TEKST OG FOTOS: PER KAUFFMANN
Det er ikke nogen skam at blive væk, når man ikke er inviteret, hvorfor jeg besluttede mig for at invitere mig selv ved at købe en plads på en slyngeljagt på det lille gods, Rugård, på Nordfyn, via Herregårdsjægernes auktion. Slyngeljagter ligger normalt sent på året, for begrebet dækker over den jagt, som hundefolk, apportører, hornblæsere og drivere får stillet til rådighed, når betalingsjagter eller godsejerens egne jagter er afholdt. En slags belønning for mange timers hårdt arbejde. Netop derfor elsker jeg slyngeljagter, for her kommer man på jagt med jægere, der ved, hvad de har med at gøre. Normalt velskydende og med styr på deres hunde og ikke mindst en dag med uformelle former og højt humør. Og denne jagt skulle vise sig ikke at blive nogen undtagelse.
Rugårds skytte gennem nogle år hedder Rasmus Schmidt Larsen, og han står for udsætning og pasning af de fasaner, der hvert år udsættes på ejendommen. De tidligere år har han haft ganske meget held med det projekt, men det er slået fejl i år. Det indrømmer han straks, da vi mødes i jagtstuen, der til daglig også benyttes som værksted. Måske er det for at køle mine forventninger lidt ned. “Men vi får en god dag alligevel”, siger han, “for lidt fasaner er der da tilbage, og så er der nok også en del ænder i området”. Jobbet som skytte på Rugård er i øvrigt kun et deltidsjob for Rasmus, der til daglig arbejder i en jagt- og fiskeributik.
Horn med liflige toner
Efter en ret overdådig morgenmad gør vi klar foran godsets hovedbygning. Tre hornblæsere gør sig klar til at byde velkommen med jagt begynd, hvilket ikke er ualmindeligt på godsjagter, endskønt jeg godt kan se, at hornene er lidt mere blankpolerede end normalt. Først da de sprøde toner lyder over gårdspladsen, går det op for mig, at jeg er vidne til jagthornsmusik ud over det sædvanlige. En lille rislen ned ad ryggen kan ikke undertrykkes, for sjældent har jeg hørt noget så smukt og velgennemført. Begrundelsen afslører sig snart, for de tre blæsere er alle en del af Brobyblæserne, som netop har hjemsted på Fyn. Især Brobyblæsernes mesterhold behersker et stort og alsidigt repertoire på både fürstplesshorn, parforcehorn, es-parforcehorn og ventilhorn, og de har gennem mange år høstet medaljer til Danmarksmesterskaberne, ligesom man også har deltaget i internationale konkurrencer og arrangementer. Eksempelvis spiller de ved Hubertusriddernes højmesse (Les Chevalieres de St. Hubert) i katedralen i St. Hubert i Belgien, en stor, katolsk messe med deltagere fra mange europæiske lande, hvor jagthornsblæsning er mere udbredt end herhjemme.
Gæs i første såt
Rasmus giver herefter parolen for dagens jagt, og alle sidder op i den store jagtvogn. Første såt ligger kun et kort stykke vej fra gården, og den udgøres af en meget stor sø på vel omkring tre-fire hektar. Vi er alle instrueret i at gå lydløst på plads for ikke at skræmme den snes grågæs, der endnu ligger på vandet i midten af søen. Jeg får anvist en post midt på en mark og ganske højt på en bakke. Mens jeg langsomt bevæger mig fremad, kan jeg samtidig se, de andre jægere stille og roligt er i gang med at slutte ringen om den store sø. De når desværre ikke helt frem, før gæssene lugter lunten, bliver lange i halsen og til sidst letter mod øst præcis gennem det område, hvor jægerne endnu ikke er nået helt frem.
Senere begynder ænderne at blive urolige, og de letter i små buketter og vælger flugtruter i forskellige retninger. Et par af dem tager retning op mod mig, og jeg får den første men skyder forbi på en anden. Nogle få krikænder rejser også fra vandkanten, men de søger væk fra min post. Der lyder en del skud rundt omkring søen, og adskillige steder kan jeg se, ænder der bliver skudt, skudt forbi til eller ikke bliver beskudt af forskellige årsager. Så kommer der en lille pause, hvor hundene arbejder ihærdigt på at apportere de mange ænder, inden rørskærene drives af. Så kommer fasanerne i luften – en enkelt eller nogle få ad gangen. Ingen af dem har dog tænkt sig at komme i min retning. Da såten er slut, ligger der vel omkring 15 fugle, hvilket er en god start på dagen.
