Wild boar testet i praksis
For et par måneder siden præsenterede vi i Mit Jagtblad Härkilas nye jagtsæt – Wild Boar – specielt udviklet til vildsvinejagt. Nu har vi, som lovet, haft lejlighed til at teste det på jagt.
Se præsentationen i vores septemberudgivelse af
Wild Boar sættet her >
Jeg stod på en grusvej med tæt ungskov foran mig og mørk granskov bag mig. Pludselig glammede hundene ganske tæt på, og jeg hørte den knasende lyd af et stort dyr, som galopperede over skovbundens tørre løv. Jeg hævede den lånte riffel og afsikrede. Inderst inde forventede jeg nok at se et stykke kronvildt, eftersom fire af slagsen allerede havde passeret posten, men da jeg så de sorte ører over hindbærkrattet, vidste jeg med det samme, at der var en stor gris på vej.
Jeg kunne ikke se ret meget andet end svajende stængler og jeg havde ingen anelse om det var en so, en orne eller en lille flok blandede svin, som kom brasende. Hvis dyret holdt kursen, ville det komme til syne i en smal åbning i bevoksningen omkring ti meter fra mig, inden det nåede frem til vejen. Jeg kunne skyde i den retning uden fare for drivere eller andre jægere, men det var absolut ikke tilladt at nedlægge en stor so, så alt skulle finde en løsning på et par instinktive sekunder, hvis chancen opstod.
Jeg fulgte den sorte bevægelse gennem riffelkikkerten med forstørrelsen skruet ned på 1X og begge øjne åbne. Da grisen kom til syne, befandt det røde punkt sig lige over dens ører. Jeg så med det samme at det var en keiler – en stor keiler, og jeg lod punktet finde vej til skulderen i en glidende bevægelse. Der var ingen tid til at fintænke situationen, og jeg trykkede af på rygmarvsfornemmelsen, da pletten i et splitsekund hvilede lige bag skulderen. Den store orne tegnede ikke for skuddet og jeg fik et skud mere afsted gennem granerne skråt bagfra, inden den sorte masse forsvandt ind i det tætte krat. Det andet skud føltes også godt, men ornen reagerede heller ikke synligt på det.
Jeg lyttede med tilbageholdt åndedræt og hørte, hvordan det bragede i de visne grene 60-70 meter bag mig. Det lød som om, at keilerens flugt var standset – et godt tegn. Mindre end 30 sekunder senere kom hele flokken af kopov-hunde blæsende ned ad sporet. De gøede helt hysterisk på samme sted bag mig. Endnu et godt tegn. Men de blev ved med et gø i flere minutter – et knapt så godt tegn. Måske var der stadig liv i den svære keiler? Jeg var bekymret for hundene men kunne intet gøre. På en drivjagt bliver man på sin post uanset hvad.
To bevæbnede hundeførere kom løbende ud af såten.
De havde set keileren, hørt skuddene og kunne nu høre deres ophidsede hunde bag mig. De havde løbet et stykke vej op ad bakken og var svedige og røde i kinderne. Den ene holdt to krumme pegefingre op mod sine mundvige for at spørge, om det var en keiler. Jeg nikkede og spredte armene som en lystfisker på lykkepiller. De skulle vide, at det var en keiler, og at den var STOR. Jeg kunne se at budskabet gik rent ind, og de to var meget opmærksomme, da jeg med tegn og fagter fik udpeget retningen.
Hundeførerne gik meget varsom frem imod deres gøende hunde. Jeg ventede at høre et fangstskud, hvert øjeblik det skulle være, men der blev ikke åbnet ild. Til gengæld blev nogle yderst ophidsede hunde koblet og faldt til ro. Da hundeførerne atter kom op på vejen illustrerede to tommelfingre mod himlen, at alt var i skønneste orden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde ramte ornen anderledes, så den måske var tumlet omkring og havde fået øje på mig. Jeg stod på jorden med ti meter til skudstedet. For hundeførerne var situationen naturligvis endnu mere dramatisk – hvor ofte står disse folk ikke ansigt til ansigt med en vred gris?
Godt nok var det meningen, at jeg skulle teste tøjet, men det var bestemt ikke min hensigt at udsætte mig selv for den ultimative test i form af en ornetand i inderlåret – det er jeg sikker på, at Härkila har deres egne folk til….. Ornen var stendød. Dræbt to gange med skud i den øverste del af hjertet. Hundene havde blot opført sig så hysterisk, fordi de simpelthen hader vildsvin helt nede fra bunden af deres formørkede hundesjæle.
Min oplevelse af sættet
I skrivende stund er det indtil videre blevet til fire drivjagtsdage på vildsvin i Europas efterårsskove, hvor jeg har haft lejlighed til at teste sættet på lange gåture i kuperet terræn og på timelange drivjagtsposter i temperaturer fra under frysepunktet til omkring ti graders varme i slud, regn, sol og vind. Det er sågar lykkedes mig at nedlægge flere vildsvin. Alt i alt nogle udbytterige testdage.
Forud for den praktiske afprøvning var mine største bekymringer om sættet var til at gå i, og om det var varmere eller koldere end de gammelkendte sæt udviklet til aktiv jagt. Jeg har anvendt det efterhånden klassiske grønne jagtsæt Pro-hunter gennem flere sæsoner og kan ikke lade være at sammenligne med det, når det kommer til funktionalitet og komfort.
Wild Boar jakken er på alle leder og kanter nøjagtigt lige så funktionel og komfortabel som den ”almindelige” Pro-hunter. De orange sikkerhedsdetaljer er ideelle til drivjagt og overflødiggør fuldstændigt orange sikkerhedsveste. Man er klart synlig fra alle sider. En Pro-hunter til drivjagt og eftersøg. Godkendt herfra!
Man kan naturligvis mærke forstærkningen af bukserne på indersiden af lårene og i skridtet, men kun hvis man tænker efter. Jeg oplevede det ikke som noget problem at gå lange strækninger i kuperet terræn med bukserne på. En positiv overraskelse – jeg havde forventet at give køb på lidt mere gangkomfort end som så. Jeg vil mene at selv aktive hundeførere som prioriterer bevarelsen af deres langsigtede førlighed, uden videre kan jage for fuld kraft i disse bukser. Der er heller ingen problemer med varmeudvikling – bukserne kommer fint af med overskudsvarme.
Alt i alt et rigtigt fornuftigt sæt med sikkerhedsdetaljer til vildsvinejagten, som først og fremmest kommer til udtryk hver eneste jagtdag i kraft af de orange detaljer, men som også rummer en udstrakt beskyttelse i de (heldigvis relativt sjældne) tilfælde, hvor et vredt vildsvin når at gøre gengæld…. For hundeførerne på vildsvinejagt burde sikkerhedsbukser være normen. For passkytter er det statistisk set mindre nødvendigt, men situationerne opstår ikke desto mindre engang imellem. Det er dyrt….ja ….. men hvor højt værdsætter du din egen sikkerhed?
Jeg jager fremover kun vildsvin med sikkerhedsbukser på.
