Grågåsen – luftens storvildt

Den er blevet langt mere udbredt i Danmark, end den har været tidligere, og nu må man allerede jage den fra august. Vi tegner et portræt af grågåsen.

TEKST: TORBEN MØLLER-NIELSEN. FOTO: B. NYMAN M.FL.

Grågåsen (Anser anser) har sammen med koen, hesten, svinet fåret og hønen en lang historie sammen med mennesket. Det er flere tusinde år siden, at mennesket tæmmede de vilde grågæs for at sikre sig velsmagende kød, lækre æg og varmende dun.

I vore dage spiller grågåsen ikke længere den store rolle i landbruget, men det gør den til gengæld for jægerne. Grågåsen har været i kraftig fremgang i årtier til stor glæde for de danske jægere, hvor mange flere nu har mulighed for at luftens storvildt på tasken.

Grågåsen er den største af de ’grå’ gæs. Foto: B. Nyman.

Par for livet

Grågåsen er den største af de grå gæs med en spættet grå og hvid fjerdragt, orange næb og lyserøde ben. Den er omkring 90 cm lang med et vingefang omkring 175 cm og med en vægt på 3-4 kg. Gasen er lidt større end gåsen.

Grågæs ’snakker’ meget. Især når de flyver, lyder det som om, at de hele tiden holder hinanden orienteret om alt mellem himmel og jord – helt bogstaveligt.

Grågæs er monogame og danner par for livet. De bygger rede på jorden i skjul af siv og anden vegetation eller på små flydende øer af siv på vandet. Reden fores med fjer og dun, og der lægges i snit seks æg, som er ca. 6×9 cm. Gåsen ruger i 28 dage, mens gasen holder vagt. Begge forældre deltager i yngelplejen.

Efter otte-ni uger er gæslingerne flyvefærdige – nogenlunde på samme tid som forældrene, der har fældet deres svingfjer og halefjer en måned tidligere, og som derfor har været ude af stand til at flyve i en måneds tid.

En gås lægger i snit seks æg, og de små gæslinger klækkes efter 28 dage. Foto: D. Reis Koffer.

Græssende gæs

Grågæs er planteædere og lever hovedsageligt af græsarter. Kortklippet eller nyligt spiret græs/korn indeholder mere næring end ’gammelt’ græs, og derfor ser man ofte grågæs fouragere på folde med får og køer, ligesom parker med søer og store, klippede plæner ofte er foretrukne madsteder.

Da der ikke er meget næring i græs, bruger gæssene meget tid på fødesøgning. Græsset passerer hurtigt gennem gåsens fordøjelsessystem, og deres enorme mængder ekskrementer kan derfor være til stor gene i byens parker. På marker med spirende korn kan en flok gæs gøre stor skade, og derfor søges der mange steder om reguleringstilladelse for at nedbringe markskaderne fra gæssene.

I det tidlige forår ser man ofte grågæssene to og to på enge og folde, hvor de går og græsser. De er monogame og danner par for livet. Foto: Torben Møller-Nielsen.

Hvor yngler grågåsen?

Grågåsen er udbredt i et bredt bælte på den nordlige halvkugle, hvor fuglene hvert år trækker nordpå for at yngle. De varmere vintre og tilstedeværelsen af grønne marker året rundt i Danmark har bevirket, at bestanden af både stand- og ynglefugle er steget kraftigt de seneste år.

Gæssene ankommer i slutningen af februar i store flokke, som i løbet af marts/april deles op i par, der prøver at finde et velegnet sted at bygge rede. I takt med, at bestanden af ynglefugle stiger, ser man også grågæs bygge rede flere og flere steder, hvor man før aldrig så dem. Fælles er dog, at de gerne vil have noget vand at dyppe tæerne i, og hvor de kan være i sikkerhed for ræven, når de fælder og ikke kan flyve.

Grågåsen findes på det meste af den nordlige halvkugle, men er også undsluppet fangenskab i både Australien og New Zealand.

Hvor kan den skydes?

I august måned begynder gæssene at samles i flokke igen og trække ud mod kysterne, og nogle begynder så småt at flyve sydover. Eftersom jagten på grågæs hidtil har gået ind d. 1. september (se faktaboksen nedenfor), kan det virke som om, at gæssene kender datoen. For hvor der måske har været store flokke af grågæs den sidste uge i august, der gik og mæskede sig på engen, så er de pist borte, når det bliver d. 1. september.

