AF JENS E. PERTO
FOTO: JENS E. PERTO OG STEEN ANDERSEN SAMT ALEXANDRE BOUDET, INDUKAS, PHOTOCECHCZ
April, april – er som pigernes smil, siger et gammelt mundheld om vejret. Men netop på grund af de hurtige vejrskift i ugerne op til bukkejagtsæsonen gælder det om at være i god tid. Hverken præcisionen eller fornøjelsen er den samme, hvis man er nødt til at tage på skydebanen i blæst og regn. Men først lidt generelle råd til de jægere, som står over for at skulle vælge våben og ammunition til den forestående bukkejagtsæson.
Rifler
I virkeligheden er det ikke særlig problematisk at vælge jagtriffel. Næsten alle fabrikater på markedet er af høj kvalitet, og man kan roligt lade smag, behag og pengepung være udslagsgivende for valget.
Det billigste er naturligvis at købe brugt, og her bør man omhyggeligt sikre sig, at riflen ikke har pletter i løbet eller revner i skæftet. Dernæst bør man om overhovedet muligt afprøve våbnets præcision på skydebanen – uanset om sælger er en privatmand eller en forhandler. En egenspredning på 30 mm eller mindre på 100 meters skudafstand er rigeligt til at dække de fleste jægeres behov, og det krav opfylder næsten alle rifler i dag. Hvis ikke med den ene type ammunition, så med den anden. Selvom man ikke skal være fanatisk, er upræcise rifler ikke pengene værd, og en egenspredning på mere end 40 mm synes jeg ikke, man skal lade sig nøje med.
For langt de fleste jagtrifler på det danske marked kommer de egentlige kvalitetsforskelle mest til udtryk ved graden af finish og princippet bag dens design. En kostbar riffel har eksempelvis sjældent nævneværdig bedre præcision eller aftræk end en af de mere gængse modeller på markedet. Som så meget andet er markedet for jagtrifler underlagt modens luner.
I de senere år er de såkaldte rettrækkere med kompositskæfte blevet dominerende på markedet, og man kan derfor købe traditionelle rifler med cylinderlås til meget små priser set i forhold til det, de kostede for bare få år siden. Her er der ofte en høj grad af ”value for money”.
Den største fordel ved en rettrækker frem for en traditionel riffel er, at man kan repetere marginalt hurtigere med den – en egenskab, man faktisk ikke har brug for i ret mange jagtsituationer. Mange af de lidt nyere cylinderrifler er designede til at kunne bruge vekselpiber, så det samme våben kan dække et bredere anvendelsesområde. Men selv om man udskifter piben, er der stadig grænser for variationen i riflens vægt og størrelse. Er man dedikeret bukkejæger bør man måske overveje at anskaffe sig en fiks, lille riffel udelukkende til jagt på rå- og småvildt i en passende kaliber til formålet. Køber man den brugt, koster hele riflen med kikkert ofte mindre end en ny vekselpibe.
Sigtekikkerter
Når det gælder sigtekikkerter, er det derimod i høj grad målbare kvaliteter som linsernes størrelse, belægning og dermed lysstyrke, der bestemmer prisen. Derfor er der generelt en ret nøje sammenhæng mellem sigtekikkerters kvalitetsniveau og deres pris. Jo dyrere kikkert, desto højere (linse)kvalitet. Men det gælder her ligesom for riflerne, at man skal overveje, om man vil betale mange penge for en egenskab, som man kun har begrænset brug for. De dyreste sigtekikkerter er i dag karakteriseret ved at have stor lysstyrke, stor variation i forstørrelsesgraderne, belyste sigtemidler, afstandsmåler og indbygget kuglebanekompensator i en eller anden form. Men de fleste af disse egenskaber har ringe relevans for bukkejagt i Danmark, og de medvirker alle sammen til at gøre sigtekikkerterne større, tungere og dyrere.
Stor lysstyrke kræver store linser. Da lysstyrke i mange år var den væsentligste konkurrencefaktor blandt de bedste producenter, har mange af deres kikkerter været temmelig store og klodsede. I de senere år har konkurrencen i høj grad gået på at øge variationen i forstørrelsesgrad – hvorfor man i dag kan få kikkerter med en variation i forstørrelsen på eksempelvis 2-16x.
Men til dansk jagt er der ingen grund til at fokusere alt for meget på hverken stor forstørrelsesgrad eller lysstyrke. Skudafstandene er sjældent lange herhjemme, og man må som bekendt ikke jage, når solen er forsvundet fra himlen. Størrelse og vægt bør derfor også indgå i overvejelserne ved valg af sigtekikkert til bukkejagt.
