TEKST MICHAEL MALLING HANSEN.
FOTO: MICHAEL MALLING HANSEN OG GRUSGRUS444/SHUTTERSTOCK.
Det gammeldags fasanopdræt foregår med skrukhøns i stedet for rugemaskiner og varmelamper. Hønen præger kyllingerne naturligt og lærer dem at passe på prædatorer og at finde føde. Det giver fuglene bedre betingelser for at overleve og reproducere sig selv de kommende år og dermed på sigt øge den vilde bestand af fasaner. For de jægere, som råder over et mindre jagtrevir, kan dette være mere håndgribeligt end store udsætninger med et tre- eller firecifret antal kyllinger i en engelsk voliere. Så længe man holder sig under 100 fugle, behøver man ikke have gennemgået noget kursus eller have et areal med en bestemt biotop eller størrelse. Man skal blot huske at indberette antallet af udsatte fugle samt datoen for udsætningen. Det er alt. Der er altså ingen bump på den vej. Men hvordan kommer man så lige i gang med at lave sine egne fasaner ude i hønsegården? Det lyder som en større opgave, end det i virkeligheden er. Følgende er en beskrivelse af, hvordan jeg selv har opnået succes med det.
Hønen og ægget
Helt basalt kommer man ingen steder uden en skrukhøne og nogle fasanæg. Fasanæggene kan typisk købes i små mængder på lokale fasanudsætninger. Det er værre med skrukhønerne, som typisk skal anskaffes i det spæde forår, hvor de går lidt tid i hønsegården, før de bliver skruk. Når en høne er skruk, betyder det, at hun ruger. I den periode vil hun ofte klukke, når hun går efter foder, eller man nærmer sig. Mærker man på hendes bryst, vil man typisk føle helt bart skind, og endelig bliver hun på reden om natten i stedet for at flyve på pind med de andre. Man kan i princippet bruge alle racer af høns til formålet, så længe de bliver skruk og passer deres afkom. Dog er det ikke alle racer, som er lige egnede. Mange industrihøns som Isa Brown og Lohmann er fremavlet til at lægge mange æg uden at blive skruk. Disse dur ikke. Jeg har med succes brugt racen Dværg Wyandot, som let bliver skruk og gerne passer kyllingerne, ind til de er seks uger gamle og klar til at blive sat ud. Det er små høns, hvilket kan være en ulempe, idet de ikke kan have lige så mange æg og kyllinger under sig, som en lidt større høne kan. Til gengæld er de lettere at passe end store høns. Af de lidt større høns kan eksempelvis nævnes Gammel Dansk Landrace, som også godt vil skrukke og passe kyllinger – dog ikke i helt samme grad, hvorfor jeg vil anbefale at starte med Dværg Wyandot. Med lidt held kan disse skaffes hos avlere via hjemmesider som dba.dk eller guloggratis.dk. Ellers har jeg i år eksperimenteret med nogle lidt større høner af ukendt race, og de har gjort det udmærket. Jeg har aldrig lykkedes med at styre, hvornår hønerne skal skrukke. Derfor er det en god idé at have nogle ekstra høner gående, da de ikke alle skrukker i den tid, hvor man kan skaffe fasanæg. Det er altså vigtigt, at man kan hente fasanæg løbende over sæsonen, der typisk er fra starten af april, og 1½ måneds tid frem, hvis man vil lave mange fasaner. De øvrige høner kan give et par kuld almindelige kyllinger senere på sæsonen, og så har man jo allerede udvidet besætningen til næste sæson.
Æggene hos hønsene
Når man vil have hønerne til at skrukke, skal man endelig ikke fjerne æggene dagligt. Ved at lade æggene ligge, bliver hønerne lettere skruk. De har det med at dele rede, så der bliver hurtigt fyldt op med æg. Når først hønen ligger fast på reden, er det vigtigt, at de andre høner ikke bruger den samme rede, da de så skubber æggene rundt, og man risikerer alt for let, at fasanæggene bliver kolde. Mine skrukhøns ruger derfor alene i en lille løbegård. Jeg bruger målene 2×1 meter, men størrelsen er ikke så vigtig, når hønen ruger. Det er derimod vigtigere, at buret er helt tæt, og maskerne så små, at kyllingerne ikke kan komme ud. Regn med, at kyllingerne kan komme ud af masker, som er mindre end ægget. Én ting er sikkert. Hvis der er ét eneste lille bitte hul, så skal de nok komme ud og lægge sig til at dø af kulde på den anden side af nettet. I løbegården laver jeg en rede i en bundløs papkasse med lidt halm i, og det virker fint. Det eneste problem er, at hønen kan være svær at flytte fra fællesreden og derfor vil søge tilbage i stedet for at acceptere det nye sted. Dette er ikke godt og kan undgås ved at have forberedt nogle små mørke huler på jorden, som hønsene normalt vil opsøge som redeskjul. Er man smart, laver man dette inde i et mindre bur, som man så kan lukke for, når hønen ruger, og man har lagt fasanæggene under hende. Så ødelægger de andre høner ikke reden under rugningen. Det er vigtigt, at æggene har jordkontakt for at give den naturlige fugtighed, som sikrer en høj klækningsprocent.
