For en halv snes år siden boede jeg på en østrigsk borg. Dens mure var kunstfærdigt dekoreret med påmalede hoveder af de dyrearter, der lever i Alperne Måske var det mest fascinerende af dem en gedelignende skabning med dens halvmåneformede horn, der strakte sig bagud med en kraftig, tydeligt markeret rand, der lignede knoerne på en knyttet næve. Det var det mest ædle blandt Europas storvildt: en alpestenbuk, også kendt som Alpin Ibex. Dens blotte pragt satte gang i min fantasi. Dette var bestemt Europas Marco Polo. Tanken om disse vilde og majestætiske skabninger, der lever på Alpernes høje tinder, optog mig i den grad, og jeg vidste nu, at dette var et så fantastisk stykke vildt, at jeg på et eller andet tidspunkt i mit liv måtte opleve en jagt på det. I høj grad på grund af denne første oplevelse har bjerge og deres geder og får lige siden fascineret mig. Jeg har været så privilegeret at have jaget flere andre bjerggede- og –fårearter bl.a. ”Mid-Asian Ibex” i Kirgisistan og ”Beceite Ibex” i Spanien, men drømmen om at jage en alpestenbuk ville ikke slippe mig.
Endelig trak jeg i år takket være et system, der er enestående for Schweiz, et lod, der gav retten til at nedlægge en alpestenbuk i Valais kantonen i de schweiziske Alper. At få en licens til en af disse bemærkelsesværdige skabninger er lige så let, som det er for en kamel at komme igennem et nåleøje, og bogstaveligt talt noget, der kun sker én gang i ens liv. Mange både udenlandske og lokale jægere må ofte prøve lykken i mere end 10 år i dette lotteri, som staten står for, inden de bliver belønnet med muligheden for en sådan jagt. Hvert år bliver der i denne
fransktalende region nedlagt cirka 200 Ibex, hvoraf blot 30 er væddere (eller hvad vi plejede at kalde ”trophies”, indtil ”Cecil the Lion”, skudt af den amerikanske tandlæge skabte store overskrifter). Mange af de fuldvoksne væddere med deres imponerende hovedprydelse bliver skudt af udenlandske jægere – som jeg selv – der må gribe dybt i tegnebogen for at indløse den lodseddel-gevinst, der giver denne jagtmulighed. Fidusen ved ”de grønne sedler” er, at den indtægt, disse stenbukke skaber, går til kantonens vildtpleje, ligesom den også er med til at dække lønudgifterne til de vildtbetjente, der udfører den.
Christian Bornet, min guide har været vildtbetjent i Valais i 30 år. Det stod hurtigt klart for mig, at han ikke blot kendte hver en klippe og hver en bjergslugt, men også alle de lokale – og det være sig både folk og fæ, fordi han var født og opvokset her.
– Folk her på egnen ville aldrig nogensinde respektere en person, som ikke var fra Valais. Jeg kender dem, og de kender mig. De tilkalder mig, hvis et dyr er blevet påkørt af en bil, eller hvis der er andre problemer.
Med hensyn til stenbukkene foretager Christian og hans kolleger hvert efterår en optælling og yderligere én om foråret, som danner grundlag for hvor mange, dyr der må nedlægges det pågældende år.
– Hvis vinteren har været meget hård, kan nogle dyr være bukket under, hvilket betyder, at vi må skyde lidt færre, siger Christian. Det er især ældre individer, man ønsker nedlagt.
– Det er klogere at tillade jagt på en 12 – 13 år gammel bouquetin, som vil kaste et betydeligt beløb af sig til lokalsamfundet, end at risikere, at den vil dø oppe på bjerget af alderdom eller sult. Sommetider bliver de så svækkede af kulde og sult, at de bliver ædt levende af ræve, forklarer Christian. Hvis du ikke allerede har gættet, hvad ordet bouquetin dækker over, er det det franske ord for vædder.