Til allround brug ville jeg vælge en variabel sigtekikkert med moderat forstørrelsesgrad. Mere end 8-10 ganges forstørrelse er unødvendigt, og erfaringsmæssigt er 5x helt tilstrækkeligt til næsten alle former for bukkejagt. Heldigvis har også de europæiske producenter i de senere år lanceret en række mindre og lettere sigtekikkerter med linser af samme tekniske kvalitet som de større modeller. Har man råd, er det her, man finder nogle af de bedste valg til allround brug med hovedvægten lagt på jagt i Danmark. Er budgettet mere begrænset, er sigtekikkerterne i mellemprisklassen også af mere end tilstrækkelig god kvalitet til allround jagt i Danmark.
Der er heller ikke nogen jagtlig grund til at ofre ekstra penge på kostbare montager, som gør det muligt at fjerne sigtekikkerten under eksempelvis transport. Det er sjældent nødvendigt til hjemlig bukkejagt, hvor transporten til terrænet næsten altid foregår med bil.
Kaliber
Kalibervalget er for mange jægere et uudtømmeligt debatemne. Men til netop bukkejagten er det egentligt ikke særlig vigtigt, hvad patronen hedder. Alle moderne riffelpatroner, som opfylder energikravet til jagt på råvildt – hvilket i praksis vil sige fra kaliber .222 og opefter – er rigeligt i stand til hurtigt og effektivt at nedlægge en råbuk, når blot kuglen er placeret det rette sted.
Valget står derfor reelt mellem en decideret bukkeriffel af lille kaliber, eller en allround riffel i et af de lidt grovere og mere populære kalibre, der ofte har militær oprindelse.
Erfaringsmæssigt er rekylen den mest betydende faktor for skydningens kvalitet. Her udmærker de småkalibrede rifler sig ved ikke at have nogen nævneværdig rekyl, og langt de fleste uøvede skytter vil lave mindre skudgrupper med en .222 Rem. end med en .30-06’er – i hvert fald på skudhold, der er relevante på jagt herhjemme.
Står man som ny jæger over for at skulle vælge sin første riffel, vil de fleste dog forståeligt nok være tilbøjelige til at foretrække en allround kaliber. Man kan jo aldrig vide, om man får en chance for at jage større arter end råvildt, og hvorfor handicappe sig selv på forhånd? I denne situation vil jeg anbefale en repeterriffel i kaliber 6,5×55. Denne patron giver efter min mening den bedste kombination af mild rekyl og moderat kødødelæggelse af det lille råvildt, sammenlignet med de øvrige allroundpatroner på markedet – i hvert fald med fabriksammunition. Og flere undersøgelser har dokumenteret, at til jagt på så stor en art som elg, er der ingen forskelle i dræbeevnen for de gængse standardpatroner i kaliber 6,5 – 8 mm.
Mange er bekymrede for, om kalibre som .222 og 6,5×55 stadig vil kunne anvendes til jagt på større arter end råvildt, hvis og når blyholdige jagtkugler bliver udfaset. Her vil jeg dog forvente, at lovgiverne vil vise forståelse for ændringer i krav til kuglernes fremstillingsmaterialer også nødvendiggør ændring i lovkravene til projektilernes vægt. Med en forholdsmæssig justering af kravet til kuglevægt vil begge de nævnte patroner med kobberkugler være lige så effektive til jagt, som blyholdige kugler er i dag – og på de samme arter.
Kugler
Som sagt er patronens kaliber ikke af nævneværdig betydning for evnen til at nedlægge råvildt, men de lidt grovere patroner kan godt give en voldsom skudvirkning på den lille råvildtkrop – med stor kødødelæggelse til følge. For at undgå det, har man to muligheder. Man kan enten forsøge at placere kuglen bag ved bladet på bukken, eller man kan anvende en ammunitionstype, der mindsker kødødelæggelsen.
Personligt synes jeg ikke om den første model, da den øger risikoen for anskydninger betragteligt. Det samme gælder i øvrigt forsøg på skud til halsen, som er den hyppigste anledning til en af de værste anskydningstyper: træf i kæben.
Efter min mening består løsningen derfor alene i at skyde bukken midt på bladet (hvor der er størst margin for fejl), og samtidig anvende en projektiltype, som reducerer kødødelæggelsen.
Som håndlader kan man designe sin ammunition helt efter ønske. Men da de fleste jægere stadig anvender fabriksammunition, bør man vælge en patron med en temmelig høj kuglevægt for den pågældende kaliber, når man bruger blyholdige kugler. Disse patroner har en mere moderat udgangshastighed, og dermed en mere træg ekspansion. Vælger man en projektiltype, hvor blykerne og mantel er bundet sammen ad mekanisk eller kemisk vej, opnår man normalt yderligere en reduktion af ekspansionen i den lille råvildtkrop. Ulempen er, at en højere kuglevægt alt andet lige giver en større rekyl. Og det er præcis derfor, at jeg varmt anbefaler 6,5×55’eren som det bedste kompromis.
Bruger man rene kobberkugler, er ekspansionen typisk altid kontrolleret, men ofte trægere i de større kuglevægte. Da en bukkekrop ikke er specielt massiv, vil mange jægere til bukkejagt foretrække et lettere projektil i rent kobber.
