TEKST: FREDERIK BÜLOW
FOTO: FREDERIK BÜLOW SAMT KAROL WASZKIEWICZ/SHUTTERSTOCK
Som jæger kender man den følelse af spænding, når man netop har booket sin næste jagtrejse, men der er bare så pokkers lang tid til afrejse. Man bruger flittigt ventetiden på at se relevante jagtvideoer, kigge efter relevant udstyr til turen og drømmer jævnligt om det trofæ, man håber at få med hjem. MEN, det er ikke altid, at jagtrejser går som planlagt, og slet ikke når man tager på jagt efter den sky sikahjort i Wicklow Mountains, Irland!
Forventningens pine
Denne jagthistorie starter i december 2016, hvor en jagtkammerat og jeg tager til Irland efter sikahjort med forhåbninger om, at vi på 4 dage skal skyde 2 flotte hjorte hver og dertil spidshjorte og ræve for resten af pengene. Det viste sig, at de irske vejrguder havde helt andre planer for os!
På de fire dage, hvor vi skulle have været på jagt i de smukke irske omgivelser, lå der et tykt tæppe af den vådeste og klammeste tåge, der gjorde det umuligt at se noget, og ikke mindst igennem optikken, som i løbet af sekunder var mere uklar end en fuld irers accent. Grundet de dårlige vejrforhold var vi tvunget til at blive på det ellers hyggelige B&B, og kom i alt kun på jagt i 6-8 timer, hvilket var desperate forsøg på at finde huller i dette kedelige vejrfænomen. Efter en del Guinness blev vi dog enige om, at vi var nødt til at vende tilbage i håb om at få drømmen om en stor sikahjort opfyldt. De næste datoer blev derfor fundet og booket, hvilket skulle blive i september 2017.
Tilbage til drømmen
Efter endnu en alt for lang ventetid blev det endeligt september, og turen gik mod Irland med et direkte fly fra København. Flyveturen tog cirka to timer, og derefter lejede vi en bil og kørte i to timer, før vi var i Hacketstown, Wicklow Mountains. Vi skulle bo på samme B&B som sidst, og denne gang kunne vi faktisk se facaden på den lille hyggelige kro, som vi havde særdeles gode minder fra.
Inden vi overhovedet havde fået nøgler til vores værelser, kommer Norman, vores jagtguide stormende ind på kroen og fortæller, at vi denne gang får godt vejr. Endda så godt vejr, at varmen havde udsat brunsten, som ikke var gået i gang endnu. Normalt starter sikahjortens brunst omkring midt september og varer til midt oktober. Vi var kommet den 16. september og håbede at ramme den første del af brunsten. Sikahjorten er kendt for at være enormt sky og kun komme frem i skumring og sjældent bevæge sig langt væk fra trygge omgivelser. I brunsten skulle de dog som de fleste andre hormonpumpede handyr blive langt mere territoriale og dermed bevæge sig mere, imens de udstøder deres karakteristiske brunst-fløjt, som ikke minder om noget andet stykke hjortevildts.
På jagt
Vi får straks at vide, at vi skal klæde om, så vi kan køre en hurtig tur i terrænet og se, om vi kan spotte noget, der eventuelt vil være jagtbart morgenen efter. Vi kører en kort runde og ser ikke mere end nogle enkelte hundyr og kalve i vejkanten, men det er trods alt også mere, end vi så på hele turen i december! Hjem til kroen og få en stor lækker bøf skåret af deres lokale kvæg samt den traditionelle Guinness og lokale whisky til dessert! Det skal siges, at når man er på kro, eller pub, som det jo hedder i Irland, så er de lokale særdeles gæstfrie og nysgerrige omkring, hvem man er, da de tydeligvis ikke er vant til at se fremmede ansigter. Så man kommer i snak med en masse spændende mennesker, som alle har et sundt forhold til jagten. I dette område går alle på jagt eller har et nært familiemedlem, som hjælper til med at regulere de voksende bestande af sika i de omkringliggende arealer.
Skyd
Næste morgen er jeg mere klar end nogensinde, og da jeg bliver hentet af Norman, fortæller han, at der højst sandsynligt er en del morgendis og tåge der, hvor vi skal hen. TYPISK! Vi kører en halv time og er nu godt oppe i terrænet, og der er en del tåge, men den er ikke tykkere, end at solens stråler vil bryde den inden for kort tid.
Vi står på en grussti 100 meter fra bilen og forsøger at opfange noget igennem vores kikkerter, nu hvor tågen er ved at lette.