Håndtering af hønen
Har hønen lagt sig i en fælles rede, og man ikke kan spærre den af for de andre høner, bliver man alligevel nødt til at flytte hønen, for at hun får de optimale betingelser. Dette gøres lettest om aftenen. Jeg forbereder på forhånd det nye bur med korn og vand. I det mørkeste hjørne placerer jeg en papkasse med lidt halm i. I første omgang flytter jeg hende ud på almindelige æg for ikke at risikere ødelagte fasanæg, hvis hønen ikke forholder sig roligt. Når buret er klar, tager jeg stille og roligt hønen fra sin rede og flytter hende ud på den nye rede, som jeg lukker af med endnu en papkasse hen over reden. Husk at lave lufthuller i papkassen, så hønen kan ånde. Til sidst lukker jeg helt af med en mursten eller to. Det er vigtigt, at hønen ikke har mulighed for at forlade reden i løbet af natten. Næste morgen tager jeg den øverste papkasse af, og nu skulle hønen gerne blive liggende på reden. Gør hun det, giver jeg hende fasanæg samme aften. Hvis hønen derimod går af reden kort tid efter, giver jeg hende lidt tid til at spise og drikke, hvorefter hun bliver spærret inde til om aftenen. Sommetider kan man have held med at spærre dem inde igen, men det er som hovedregel svært, hvis hun ikke bliver der første gang, hvorfor det er godt givet ud, at man på forhånd laver flere gode reder til hønerne, så man slipper for besværet med at flytte dem.
Klækningen
Når først det er lykkedes at få hønen til at ligge og ruge på et passende antal æg, er man igennem første fase. De næste 24 dage skal man bare sørge for, at hun har vand og korn, samt at der ikke ligger æg i kanten af hønen, som bliver kolde. Jeg sørger altid for, at hun ikke får for mange æg, da de så på skift bliver skubbet ud i kulden, og dermed går de fleste til. En Dværg Wyandot ville jeg eksempelvis begrænse til 10-12 æg. Skulle klækningen mod forventning gå dårligt, kan man overveje at købe nogle daggamle fasankyllinger til hende, men det har jeg aldrig selv gjort, da de fleste æg som regel klækker, såfremt hun ligger direkte på jorden og har fred for andre høns og rotter.
Udbryderne
Når klækningen nærmer sig, kan man få stillet sin nysgerrighed et par dage før tid ved at lave en spand håndvarmt vand, og lægge æggene i vandet. Er der liv i ægget, vil kyllingen få ægget til at skvulpe i vandet. I løbet af et par minutter, flytter jeg de levende æg tilbage i reden. Til sidst er der som regel ingen eller meget få æg tilbage i vandet. Disse kan man rasle for øret. Hvis de rasler eller skvulper, er de ubefrugtede eller indeholder en død kylling, og så kan man lige så godt smide ægget væk. Og nu man er nede i buret, kan man med det samme stille et trug med kyllingefoder. Derudover skal man sikre sig, at kyllingerne ikke på nogen som helst tænkelig måde kan komme ud af buret, da de ikke klarer sig længe uden hønens varme. En masse mursten kan løse problemet og sikrer også imod, at hønsene skraber jord væk og derved laver nye udgange. Har man hønen liggende i et meget lille bur eller et sted, hvor kyllingerne har mulighed for at stikke af, er det vigtigt, at man flytter høne og kyllinger, lige så snart de er klækket, da man ellers risikerer at miste kyllinger, som løber væk. Når man flytter kuldet, er det lettest at have gjort det nye bur klar på forhånd, hvorefter man tager kyllingerne op i en spand. På den måde kan man have alle dyrene samlet, og sikre sig, at ingen kyllinger løber væk, når man vender ryggen til.
Når buret er sikret, klarer hønen det meste selv. For en sikkerheds skyld drysser jeg altid kyllingefoder overalt i buret, så alle kyllinger finder noget, når de går rundt. Dette gøres dagligt, for at foderet ikke skal få mere fugt end nødvendigt. Det første år oplevede jeg, at det meste af et kuld døde af sult, fordi de aldrig fandt ud af at spise af fodertruget eller komme, når hønen kaldte på dem. Når man iagttager dyrene, skal man gerne se kyllingerne komme med det samme, når hønen kalder. Gør de ikke det, skal man blive ved med at fodre på jorden – både inden for og uden for overdækningen. Af foder har jeg dårlig erfaring med at bruge fasanstartfoder til de helt små kyllinger. Det virker, som om pillerne er for store for de daggamle fasaner. Derfor benytter jeg i stedet almindelig kyllingestartfoder.
