Gode og dårlige gevirår

Hvis man skal dømme ud fra årets høst af bukketrofæer, kan man vist roligt konkludere, at 2018 bliver et særdeles godt ’gevirår’.

AF KIM LINDGREN

Der findes gode og dårlige gevirår, og i de gode gevirår vil en stor andel af bukkene opsætte en større opsats end normalt, hvilket ikke er tilfældet i de dårlige gevirår. Typisk ser man i de gode gevirår flere årsbukke opsætte en opsats som stor gaffel eller en mindre seksender, mens der i de dårlige gevirår normalt kan registreres flere knopbukke blandt årsbukkene.

Når vi taler om råbukke, er det faktisk forkert, at vi kalder det ’gevirår’, da råbukken jo opsætter en opsats, hvorfor den rigtige betegnelse burde være ’opsatsår’. Men uanset om vi kalder det gevir- eller opsatsår, skal vi flere år tilbage i tiden for at have haft et tilsvarende år, hvor bukkejagten gav en høst af bukke med meget store trofæer.

De fleste bukkejægere er bekendt med bukkenes normale trofæstørrelser på det revir, de driver bukkejagt på. Men hvis man f.eks. som i år har et særdeles godt gevirår, kan dette godt forvirre nogle bukkejægere, da de normale opsatsmæssigt mindre årsbukke kan være svære at spotte på reviret.

Store årsbukke

I den forbindelse kan jeg nævne, at en skytte på et større gods på Sjælland i år blev kontaktet af en bekymret jagtlejer, som mente, at der var noget helt galt med bukkebestanden på reviret. Han var bekymret, fordi han mente, at hele sidste års tilvækst af bukkelam på reviret manglede.

Sagt på en anden måde, så var der ifølge jagtlejeren og hans observationer før og under bukkejagten ingen 1-årsbukke på reviret i år. Skytten på det pågældende sted følger selvfølgelig også bukkenes udvikling på reviret og kunne berolige den bekymrede jagtlejer med, at der var masser af 1-årsbukke på reviret i år. Årsbukkene havde blot i år, modsat tidligere år, sat særdeles stort op, hvorfor de bukke, som jagtlejeren så som 2-3 årsbukke, var de ’manglende’ 1-årsbukke.

I de gode gevirår opsætter årsbukke og de yngre bukke en imponerende opsats.

Gode gevirår

Årene 2009, 2005 og 1996, var også år, som går over i historien som særdeles gode år, når vi kigger isoleret på, hvor stort bukkene i disse årstal satte op.

Årsagerne til, at vi engang imellem oplever år, hvor bukkene generelt set opsætter større opsatser end normalt, er formentlig et sammenfald af flere faktorer. Den frelste og altvidende bukkejæger vil påstå, at årsagen er, at han/hun gennem en årrække har ’gemt’ nogle af bukkene, som derfor er blevet ældre og derved har udviklet større opsatser. Denne forklaring er i de fleste tilfælde mere en belejlig forklaring end den endegyldige sandhed.

I de dårlige gevirår er det ikke unormalt, at man vil have flere knopbukke på reviret end i de gode gevirår.

Der er sikkert nogle få, som vitterligt har forvaltet råvildtet med henblik på at fremavle store bukketrofæer. Men jeg vil påstå, at størstedelen af de danske bukkejægere blot taler om råvildtforvaltning, uden på nogen måde at skele til denne, når de går på bukke- og råvildtjagt.

I de år, hvor vi har gode gevirår, vil man kunne se det på de voksne bukke i marts måned. Selvom en buks opsats er svær at bedømme i bast, er ingen vel i tvivl om, at denne buks opsats er stor.

Efterårsfedningen

Den formentlig største indflydelse på størrelsen af bukkenes opsatsdannelser er tilgangen til en god og nærende føde hele året. Specielt er det vigtigt, at råvildtet har muligheden for en god efterårsfedning i perioden september til og med marts.

En lang sommer og en mild efterårsperiode kombineret med en mild vinter resulterer mange gange i en god efterårsfedning. Hvis der samtidig er få vintersædsmarker, tvinges råvildtet til at æde andet næringsholdig føde end den let omsættelige og næringsfattige føde fra landbrugets vintersædsmarker.

