøren i Rusland har inddelt sin forårsjagt på brunbjørn i tre jagtperioder af 7-8 dages varighed, hvor hver periode statistisk set har sine fordele og ulemper. Den første periode er i sidste halvdel af april, og den, vi havde valgt, var den midterste, som ligger i begyndelse af maj måned, hvor temperaturen ofte ligger omkring nulpunktet. Mine egne forventninger var tårnhøje. Dette var til dato min mest spektakulære jagtdestination. Nu skulle Rusland og dets enorme jagtmarker endelig opleves, og jeg foretog derfor en grundig research inden afrejsen om både jagten og området som ville komme mine kunder og mig selv til gode.
Jagten foregår i kuperede sneklædte landskaber, hvor der imellem golde arktislignende sletter optræder vildskov og lav nålebevoksning. Det smukke sneklædte terræn var en fryd for øjet under den 60 minutter lange helikoptertur fra halvøens hovedstad Petropavlovsk. Under denne flyvning så man tydeligt de mange floder og vandløb, der banede sig vej gennem den meter tykke sne. Til trods for en øredøvende larm fra rotoren og et ikke turistvenligt udkigsvindue, var denne helikoptertur den vildeste i mine 27 år. Den overgik selv de mest fascinerende flyvninger i Gran Canyon, Grønland og New York.! Kamchatka vildnisfeberen ramte mig som et lyn fra en klar himmel, da jeg fra mit lille udkigsvindue kunne se sporene fra en brunbjørn tværs over en åben sneklædt bjergskråning. Jeg smilede bredt, og forhåbningerne om jagtheld til mine kunder steg straks. Jo tættere vi kom på landingstidspunktet, desto mere steg interessen for at få et glimt af jagtcampen fra luften, men min spejden blev i stedet for belønnet med synet af en enlig bjørn, som kom traskende på bjergskråningen nogle hundrede meter borte.
Ved ankomsten til vores bjørnecamp blev vi modtaget af outfitteren og de 6 jægere, som havde været på jagt her inden os. Vores nysgerrige spørgsmål og deres efterfølgende fortællinger blev hurtigt omdrejningspunktet for den korte tid, vi nåede at tilbringe sammen i det smukke solskinsvejr foran helikopteren. Holdet fortalte, at de havde været “fanget” i 5 dage med dårligt vejr og ringe sigtbarhed, men at de dette til trods alle havde haft held til at nedlægge en bjørn hver, i løbet de få dage vejret artede sig, og at de egentlig nu kun ventede på, at vi skulle ankomme med helikopteren, så de kunne komme hjem.
Klokken 11.30 var der gennemgang af camp-faciliteterne, hvorefter vi fik af vide, at vi hellere måtte udnytte det skønne solskinsvejr til at tjekke terrænet for bjørne. Vejret på Kamchatka halvøen er meget omskifteligt, og derfor har man også 7-8 jagtdage til rådighed for at sikre sig de bedste chancer for finde bjørnene. Efter en hurtigt frokost og en briefing om hvad der ventede os derude, blev vi inddelt i 2 hold. Det dæmpede vores forventninger noget, da outfitteren fortalte os, at denne vinter havde været den længste i hans 20 år på Kamchatka, og det var hans vurdering, at kun knapt 10% af bjørnene var kommet ud af vinterhiet. Men han var dog fortrøstningsfuld, tilføjede han.
På grund af jagtområdets enorme størrelse foregår Jagten på Kamchatka med moderne snescootere. Sneen er så dyb og til tider også utrolig tung, hvilket næsten umuliggør, at man kan gå til fods, og i områder med lav nåletræsbevoksning er det decideret farligt, hvis man har svage knæ og fødder, da man let kommer til at sidde fast mellem grenene.
Som passager sidder man ganske komfortabelt på den slæde, som er spændt efter snescooteren, og man kan uden at anstrenge sig nyde den betagende natur, mens man sammen med guiderne spotter efter friske bjørnespor. På steder med godt overblik, stoppede vi op og afsøgte de storslåede scenerier med håndkikkerterne. Spændingen stiger, og adrenalinen prikker, når snescooteren pludselig kommer hel tæt på et frisk bjørnespor. Og når sporet fra poten har en bredde på 18-20cm, ved man, at det er sat af en fuldvoksen brunbjørn!
Sporingsjagt har sit helt eget spændingselement, og at se, hvordan guiderne og trackerne arbejder og bruger deres mangeårige erfaringer ud i denne disciplin, er i sig selv fascinerende. Denne eftermiddag så min gruppe og jeg 18 bjørne, og langt de fleste af disse forblev uvidende om vores tilstedeværelse. Det at se hunbjørne med deres 1-3 unger vandre op over bjergkammene, vil for mange nok afføde spørgsmålet om, hvordan man som jæger kan få sig selv til at bryde ind i denne fredelige og idylliske natur. Men som ved al anden jagt drives man af interessen for naturen og respekterer denne. Gennem forvaltning af professionelle instanser sikres det at jagten på bjørnene her er bæredygtig, og dette bidrager til at give disse prægtige skabninger en fremtidig eksistens.
