TEKST: CECILIA BYRNAK.
FOTO: CECILIA BYRNAK OG RODIMOV/ SHUTTERSTOCK.
Ny jagthund og nye træningsmetoder
Den lille ny hvalp er nøje udvalgt; vi har set på race, køn, linjer, opdrætsforhold, sundhedsstatus m.m. og holdt alt op imod de behov og ønsker, vi har til det fremtidige samarbejde – og affødt af vort nye vidensniveau opstår endnu flere spørgsmål: Hvordan tager vi bedst imod det lille væsen? Hvilke praktiske rammer skal vi have klar, og hvordan dækker vi bedst muligt hvalpens basale behov? Har vi nu styr på det dér med de første nætter, indslusning i familien og måske også i en allerede eksisterende hundeflok? Der er mange meninger og mange erfaringer at lytte til. Meget at tage stilling til. Ikke mindst spørgsmålet om, hvordan vi vil træne hvalpen, så den vokser op og bliver en højt skattet jagtkammerat.
Også her deler vandene sig: Nogle tilmelder sig træning i den lokale jagtforening, andre i specialklubber, og en del træner hjemme og går i forfædrenes fodspor, gør, som de gjorde, for det virkede jo for dem… Træningsmetodik kan dog være den vigtigste beslutning, vi skal tage, for det er afsættet for resten af jagthundens tid sammen med os. Inden for de forskellige tilbud ses ligeledes forskellige tilgange – baseret på et mere eller mindre velinformeret, sagligt fundament.
Man kan være tilbøjelig til at tilslutte sig “dét, der har virket før, virker nok igen,” eller “If it ain’t broke, don’t fix it”-overbevisningen, men jeg vil argumentere for, at vi altid kan gøre det bedre, og at hundene, som giver os hele deres liv, fortjener netop dét!
Vores teser og viden om hunde udvikles i takt med, at ny forskning kommer frem. Idéer og antagelser, som før var alment accepterede, viser sig nu at være forkerte eller i bedste fald uhensigtsmæssige, og ja, sådan er udvikling nu engang – det betyder jo så, at vor tilgang til hunde kan justeres tilsvarende.
Helt grundlæggende skal vi beslutte, om vi vil fokusere på dét, hvalpen gør rigtigt, eller dét, den gør forkert. Vil vi belønne den for adfærd, vi gerne vil have, eller vil vi korrigere adfærd, vi ikke ønsker? Hvad, tror vi på, giver den bedste indlæring? Har vi selv mod på at lære nyt? Ønsker vi en jagthund, der ivrigt og frivilligt tilbyder indlært adfærd? I så fald er positiv forstærkning vejen frem.
Positiv forstærkning
Positiv forstærkning er én af fire procedurer under operant betingning. Operant betingning er læren om, hvordan handlinger formes af deres konsekvenser. Sagt med andre ord: Dét, hunden gør, har en konsekvens, som den lærer af. Konsekvensen – og hundens opfattelse heraf – afgør, om adfærden fremover optræder hyppigere eller ikke. Med andre ord; hunden er enten motiveret væk fra eller hen imod noget afhængigt af, hvordan den opfatter konsekvensen.
Ved positiv forstærkning præsenteres noget, som øger sandsynligheden for, at adfærden optræder igen. Sagt med andre ord: Hyppigheden af en given adfærd øges, når vi giver hunden noget, den opfatter som attraktivt – noget, den kan lide. Jeg giver f.eks. en godbid, god kontakt eller leger lidt med hundene, når de gør det, jeg beder om. Ligesom jeg selv sætter pris på betaling for mit eget arbejde, mener jeg personligt, at hundene fortjener det samme. Og så skal vi huske, at hunde gør det, der kan svare sig! At hunde arbejder for at please os, er en udbredt myte. Vi kan i stedet bevidst motivere dem til at synes, at en bestemt adfærd kan svare sig ved f.eks. at give godbidder for den.
Hvis vi (i stedet for at give en godbid) fysisk presser hunden ned at sidde, vil hunden sætte sig for at undgå ubehaget ved presset – ikke for at få adgang til noget behageligt. Men giver vi i stedet hunden adgang til noget behageligt som konsekvens af dens sit-adfærd, øger vi sandsynligheden for, at hunden tilbyder sit igen. Den lærer simpelthen, at sit-adfærden kan betale sig og tilbyder den derfor frivilligt fremover. En væsentlig følge ved adfærd indlært ved positiv forstærkning er samtidig, at der over tid bliver overført værdi til selve det at udføre adfærden. Det at sætte sig udløser velbehag i sig selv. Hunden bliver motiveret indefra af sit eget belønningssystem. Og det gælder naturligvis ikke kun ved sit.
Når min hund for eksempel træder op på et placeboard, og jeg giver den en godbid dér, gør den det højst sandsynligt igen. Den lærer også, at den kan træne mig til at give en godbid, kontakt eller andet, den opfatter som attraktivt, og derved bliver hunden en aktiv medspiller i sin egen trænings- og udviklingsproces. Positiv forstærkning er tilgangen i for eksempel klikkertræning.