Varme og foder
Hønsefugle elsker varme. Derfor gør man også klogt i at placere løbegården et solrigt sted. Om kyllingerne går på græs eller bar jord er ikke så betydningsfuldt. Hønen vil helst have noget bar jord, så hun kan støvbade. Den bare jord har tilmed den fordel, at spildet af foder er mindre end på græs. Man bør i øvrigt undlade at lave bund i løbegården, da det forhindrer hønen i at skrabe i jorden, som er hønsefuglenes naturlige måde at finde føde på.
Den første uges tid er kyllingerne mest sårbare. De tåler ikke kulde ret længe, og de må slet ikke blive våde, hvorfor de skal have mulighed for overdækning. Tilmed har de lettere ved at stikke af, når de er små, ligesom det er i starten, at de skal lære at spise og drikke. Det eneste, vi kan gøre, er at sørge for, at buret er tæt, og at de aldrig mangler vand og foder. Hverken i truget eller løst på jorden. Resten er hønens opgave.
Voksealderen
Når den første uges tid er overstået, går det som regel slag i slag. Jeg har dog et par gange oplevet, at kyllingerne efter et par uger, danner nogle hårde jordklumper på fødderne. Disse fjerner jeg med neglene. Lettest går det, hvis man er to om det. Én til at holde kyllingen, og én til at brække jorden af. Som tiden går, kan man trappe ned med fodring på jorden, da kyllingerne efterhånden finder fodertruget. Man vil hurtigt se den første fjerdannelse på vingerne, og selve fuglen vokser også hurtigt i størrelse. Det betyder også, at man skal til at skifte foder. Jeg går direkte fra kyllingestartfoder til fasanvoksefoder. Skiftet sker, når kyllingerne er omkring tre uger gamle. Er man i tvivl, skal man hellere vente for ikke at risikere, at de ikke kan spise det nye foder.
Voliere
Jeg lader kyllingerne gå i løbegården, til de er en måneds tid gamle. Man kan sagtens flytte dem noget før, men mine voliererammer kan ikke holde dem inde, før de har den størrelse. Jeg bygger volieren op, så mine kuld går ved siden af hinanden uden at kunne komme i kontakt med hinanden. Man må endelig ikke lukke kuldene sammen. Det giver anledning til slåskampe, der kan give fuglene alvorlige skader, og nogle vil gå til. I hver voliere placerer jeg en topkappet gran, der fungerer som nattesæde. Idéen er, at hønen flyver op om natten og trækker kyllingerne med. Yderligere laver jeg en overdækning, hvor jeg placerer foderautomaten. Her kan kyllingerne også søge ly for en regnskylle. Endelig smider jeg lidt korn på jorden, så de har noget at lede efter. Til tag bruger jeg noget net, som fæstnes til nogle skruer i volierens top.
Udsætningen
De små familier finder sig hurtigt til rette i det større bur, hvor de nyder den udvidede plads. Når fasanerne er omkring seks uger gamle, fanger jeg hønen og sætter den tilbage i hønsegården. Dette gør jeg altid om aftenen. Selvom udsætningspladsen kun ligger 100 meter fra hønsegården, og mine høns går frit i haven, følger hønen altid med de andre høns fra næste dag. Nu får fasankyllingerne en lille uges tid i volieren, hvor de vænner sig til tilværelsen uden hønemor. Herefter skruer jeg en voliereramme løs, og nu er fasanerne ganske enkelt sat ud. Jeg plejer at sætte kuldene ud med nogle dages mellemrum, men det er mest for hyggens skyld. Foderautomaterne bliver jeg ved med at fylde, indtil fasanerne ikke længere spiser af dem, men i stedet udelukkende benytter sig af de permanente fodertønder på reviret.
Det kan lyde meget kompliceret, langhåret og indviklet, men sådan behøver det slet ikke at være. Jeg har blot brugt, hvad jeg havde af løbegårde, volierer, foderautomater osv. Det kan altså let tilpasses efter behov og muligheder. Jeg har kun brugt, hvad jeg lige havde ved hånden. Det gode ved det lille opdræt er jo netop, at man kan nøjes med at lave en snes kyllinger, hvis det er det, man ønsker. Så tøv ikke med at kaste dig ud i det, hvis du vil sætte lidt fasaner ud.
LÆS OGSÅ
Fodring af fasaner gennem vinter & forårsmånederne
