TEKST: PER KAUFFMANN. FOTOS: SEBASTIAN STRØIER, PER FINN NIELSEN MFL.
Jeg har glædet mig længe til dette eventyr – til at prøve noget nyt, og nu vil det snart vise sig, om forventningerne kan indfries. Skipper sætter mig grundigt ind i procedurerne, og han forklarer, at vi liner op med skytte nummer et i stævnen og de øvrige nedad langs rælingen. Han forklarer også at vi først åbner ild mod fuglene, når skytte nummer et har forsøgt sig. Da jeg aldrig tidligere har skudt edderfugl, bliver jeg straks udnævnt til skytte nummer et i den førstkommende situation. Når vi sejler ind til den følgende flok, skal jeg dog indtage pladsen som skytte nummer to, og således rokerer vi gennem hele dagen. Bageste mand skyder ikke på de lettende fugle, men står klar til at affange en eventuelt anskudt fugl, inden den dykker. Vejret viser sig fra sin bedste side. Temperaturen er omkring frysepunktet og vinden er der ikke meget af – en frisk brise ville en landkrabbe kalde det. Der skulle dog være vind nok til, at skipper kan udnytte den til nogle gode situationer. Havet er helt stille, tæt på spejlblankt – et godt vejr for en begynder. Ganske kort tid efter at vi har forladt havnen, får vi øje på de første fugle. De ligger i små flokke overalt, og det er en ganske ny fornemmelse af kunne se vildtet på denne måde. På land aner man jo ikke, hvad der er i drevet foran en, før det springer, flyver eller hunden tager stand. En anden forskel til jagten på land er, at man her på vandet kan man sidde i fred og ro med sin kaffe og rundstykkerne, mens man bevæger sig tættere og tættere på vildtet. Genialt.
Hvor er bagbord?
Mens vi sidder og hyggesnakker, ændrer båden pludselig kurs og skipper råber: ”edderfugl til bagbord”. Hurtigere end nogen kan sige ”havjagt” er jeg på dæk og har løftet geværet af stativet. Jeg indtager pladsen helt fremme som det naturligste i verden, og ser, hvordan båden kommer tættere og tættere på en lille flok fugle forude. Skipperens hjælper stiller sig bag mig for at holde styr på afstanden, som nemt kan snyde en landkrabbe. ”Så snart jeg siger til, kan du skyde”, hører jeg ham sige. Stille og roligt bringer skipper os fremad med kurs lidt til venstre for flokken. Et par fugle letter, men tilbage bliver 3-4 hunner og endnu flere af de smukke hanner. De er opmærksomme på os, men synes dog i øjeblikket at have mere travlt med at passe sig selv. Pulsen stiger – og hvor er det spændende. Så pludselig går det op for edderfuglene, at der er noget helt galt. De bliver lange i halsene og begynder at svømme væk fra os. Sekunder senere tager de til vingerne. Jeg synes nu nok, at de er rigelig tæt på, men der kommer ingen besked om at skyde fra den erfarne havjæger bag mig, så jeg holder mit skud tilbage. Til gengæld er der så endnu mere tid til at nyde de smukke fugle, der flyver lavt hen over havet for så at smide sig igen, da de er blevet omdannet til små prikker i horisonten. Senere, da jeg udtrykker min forundring over at de ikke var på skudhold, kan skipper fortælle mig, at det er helt almindeligt, at det er svært bedømme afstande på havet, selvom man er erfaren landjæger. Så fik jeg den over snuden.
Edderfuglefeber
Den næste flok er ganske lille og består af en hun og 2 hanner. Det ser rigtig lovende ud, og jeg kan mærke, at jeg allerede har en anelse edderfuglefeber. Det er altså spændende det her. Så drejer båden pludselig skarpt til venstre, og de tre fugle, der for et øjeblik siden var halvtreds meter fra båden, er nu inde på en afstand under det halve og kommer hurtigt tættere på. De svømmer væk fra os, det bedste de har lært, men det er for sent. Skipper har luret dem, gjort sit job og bragt os på skudhold. Det kan selv en landkrabbe som jeg se, men meget kan gå galt endnu i denne situation, hvor jeg helt klart er det svageste led.
”Skyd bare”, siger Søren. Med et fast greb om geværet ser jeg, at hunnen er den første, der reagerer ved at lette. Sekundet efter gør den ene af hannerne det samme. De er begge helt tæt på mig men dækker hinanden. Den anden andrik letter et øjeblik senere, men nok til at den er helt fri af de to andre. Den flyver mod højre, og et enkelt skud er nok til at sende den stendød i baljen. Eet skud, een fugl og så oven i købet min første edderfugl. Skipper manøvrerer båden rundt, så vi kan fange den døde fugl i nettet. Det er en ikke helt udfarvet han, men hvor er jeg glad for den situation og den fugl. En edderfugl med lysgrøn nakke og rosafarvet bryst står ikke tilbage for noget andet fuglevildt, jeg har nedlagt. Efter alt det jeg har hørt om, hvor svært det er at jage på havet, er jeg naturligvis overrasket over, hvor nemt det er at jage på havet fra båd. Det er næsten for nemt. Vi har ikke sejlet ret lang tid, og vi har allerede en fugl ombord.