Det lykkedes os at nedlægge en enkel bjørn på førstedagen sent om eftermiddagen, og vi vendte umiddelbart bagefter tilbage mod campen, da mørket begyndte at komme. Humøret var i top, og det blev kun endnu bedre, da vi på vejen tilbage spottede 3 forskellige gode bjørnespor, som krydsede vores snescooterspor fra tidligere på dagen. Tilbage i campen blev der fortalt flittigt om dagens jagt, og de mange indtryk vi havde fået, Blandt de andre jægere var der en meget passioneret og erfaren norsk bjørnejæger, som var ganske fortrøstningsfuld på alles vegne. Da vi gik i seng, var det med forhåbningerne om en lige så smuk solskinsdag og store bjørne.
Da vi næste morgen fik morgenmad i den hyggelige spisestue, kom chefguiden ind og fortalte os, at at vejret og sigtbarheden nok ikke ville give os de bedste betingelser, og vi aftalte derfor at se tiden an til hen af formiddagen. Heldigvis lettede skyerne i dalene mellem bjergene midt på dagen, og vi skyndte os at drage ud. Kommunikationen var noget vanskelig mellem os og guiderne, men der var ingen tvivl om at de med deres entusiasme og professionalisme ville gøre alt for at bringe os jagtheld i løbet af dagen. Som dagen gik, bemærkede vi dog, at snakken mellem guiderne aftog, i takt med at timerne gik uden spor af skudbare bjørne. Vores tillid til de mange referencer og historier hjemmefra om succesfulde jagter her, som vi havde bygget vores forhåbninger på, blev nu sat på prøve. Skulle den hårdeste vinter i 20 år nu virkelig koste os oplevelsen af at se de prægtige bjørne og gøre, at vi missede chancen til store afskudsbare bjørne? Frustrationer og utålmodighed har sjældent god indflydelse på jagtens udfald, og hertil var jeg heller ikke nået endnu – langt fra. Men som rejsekonsulent på kundetur var mine bekymringer absolut til stede, og jeg krydsede både fingre og tæer for at missionen ville lykkes.
Sidst på eftermiddagen kørte vi et længere stræk på 20-30 kilometer, og vi kom ud til et mere arktislignende terræn med yderst sparsom vegetation. Her fandt vi et frisk bjørnespor, der ledte ned til en kløft, hvor en flod havde givet næring til, at et smalt bælte af skovvækst kunne overleve. Spændingen i gruppen steg, og guidernes øgede koncentration kunne mærkes! Floderne var typisk overdækket af is og sne flere steder, der tillod, at man kunne passere med snescooterne, men jo mere tryk der kom på sneen, desto større risiko var der for, at overgangene ville kollapse. Jeg var den sidste der skulle over, og min guide måtte tage en anden rute for at vi kunne undgå det iskolde vand!
Vi fik lokaliseret den essende bjørn og placerede os strategisk i en position, så vi kunne afskærme dens rute. 375’eren sendte den smukke bjørn direkte i sneen. Bjørnejagt på Kamchatka er lidt speciel, da det modsat eksempelvis traditionel bukkepyrsch ikke er de sidste minutter op til skuddet, der gør jagten uforglemmelig og febergivende. Det er i større grad optakten, hvor der søges efter friske spor og lokaliseringen af bjørnen, der er yderst nervepirrende. Selve skudsituationen og guidernes pres kan til tider foregå så hurtigt og hektisk, at man ikke når at få slappet af og nydt øjeblikket, men sådan er jagt heldigvis så forskellig. Da guiderne var færdige med at skinde det vamsede bjørneskind, drog vi videre ud over den golde sneslette, og blot 20 minutter senere observerede vi en afsindig flot bjørn på toppen af en bakketop. Terrænets bløde bakker tillod os at komme i position til, at den næste jæger kunne få sin drømmebjørn. Til trods for at vi nærmede os solnedgang, gav sneen rigeligt med lys til, at vi kunne navigere hjemad samtidig med, at vi kunne se alle bjørnesporene, der i mellemtiden havde krydset vores vej herud. Halvvejs hjemme stoppede guiderne op ved et flot bjørnespor og diskuterede situationen. Vi havde i gruppen egentlig indstillet os på, at resultatet for jagtdagen, indsatsen og tidspunktet ville betyde, at vi nu skulle hjem inden mørket for alvor faldt på. Men jagtguiderne ville det anderledes, og de har trods alt mere forstand og erfaring, og da vejret altid er en joker herude, var vi klar på beslutningen og at gå efter bjørnen, selvom vi allerede følte os mætte af oplevelser.
