Namibia maj 2016
Der var ikke mere strøm på mine batterier. Jeg var fuldstændigt udmattet, gennemblødt af sved og ekstremt tørstig. Jeg kunne høre og mærke min puls i mine ører. Mine lunger smertede, og jeg kæmpede lidt for at indhente de åndedræt, som jeg var langt bagude med. Vi var standset et øjeblik for at observere. Over mig skinnede solen fra en fuldstændig skyfri himmel. Under mig begyndte de skarpe røde klippeblokke, som vi havde balanceret rundt på hele morgenen, at blive gloende hede. Lige nu var der ikke en vind, der rørte sig, og luften var så knasende tør, at det var umuligt at lugte noget som helst. Små nærgående fluer summede konstant om mig. De var ude efter den salt, som sidder tilbage på huden, når sveden fordamper. Af en eller anden grund virkede de svirrende insekter særligt interesserede i mine mundvige, øregange og næsebor. Men jeg var holdt op med at reagere på deres irriterende tilnærmelser. Det hjælper alligevel ikke at vifte dem væk.
Jeg befandt mig på et bjerg i Namibia i selskab med Sergei – en gæv russisk jæger som oplever Afrika for første gang – samt vores PH Benjamin og en tracker. Vi var på jagt efter en bjergzebra. Jeg havde prøvet det før, og det er efter min ringe mening en af de fineste jagter, som findes. Få dyr er mere årvågne. Få typer af terræn er mere vanskeligt at bevæge sig ubemærket rundt i.
Vi nærmede os afslutningen på vores anden jagtdag. Vi udfordrede de samme bjerge dagen inden, men jagtheldet var ikke på vores side. Vores værste fjende var den bevægelse i den ellers stillestående luft, som opstår, når solen bevæger sig over himlen og opvarmer den kolde natteluft på skråningerne i det bakkede landskab. Bjergene ånder. Det ene øjeblik pürschede vi i perfekt vind, det næste øjeblik ramte den knapt mærkbare brise os i nakken, og sekunder senere hørte vi zebraernes gnæggende protester og dunderet af hove imod sten, når de tog flugten….
De få gange vi faktisk så zebraerne, var de næsten altid mere end en kilometer borte. En enkelt gang den første jagtdag lod en enkelt lille flok på tre eller fire dyr sig snyde af den skiftende brise og nåede præcis at stikke hovederne over bjergkammen blot halvtreds meter fra os, inden de indså fejlen, kastede sig omkring og galopperede larmende ned ad bjerget. Ingen har sagt at det skal være nemt …. Hvilket jo er en af de væsentlige årsager til, at jeg elsker netop denne jagt så højt. Jeg havde ikke riflen af skulderen den første dag, og nu hvor vi gjorde et sidste forsøg på at komme på skudhold af dyrene denne morgen, virkede det heller ikke specielt sandsynligt, at det ville ske denne dag. Jeg smilede ved mig selv ved tanken. Dette betød jo endnu en dags bjergzebrajagt i morgen!
Bjergzebraer!
Vi var kørt fra lejren, da solen brød horisonten. I maj måned kan det være isnende koldt i Namibias højland om natten. Denne morgen havde vi let frost og kørte ud til bjergene på den åbne Landcruiser med klaprende tænder, armene over kors og fleecetrøjerne lynet helt op i halsen i forsøget på at holde kulden fra kroppen. To timer senere passerede temperaturen 20 grader, og nu hvor klokken nærmede sig 11, var vi tæt på 30 graders varme. En temperaturforskel mellem nat og dag på 30-35 grader stiller nogle særlige krav til udstyret….
Den halve liter kildevand jeg havde taget med mig, da vi indledte dagens jagt, var for længst forsvundet. Jeg satte mig forsigtigt ned på en stor stenblok og skævede over til Benjamin, som omhyggeligt afsøgte den næste bjergside med sin håndslidte kikkert. Sergei sad og pillede lange tørre torne ud af sine alt for bløde russiske gummisåler. At dømme efter længden på nogle af de spidser, han trak ud i kombination med det let forpinte udtryk i hans ansigt, var det vist andet end sålerne, som havde lidt overlast.
Look!
Benjamin pegede ind imellem grenene på en tornebusk mod den næste bjergside en lille kilometer borte. Jeg kunne høre den fjerne lyd af sten, som skred på bjergsiden, inden jeg fik øje på en bevægelse, som jeg kunne rette kikkerten imod. Jeg nåede at se tre zebraer i åbningen mellem grenene. Benjamin havde set flere, men han kunne ikke afgøre, om der var en afskudsbar hingst imellem. Dyrene havde ikke travlt, og vi besluttede os for at forsøge at pürsche os nærmere i dagens sidste forsøg på at komme på skudhold af en bjergzebra.