Danmarks største revir
Motorbådsjagt kan drives i store dele af landet, og næppe andre revirer i Danmark byder på den samme mangfoldighed af vildt som havet omkring os. Alle jagttegnsberettigede med bopæl i Danmark kan udnytte mulighederne for at gå på jagt på fiskeriterritoriet. Der er dog en række love, restriktioner og begrænsninger, man skal være opmærksom på, før man står til søs. Dette til trods er der stadig tusinder af kvadratkilometer tilbage at boltre sig på. Den næste times tid udvikler sig dog helt anderledes. Der er stadig små flokke med fugle overalt, men de levner os ikke en chance. Igen og igen sejler vi ind på dem, men de letter på alt for langt hold. Det samme gør de få grupper af havlitter. Så kalder skipper ud igen til næste situation. Nu må det kunne lykkes. Jeg har fået lov til at beholde min plads som skytte nummer et, idet de øvrige alle er erfarne havjægerer, og ikke længere er så blodtørstige. Der er kun to fugle, og det lykkes mig at sende hannen i baljen og derved skabe endnu en enke.
Det er en ældre fugl, og den er helt udfarvet. Min begejstring over denne jagtform og mine to første fugle, får åbenbart hjerterne til at smelte hos de garvede havjægere, hvis selskab jeg nyder denne dag. De lader mig være skytte nummer 1 endnu en gang, og igen nupper jeg en udfarvet han fra flokken på omkring 10 fugle. Skuddet går dog ikke rent ind, fuglen rammer vandoverfladen med et plask og er forsvundet i samme nu. Træerne vokser ikke ind i himlen ej heller på havet. Der bliver skudt et par skud yderligere længere nede i rækken, og en edderfugl tumler død i havet lidt længere ude. De garvede havjægere er trådt ind på scenen.
Så har vi en dykker
”Så har vi en dykker,” siger mester som en opfølgning på min anskydning, og så får jeg den oplevelse med også. Vi er nu alle mand på dæk og står klar med geværet halvt i anslag. Efter kort tid kommer den til syne på havoverfladen, langt ude. Jeg skyder to skud, og så den er væk igen uden at have fået yderligere skader. Skipper sejler frem mod stedet, hvor den sidste gang er set, og der holdes vagt hele vejen rundt. Den er desværre ret hårdfør, og vi får alle lejlighed til at forsøge os, inden det lykkes os at få den aflivet. Næsten en hel kasse patroner har vi brugt på den fugl, og endnu et af havjagtens specielle karakteristika er blevet åbenbaret for mig. Jeg har nu skudt tre fugle, men jeg har allerede brugt halvdelen af de patroner, jeg har taget med. Hvor er det spændende, men hvor er det en anderledes jagtform. Havde det været en fasan, ville en af hundene have fulgt den til dørs og apporteret den i løbet af få minutter. Nu gik der værdifuld tid til spilde og næsten en hel kasse patroner. Ikke så underligt at skipper insisterer på at give tilladelse inden der skydes.
Vi fortsætter dog ufortrødent vores færd og rokerer på livet løs. Alle får lejlighed til at skyde et par fugle, og de to dykkere, vi har senere på dagen, bliver begge aflivet nemt og hurtigt. Gentagne gange forsøger skipper at komme ind på livet af både sortænder, fløjlsænder og enkelte af de eftertragtede havlitter, men ingen af dem holder. Men der er også edderfugle nok at gå efter. Ved en enkelt lejlighed får tre forskellige jægere hver deres fugl med kun det samme antal skud. En fornøjelse at overvære – og ikke mindst at deltage i.
Mod fast grund
Et par timer senere tynder det ud i fuglene, så vi står mod kaj med et udbytte på 24 edderfugle. En parade der er langt over min forventning, og i øvrigt sagtens kan måle sig med de parader, jeg oplever som landjæger. Samtidig kan vi glæde os over, at vi ikke har efterladt en eneste påskudt fugl. Alt er leveret på forbilledlig vis. Nu står så bare arbejdet tilbage med at få skåret brysterne af fuglene og få dem pakket i poser, klar til fryseren. Vi putter de sidste bryster i plasticposen, lige netop i det øjeblik, hvor skipper når frem til kajpladsen. Helt umærkeligt er kulden krøbet ind på mig, da jeg står på kajen med gevær, en tom madkasse, en tom termokande og en del poser med bryster. For ikke at glemme en tung pose med en helt udfarvet edderfugl, der inden længe lander på konservatorens bord. Hvor er det en smuk fugl, og hvor glæder jeg mig til, at den skal stå på mit skrivebord som et minde om min debut på havet.
