IWA 2019

Tekst: Christian Rysgaard. Foto: Christian Rysgaard, IWA med flere.

Redaktionen rejste tre dage til Nürnberg i Tyskland for at tage pulsen på IWA fagmessen og de mange nyheder, der bliver luftet her i foråret. IWA-messen gabte sidste år over 1.500 udstillere og 46.000 besøgende fra 121 forskellige lande fordelt på 9 messehaller. I år var udbuddet og arealet blevet udvidet igen, men der var kun åbent for offentligheden om søndagen, hvilket skabte en smule mere plads på gangene.  

IWA OutdoorClassics 2019

En del nyheder blev allerede afsløret, da den amerikanske pendant SHOT Show afholdtes tilbage i Januar. Mange producenter viste selvfølgelig deres nyheder frem til det amerikanske marked på dette show. Det er nu ikke et stort eller nyt problem – Et eller andet show skal jo være det første.  

IWA 2019

Vi er desuden begyndt at se ny tendens, hvor nogle producenter sender deres nyheder tidligt ud til de første tests og følere blandt udvalgte influencers. Derved styrer de deres egen nyhedsstrøm og kan få et forhåndsindtryk af produkternes performance og modtagelse fra et lidt bredere miljø. For mig at se er det en positiv tendens og ikke nødvendigvis den store forskel fra, hvordan det foregik tidligere. Det stiller måske anderledes krav til modtagerne om at kunne sortere lidt i informationen, men ikke mere end hvad vi allerede skal gøre, når vi bombarderes med personlige meninger på de sociale medier. 

Dette var mit eget første og temmelig overvældende besøg på IWA fagmessen, og lad mig bare konstatere med det samme: Selv blandt den brøkdel, som jeg kunne overskue, er der bunker af spændende nyheder på vej inden for både grej, våben og beklædning.  Jeg har udvalgt de mest interessante nyheder på tværs af de jagtrelevante kategorier til jer læsere. 

Blaser R8 Ultimate

Blaser R8

Blaser havde nok et af de største udbud af nyheder på messen. Øverst på listen stod helt klart deres R8 serie, der er blevet udvidet med R8 Ultimate og R8 Ultimate Silence udgaverne. Selve skæftet er todelt i syntetisk materiale. Bagskæftet har fået fjernet et udsnit på undersiden, således at det ved liggende skydning er komfortabelt at støtte med den ledige hånd. Oven på bagskæftet er der mulighed for at tilvælge en justerbar kindpude. Efter indstilling husker den sin position og klikker nemt tilbage, når det ønskes. Bagkappen har også fået en opdatering og kan nu vælges som standardudgave med rekyldæmper eller med fuld justerbarhed op/ned, ud/ind og venstre/højre kæntring. Hvis rekyldæmperen vælges, er der ikke samtidig plads til en justerbar kindpude. R8 var allerede en særdeles elegant våbenplatform, og den er ikke blevet mindre interessant med denne stærke udvidelse. 

Begge udgaver fås enten med læderbetræk eller sort syntetisk belægning. R8 Ultimate kommer i butikkerne omkring april, mens Silencer udgaven må vente til juni.  

Northern Hunting ARILD, mellemlag 

Northern hunting

Northern Huntings har med deres ARILD hoodie lavet en camouflagetrøje, der passer rigtig godt til forårets og sommerens pürsch-jagter med riffel eller bue. Materialet er ultralet og total lydløst og har en fantastisk god åndbarhed. I hætten er tilføjet en praktisk ansigtsmaske, hvis der skulle være behov for at skjule ansigtet under jagten. ARILD kan både bruges som yder– og mellemlag. Som det resterende tøj i Northern Huntings stramme design benytter ARILD også det licenserede TECL-WOOD camouflage-8mønster – Det passer rigtig godt til de lidt mørke nordeuropæiske skove.  

Kan købes på northernhunting.com eller i udvalgte jagtbutikker til 550 kr. 