Vi tilbragte den første aften og nat i bjergene i Christians rustikke hytte, der var opvarmet af en brændeovn, mens vi spekulerede på, hvad den næste dag ville bringe og om jagten i denne kanton. Vi brød op ved daggry og startede opstigningen til fods, og snart lagde vi de rustfarvede lærketræer bag os, idet vi passerede skovgrænsen. Christian var lige så adræt som den vildart, vi var på jagt efter. Det var hårde betingelser. Vi måtte kæmpe med tåge, dårlig sigtbarhed og kraftig regn, mens vi klatrede højere op, idet vi stilede efter at komme op i de højder, hvor vi kunne vente at finde stenbukkene.
– Vi er nødt til at komme op over dette vejrsystem, sagde Christian, mens han fortsatte i sit ubønhørlige tempo.
– Det er en sand mer de brouillard, vi oplever i dag, sagde han. Mer de brouillard er det ”tågehav”, der ruller ind og ud mellem bjergene, styret af mikroskopiske temperaturudsving, og det levede til fulde op til sit navn.
Tvunget stadig højere op af vejret, passerede vi alpesøen, Lac du Cleuson, og hvor jeg indtil nu havde været uheldig med vejret, var heldet nu omsider på min side, da det klarede op og afslørede snegrænsen et stykke højere oppe. Med spredte strejf af sollys, der nu brød igennem, befandt vi os i skøn ensomhed med den civiliserede verdens trummerum og travlhed langt under os skjult af de drivende tågebanker.
– Kan du se den bjergtop der? spurgte Christian, da vi holdt en pause for et få vejret.
– Det er Bec des Étagnes, regionens højeste bjerg. Étagnes er også navnet på hundyrene hos Ibex.
Med en højde på 3.232 meter rejste bjergtinden med dens hvide sne som kontrast til den strålende, blå himmel sig som et tårn op over tågedisen. Vejret var nu til mit held ved at ændre sig til det bedre.
Vi fortsatte vores klatren. Da vi nåede snegrænsen, kunne jeg dårligt få vejret på grund af højden og de iskolde bjergvinde. Sneen under vores fødder var skorpet og forræderisk glat. Den var smeltet mange gange for derefter igen at være frosset og havde derved fået en isglat overflade uden friktion. Jeg var ovenud taknemmelig for de pigsåler, jeg havde fastgjort under mine støvler, og som nu lavede små fordybninger i den umulige overflade.
– Om en måned vil dette område være umuligt at færdes i undtagen for skiløbere, og de vil løbe ned ad bjerget, en meget lettere sag end at forcerer den stejle bjergskråning foran os, som vi nu skulle opad, betroede Christian mig. I det samme opdagede vi en flok stærke væddere, der var 8 ialt.
”Der er en let og en hård side i denne dal. Vi skal op ad den hårde, hvis vi skal have en chance for at nå op til dem uden at blive opdaget” sagde Christian.
Han anslog, at det ville tage fire til fem timer, før vi kunne komme ind på et rimeligt skudhold på 200 – 300 meter af bukkene.
Vi var altså nødt til at komme endnu højere op – mellem det sted, hvor vi befandt os og der, hvor stenbukkene opholdt sig, var der en gletcher med dybe spalter, og en bjergside med store sten, som vi skulle forcere. Undervejs da vi klatrede højere og højere op, standsede vi fra tid til anden for at holde øje med vædderflokken, og for at hvile benene, men bestemt også for at få et mentalt pusterum. At klatre rundt i disse bjerge kræver absolut koncentration. Nogle få gange var jeg ved at miste fodfæstet, hvilket gav mig en voldsom hjertebanken. Et fald her. uden træer til at stoppe en, mens man trimler ned ad bjergsiden mod de store klippeblokke længere ned, ville være den sikre død.
– Gå langsomt og forsigtigt – som i slowmotion, så du ikke snubler, rådede Christian mig.
Jeg opfattede hans ord helt bogstaveligt, idet jeg satte den ene fod foran den anden med samme forsigtighed som en pyrschjæger og kom kun langsomt frem, men på en mindre farefuld måde. Som timerne skred frem, gjorde vi dog fremskridt. Vi kunne drage fordel af stederne med bar klippegrund, mens vi bevægede os rundt om bjerget for at komme i god vind til stenbukkene. Da vi kom til et terræn med store klippeblokke måtte vi gå endnu langsommere, for der var fyldt med lumske klippespalter, og hvis de sneklædte bjergskråninger tidligere havde været forræderiske, kunne ethvert skridt nu resultere i et fald, hvor man ville brække arme og ben. Endelig nåede vi et plateau, hvor vi velfortjent kunne hvile os efter den hårde klatretur. Da vi stoppede op for at studere Ibex-flokken, som nu var omkring 400 meter fra os – og stadig for langt væk til et skud – lagde vi en plan for, hvordan vi skulle tilbagelægge det sidste stykke.
