Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Hvinanden anden, der yngler i træer

Jeg husker tydeligt første gang, jeg så en ynglende hvinand vende tilbage til reden. Jeg var på ferie i Jämtland i Sverige, og hytten lå på en skrænt i skovkanten ned til en stor sø. Jeg så en lille and lette fra søen og kunne snart høre den karakteristiske hvinende lyd fra dens vinger. ”Aha, en hvinand”, tænkte jeg og fulgte den med øjnene, da den satte kurs direkte mod de høje træer bag hytten. Stor var min forbløffelse, da den fløj direkte ind i et træ. Sådan så det i hvert fald ud. Men hvinanden var pist væk. Da jeg undersøgte træet nærmere, kunne jeg se, at der var et pænt stort hul ca. 10 meter oppe af stammen, og søreme om jeg ikke kunne se hvinanden titte ud af redehullet. Den dag lærte jeg, at ænder også kan yngle i træer.
Præsenteres af Deerhunter.

TEKST: TORBEN MØLLER-NIELSEN. FOTO: NOPPADOL PAOTHONG M.FL.

Hvinænderne har nogle intense øjne, og hannens gyldne øjne har givet fuglen dens engelske navn: Goldeneye. Foto: Stefan Berndtsson.

GoldenEye

På engelsk hedder hvinanden (Bucephala clangula) ”Common Goldeneye”. Det lyder som noget fra en James Bond-film, men hvor vi har opkaldt den efter dens lyd i flugten, så har englænderne opkaldt den efter andrikkens spektakulære øjenfarve, som ligner det pureste guld. Det er lidt spøjst, at hverken vi eller englænderne har brugt det latinske navn, som ellers også beskriver fuglen ret godt. Bucephala stammer fra græsk og betyder ”tyrehoved”, hvilket passer ret fint til hvinandens lidt plumpe hovedfacon. Det latinske ord clangula betyder ”at genlyde”, hvilket man må sige, at lyden af dens vingeslag giver.

I stærkt lys skifter hvinandrikkens hoved farve fra sort til metallisk grøn. Foto: Francis Franklin.

Selvom hvinanden ikke er specielt farvestrålende, er hannen i hvert fald ret ”iøjnefaldende” med dens sort/hvide farvetegninger og de gyldne øjne. Faktisk har hannens hoved et metalgrønt skær, som tydeligt træder frem i godt lys, mens den på en grå efterårsdag ser mere sort/hvid ud.

Hunnens farvetegninger minder lidt om en pibeands med et brunligt hoved og en gråblå krop, men den er dog mere afdæmpet i farverne end brunnakken. I modsætning til så mange andre hunænder behøver den jo heller ikke den helt store camouflage, når den ligger på reden, da rugningen foregår  i et hul i et træ

Størrelsesmæssigt tilhører hvinanden ikke til de helt store ænder, da vægten kun er på 600-1.200 gram. Vingefanget er på 70-80 cm og kropslængden er på omkring en halv meter.

Hvinanden er udbredt på det meste af den nordlige halvkugle – vel at mærke hvor der findes egnede redetræer. Og derfor er den da heller ikke til stede på hverken Grønland eller Island.

Hvinanden er udbredt på det meste af den nordlige halvkugle, dog ikke Grønland, Island og længst mod nord i Asien og Nordamerika. Den totale bestandsstørrelse er estimeret til at ligge mellem 2.7-4.7 millioner fugle, og bestanden er på ingen måde truet. I Danmark møder vi den især som trækgæst om vinteren, hvor der visse år kan være op mod 100.000 fugle i de danske farvande. Den er en relativ sjælden ynglefugl herhjemme med kun omkring 100 ynglepar i det nordlige Sjælland, hvor der både er store søer og skove.


Hvinanden er en smuk og adræt lille dykand, så selvom der ikke er mange farver, så er de hvide og sorte felter i fjerdragter udnyttet optimalt rent skønhedsmæssigt. Foto: Noppadol Paothong.

Hvornår er det bedst?

Højsæsonen, hvor man kan møde den lille dykand, er i vinterhalvåret fra midt i oktober til hen i april. Den holder til i de indre farvande, men den raster også gerne i større søer, så det er en af de dykænder, man kan være heldig at møde på et almindelig morgen- eller aftentræk ved en sø inde i landet.

Jeg har været så heldig at møde den på aftentræk ved en å i Jylland, som ænderne brugte som ledelinje mod en større sø tæt på. Det er umanerlig spændende at sidde der i tusmørket og pludselig høre den meget karakteristiske hvinende lyd fra hvinændernes vinger. Det giver andejagten en helt ny dimension, som giver mig mindelser om gamle dages drivjagt med støvere efter hjortevildt. Der var det også lige så meget lyden som synet, der bestemte, om jagtheldet var med én.

Jagt – hvad skal du bruge

Den klassiske jagt på hvinænder foregår fra en skydepram og med en god portion lokkere – gerne mere end 20. Man kan være heldig at skyde dem på overfløj inde i landet og ved strandenge, men der er ingen tvivl om, at hvis man gerne vil have mange og gode chancer til den lille dykand, må man ud at sejle. Og så bliver det hurtigt et udstyrsstykke. Det vil føre for vidt her at komme ind på sikkerhed til søs, samt alle de remedier, der hører til havjagten med pram, men for den interesserede er der som altid hjælp at hente på nettet. Strandoghavjagt.dk er et fortrinligt sted at søge informationer, når det gælder den frie jagt på fiskeriterritoriet. Et par råd vil jeg dog komme med. Lad være med at tage din fine, gamle haglbøsse med på vandet. Saltvand elsker at æde gammelt stål! Og husk varmt og vandtæt tøj. Da man ikke har hund med i en skydepram, er det dig selv, som skal samle de skudte ænder op fra vandet. Og lapperne skal ikke dyppes mange gange i bølgen blå om vinteren, før de får samme blålige farve. Der er ofte noget koldere på vandet, end man lige regner med. Især er det vigtigt med nogle gode, varme handsker. Jeg har selv haft stor fornøjelse af handsker af mærket Sealskinz. De er ikke billige, men det er svært at finde noget bedre og ikke mindst varmere.

Hvinand

Jagttid: 1. oktober til 31. januar.

 

Jagtudbytte: Ca. 6-10.000 om året.

 

Højsæson: Oktober til januar.

 

Til kokken: Beregn 1 brystfilet per person. Hvinanden er en dykand og kan godt have en kraftig smag, som kan være en udfordring for sarte ganer. Man kan mildne den kraftige smag en smule ved at sørge for, at der ikke er fedt med på brysterne og ved eventuelt at lade dem marinere et døgns tid.

VIDEO: Jagt på hvinand.

VIDEO: Lidt fif til lokkefuglene.

Torben Møller-Nielsen
Torben Møller-Nielsen
Redaktør på JAGT, Vildt & Våben

Læs mere

Nyheder