Vi rykkede hastigt frem i dække af de spredte tornebuske på bjergkammen. Heldigvis var vi allerede så højt oppe, som vi kunne komme, så fremrykningen var ikke så fysisk krævende, som den forudgående opstigning havde været det. Med vildtet i sigte var de ømme ben, trætheden og tørheden i svælget med et trylleslag glemt, og vi arbejdede os ganske effektivt frem på de sidste skjulte reserver af jagtiver. Vi vidste udmærket, at vi ikke ville kunne se zebraerne før vi – måske – kom på skudhold nogle hundrede meter længere fremme, men det var den chance vi havde. På trods af utallige forfejlede forsøg de seneste to dage, troede vi som altid på, at jagtlykken ville tilsmile os, når tiden var inde.
Hvis vi var så heldige, at den lille flok zebraer havde bevæget sig i den retning og det tempo, som Benjamin havde spået, ville der muligvis opstå en chance på mellem 100 og 300 meters afstand. Det var ikke noget problem. Vi havde en afstandsmåler med os, og min trofaste Mauser slår hårdt og præcist nok til at løse opgaven, og den store ZEISSkikkert på toppen var udrustet med et kalibreret kliktårn. Hvis lejligheden bød sig, var det blot et spørgsmål om at måle, stille afstanden på kliktårnet og levere et godt skud med en rolig hånd; i hvert fald i teorien. Jeg var klar og gennemgik igen og igen rutinen i mine tanker. Hvis chancen opstod, vidste jeg af erfaring, at der i bedste fald ville være nogle få sekunder til rådighed.
Chancen
De sidste 50 meter frem imod skrænten, som ville give os udsigt over en relativ smal dal og den næste bjergside, foregik nærmest krybende. Det er vanskeligt – faktisk umuligt – at bevæge sig blot nogenlunde lydløst frem over skarpkantede løse stenblokke, og når man gør et ihærdigt forsøg, er det også ganske hårdt. Da vi nåede frem til den sidste klynge af buske og træer på kanten af afgrunden var min puls atter høj og min vejrtrækning anstrengt. Ikke de bedste forudsætninger for sikker skydning….
Benjamin krøb frem til kanten og spejdede ud imellem buskene. Han vendte sig og vinkede mig frem. Zebraerne var der endnu. De græssede sig langsomt op ad den modstående bjergside, og der var en stor gammel hingst i gruppen. Jeg krøb forsigtigt frem til Benjamin. En knugende fornemmelse i maven sagde mig, at denne chance nok var en af de bedre!
Det var udelukket at få en skudchance igennem buskene, men hvis jeg rejste mig op med skydestokken, så det ud til, at der kunne findes en åbning mellem grenene. Zebraerne var stadig i ganske langsom bevægelse, og de havde for en gangs skyld ikke opdaget os. Afstanden var små 200 meter. Jeg rejste mig forsigtigt i ly af en busk og satte skydestokken op en meter til siden. Der var ganske rigtigt en åbning i grenene i den højde. Med blikket stift rettet mod zebraerne, vred jeg uendeligt forsigtigt riflen af skulderen og fik lagt den an i skydestokken. På trods af pulsen havde jeg et stabilt hold på dyrene. Jeg sendte en venlig tanke til folkene bag skydestokken – det er en utrolig frihed på jagten at have en stabil skydeplatform med sig….
Flokken af zebraer var fordelt over en lang strækning. De gik langsomt opad og standsede her og der for at nippe af vegetationen. En del af dyrene var mere eller mindre skjult af buskadset, så det var svært at danne sig et præcist overblik. Benjamin tog ikke kikkerten fra øjnene og undersøgte sammenbidt flokken dyr for dyr. Vores første prioritet var en gammel hingst. Anden prioriteten en ældre hoppe uden føl.
”Number three from the top”, hviskede Benjamin. Jeg fandt den øverste zebra, og talte mig omhyggeligt ned til den tredje fra toppen. Det var en ganske ung hoppe, som bestemt ikke passede ind i dagens afskydningsplan. Jeg skævede til Benjamin og hviskede, at den så meget ung ud.
”Oh… that one just turned up. Now the one I want you to shoot is number four from the top”
Jeg fandt dyret i kikkerten. En ældgammel hoppe. Hun havde rumpen imod mig, så et skud i den stilling var udelukket. Jeg spændte riflen op og trak vejret dybt og fokuseret, mens jeg blot ventede på, at den gamle zebra skulle blotte sig for en reel skudchance. Dyret tog et par trippende skridt frem, men vinklen var stadig håbløs. Hun havde fundet en stor tot græs, som hun stod og tyggede i. Sekunderne gik. De føltes som timer men løb næppe op i mere end nogle ganske få minutter.
Endnu engang bevægede den gamle hoppe sig, men blot for at forsvinde ind i buskene. Jeg forsøgte at synke for at blive af med den kildende tørre plet, jeg havde i halsen, med der var ikke noget spyt at arbejde med. Ville hoppen komme til syne igen? Situationen så slet ikke så lovende ud, som den havde gjort det få minutter tidligere. Jeg stod og funderede lidt over tingene og forberedte mig på, at dagens jagt med stor sandsynlighed var forbi….
