Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Hvilken jagthund skal jeg vælge? #2 Stødende hunde

AF: MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT

FOTO: KIM MILLER MEDIA

Ja, det spørgsmål, er der nok mange jægere, der stiller sig selv. Derfor har Mathias Vogdrup-Schmidt lavet en serie af korte videoer med præsentation af de syv forskellige grupper af jagthunde i Danmark:

  • De apporterende hunde
  • De stødende hunde
  • De korttidsdrivende hunde
  • Schweisshunde,
  • De stående hunde,
  • De gravsøgende hunde
  • Støverne

I videoerne er der interviews med erfarne hundeførere inden for hver racegruppe, som giver en præsentation af gruppen. Formålet er at hjælpe dig med at vælge den helt rigtige jagthund. Både for din egen, men i særdeleshed også for hundens skyld. Jagthunde er avlet til specifikke formål, og det vil være bedst for begge parter, hvis hundens egenskaber passer med den eller de jagtformer, man ønsker at gå, for så går alt op i en højere enhed.

I første omgang bør man snævre sit valg af jagthund ned til én gruppe. Hvis man på baggrund af videoerne får et oplyst grundlag at gøre dette på, er målet med videoerne nået. Dernæst skal man vælge race, og det er langt enklere, når valgmulighederne er tilpas afgrænsede. Læs mere om alle de forskellige jagthunderacer i Danmark i Mathias’ bog: Danmarks Jagthunde.

Men læn dig tilbage og hør mere om de syv forskellige grupper af jagthunde i Danmark her.

God fornøjelse

VIDEO: Stødende hunde med Mathias Vogdrup-Schmidt og Mikkel Nielsen.

Stødende hunde

De stødende hunde er en gruppe af jagthunde. Deres primære disciplin er at finde og rejse småvildt i kort afstand fra føreren. De skal være under kontrol, således at de kan styres i søget efter vildt, sætte sig, når vildtet er rejst og først på kommando apportere det nedlagte vildt. De stødende bruges primært til jagt for stødende hund, også kaldet blandet jagt, husmandsjagt og de senere år også det engelske ”rough shooting”. Konceptet er det samme. Hunden rejser vildtet inden for skudafstand af føreren eller de medfølgende jægere. De stødende hunde kan også bruges på fællesjagter og godsjagter, hvor hunden støder vildtet op til de udposterede skytter.

Af racer herhjemme anvendes engelsk springer spaniel FT og engelsk cocker spaniel FT, der er blevet blandt de mest almindelige jagthunde herhjemme. FT står for ”Field Trial”, som på dansk betyder markprøve og er betegnelse for jagtlinjerne af racerne.

Mikkel Nielsen er en meget erfaren træner og opdrætter af spaniels. Hør Mikkel fortælle om de stødende hunde i et interview med Mathias Vogdrup-Schmidt.

Videoen er en del af Mathias’ serie om de syv forskellige grupper af jagthunde i Danmark. Serien er tiltænkt dig, så du kan vælge den helt rigtige jagthund.

Knæk & Bræk!

Se også artiklen om:

#1 Apporterende Hunde 

med Mathias Vogdrup-Schmidt og Rolf Andersen

Læs mere

Nyheder