Der er ikke mange, som tænker over dette, men efterårsfedningen har en direkte indflydelse på bukkenes opsatsdannelse samt produktionen af nye lam på hundyrssiden.

En del af året kan råvildtet ikke omsætte al den energi, som indtages, hvorfor naturen er så snedigt indrettet, at dette ’overskud’ oplagres på og i kroppen. De perioder af året, hvor råvildtet ikke kan indtage nok energi i forhold til, hvad der skal bruges, er råvildtet meget afhængig af, hvor meget ’overskud’ det har oplagret under efterårsfedningen.

I en periode i efteråret fra august, når brunsten slutter og frem til marts/april måned, er det meget vigtigt, at man prioriterer råvildtets efterårsfedning meget højt. Denne efterårsfedning er ikke kun vigtig for bukkene, men også vigtig for hundyr og lam.

Udvækst af skelettet

Bukkene er meget aktive i brunsten og indtager ikke ret meget føde i perioden. Derfor vil bukkene også normalt være mere eller mindre afkræftede efter brunsten og skal derfor have fyldt reserverne op igen. I første omgang tager bukkene de kilo på, de givetvis har tabt under brunsten, og samtidig begynder de at opbygge de fedtreserver/fedtdepoter, som er vigtige at have gennem vinteren.

I forbindelse med opsatsdannelsen skal man huske på, at opsatsen er en udvækst fra skelettet, hvorfor der gerne under efterårsfedningen skulle være opbygget lagre i bukkens skelet, således at der er rigeligt med calcium, fosfor og øvrige mineraler til at opsætte en endnu større opsats end året før.
Kort fortalt virker skelettet på råvildtet som en akkumulator, hvor calcium, fosfor og øvrige mineraler via blodet transporteres til skelettet, hvor det ’opbevares’ til senere brug.

I bukkens leveperiode fra fødsel og to et halvt år frem vokser bukken stadig, hvorfor den indtagne føde primært bruges til en fortsat vækst. Dette er årsagen til, at det kun er i særdeles gode gevirår, at de yngre bukke har et oplagret overskud til at opsætte en stor opsats.

Et tankeeksperiment

Hvis vi laver et tankeeksperiment, og man forestiller sig, at man midt i august måned kunne veje skelettet og (kun skelettet) på ét voksent stykke råvildt, ville skelettet alene veje et ukendt antal kilogram samt have en vis volumen.

Hvis man tog det samme skelet fra det samme dyr og vejede dette ved årsskiftet, ville vægten på skelettet være steget, ligesom volumen ville være øget proportionelt i forhold til vægten.
Denne forskel på vægten og volumen på skelettet er ikke kun gældende for bukkene, men bestemt også for hundyrene. Mens bukkene bruger oplagringen i skelettet til bl.a. at opsætte en ny opsats, skal man huske på, at hundyrene har forlænget drægtighed. Dette betyder, at først omkring årsskiftet sætter de befrugtede æg sig fast på livmodervæggen og begynder at udvikle sig som fostre. Disse fostre nyder godt af en god efterårsfedning, da bl.a. fostrenes udvikling af skelettet netop ’fodres’ fra de oplagrede resurser fra skelet og krop.

Hvis man vil være sikker på, at man kan tilbyde råvildtet en god efterårsfedning, skal man arbejde på, at råvildtet hele året har adgang til masser af føde af god kvalitet. Føde af god kvalitet er ikke ensbetydende med kraftfoder, men man skal bestræbe sig på at kunne tilbyde råvildtet en vifte af alsidige og nærende fødekilder i form af årstidsbestemte vildtagre, knopper fra løvtræer m.m.

Uden en god efterårsfedning risikerer man, at de voksne dyr (specielt bukkene) får svært ved at indhente deres vægttab i brunsten, hvorved de kommer ind i vinteren i dårlig kondition. Dette indebærer, at de kaster opsatsen i en meget dårlig kondition og herefter skal forsøge at opsætte en ny opsats uden de nødvendige reserver, som burde være opbygget i skelettet under efterårsfedningen.

