TEKST OG FOTO: FREYA CHALOTTE ASKJÆR
Aldrig før er vi blevet målt og vejet så meget på, hvad vi siger og gør. Og aldrig før har andre mennesker haft så mange meninger om, hvad andre folk siger og gør. De sociale medier har gjort, at vi let kan ytre os om det, vi går og tænker på. Det gør det let for os at dele oplevelser fra livet – men det gør det også let at give sin mening til kende – uanset om det sårer andre eller skader dem.
Hvorfor indleder jeg min artikel med at skrive dette? Fordi jeg som kvindelig jæger, der deler mine oplevelser, mine tanker, mine holdninger og erfaringer om jagt, ofte oplever fordømmelse i forhold til, at jeg går på jagt. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at opleve dette. Særligt hører jeg om kvindelige jægere, som får rigtig mange tæsk på de sociale medier. Hvad opstår disse tæsk og meget skarpe holdninger af?
For og imod jagt
Når jeg deler på mine sociale medier, at jeg er jæger, får jeg altid reaktioner: positive fra mine ’med-jægere’ og ofte negative fra dem, der ikke er jægere. Der kommer sommetider kommentarer, og jeg oplever også, at folk ’unfollower’ mig, når de finder ud af, at jeg er jæger. Jeg har så meget lyst til at forklare mig – men i det moderne samfund, vi lever i, i dag, scroller mange bare videre uden at fordybe sig.
Det er ikke længere nødvendigt at gå på jagt, som det var tidligere. Vi kan købe alt det, vi ønsker os i butikkerne. Enten får vi det på køl eller på frost i dagligvarebutikkerne. Men vi bliver samtidig bombarderet med informationer om, hvordan ozonlaget bliver påvirket af fødevareproduktionen, og hvor meget vand fødevareindustrien bruger på produktion af fødevarer.
Det har ført til, at endnu flere vælger at blive vegetarer eller veganere – eller også er de kødspisere, som bliver vrede på jægere over, at de slår dyr ihjel. Det virker som om, at mange overser, at dyr må lade livet, for at vi kan få kød. Nogle bliver dyreetiske forkæmpere med den tilgang, at vi slet ikke bør spise kød.
Den første hare – skudt i Arizonas ørken i 2013.
At vokse op uden jægere i familien – og alligevel blive jæger
Jeg er vokset op i en lille landsby mellem Horsens og Juelsminde i et samfund med meget landbrug og helt sikkert også mange jægere. Mine forældre kommer dog ikke fra jægerfamilier og havde, så vidt jeg ved, ikke jægere i deres omgangskreds. Derfor ligger det på ingen måde i mine nærmeste aner at blive jæger.
Som voksen er jeg dog blevet mere opmærksom på, hvad jeg indtager af mad – og hvorfor.
Jeg har rejst sammen med min mand, som til dagligt arbejder i Forsvaret, og som bl.a. er meget fascineret af overlevelse i naturen. Survival skills er en del af hans arbejde, og det var også det, der bragte ham til Arizona, USA, i 2007.
På jagt i den amerikanske ørken.
I 2008 var jeg selv for første gang med i Arizona, og det blev starten på et dybfølt ønske om at inddrage naturen i vores måde at leve på. Rejsen ud i naturen og undervisningen i wilderness survival har været med til at flytte mine synspunkter og mine værdisæt i forhold til det at leve af naturen. Man kan så undre sig over, at jeg ikke har fået disse indsigter i Danmark – men det har bare ikke ligget i kortene, at jeg skulle få de erfaringer herhjemme.
Siden den ferie i 2008 været vi været i Arizona mindst en måned hver sommer. Vi har fået nære venner og er blevet inddraget i outdoor-livet, da de fleste af vores bekendte derovre er jægere og/eller samlere og alle lever af og med naturen. Det har over årene åbnet mine øjne for en mere naturlig verden, som også involverer jagt.
Vores somre er blevet udlevet i Arizonas natur – vi har skudt harer og samlet urter, fundet dyrespor og bygget shelters. Og alle de oplevelser førte til, at jeg i 2013 fik et stort ønske om at blive jæger, og udendørslivet begyndte at trække mere og mere i mig. Naturen er i mit hjerte og i mit DNA, selvom det ikke lå i kortene. Og jagt er, for mig, en stor del af det at være naturelsker.
Vi er på jagt – spotter og skytte.