Der var bar klippegrund mellem os og dem, hvilket vi igen kunne drage fordel af. Det var nødvendigt, at skyde i en stejl, opadgående vinkel, hvis vi skulle undgå, at de så os eller fik færten af os. Christian førte an. Han overvejede nøje hvert eneste lille skridt, han tog, for at sikre sig, at vi ikke blev opdaget. Til sidst standsede han og signalerede til mig, at jeg skulle gøre mig klar til at skyde. En kæmpestor sten gav mig et perfekt anlæg. Den var stabil, og samtidig skjulte den os for flokken over os. Jeg tjekkede afstanden med min Leica Geovid. Den viste 157 meter og angav en vinkel på cirka 45 grader. Christian udpegede, hvilket dyr jeg skulle skyde – en kæmpestor vædder. Han anslog dens horn til at være 90 – 95 centimeter lange, hvilket passede på den licens, jeg havde trukket i lotteriet
Der stod denne ædle skabning med blåt blod i årerne og skrabede i sneen for at finde græstotter nedenunder, og nu bevægede den sig langsomt i retning mod os. Den kom nærmere, og men stoppede så efter få skridt for at skrabe og nippe til græsset. Vi ventede i kulden. Efter fire timers svedigt slid op ad bjergsiden, måtte jeg tage flere lag af min beklædning af, og nu hvor vi stad stille, havde jeg iført mig dem igen – men alligevel bed kulden nådesløst i krop og sjæl. Og så vendte Ibex´en bredsiden mod mig, mens den hævede hovedet for at skue ud over sit domæne. Jeg placerede trådkorset lavt på bladet for at kompensere for skudvinklen, tog en dyb udånding og slap kuglen. Lyden af skuddet gav genlyd i bjergene og skjulte fuldstændig lyden af anslag, og jeg var glad for, at jeg havde husket at tage mit høreværn på. Stenbukken løb nogle få skridt, inden den faldt og på dramatisk vis fik sneen til at sprøjte højt op i luften over stedet hvor den faldt. Mens den kurede mere end 100 meter ned over isen, tænke jeg på, hvilke livsfarlige situationer jeg kunne havne i, hvis jeg mistede fodfæstet.
– Perfekt skud! men nu begynder sliddet, sagde Christian og klappede mig på skulderen
Det tog os næsten 30 minutter, før vi omsider kom op til den nedlagte stenbuk. Hvilken skabning! Dens majestætiske horn med en længde på 97 centimeter havde alderdommens tegn og vidnede om det liv, den havde nydt i sit ”bjerg-kongerige”, og da jeg rørte ved de knudrede ender, blev jeg overvældet af taknemmelighed over at have fået dette privilegium. Christian beregnede dens alder ved at tælle de tydelige årringe på hornenes inderside, og han fastslog den til at være 12 år.
Den var større end gennemsnittet og vejede vel omkring 100 kilo. Stenbukkene er tungest på den her tid af året, fordi de skal opbygge så store fedtdepoter som muligt for at klare vinteren. Det ville være umuligt for os at bære den ned ad bjerget – og alt for farligt at forsøge at slæbe den ned. Vi skar hovedet, som skulle til konservatoren, af den og delte kroppen i fire dele, to til hver af os, så vi på den måde kunne bære den ned og aflevere kødet til den lokale restaurant, ”Le Mont Rouge”
Den aften fik vi en velhængt kølle fra en anden vædder, perfekt tilberedt af Loris Lathion, ejeren af Le Mont Rouge. Jeg reflekterede over dagen – over en jagt, som jeg altid havde drømt om, og som jeg havde forestillet mig så mange gange. Faren ved en drøm, der går i opfyldelse, er, at virkeligheden måske ikke lever op til den. Eller at der melder sig en tomhed ved bevidstheden om, at det var så det! Når drømmen så endelig realiseres. Men denne gang overgik virkeligheden de forventningerne, der blev skabt, da jeg så alpestenbukken på muren på den østrigske borg. Og selv om jeg aldrig mere kommer til at skyde en alpestenbuk, vil jeg bevare mindet om denne spektakulære jagt i disse majestætiske omgivelser resten af mit liv.