Leica Rangemaster CRF 2800.COM, afstandsmåler 

Leica afstandsmåler

Leicas nye Rangemaster CRF 2800.COM kommer frisk fra Wetzlar i Tyskland. På de almindelige data er der ikke noget voldsomt iøjnefaldende. Afstandsmåleren kan måle fra 10 m. til 2600 m. (ja, navnet giver lidt bedre mening med yards), og den kan returnere en afstand og vinkel på under 0.3 sek., efter at knappen er trykket ned. Objektivet er på 24 mm., der er 7x forstørrelse og en samlet vægt på 189 g. incl 1xC2R batteri.  

Men under overfladen har de en lille overraskelse – Denne rangemaster er Leicas første afstandsmåler med integreret bluetooth og en tilhørende lækker Leica Hunting app til din smartphone. Appen giver dig mulighed for at beregne den korrekte ballistiske kurve baseret på kaliber, kugle og vægt for netop din jagtpatron. Disse data kan overføres til afstandsmåleren, der derefter kan udregne den korrekte korrektion for netop din kugle i den målte afstand og vinkel. 

Der er desuden mulighed for at knytte forbindelse fra afstandsmåleren til en Kestrel Elite vejrstation og derved medtage temperatur, lufttryk og andre avancerede data i dine ballistiske beregninger. Resultatet kan ses på både afstandsmåleren og på vejrstationen – Det er ikke tosset til langdistanceskydning. 

Vejledende pris skulle ligge på cirka 8.100 kr. – Find nærmeste forhandler på leica.com

Norma Bondstrike Extreme 

Norma bondstrike extremeNormas nye Bondstrike Extreme var en af de store nyheder på messen. En strømlinet polymer-spids kombineret med boat-tail design giver denne kugle en svimlende høj ballistisk koefficient (BC) på 0,615 og utrolig gode egenskaber for skydning på lange distancer – temmelig højt for en patron, der er skabt til jagt med et accubond projektil. Deres 180 gr. udgave i 300 Winmag flyver 940 m/s. i mundingshastighed og leverer 4.608J på 100 m. afstand fra en 61 cm. pibe. Ammunitionen bliver tilgængelig i Europa i maj måned og udkommer til at begynde med i fem kalibre .308, .30-06 og .300 WSM + WinMag + RemWinMag 

Härkila Heat, Jakke og vest med elektrisk varme 

Härkila heat jacket

Härkila har lavet en spritny serie kaldet HEAT med vest og jakke, der har indbygget elektrisk varme og varmereflekterende fór. Både jakke og vest opvarmes med varmelementer i form af en let og fleksibel membran i stedet for de klassiske og skrøbelige kultråde, der let blev beskadiget ved brug og ved vask. Membranen går i dvale, når den ønskede temperatur er nået, og sikrer dermed god batterilevetid. Den er solidt forbundet til en tyk kvalitetsledning beklædt med stof for øget holdbarhed. Ledningen ender i et simpelt usb stik, og du kan derved anvende præcis den størrelse og kvalitet af batterier og oplader, du har behov for – En rigtig god løsning! Som prikken over i’et kan det hele enten styres fra knappen på fronten af jakken, eller fra en app på din smartphone, der forbindes via bluetooth. Så er det slut med at rode efter kontakter under tre lag tøj. HEAT var klart min største favorit blandt nyheder inden for beklædning på messen! 

Forventes i butikkerne til efterårssæsonen. Vesten koster 1.999kr. mens jakken ender på 2.499 kr.

