AF JENS ULRIK HØGH
Mange betragter deres kniv som et meget personligt stykke værktøj og ofrer gerne mange penge på det rigtige mærke eller lægger mange mørke timer i færdiggørelsen af den perfekte kniv. Jeg kan ikke selv sige mig fri for at være en lille smule smittet af kniv-entusiasme, men denne artikel skal ikke desto mindre begrænse sig til rent praktiske overvejelser omkring jagtkniven som redskab.
Det er væsentligt for kvaliteten af en kniv, hvilket materiale den er lavet af. Der findes utroligt mange forskellige ståltyper i vore dages knivblade, og disse har vidt forskellige egenskaber med hensyn til hvor gode de er til at holde en skarp æg, hvor lette de er at slibe og hvor følsomme de er for rustangreb.
Vægtningen af disse egenskaber er en balancegang. En kniv, der holder æggen rigtigt godt, er måske ikke så nem at slibe, og en kniv der ikke ruster, er måske ikke så god til at holde æggen og desuden sværere at slibe. Langt de fleste gængse ståltyper lever faktisk op til de fleste jægeres krav. Der er ganske vist stor forskel på, hvor tit de skal slibes, men selv de mest ordinære holder skæret rigeligt længe til at brække en elg eller to, og det tager ikke mange sekunder at slibe en brugskniv op.
Når det kommer til knivens facon, er der mere grund til at være vågen, når man foretager sit valg. Formen er altafgørende for knivens brugsegenskaber, og der sælges alt for mange knive der aldrig nogensinde vil finde anvendelse, fordi de ganske enkelt ikke passer til jægernes behov.
Det de fleste af os har brug for er en allround kniv, der er god at brække vildtet – særligt råvildtet – med og samtidigt kan bruges til alle de småjobs, der altid dukker op.
I virkeligheden behøver man ikke at spekulere over den ideelle form på en allroundkniv, for den er for længst slået præcis lige så fast som formen på den dybe tallerken, og i byggemarkeder og isenkræmmerforretninger sælges der hvert år i titusindvis af allroundknive til håndværkere, landmænd, erhvervsfiskere og andre professionelle, der bruger kniv dagligt.
Kongen over disse enkle knive fremstilles i svenske Mora af K. J. Eriksson og ser i grove træk ud, som den har gjort det i generationer. Kniven fås i hhv. kulstofstål og rustfri, er forsynet med et grebsvenligt plasthåndtag med fingerbeskytter og kommer i en sprøjtestøbt plastikskede. Prisen ligger oftest omkring 30 kroner.
Kan den bruges til jagt? Efter min mening er det svært at finde en bedre allroundkniv for jægeren. Den er ikke for lang og uhåndterbar til brækning af et rålam, den er nem at kontrollere, nem at slibe, nem at holde ren, og stålkvaliteten er rigeligt god uden at være fantastisk. Jeg plejer gerne at købe den rustfri udgave med skrigende blåt håndtag – den bliver ikke så let væk.
Fra værktøjskassen
Kan man klare sig med ovenstående? Ja, det kan man udmærket, men et allroundværktøj er i sagens natur ikke ideelt til specialopgaver.
Lad mig tage et par forskellige eksempler med udgangspunkt i nogle af mine egne knive. Den jagt, jeg dyrker, er nok meget repræsentativ for europæiske jægere, og dermed burde mit knivbehov også være det.
Den øverste kniv fra Sauer har for så vidt en fin facon, men den er for lang til mine hænder. Skal jeg beskytte spidsen med min pegefinger, har jeg kun fat i selve skæftet med lillefingeren og kan derfor ikke bruge den til brækning. Jeg bruger den mest i forbindelse med partering af nedlagt vildt og bærer den aldrig på jagt – den er med andre ord degraderet til køkkenkniv.
Dolken fra Buck er den af mine knive, jeg har haft længst. Den følger mig på alle jagtrejser. Jeg kan lige præcis kontrollere den sikkert med én hånd i forbindelse med brækning, den ligger utroligt godt i hånden under normal brug, og den er en fin allroundkniv. Desuden holder den skæret væsentligt bedre end Morakniven, så det er sjældent, at jeg behøver at skærpe den.
Morakniven har jeg allerede omtalt. Herhjemme er det den kniv, jeg anvender mest. På rejser har jeg altid en med som back-up.
Da jeg ønskede mig en kniv udelukkende til brækning, så jeg mig om efter en endnu kortere type end Mora kniven, som er lettere at kontrollere med en hånd inde i dyret. Små lommeknive med lås er ofte udmærkede, men også svære at gøre ordentligt rene. Den afbilledede lille dolk fra Buck har vist sig at være fantastisk til opgaven – en kniv, jeg meget nødigt vil undvære, hvad enten der er tale om at brække et rålam eller en elgtyr.
Der fås en lang række specielle bugåbnere, der alle har det til fælles, at de angiveligt udfører snittet ind i bugen på det nedlagte vildt med mindre risiko for punktering af indvoldene end en konventionel kniv. I mine øjne er de ikke så fleksible som det rette håndelag med en god dolk. Desuden er de ofte svære at slibe og/eller rengøre. Jeg bruger dem ikke og tager hellere en ekstra kniv med på jagt.
Den sidste kniv på billedet er en hæderlig foldekniv helt i rustfrit stål fra Herbertz. En sådan kniv fylder ikke meget i en lomme og har ofte reddet en dum situation på jagten som back-up for bæltekniven. Vælg altid kun foldeknive med en ordentlig bladlås. Knive uden lås fører før eller siden til grimme snitsår på hænderne.
Specialknive
En stor del af de knive, der sælges, er deciderede specialknive, som absolut kan have deres berettigelse under de rette omstændigheder. Der findes knive til flåning (”skinners”), knive til detaljeret flåning til skuldermontager, stikknive til råvildt og affangningsknive til større vildt.
Ingen af disse knive egner sig til allroundbrug og er direkte i vejen på almindelig jagt.
På jagter i vildmarken, hvor kniven også bruges til at hugge ris og kløve optændingstræ, kan en stor kniv være berettiget, men bortset fra det betragter jeg i højere grad en stor Bowie-kniv som et våben end et værktøj.
Det er væsentligt, at man selv kan holde sine knive skarpe, og der findes et utal af løsninger på det problem.
Mange kender slibesættene fra Lansky. De er idiotsikre, og man uden videre håndelag kan gøre sine knive skræmmende skarpe uden risiko for at gøre det forkert eller ødelægge dem.
Alternativet kunne være en flad slibesten fra byggemarkedet. Min egen fandt jeg engang på et 10-kroners marked, og den har holdt i over 15 år. Knivene bliver lige så skarpe som med ovenfor nævnte slibesæt, men det kræver en trænet hånd, hvis resultatet skal blive godt, og risikoen for at ridse sine fine knive fælt er overhængende.
For nylig fik vi en lille Lansky Quick Fix skærper til test, og den har jeg nu anvendt i det meste af en sæson. Den har været en positiv overraskelse, nem og hurtig at bruge – også under umulige forhold, og den holder brugskniven overraskende skarp. Ikke helt så hvas som med slibestenene, hvilket til dels skyldes, at denne sliber anlægger en lidt stumpere (og dermed mere holdbar) ægvinkel, end jeg selv lægger på slibestenen.
