1Sauer 303 opdatering, halvautomatisk riffel

Tyske Sauer har for nylig lavet en række opdateringer af deres halvautomatisk riffel Sauer 303 fra 2015 og tilføjet en del tekniske innovationer fra de andre riffel-serier. Deres aftrækkersystem er stadigvæk det sprøde BlackMagic, mens magasinet har fået tilføjet låsemekanismen MagLock fra S404 – En lille handy lås, der forhindrer at magasinet kan udløses ved et uheld. Selve basen på riflen er opgraderet til Sauer Universal Mount (SUM) også fra S404 serien og du kan derfor ganske oplagt flytte sigter frit fra deres premium serie direkte over på 303’eren. På samme måde er lukkemekanismen til skæftet kaldet Mini Universal Key (MUS) også overført fra S404. Det betyder at du som på storebroderen kan trække nøglen ud af kolben, hvor den tjener dobbelt formål som remholder, og derefter åbne håndsektionen. Bundstykket og gas-ladesystemet er også blevet forbedret en smule. Riflen sælges i Classic XT kunstskæfte, synchro XT med tommelfinger-hul og i Select med valnøddetræ. Der findes også en Artemis udgave med lidt mindre dimensioner. Da skæftet nu har samme udformning som S404 serien kan du anvende Sauer Ergo Heat, med luksus elektrisk varme i pistolgrebet.

Sauer 303 kommer i .308 Win, .30-06 og 8×57 med og uden åbne sigtemidler. Se mere på sauer.de og i landets jagtbutikker.

Tilbage