AF STEEN ANDERSEN
FOTO: BOBEX-73, JUICE DASH OG MOUNTAINS HUNTER/SHUTTRESTOCK

I løbet af den første uges valgkamp skrev vi rundt til alle de 12 opstillingsberettigede partier, som vil være at finde på stemmesedlen den 1. november.
I skrivende stund har størstedelen af de blå partier sendt os svar.
Størstedelen af partierne i den røde blok har tilsyneladende travlt med andet end at bekymre sig om den danske jagt og de cirka 200.000 jagttegnsberettigede vælgere den sag angår. Så lærte vi da det.
Spørgsmålene
- Er dit parti tilhænger af
bæredygtig jagt i Danmark? - Er dit parti fortaler for at jagten i Danmark skal reduceres?
- Er dit parti af den opfattelse, at bæredygtig jagt gavner naturen og styrker biodiversiteten?
Svarerne
Jakob Engel-Schmidt, politisk chef og spidskandidat for Moderaterne i Nordsjællands Storkreds var hurtigst til at svare. Kort og klart:
- Moderaterne er tilhængere af bæredygtig jagt.
- Moderaterne mener ikke, at jagten i Danmark skal reduceres.
- Moderaterne mener, at bæredygtig jagt gavner naturen og biodiversiteten.
Derpå fulgte svar fra Alexander Kvist Hansen, Politisk-juridisk konsulent hos Nye Borgerlige:
- Nye Borgerlige anerkender jægerens væsentlige rolle i reguleringen af vildt, naturpleje og dermed jægernes positive betydning for danskernes naturoplevelser. For dygtige jægere sætter en ære i at være naturforvaltere og at sikre sunde bestande.
Et af vores ønsker er blandt andet bedre kontrol med udsætningen af gråænder. Dette skal ske for at sikre, at denne jagtform fortsat får lov til at finde sted i Danmark og ikke bliver forbudt af venstrefløjen. - Nej. Jagt som hobby skal respekteres og forsvares. Vi vil lytte til jægerne selv, når det kommer til regulering.
- Nye Borgerlige anerkender jægerens væsentlige rolle i reguleringen af vildt, naturpleje og dermed jægernes positive betydning for danskernes naturoplevelser.
Det næste svar tikkede ind fra Mona Juul, der er miljøordfører hos Det Konservative Folkeparti, og hun tager i denne omgang rekorden for at svare kort og præcist:
- Ja
- Nej
- Ja
Jacob Jensen er miljøordfører hos Venstre og har svaret således:
- Ja, Venstre er stor tilhænger af bæredygtig jagt i Danmark.
- Nej, i Venstre mener vi ikke, at jagten i Danmark skal reduceres, men at den er på et fint niveau, som den er i dag.
- Ja, Venstre er bestemt enig i, at bæredygtig jagt gavner naturen og styrker biodiversiteten.
René Christensen, Miljøordfører Dansk Folkeparti er den sidste af de adspurgte politikere som har sendt os et svar:
- Ja jagt er vigtig, vi skal huske at vi også bruger jæger og hund til andre opgaver.
- Ikke hvis det sker under ordnede forhold.
- Er Dansk Folkeparti af den opfattelse, at bæredygtig jagt gavner naturen og styrker biodiversiteten? Det er altid et problem hvis en art bliver for stor, derfor er det godt at der kan sker en regulering, men igen det skal ske ordentligt. Det er bestemt også min opfattelse at det gør det.
Indtil videre er Frie Grønne det eneste af partierne fra den røde blok som har svaret på vores tre spørgsmål.
Det er folketingsmedlem Susanne Zimmer som har svaret således:
- Er Frie Grønne tilhænger af bæredygtig jagt i Danmark? -Ja, men det er ultimativt vigtigt at hensynet til dyrebestanden og økosystemet overholdes og at biologer har afgørende indflydelse. Desuden skal jagt være dyreetisk. At opdrætte fasaner er efter min mening ikke etisk eller reel jagt. Jægernes rolle er i virkeligheden at træde i stedet for de store hjemmehørende rovdyr vi har fortrængt, som for eksempel ulve.
- Er Frie Grønne fortaler for at jagten i Danmark skal reduceres? -Se ovenfor
- Er Frie Grønne af den opfattelse, at bæredygtig jagt gavner naturen og styrker biodiversiteten? -Se ovenfor
Følg med
Så langt så godt.
Tjek siden her de følgende dage. Vi opdaterer i takt med at flere svar dukker op.