Benjamin brød tavsheden, og rev mig brat ud af mine tanker.
”Look, there is a stallion on the top!”
Jeg lod trådkorset vandre op ad bjergsiden og passerede de zebraer, jeg tidligere havde set og deroppe 20-30 meter over de andre, stod en stor zebrahingst i stolt silhuet. Mit hjerte sprang to-tre slag over, og jeg tog en dyb indånding. Med lyspunktet umiddelbart under hingsten var jeg klar til at afgive skud på sekunder, hvis Benjamin gav grønt lys.
”It’s a really old stallion. Shoot him if you can!”. En klar melding.
Lysprikken vandrede op ad forbenet og skuddet gik, da sigtepunktet var nået en tredjedel op i kroppen.
Zebraen sprang kraftfuldt op og frem, og sekundet efter kom lyden ad kugleslaget tilbage til os, mens jeg repeterede, og hingsten galopperede i vild og planløs flugt fra stedet. Jeg havde en sikker mavefornemmelse af, at alt var i sin skønneste orden og trak vejret lettet.
Hingsten forsvandt ud af syne efter få meters flugt, og larmen, som opstod under resten af flokkens hovslag, slørede effektivt de lyde, der måtte komme fra hingsten og eventuelt kunne indikere, hvor den faldt. Vi hørte flokken af zebraer forsvinde på den anden side af bjerget.
Gik det galt?
Det tog omkring 20 minutter, inden en meget stejl nedstigning efterfulgt af en sej opstigning førte os til skudstedet. Vi vidste nøjagtigt, hvor hingsten havde stået, da jeg skød, men der var ikke rigtigt nogen skudtegn at finde på pladsen. Så vi bevægede os langsom i den retning den var løbet. Benjamin gik nogle meter foran mig og afsøgte klipperne for bloddråber uden at finde noget som helst på den korte strækning imod bjergkammen.
En nagende tvivl sneg sig ind på livet af mig. Var skuddet nu også godt nok? Kunne et eller andet være gået galt? Uvisheden i de situationer er modbydelig.
Benjamin standsede pludselig, da han nåede toppe af kammen og vinkede mig febrilsk frem, imens han stirrede ned på den anden side. Det tog mig nogle lange sekunder at klatre de ti stejle meter imellem os.
”It’s not dead!”, sagde han højt og pegede ned i buskene. Jeg så bevægelsen og spændte riflen op, imens jeg hævede den. En zebra løb væk fra os gennem høje buske omtrent 150 meter nede af bjerget. Den var temmelig sløret af vegetationen og sås kun ganske glimtvis. Tempoet antydede at den var endog meget levende. Jeg stirrede gennem kikkerten for at forudsige et godt sted at afgive et skud. Det virkede ret håbløst, men jeg var parat til at tage enhver chance for at fælde det formodentligt anskudte dyr. Pludselig så jeg endnu en zebra, og netop som jeg ville sige til Benjamin, at vi nok var på vildspor, sagde han selv ”wait, wait, wait”…..
De to zebraer havde helt sikkert intet med den påskudte zebrahingst at gøre, og det var jo et godt tegn, for der var intet andet som rørte sig, ud over resten af flokken som løb op ad et bjerg næsten to kilometer borte, og der var hingsten ikke. Ergo måtte han jo ligge stille et sted foran os.
Vi fortsatte ned ad bjergsiden i den retning, vi antog, at hingsten var løbet. Jeg var klar til at afgive nogle meget hurtige skud, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Men det blev det ikke. Ganske få meter fremme var klipperne røde af store mængder frisk lungeblod, som var sprøjtet flere meter ud til hver side af sporet. I bund og grund makabert, men i den situation den absolut bedste nyhed vi kunne få.
Hingsten lå forendt ganske få meter længere fremme. Alt i alt havde han ikke bevæget sig mere end 50 meter fra skudstedet i vild galop. En hurtig og værdig død for en gammel kriger. Jeg var glad, udmattet og lettet. Der er så mange gode grunde til at jægere smiler på billeder af dem og deres bytte….
Tungt arbejde
Klokken var tæt på middag, og vi var alle trætte og ekstremt tørstige. Men denne jagtoplevelse var langt fra slut og flaskerne med koldt vand skulle vise sig, at være meget langt væk.
Stedet, hvor hingsten var faldet, var et af de sværest tilgængelige steder i hele jagtområdet. Der var ikke en chance for at komme i nærheden med Landcruiseren. Eneste mulighed var faktisk at brække, flå og grovpartere hingsten, hvor den lå, så den kunne bæres de to kilometer ud til den nærmeste vej.
Benjamin tilkaldte assistance på radioen. Et arbejdshold på fire mand fra slagtehuset blev sendt til undsætning med koldt vand, nyslebne knive og friske ben. Vi lagde os i skyggen og ventede. Tre timer senere var vi tilbage i lejren. Beskidte, svedige, trætte og sultne. Men frem for alt taknemmelige over muligheden for at opleve så fantastisk en jagt i så enestående terræn.