I løbet af et kvarters tid fik vi bjørnen sporet gennem en halvåben skovslugt, som førte op til et plateau, hvor vi kom i position. Min 9’3×62 med en 18.8g kugle fik stoppet bjørnen efter 3 skud, og jeg kunne nu vemodigt gå frem og mærke det prægtige dyr. Mættet af oplevelser og nye jagtlige og naturmæssige indtryk kunne vi nu køre mod campen! Den anden gruppe havde denne dag nedlagt 2 bjørne, og snakken om situationerne gik lystigt i lejren om aftenen.
Den stærke bjørnebestand på outfitterens jagtområde på Kamchatka tillader ham at tilbyde nogle få gæster om året at nedlægge bjørn nummer 2. Dette tilbud tog min kunde og jeg imod, og vi havde derfor muligheden for at suge endnu flere indtryk af denne enestående natur, samtidig med at vi kunne være kræsne og forsøge at finde en bjørn på over 9 fod – selvom denne størrelse ikke kan forventes. Dagen efter viste halvøen sig fra sin smukkeste side med blå himmel og ingen vind. I bunden af en meget smuk bjergdal, som vi ikke før havde besøgt blev kikkerterne brugt flittigt, og vi kunne observere 3 bjørne på hver sin bjergskråning. 2 af dem så lovende ud. Den ene gik dog på en bjergkam for langt oppe, mens den anden gik længere nede. Det stejle terræn op mod den afskudsbare bjørn blev forceret med snescooterne, og bjørnen have retning lige imod den position, som vi havde indtaget, men den fik færd af os og begyndte at dreje af. Den 9 fod store bjørn nåede dog ikke mange skridt i den dybe sne, før den faldt for et velplaceret vinklet skud. Scenerierne denne formiddag var blandt de smukkeste jeg nogen nogensinde har oplevet på jagtture. Stilheden, de sneklædte bjerge og denne fuldstændig uberørte ødemark har indprentet sig i mig for altid.
Jagtrejser bliver tit beskrevet med succesrater, og det er med til at skabe jægerens forventning. Bjørnejagt på Kamchatka købt og arrangeret af professionelle bureauer og outfittere leverer ofte rigtige høje succesrater, hvis man ikke sætter ekstraordinære krav til trofæstørrelsen. Man skal altid huske på, at jagtrejser ikke er bestillingsvarer, og at man altid er underlagt sine egne begrænsninger og ikke mindst vind, vejr og jagtheld.
Jeg havde ikke forventninger om, at vi denne formiddag ville finde en bjørn i nærheden af 10 fod/3m, men henover middag spottede vi en enlig bjørn, som selvsikkert kom gående på en afstand af 300m med retning ned af det stejle bjerg. Vi forudså at bjørnen ville søge mod den rislende bæk, som gennemskar bjergdalen, hvorfor vi bragte os i hurtig skjul i den halvtætte skov. På kun 40m så vi den enorme bjørn passere bækken, og jeg forsøgte febrilsk at få bekræftet af guiderne, om hvorvidt denne bjørn levede op til mit ønske om en kæmpe bamse!
Jeg slap det første skud, og bjørnen tegnede og reagerede, som rovdyr typisk gør, ved at bide ud efter skudhullet. Andet skud sendte bjørnen halvt i sneen, men den var hurtigt på benene igen, og jeg måtte følge op med to skud mere, før den lå forendt. Guidernes synlige glæde og begejstring over denne afslutning gjorde ekstra indtryk på mig.
Det overvældende jagtheld tvang en bjørnefeber frem, og jeg smed mig i sneen og lå en stund og så op i den blå himmel for at få pulsen ned! Med rystende hånd løftede jeg den 22-23 centimeter enorme pote op fra den 500 kilo tunge bjørn. De små søde plyssede ører står i skarp kontrast til de frygtindgydende 10 centimeter kløer!
Bjørnen var enorm, og situationen var uforglemmelig, men jagtoplevelser måles ikke i trofæstørrelser heller! Denne jagtrejse vil jeg huske for en enestående smuk natur, spændingen ved synet af det første bjørnespor, et skønt alsidigt russisk vejr og de majestætiske vilde brunbjørne!
Kamchatka’s ødemarken giver absolut nogle jagtoplevelser, der er usammenlignelige med andre! 8 jægere nedlagde på jagtturen ialt 11 smukke brunbjørne på kun 3 dage, og en nordmand nedlagde også en smuk russisk tjurkok. Alle mand var begejstrede for den flotte oplevelse, den gæstfrie indkvartering og en fortrinlig forplejning, og kvaliteten af jagtføringen og trofækvaliteten. Flyrejsen via Moskva med det russiske flyselskab Aeroflot fortjener kun positivt kritik. Outfitterens repræsentanter i både Moskva og Petropavlovsk, hvis ansvar udelukkende var at sikre at våbendeklaration og eventuelle hotelovernatninger forløb gnidningsfrit, klarede opgaven til punkt og prikke. Rusland er bestemt en rejse værdig, og russernes mange forskellige jagtmarker er absolut kommet højere på min eventyrliste.
VIL DU OGSÅ PÅ BJØRNEJAGT:
Bureau: Diana Jagtrejser