Alpestenbukken
Alpestenbukken med det latinske navn Capra Ibex har levet i Schweiz i ikke mindre end 18.000 år, men den var i begyndelsen af det 19. århundrede tæt på udslettelse – primært på grund af intensiv jagt. Blot nogle få hundrede overlevede i nationalparken ”Gran Paradiso” i Italien. Man påbegyndte en genindførsel til fra denne bestand til Schweiz mod slutningen af det 19. århundrede. Under og lige efter 2. Verdenskrig var stenbukkene igen i vanskeligheder, hvilket krævede en ny genindførelse og omhyggelig vildtpleje. I dag skønner man, at den samlede bestand er på 47.000 dyr, heraf 15.000 i Schweiz. Alpestenbukken var det første wildlife projekt i Schweiz, og arten er i dag takket være bæredygtig jagt af ”The International Conservation of Nature. (IUNC) oplistet som ”Mindre truet”. I dag en den største trussel mod alpestenbukken ikke længere jagt.
Krybskytteri spilder en rolle, men problemet er den begrænsede genpulje, krydsning med tamgeder og indskrænkning af deres habitat (græsningsarealer, som bliver til skov). En af de største trusler er dog den forstyrrelse, som mennesket bringer, og som truer alle de arter, der lever i bjergene – den værste forstyrrelse kommer fra skiløberne, ikke mindst dem som kører off-pist. Det forstyrrer Alperegionens klovbærende vildt om vinteren, netop i den periode, hvor de er mest sårbare, og tvinger dyrene til at bruge uforholdsmæssig meget energi. Stenbukkenes foretrukne levested er åben klippegrund over trægrænsen og på stejle, sydvendte bjergskråninger. Stenbukkene flytter til forskellige højder afhængig af årstiden og opholder sig meget højere oppe i sommermånederne end om vinteren, hvor de trækker længere ned for at finde føde. En stenbuks levetid er typisk 10 – 14 år. De lever det meste af året kønsadskilte i flokke med hundyr, mens vædderne går alene eller i ungkarlegrupper, som opløses i oktober og november, hvor de tilslutter sig flokkene med hundyr i brunstperioden, som varer fra november til januar. Vædderne har en skulderhøjde på 90 – 100 centimeter og en vægt mellem 65 og 120 kilo og en hornlængde på fra 65 til 110 centimeter.
Jagt i Valais
Der findes 2.500 jæger i Valais. Jagten er strengt kontrolleret, hvor hver enkelt jæger får tildelt kvote. Schweiziske jægere skal op til en eksamen efter et toårigt træningsforløb. Jagtsæsonen er fra den 15. september til den 15. februar (hver art har dog sin egen jagttid). Hvis man som udlænding skal have en chance for at jage alpestenbuk, er man nødt til at kende en lokal person, som kan hjælpe en med det besværlige papirarbejde og lotterisystemet, eller man kan kontakte en outfitter. Jeg valgte en tysk outfitter (www.jagdreisen-international.de), som var yderst professionel og de 500 Euro værd, som han tog for at arrangere hele turen. Men vær forberedt på, at den store efterspørgsel og de begrænsede muligheder gør at priserne på vædder med en hornlængde på 85 centimeter starter på 8.500 Euro.
Outfitter
Jagdreisen International
(www.jagdreisen-international.de)
Mit udstyr
JSauer S 404 Syncro XTC, kaliber 300 Winmag. www.sauer.de/en
Leica Magnus 1.8×12-50. www.leica-sportoptics.com
Hornady 180 gr SST Superformance. www.hornady.com
Leica Geovid HD-B 10×42 binoculær kikkert. www.leica-sportoptics.com
Jagttøj: Swazi Waipiti Coat. www.swazi.co.nz