Edderfugl
Med et vingefang på over en meter, er edderfuglen vores største and. Vægten på udfarvede andrikker kan nå op på næsten 3 kilo, og edderfuglene kan blive ret gamle, næsten 40 år. Edderfuglen lever primært af blåmuslinger, men æder også andre muslinger, snegle og krebsdyr. Føden søges gerne i lavvandede områder, men de er i stand til at dykke ned på over 20 meters dybde. Det antages at en edderfugl æder lige så meget, som den selv vejer i løbet af et døgn. Andrikkerne er udfarvede, når de er 3 år gamle, indtil da ser de lidt spraglede ud. I 1800-tallet var edderfuglen stort set forsvundet som ynglefugl i Danmark, og de nuværende bestande blev etableret i begyndelsen af det 20. århundrede. I 1930 blev bestanden vurderet til 1.500 par, men den voksede til 25.000 par i år 2000. Op til 1990 ynglede mere end 70% af den danske bestand i de fire “gamle” kolonier: Stavns Fjord, Saltholm, Christiansø og Mandø. 10 år senere var dette tal faldet til kun 30% da et stort antal nye kolonier blev etableret andre steder. I de senere år har edderfuglen således ynglet i mindre kolonier på over 200 forskellige kendte lokaliteter i den danske kystnatur. Den danske yngelbestand er dog ganske lille i sammenligning med de store svenske og finske ynglebestande, hvorfra vi hvert år har flere hundrede tusinde edderfugle som gæster. De ankommer i oktober-november fra yngleområderne nord for Danmark og trækker nordpå igen i det tidlige forår. Nogle af de vigtigste rasteområder er Vadehavet og farvandet omkring Læsø, Storebælt, Lillebælt og det Sydfynske Øhav.
Vi skyder hovedparten
Edderfuglen er fredet i de fleste af vore nabolande mod syd samt i England, men den er jagtbar i Danmark, Sverige og Finland. Hovedparten af det samlede udbytte i dette område tages hos os, da danske farvande huser en meget stor del af bestanden i jagtperioden. Jagtudbyttet i Danmark voksede mellem 1960 og 1980 fra 50.000 til 130.000, hvorefter det igen aftog. Nedgangen skyldes primært faldende interesse for havjagt, idet antallet af jægere, der nedlagde edderfugl, aftog fra 13.000 til godt det halve fra midten af 1980’erne til slutningen af 1990’erne. Den geografiske fordeling af udbyttet viser, at de fleste edderfugle skydes i Lillebælt og Sydfynske Øhav. Knapt 70% af udbyttet tages ved motorbådsjagt/havjagt, mens 25% skydes på træk. I Kattegat tages en større andel af udbyttet på havjagt, mens trækjagt har forholdsvis større betydning i Storebælt og Sydfynske Øhav.
Indførelsen af en differentieret jagttid for hanner og hunner i 2004 førte til en halvering af andelen af hunner i udbyttet, stærkt støttet af jægernes egen tilbageholdenhed med at skyde hunner. I efteråret 2012 viste tællinger at andelen af hunner var faldet til kun 25%, hvilket naturligvis er en trussel mod fremtidens bestande af den største dykand i vores natur. I 2013 blev hunnerne derfor fredet fra jagtåret 2014 og foreløbigt 4 år frem. I disse år skydes der mellem 36.000 og 48.000 edderfugle. En tidsmæssig fordeling af udbyttet viser, at de fleste fugle tages i begyndelsen og slutningen af sæsonen.
Store hagl og korte skud
På grund af sin størrelse og den tætte fjerdragt, især om vinteren er edderfuglen særdeles skudstærk. Det er derfor tilrådeligt med korte skudafstande, helst ikke over 20-25 meter. Det er almindeligt at der anvendes hårdt trangborede haglgeværer og store haglstørrelser. De fleste havjægere anvender haglgeværer med 1/2 eller 3/4 choke i forreste løb og 1/1 choke i bageste. Den mest almindelige haglstørrelse synes at være 3-hagl – eventuelt hagl nummer 3 i forreste løb og hagl nummer 1 i bageste, hvis man har tænkt sig at dublere, hvilket ikke altid er god tone. Det bør kun forekomme hvis der er en jæger klar til at følge det andet skud op. Til affangning af anskudte fugle sværger mange havjægere til små hagl i størrelse 4-6, men også større hagl kan sagtens anvendes til dette forehavende også. En haglvægt på 32 gram må være et absolut krav til jagt på havet.