Hvis man bor i nærheden af kysterne, så ved man dog godt, hvor gæssene er blevet af. Her kan man være heldig i de klare, varme septembermorgener at se tusindvis af grågæs komme gakkende ind over skjulet, og så er der dømt gåsefeber.

Grågåsen kan jages hele efteråret, men den absolutte højsæson ligger i september/oktober, hvor der også kommer trækkende flokke ned fra det nordlige Skandinavien.

I slutningen af august samler grågæssene sig igen i flokke og begynder at trække væk fra ynglepladserne. Foto: M. Hanselmann.

Bemærk!

I takt med, at bestanden er steget, og flere og flere har fået øjnene op for den spændende gåsejagt, er der også kommet langt mere raffineret og bedre udstyr til at sikre succes på gåsejagten.

Det første, man skal være opmærksom på, er, at grågæs ser ualmindelig godt og er meget vagtsomme. Det gælder derfor om både at være skjult godt og også at have tålmodighed nok til at vente, indtil gæssene faktisk er på skudhold.

Gåsen er en stor fugl, og derfor skyder mange på for langt hold, fordi de faktisk tror, at gæssene er tættere på, end de reelt er. Gæssene har også meget mere fart på, end man umiddelbart skulle tro. Kombineret med, at de også har både kraftige fjer og et tykt dunlag og derfor også er skudstærke, skal man ikke skyde på længere hold end 25 meter. Og gerne med store hagl og hurtige patroner.

En grågås er skudstærk! Og den skal tæt på, før man skyder. 25 meter er den maksimale anbefalede skudafstand. Foto: Torben Møller-Nielsen.

Hvilket udstyr?

Når det gælder udstyr, skal man i første omgang sørge for et godt skjul. I dag kan man få en slags kasser, hvor man kan springe op som trold af en æske, når gæssene er tæt nok på – eller rettere man ligger i de tildækkede kasser og åbner låget, så man kan komme til at skyde.

Der er heller ingen tvivl om, at en flok lokkegæs i god kvalitet forbedrer ens chancer gevaldigt, ligesom nogle gode lokkekald, som man ved, hvordan man skal bruge, kan få en flok forbipasserende grågæs til at ændre mening og lægge an til landing foran skjulet.

En velegnet apporterende hund, som både kan klare at apportere den størrelse fugl, og jo helst mange gange, er et must. Grågæs er som sagt skudstærke, og en hårdt anskudt grågås kan svæve rigtig langt på stive vinger. Så er det rart med en god apportør!

Gås på bordet

Der er ikke meget fuglevildt, der smager bedre end grågås. Hvis man har tålmodigheden og forsigtigheden til at plukke en hel gås eller to, så skindet er intakt, så findes der næppe en bedre julemiddag end langtidsstegt vildgås med rødvinssovs, ribsgele, waldorfsalat og brune og hvide kartofler.

Man kan også skære brystfilerne af og stege dem som bøffer, hvis man ikke orker at plukke hele gåsen, og hvis man hellere vil have noget helt specielt til en god forret, så er røget gåsebryst et godt bud. Der er selvfølgelig ikke lige så meget kød på en vildgås som på en opfedet tamgås, men så må man bruge to i stedet for en gås. Alting smager jo også bedre, når man selv har skudt det!

Grågåsevildtudbytte

2016/2017: 59.706.

2010/2011: 38.700.

En fremgang på over 20.000 på seks år!

Jagttid: 1/9-31/1.

Desuden må grågås på omdriftsarealer eller i umiddelbar tilknytning hertil jages fra 1/8-31/8. Det vil sige på dyrkningsfladen, samt i læhegn, grøfter o.l., som grænser op til omdriftsarealer. Dog ikke inden for en afstand af 300 meter landværts daglig højeste vandstandslinje (hav og fjord) samt søer større end 3 ha. Afstanden i forhold til søer regnes fra vandkanten, dvs. der hvor der ved normal vandstand er vand i overfladen, men ikke nødvendigvis åbent vandspejl.

Video

Video: Gåsejagt med liggeskjul

Video: Brug af lokkekald

Læs mere

Nyheder