Fire i fire
Dagens anden såt er området omkring ejendommen, hvor der både er lidt blandet skov og en sø med et voldsomt rørskær. Allerede fra starten kan jeg se ænderne svømme uroligt frem og tilbage i kanten af rørene, og jeg tænker, at det bliver svært at få dem rejst. Den antagelse holder også stik, for selv om flere af hundene svømmer efter dem, kommer der ikke en eneste and i luften. Til gengæld letter drivere og hunde de fasaner, der sidder på land, og de fleste af dem tager retning mod et andet skovområde længere væk. Jeg står i første parket, og kan se fuglene falde hos flere af skytterne, men der kommer ingen i min retning. Da såten blæses af, svømmer ænderne lystigt videre i søen. De har klaret frisag endnu en gang. Senere da vi bevæger os gennem et stort brombærkrat i skoven, får jeg en gylden mulighed på en fasan, der letter ved mine fødder og går bagud. Det er et nemt skud, men det er ofte dem der misbruges, og denne gang er ikke nogen undtagelse. En ærgerlig forbier. Jeg må nøjes med at glæde mig over, at en af de andre lykkes med at skyde en høj fasan med et enkelt skud. Han har nu skudt 4 fugle med 4 patroner, så enhver forstår, at de fynboer ikke altid er nemme at imponere.
Cecilies første jagt
Herefter går det slag i slag med vidt forskellige såter. Nogle i skov, andre ved remiser og levende hegn og andre igen med lidt vand og rørskær. Indimellem høres langvarige kanonader fra en naboejendom, måske er det her, at Rugårds fasaner er søgt hen. Hist og her møder vi også en fugl, og de fleste er dygtige til at ramme, så vidt jeg kan se. Men ikke alle er lige heldige, og en af de få piger på dagens jagt døjer udpræget med at få tilranet sig nogle chancer. “Jeg har aldrig skudt noget”, siger Cecilie, hvis far iøvrigt også deltager i dagens jagt med sin hund. Alle håber naturligvis på, at hun får en god chance til at nedlægge en fugl på sin første jagt.
For at gøre det lidt sværere for sig selv, har Cecilie medbragt Basil, en springer spaniel på 7 måneder, der også er med på sin første jagt. Det er tydeligt, at han får sig en ordentlig en på opleveren, for hans øjne er helt kuglerunde af spænding. Jeg står i nærheden af Cecilie i løbet af eftermiddagen og kan ved selvsyn konstatere, at hun har en uheldig dag. Ved en remise bliver der skudt fasan ved naboposterne til begge sider, men ingen chancer til Cecilie – selv om hun tydeligt er helt klar. I en anden såt tager en fasankok retning mod hende men skydes af naboposten, da den først skal passere ham. Jeg synes at kunne se Cecilies ærgrelse – selv på lang afstand. Mindre end et minut senere kommer endnu en fasan i hendes retning, men den drejer af og vælger så mig som sigtepunkt. Denne gang lykkes det bedre for mig, og kokken falder foran mig i en sky af fjer.
Kvinder på jagt
Cecilie er dog ikke alene om at repræsentere “det svage køn”, idet Maria også er med. Maria er gift med Rasmus, hvilket dog ikke kommer sagen ved. Sammen med Maria er ruhåren Elsa, om hvem Maria kan fortælle, at den bestod schweiss-prøven med 1. præmie allerede 9 måneder gammel, og nu har den yderligere fået en 1. præmie på markprøve. De imponerer mig mere og mere, disse fynboer, og så er det ikke engang slut endnu.
I en af dagens sidste såter letter en stor kok i kanten af en remise og kommer lige ret ned mod Maria. Vi står temmelig langt fra remisen, der er placeret noget højere i terrænet, hvorfor jeg får god lejlighed til at nyde både fart og højde på denne vidunderlige fugl. “Bare det var mig, der fik så flot en fugl”, tænker jeg, da Maria skyder den død med et enkelt velrettet skud, få meter før den passerer hende i lodret. Man skal være forsigtig med, hvad man ønsker sig, for minutter senere rejser endnu en kok fra samme sted og stiger højt til vejrs med retning direkte mod mig. Vi står på en åben mark og stort set alle jægere har fin udsigt til situationen. Nu skal jeg vise de fynboer, at også os fra fastlandet kan skyde høje fugle. Desværre står hovmod også for fald i denne situation. To skud forbi – for jeg er naturligvis slet ikke langt nok fremme. Jeg krummer tæer i læderstøvlerne, mens kokken sejler ind over de høje træer, vi står med ryggen til. Senere får jeg dog revanche på en høne – desværre dog i en situation hvor ikke mange har mulighed for at lægge mærke til det.
Parade og mere musik
Alt godt får en ende og således også denne pragtfulde dag på Rugård. Uanset hvad Rasmus måtte mene om antallet af fasaner, så er jeg ganske tilfreds med dagens forløb. Det kunne have været sjovt, hvis det var lykkedes med de grågæs, for dem ser man ikke så ofte på paraderne sammen med ænder og fasaner, men det var også kun en tynd chance.
Alle hjælper hinanden med hurtigt at få arrangeret paraden på græsplænen, mens Brobyblæserne gør klar til at blæse for de forskellige vildtarter og til slut “jagt forbi”. Helt forbi er dagen dog ikke, for jagten er ikke bare slyngeljagt, det er også sæsonafslutning for de kvinder og mænd, der gennem sæsonen har hjulpet på Rugård med at drive og at apportere. I anledning af den tilstundende jul, er der ikke sparet på de traditionelle retter, der ud over ris à la mande også indkluderer en flot pyntet kage til allersidst. Senere tager jeg afsked med dagens deltagere og iler mod Lillebæltsbroen – tilbage til fastlandet efter en god dag omringet af vand og godt selskab.