Pludseligt ser jeg en bevægelse igennem tågen og får hurtigt prajet Norman til at kigge i samme retning. Han siger straks, at det er sika, og at det endda er en hjort, men at han ingen ide har om, hvad den har på hovedet. For mig er det ligegyldigt, jeg er nu 220 meter fra en sikahjort, som kan være alt imellem en lille knoldet spidshjort og til en stor kraftig 8-ender drømmehjort!
Vi kan i læ af tågen liste os ind på 200 meter, hvor jeg kan lægge mig nogenlunde plant med Normans Blaser R8 i kaliber .270 monteret med en Zeiss V8 og et stabilt bi-pod. Det er intet problem at holde trådkorset stille på hjorten, som intetanende går og græsser.
Der er dog stadig meget diset, og solen har netop kun brudt horisonten, så det er nærmere en silhuet, jeg sigter på end en krop. Jeg får rykket det ballistiske tårn på 200 meter, finder forbenet igennem riffelkikkerten og holder 1/3 oppe på kroppen. Jeg får et lavmældt ”shooooot” fra Norman, og jeg lader den hurtige og fladtskydende .270 kugle gå.
Jeg kan igennem kikkerten se, hvordan at hjorten reagerer for en god kugle, samtidig med at den karakteristiske lyd fra et godt anslag rammer vores øre. Min første sikahjort er en realitet, og jeg har stadig ingen anelse om, hvad den har på hovedet, andet end jeg stoler på, at det er en hjort ifølge Normans iagttagelse af kroppens størrelse og proportioner.
Vi venter 20 minutter og går derefter de 200 meter hen til skudstedet, hvor Norman pludseligt udbryder, ”its a god damn pricket”! En ”pricket” er åbenbart en spidshjort, og det var ikke lige, hvad Norman havde håbet på. Jeg blev dog på ingen måde skuffet, da jeg var mere end tilfreds med, hvordan hele forløbet havde været, og at jeg nu havde skudt min første sikahjort, endda efter kun godt en times jagt i Irland! God start!
Vi så ikke mere den morgen, og Norman forsikrede mig om, at vi nok skulle finde en stor kapitalhjort den næste dag! Det skulle vise sig, at Norman holdt ord, og det skulle endda ske allerede næste morgen!
Bjergjagt
Efter en god aften på pubben med akustisk irsk/keltisk musik fra lokale musikanter var vi igen klar i det irske højland, smukkere end nogensinde. Denne morgen var det fuldstændig skyfrit, og vi kunne for en gangs skyld få lov til at bruge vores optik med fuld effekt. Vi nåede da heller ikke at gå langt, før at vi spotter den første gruppe sikaer højt oppe i terrænet. De er cirka 2 kilometer væk i uvejsomt terræn og med en hel del højdemeter, der skal bekæmpes. Gruppen er på 12-14 dyr, og vi går ud fra, at der er nogle hjorte imellem, og beslutter os for at gå efter dem.
Efter halvanden times relativ hård vandren i det småkuperede lavland, hvor vi flere gange stødte sikaer, er vi nu ved foden af en 30 graders skråning bestående af tæt krat og større stenskred. Sidst vi så sikaerne, var de godt 200-300 meter over, hvor vi var nu, så forhåbentligt var de til at finde i kikkerten igen, så den endelige pürsch kunne sættes ind. Det viste sig dog ikke at være nødvendigt, da både Norman og jeg finder gruppen i håndkikkerten i samme sekund og endda samme sted, som hvor vi så dem halvanden time før!
Vi kaster os ned, og Norman går i gang med at klargøre riflen, mens jeg finder dække bag en stor sten. Med coveret taget af sigtekikkerten, kugle i kammeret og bi-pod slået ud finder jeg en nogenlunde skydeposition halvt liggende op ad den store sten lige foran mig. Sikaerne er 30-35 grader oppe af skråningen og med en afstand på 320 meter. Med Norman på 10 gange forstørrelse igennem sin håndkikkert og jeg med 20 gange forstørrelse i riffelkikkerten forsøger vi at blive enige om, hvor mange hjorte der er i gruppen, og hvilken der skal skydes til.
Jeg har kun haft øje for en af hjortene, som i krop, hals og ikke mindst trofæ var væsentligt større end de tre andre hjorte i gruppen Efter 30 sekunders forvirring omkring hvilken hjort vi kiggede på, enedes om en hjort, og jeg fik at vide jeg måtte skyde. Netop som vi var blevet enige, om hvilken hjort jeg skulle sigte på, begyndte de alle at bevæge sig op ad skråningen. Jeg lyttede ikke længere til Norman, som havde mistet hjorten af syne, da de bevægede sig, men koncentrerede mig 100 % om at følge den hjort, jeg havde udset mig, og ventede på det lille sekund, hvor den stod stille med en bredside til. Jeg er på nuværende tidspunkt bevidst om, at vinklen fortsat er 30-35 opad, men afstanden er umulig at aflæse nu, hvor de bevæger sig, og Norman ikke kan finde dem i sin håndkikkert.