Aimpoint ACRO C1, rødpunktssigte 

Aimpoint

Aimpoint holdt kortene tæt ind til kroppen helt op til åbningen af messen. Derefter satte de alle sejl til og lancerede nyheden på pressekonference og sociale medier samtidig under sloganet ”We laugh at good enough!”Vi fik fremvist et ret frækt lavprofil rødpunktsigte uden forstørrelse med de kompakte dimensioner på 30x47x30 mm. og en vægt på kun 60 g., incl batteri. Jeg har selv et forholdsvis elegant Micro H-2 fra Aimpoint, og det virker nærmeste lidt kluntet efter at have leget med det nye sigte. Sigtelinien befinder sig i blot 22 mm. højde fra løbet, når det monteres på Acro QD adapteren til picatinny og weaver rails. Sigtet er selvfølgelig tæt for regn, sne samt støv, vandtæt ned til 5 m. og fungerer i temperaturer fra -30 til + 60°C. Kernen i det hele, selve det røde punkt måler 3.5 moa og kan justeres i otte forskellige styrker. Justering af selve sigtet foretages med aimpoints røde specialværktøj eller blot en torx skruetrækker i den rigtige størrelse. Det anvender et enkelt CR1225 3V batteri og kan køre kontinuerligt i 1.5 til 8 år alt efter styrken af rødpunktet. Der findes allerede 14 forskellige mounts, til fx Blaser og Tikka. 

Aimpoint acro

Aimpoint Acro C1 koster cirka 4.000 kr., mens mounts sælges særskilt fra omkring 700 kr. Find nærmeste forhandler på guntex.dk

Blaser R8 22LR kit 

Blaser R8 22LR KIT

Efter stort ønske fra mange jægere leverer Blaser nu en udvidelse til hele R8 serien med et .22LR konverteringskit. Det betyder, at du kan skifte fra din almindelige riffelkaliber til en salonriffel og alligevel beholde den riffel, du kender. Sættet består af ny pibe, bundstykke samt indsats til magasinet med plads til seks patroner og passer ikke til Silenceudgaven af R8. Det tager under et minuts tid at skifte til salonriffel, men kikkerten skal selvfølgelig indskydes til den ændrede kaliber. 

Kan findes hos din Blaser-forhandler fra omkring april måned.

Seeland Hawker Shell sæt, lydløs vandtæt 

seeland hawker shell

Seeland har teamet op med Prym1 og skabt et virkelig blæret camouflage skal-sæt i superfleksibelt trelagsmateriale med god membran. Snittet på jakke og bukser er aktivt og kombineret med en let vægt, lydsvag overflade og rigtig god åndbarhed er sættet som skabt til jagt under bevægelse. Indersiden er beklædt med en vaffelstruktur, som giver bedre cirkulation, end hvis membranen lå direkte på huden. Den lette skal-konstruktion betyder, at du kan anvende samme tøj uanset temperatur, bare supplér med et passende lag under. Camouflagen fra Prym1, kaldet Woodlands er ny og frisk og er uden tvivl passende til dansk jagtterræn hele året rundt. Sættet kan suppleres med Hawker Scent Control, der med laserskårne åndehuller kan bruges som både balaclavagaiter og hue. Den er lavet i et antibakterielt materiale og samme camouflage. Der findes også et par matchende handsker med samme antibakterielle stof , camouflage og dertil anti-slip belægning i håndfladerne. Et lækkert, nyskabende sæt, der gerne vil med ud på aktiv jagt 

Pris 1.499 kr. for jakke, 1.099 kr. for bukser samt 199 kr. for facecover og handsker.

Kahles K318i, langdistance riffelkikkert 

kahles k318i

Med en vægt på blot 940 g. har Kahles lavet et dejlig kompakt og lækkert riffelsigte til præcis skydning på længere hold. Justering af parallaksen er integreret direkte i kliktårnet. Derved er målet i fokus og dit sigte parallaksefrit, så snart afstand er justeret korrekt. Sideværts justering kan vælges enten i højre side som klassiske riffelsigter eller i venstre side, så højrehånden ikke skal fjernes fra aftrækkeren, når der justeres. Kliktårnet fås både i metrisk og moa markering. Røret er i 34 mm., og sigtet kommer med forskellige udgaver af oplyste trådkors i første fokalplan. 

Sigtet kommer i handlen her i foråret til cirka 23.000 kr.

GRS Riflestocks Warg, riffelskæfte 

GRS riflestocks warg

Norske GRS har lavet et nyt skæfte WARG, som er en udvidelse af deres BIFROST model. WARG har fået en klippestabil AR front, et såkaldt rail-cover. Det er godt nyt for riffelskytter, der bruger frontmonteret natoptik eller topmonteret bipods. AR fronten er bygget med fuld picatinny rail i toppen og med M Lok montage systemet på de resterende flader. Det giver adgang til en enorm bred vifte af ekstra montager, herunder selvfølgelig ekstra picatinny rails i præcis den længde, som du har brug for til at montere infrarøde lygter og andet ekstraudstyr til grisejagten.  