At jage for at skaffe kød
I takt med, at jeg er blevet ældre, er det også blevet mere klart for mig, hvad naturen har at byde på. Jo mere indsigt, jeg har fået, og jo mere, jeg har befundet mig i naturen, jo stærkere har jeg følt et ønske om at vide, hvor min mad kommer fra. Hvis jeg selv kan dyrke mine grøntsager, selv kan samle mine bær og frugter – og selv kan nedlægge de dyr, der skal give os kød på bordet, så føler jeg, at jeg er tro mod mine værdier.
Jeg har haft høns i flere år. De giver os æg og kød på bordet. Det tog mig et par år at begynde at se på vores høns som andet end æglæggere, men nu ligger der et par stykker i fryseren, som skal bruges til suppe til efteråret.
Jeg går på jagt for at kunne sætte kød på bordet. Det er min tanke bag det at gå på jagt. Trofæer er fine, og jeg skal helt sikkert have min første buk monteret, og andre trofæer skal pryde væggene. Men jeg går på jagt for at spise det, jeg nedlægger.
På wilderness survival-kursus i 2013.
Naturen heler
Jeg har altid elsket naturen. Som barn var jeg altid at finde ved den lille bæk, ude på markerne på ryggen af en pony eller ude i skoven. Jeg fandt bær og frugter, hvor end jeg gik, og elskede naturen i alle dens afskygninger.
Selvom en vigtig del af det at gå på jagt er at kunne komme hjem med kød, er det dog ikke det hele, jagten giver mig. Den giver mig også mulighed for at kunne drage ud i naturen for at være alene, for at trække vejret frit, for at se dyrene i deres eget element, for at få ro i hovedet i forhold til hverdagens travle ræs. Vi har alle vores ømme punkter i livet, og alt det kan naturen hjælpe os med at hele og finde fred i.
Vi lever i en verden, hvor der bliver stillet større og større krav til os. Vi skal det hele og lidt mere til. Her er naturen et åndehul, et sted, hvor vi kan tage ud og trække vejret, uden der bliver stillet en masse krav til os fra samfundet, arbejdet og familien.
Samtidig kan vi bringe mad med hjem til bordet, mens vi nyder harer, der springer i kornet, råer, der går tur med deres lam, krondyrene på nabomarken, gæssene, der flyver lavt over os, og ræveunger, der leger i skovkanten. Vi kan mærke vinden, der blæser hatten af, regnen, der falder på vores hænder, træernes brusen, markernes knitren og solen, der bager fra himmelen.
Første jagtsæson i Danmark.
Kvindelig jæger anno 2018
Af mange årsager startede jeg først på jagttegnskursus i 2016 og stod med jagttegnet i hånden i sommeren 2017, 47 år gammel. Jeg er en undtagelse i statistikken: Jeg er ny jæger, jeg er kvinde – og tilmed ikke helt ung længere… Men jeg ved, hvad jeg vil med mit jagttegn.
Jeg har masser at lære. Men jeg har samtidig et ønske om, at flere kvinder forstår, hvordan de kan udvikle sig som mennesker gennem naturen og gennem jagt. De officielle tal fra Naturstyrelsen viste pr. 1. marts 2018, at blandt de 176.941 jagttegnsløsere i Danmark var der 11.387 kvinder. Det svarer til 6,4 procent – det højeste antal, der nogensinde er registreret. Blandt de 227.639 jagttegnsberettigede i Danmark er der 19.392 kvinder. Det svarer til, at der kun er 8,51% af de danske jægere, som er kvinder.
Er disse kvinder synlige i jagten i Danmark? Er kvinder velkomne på jagterne, og hvad gør kvinder selv for at blive inkluderet? Det er værd at se nærmere på.
Kigger efter krondyr før solnedgang.
Hvorfor går du på jagt?
Dette er min historie – dette er årsagerne til, at jeg er blevet jæger. Har du tænkt over, hvorfor du blev jæger? Er det, fordi du er født ind i en jægerfamilie, eller er det, fordi du har oplevet friheden ved at være i naturen?
Svaret kender kun du. Sommetider er det godt at reflektere over, hvorfor vi egentlig gør, som vi gør. Refleksioner kan give os nye indsigter, nye idéer og nye måder at gøre tingene på. Alt udvikler sig over tid… også jagt og jægere. Det, der ikke ændrer sig, er dog, at der altid vil være mennesker, der søger den mest naturlige vej til føden – gennem naturens rige spisekammer.
Efter en lang aften ude i naturen. Fredfyldt og rolig.