Klikkertræning
Klikkertræning er ikke blot for trick-trænere, men kan bruges i alle discipliner inklusiv jagttræning. Det er en tilgang, som gør, at vi kan bygge øvelser op på en så systematisk, trinvis måde, at hunden (og vi selv) oplever kontinuerlig succes – den største motivationsfaktor – og som samtidig, hvis det skulle blive nødvendigt, giver os mulighed for at gå tilbage til et succesfuldt stadie og genopbygge øvelsen derfra. For selvfølgelig begår vi alle fejl undervejs, også klikkertrænere.
Klikkertræning er baseret på indlæringslovene. Det betyder, at alle, uanset art og race – også mennesker, uundgåeligt responderer på dem!
Træner vi med klikkertræning, er resultatet initiativrige, aktive hunde, som lærer at lære, får øget selvtillid, udviser selvkontrol, og som udvikler en glædesfuld, motiveret og meget præcis kommunikation med sin fører. Og hvem ønsker ikke det?
Mere end ros
“Jamen, jeg roser allerede min hund med ord og et klap!”
Selvfølgelig skal vi røre vores hunde! Vi holder af dem, de er dejlige at røre ved, og når de gør noget, vi gerne vil anerkende, giver vi dem måske et par klap (som i nogle tilfælde lyder og syner mere i retning af dunken). Og mens nogle hunde lærer, at dét betyder ros – og nogle sikkert også nyder i hvert fald de blødere udgaver – er der mindst ligeså mange, der oplever det som ubehageligt og absolut ikke forstærkende for den adfærd, vi gerne vil rose dem for! Hvorvidt det opfattes som forstærkning eller straf, er altså individuelt. Prøv selv at lægge mærke til din hunds udtryk næste gang, du klapper den. Hvis du altså gør det. For hvis vi gerne vil rose hundene, skal vi selvfølgelig se på, om de faktisk opfatter det som sådan. Måske var en godbid eller lidt leg ind i mellem mere attraktivt – også i jagttræning.
Apport træning
Men man kan da ikke træne apport med godbidder?
Jo, det kan man faktisk godt. Endda med stor succes. Det primære i apportering er, at hunden holder fast om emnet – uanset om det gælder dummy eller vildt. Det forudsætter, at hunden forstår, at det netop er dét, den skal gøre. Vi skal altså have et sprog, hvormed vi kan formidle præcist, hvad vi ønsker af den. Det har vi, når vi bruger markørsignal sammen med en forstærker. Husk på, at dét, vi forstærker positivt, optræder hyppigere fremover. Så når hunden derigennem lærer at gribe om apporten og holde fast, til vi beder den slippe, vil den gøre det igen og igen. Mjo, det vil den måske også ved tvangsapportering, men lad mig lige spørge dig: Hvad ville du selv lære mest og mest præcist af? At få trykket munden sammen om en dummy og mærke ubehaget (måske endda smerte) ved det – eller ved frivilligt at forsøge dig frem, modtage præcise tilbagemeldinger og samtidig få adgang til noget godt? Hvordan ville du have det under indlæringen? Vi ved, at smerte og ubehag udløser stresshormoner, og vi er vist ikke længere i tvivl om, at de ikke ligefrem fremmer læring… Det gør til gengæld træning, som booster for eksempel dopamin og endorfiner.
Argumentet for, at det er kontraproduktivt at bruge godbidder i apportering, kommer vel nok af, at de fleste oplever, at hunden smider apporten for at kunne spise godbidden. Så giver det jo lidt sig selv – eller gør det? Trods det, at jeg altid har været fortaler for positiv forstærkning – det vil sige positiv forstærkning med brug af godbidder – og har undervist i dette, købte jeg selv myten om, at man ikke kan træne apportering med godbidder. Simpelthen fordi jeg ikke havde undersøgt emnet tilstrækkeligt. Jeg vidste ikke, hvordan man gjorde! Jeg er siden blevet bedre informeret og har nu succes med at træne apportering med markør og godbidder. Så den myte kan vi aflive lige nu og her!
Så hvad vælger du?
Ja, det er vist tydeligt, hvor jeg står. Konsekvensen af klikkertræning og positiv forstærkning er hurtig, præcis kommunikation og læring, høj motivation for samarbejde og adfærdsudførsel, ligesom ønsket adfærd bliver meget modstandsdygtig over for udslettelse (min 12-årige FT Springer Spaniel husker positivt forstærkede øvelser, vi ikke har trænet, siden hun var hvalp). Hundene oplever øget selvtillid, frivillighed og kontrol, stamina, psykisk styrke – og, vil jeg påstå, generelt højere livskvalitet!
Det næste spørgsmål er hvordan? Det kan du læse mere om i næste nummer. For nu vil jeg ønske dig og dine firbenede positiv træning – uanset hvilken vej, du vælger.