Bagenden af skæftet er identisk med BIFROST med GRS SpeedLock II justering af kindpude og bagkappe.  

WARG fås i sort, grøn og brun og samme udvalg af inlets som BIFROST. Skæftet vejer blot 1,350 g. med Tikka T3 inlet. 

Forvent en pris på omkring 4.600 kr. – find nærmeste forhandler på grsriflestocks.no

Pulsar Thermion, termisk riffelkikkert 

pulsar thermion, termisk riffelkikkert

Med solid ingeniørkunst har Pulsar formået at skabe et termisk riffelsigte Thermion med 30 mm. rør, der kan monteres som en helt almindelig sigtekikkert. Det betyder, at du nemmere kan anvende samme riffel med både natoptik og almindelig optik og derved bruge flere penge på selve optikken – ikke helt dumt tænkt. For at dække så bredt et publikum som muligt har Pulsar flere modeller inden for samme serie som kendt fra Trail serien. Thermion XM serien har termisk sensor på 320×240 med 12μ pixel pitch, mens XP seriens sensor er på 640×480 med 17μ pixel pitch. Begge serier kan vælges med tre objektivstørrelser på 30, 38 eller 50 mm. Det er samme skarpe AMOLED 1024×768 display på alle udgaver. Opstartstiden er forbedret en smule, og der er mulighed for fem profiler til forskellige kombinationer af kalibre og kuglevægt. Der er på nuværende tidspunkt ikke frigivet en tilhørende laser-afstandsmåler som på Trail og Apex serierne, men mon ikke den er klar til næste år. 

På IWA blev der nævnt forventede danske priser fra 25.000 kr. til 42.000 alt efter valg af konfiguration, med XP50 som den dyreste. Det forventes, at Thermion rammer de danske forhandlere omkring juli, men hverken priser eller datoer er sikre endnu. 

Polyver Premium, gummistøvler 

Polyver boots

Svenske polyver var et af de brands, som jeg blev anbefalet af flere at undersøge på messen. Der var ingen ende på de gode ting, folk havde at sige om deres støvler, og det passer fint med de anmeldelser, man finder på nettet. Jeg fik selv chancen for at snakke med firmaet, der producerer deres støvler i Jämtland i Sverige. Deres motto er, at du ikke skal tænke på dine fødder. Det betyder, at du hverken skal have det for varmt eller for koldt, når du har dem på. Støvlerne er lavet af polyurethane med en lille million bobler, der isolerer dig mod omgivelserne, samt en indvendig liner af uld og acrylFik lov at prøve et par på standen og var ganske imponeret over både pasform, lethed og bevægelighed. Håber på at få lavet en test med dem senere på året. 

Premium støvlen koster 1.044kr. – Find den på polyver-boots.com

Dali S256, termisk spotter 

dali s256 termisk spotter

Kinesiske Dali var repræsenteret på IWA og havde deres teknikere med til at forklare de mange detaljer samt pressefolk til at assistere, når der manglede fælles ord. De har i år opgraderet deres S24X serie til S25X og samtidig justeret et par detaljer på designet. Topmodellen S256 er stadig med 35 mm. objektiv, men har fået den termiske sensor opgraderet til 640×480 med 17μ pixel pitch og 50Hz framerate. Displayet er også opgraderet til 1280×960 pixels. Spotteren kan stadig forbindes til din smartphone og fuldt ud styres fra deres tilhørende app. Samlet set er det stadig en utrolig teknisk god enhed, der nemt kan bide skeer med de store og dyre mærker. De mange små opgraderinger giver et endnu bedre billede end tidligere, og jeg glæder mig meget til at teste den på vildsvinejagt i Sverige. 

Pris endnu ukendt – Forhandles af Jagt-jakt.dk i Danmark.