På hundyrssiden gælder det, at hvis hundyret ikke er i god kondition via en god efterårsfedning, er der risiko for, at hun først resorberer det ene lam og efterfølgende det andet lam for selv at kunne klare sig gennem en hård vinter. For lammene er en god efterårsfedning også meget vigtigt, da de endnu ikke er fuldt udvokset og derfor fortsat vokser.

Efterårsfedningen har ikke kun indflydelse på bukkenes opsatsdannelser, men bestemt også på produktionen af sunde lam.

Effekten af gode og dårlige gervirår

I denne trofætid er det vigtigt at påpege, at det, at vi kan opmåle en buks opsats i CIC, SCI eller et helt tredje opmålingssystem og efterfølgende give trofæet en udmærkelse som en bronze- sølv- eller guldbuk (hvis den er stor nok), er et 100% menneskeskabt begreb. Opsatsens størrelse på en sund buk afspejler ikke entydigt bukkens sundhedstilstand eller dens evner som avlsdyr.

En 3-4 års buk med en god kropsstørrelse, der bærer på en opsats, som ikke er i nærheden af medaljeklassen, er et lige så sundt dyr som den kropsmæssigt gode buk, der bærer på en opsats i medaljeklassen.

Selvom det er kutyme, at kropsmæssigt dårlige bukke sjældent opsætter en stor opsats, er det alligevel tankevækkende, at blandt nogle af de største opmålte bukketrofæer i verden havde disse bukke kun en brækket vægt på ca. 16 kg. Dette giver ingen mening, men bekræfter blot udsagnet: ingen regel – uden undtagelse.

Efterårsfedningen har som nævnt en stor indflydelse på sundhedstilstanden hos råvildtet, og de år, hvor fødemulighederne har været optimale hele året, og efterårsfedningen har været helt perfekt, er der stor sandsynlighed, at dette efterfølgende kan ses på bukkenes næste opsatsdannelser.

Min pointe er, at en særdeles god efterårsfedning har en positiv indflydelse på bukkenes opsatsdannelser i foråret.

Hvis man vil skyde medaljebukke på reviret, skal man derfor lade bukkene få alder, selektere sin afskydning og afskyde bukkene i de år, hvor deres opsats er størst, dvs. i de særdeles gode gevirår, som kommer umiddelbar efter en særdeles god efterårsfedning. Præcis som det er her i 2018.

I de gode gevirår vil man se flere årsbukke opsætte en opsats som stor gaffel eller en mindre seksender.

Hvis man teoretisk skulle beskrive efterårsfedningens betydning for opsatsdannelsen hos bukkene, ville man kunne dele den op i flere kategorier og ud fra hver enkelt kategori forsøge at beskrive forholdene som i nedenstående skema.

Ovenstående skema er et forsøg på at lave en teoretisk opdeling af de forskellige varianter af et gevirår. Vær opmærksom på, at skemaet på ingen måde er videnskabelig bevist og derfor kun kan bruges som en teoretisk rettesnor.

Stress og bestandtæthed

Uanset hvor god efterårsfedning råvildt har haft, kan stress (læs: stort jagttryk) hos råvildtet nedsætte effekten af en god efterårsfedning i større eller mindre grad. Hvis de opbyggede fedt- og energidepoter skal bruges til at ’løbe for livet’ hver weekend, fordi der på et revir udføres et alt for stort jagttryk, kan dette have en negativ indflydelse på både sundhedstilstanden og overlevelsesgraden hos råvildtet.

Derudover kan en for stor bestandtæthed, en skæv kønsfordeling, sygdom m.m. også påvirke den generelle sundhedstilstand og derved også bukkenes opsatsdannelser.

I år kunne Danmarks Jægerforbund ikke fremvise en Top-10 liste med lutter guldbukke afskudt sidste år. Men tro mig, jeg er ikke i tvivl om, at næste års Top-10 liste vil bestå af lutter guldbukke, hvilket er et resultat af, at vi her i 2018 har haft et særdeles godt gevirår/trofæår.

I bogen ’Råvildt og medaljebukke’ kan du lære alt om biologien, forvaltningen, afskydningsplaner, vildtagre, evt. fodring, jagten på råvildtet, skudtegn og eftersøgning, anskydningstyper m.m. Læs også, hvordan du får store bukke på dit revir.

Læs mere

Nyheder