Udfordrende betingelser
Hjorten, som jeg ikke har sluppet af syne i et millisekund, stopper endelig op, og endda med en fornuftig bredside til, da den kigger ned efter resten af gruppen. Jeg får rykket det ballistiske tårn fra 200 til 250 meter grundet vinklen, da jeg nu vurderer afstanden til at være +400 meter. Min skydeposition er efter forholdene helt okay med fast anlæg med bi-pod på en stor sten og med min egen håndkikkert lagt under bagskæftet for solid to-punkts støtte. Uden at tøve, selvom Norman på nuværende tidspunkt har hvisket ”waaaaaait” et par gange, lader jeg kuglen gå med en god fornemmelse, selvom afstand og betingelser er udfordrende.
Forvirring
Norman konstaterer hurtigt, at jeg ikke har ramt hjorten, og beder mig repetere og sende en kugle mere afsted. Jeg tager et hurtigt ladegreb, finder gruppen i fuld flugt op ad skråningen men uden held til at lokalisere den hjort, jeg har skudt til. PIS! Det var højst sandsynligt drømmehjorten, jeg lige havde skudt forbi til. Vi ser gruppen forsvinde over horisonten og sidder tilbage med en rigtig kedelig smag i munden.
Norman er ikke vred men uforstående over, at jeg slap kuglen til hjorten, på det tidspunkt jeg gjorde, da han påstod, at den var i bevægelse opad og med røven til. Jeg måtte hurtigt forsvare mig og sige, at den hjort jeg skød til, stod med bredsiden til og kiggede ned ad skråningen.
Endnu engang er vi begge forvirrede, og da vi igennem vores kikkerter forsøger at blive enige om, hvor dyret stod, kan jeg hurtigt konstatere, at Norman ikke har kigget på den hjort, som jeg skød til.
Da jeg igennem min riffelkikkert forsøger at finde et kendetegn ved det sted, hvor den hjort stod, som jeg skød til, ser jeg en hurtig bevægelse af noget, der ligner et forben eller gevir. Jeg skynder mig at gøre klar til skud, hvis det nu var noget, og efter få sekunder ser jeg hovedet på hjorten, der ligger og vipper op og ned meget forsigtigt. Uden at inddrage Norman i, hvad jeg netop har set, får jeg en kugle i kammeret og kan nu se nok af kroppen til, at jeg kan sætte en kugle der, hvor hals og bryst mødes. Det er nu et par minutter siden, at det første skud er faldet, og forvirringen fra Normans side er nu total. Jeg kan nu se, at hjorten ligger stille og kan med et kæmpe smil fortælle Norman, at hjorten ligger der!
Han tror ikke på mig, og da hjorten nu ikke længere har hovedet oppe, kan jeg ikke engang vise ham den i kikkerten.
Jeg får overbevist Norman om, at den nu meget tunge tur opad skråningen er arbejdet værd, da der ligger en rigtig fin hjort og venter på os. Norman aner ikke, hvad det er, vi går i møde, og da vi efter lidt søgen finder den smukkeste og mest symmetriske 8-ender højlandshjort forendt, jubler vi som to små drenge, der netop har fået nye cykler!
Vi sidder næsten en hel time og suger det hele til os, især den formidable udsigt, vi nu har fået efter at være kommet en hel del op i højden. Efter at have taget de obligatoriske trofæbilleder får vi smidt hjorten på ryggen af Norman, som bærer den ned ad skråningen i et sejt træk.
Hvorefter jeg kan bære den det sidste stykke vej hen til bilen hvor vi tager de sidste billeder sammen med Christian, min jagtkammerat, som også har skudt stor 8-ender hjort kun få kilometer fra os og nærmest samme tidspunkt. Så kunne det ikke gå hurtigt nok med at få læsset hjortene og sat kurs mod pubben og nogle store kolde Guinness!
Efter at de fire dage var gået, havde jeg skudt 5 hjorte. Christian havde skudt 4, og vores sidste makker, Peter havde skudt 3. De fleste af dem var ”prickets”, som udgør størstedelen af hjortene, da de smager godt og ikke er så svære at overliste som de gamle, snu, sorte spøgelser.