Våbenkontrol
Er man først er den lykkelige ejer af en jagtriffel, bør man hvert år inden sæsonen starter sikre sig, at alle dele er i orden.
De hyppigste problemkilder er, at skæfteskruerne går løs, og at skæftet slår sig på grund af ændringer i luftfugtigheden, så piben ikke er fritliggende. Hvis skæftet presser på piben, vil træfpunktet ændre sig og præcisionen ofte være dårlig. Løsnede skruer i kikkertmontagen er en anden almindelig fejl, som naturligvis giver varierende træfpunkter under indskydningen.
Alle tre dele er lette at kontrollere. Skruerne efterspændes med en skruetrækker, hvis klinge passer præcist i kærven, og som har samme bredde som skruehovedet. Er der tale om sekskantnøgler, er efterspændingen endnu lettere.
Ved hjælp af en pengeseddel er det også nemt at kontrollere, om piben er fritliggende i skæftet. Sedlen lægges om piben og strammes ud, idet man holder enderne sammen over piben. Herefter trækkes sedlen ned mellem pibe og skæfte. Hvis sedlen ikke uden videre kan nå helt ned til låsestolen, er piben ikke fritliggende. Fuldskæftede rifler har i kraft af deres design ofte ikke fritliggende piber, men derimod den forreste del af skæftet fastgjort til mundingen med en skrue eller en bøjle.
Til slut bør man kontrollere, at slagstiften ikke kan udløses selv ved kraftigt pres på aftrækkeren, mens riflen er sikret. Ved at tage en serie raske ladegreb på en tom riffel kan man også kontrollere, om aftrækkerroen er i stand til at holde slagstiften fastspændt og derved ikke vil udløse et skud, idet man smækker en patron i kammeret. Snelleaftræk bør afprøves på samme måde. Er der problemer med aftræk eller sikring, bør man overlade reparationen til en fagmand.
Indskydning
Som statistikken viser, så er der forbløffende mange jægere, som stiller til riffelprøve med våben, som ikke er ordentligt indskudte. Det er naturligvis både dumt og tidskrævende, men i modsætning til praktisk jagt er der er dog ikke noget dyr, som bliver anskudt af denne grund. Man bør derfor under alle omstændigheder selv afgive en serie kontrolskud med sin riffel, før man indleder jagtsæsonen. Om ikke for andet, så for træningens skyld. På grund af forskellig statur og ansigtskontur kan to mennesker have vidt forskellige træffepunkter med samme riffel. Derfor skal man gøre det selv og ikke overlade kontrolskydningen til andre.
Den nemmeste måde at ”for-indskyde” en riffel på er at kigge den ind. Man fjerner bundstykket, ser gennem piben og finder et sigtepunkt på en passende afstand. Herefter justerer man kikkertens stilleskruer, indtil korset peger på sigtepunktet. Tager man en kraftig papkasse (dem til bananer er gode) og skærer et hak af passende størrelse i hver ende, er det lettere at holde piben fast rettet mod sigtepunktet, mens man justerer stilleskruerne. Er papkassen tilstrækkelig lille og stiv, kan man også bruge den under selve indskydningen.
Mange jægere tillægger de forskellige kalibres kuglebane en urealistisk stor betydning. Den gennemsnitlige skudafstand til bukke er her i Danmark formentligt langt under 100 meter, og det er heldigvis uendeligt få, der nedlægges på over 150 meters afstand. De fleste jægere, som hævder at have skudt bukke på større afstand, er enten dårlige til afstandsbedømmelse, eller også omgår de sandheden lidt lemfældigt.
Til bukkejagt er en indskydningsafstand på 100 meter perfekt. På alle gængse kalibre er kuglefaldet ud til 150 meter mellem 2 og 5 cm, og derfor helt uden betydning. Særligt fladtskydende (magnum) patroner er først rigtigt nyttige, når skudafstanden er over 300 meter, og på sådanne afstande skyder ingen anstændige mennesker på råvildt. Bukkejagt bør handle om udfordringen ved at pürsche sig tæt på dyret – ikke ved at skyde det på langt hold.
Træning
Det er naturligvis vigtigt, at riflen er korrekt indskudt, og det sker som regel under ideelle forhold, hvor skytterne kan ligge ned på en forhøjning og afgive frie skud til målet.
Men på grund af vegetationen hører liggende skud til sjældenhederne under bukkejagt.
Derfor må man også træne i at skyde i siddende og stående stilling – med fast anlæg i form af et træ eller en skydestok. At skyde fritstående kan ikke anbefales, medmindre skudholdet er ganske kort.
De bedste skydestokke er af den type, som understøtter både for- og bagskæfte. De er lidt mere voluminøse end gammeldags skydestokke, men de gør underværker for præcisionen og sætter jægeren i stand til at skyde hen over ganske høj vegetation.
Mange jægere medbringer derfor fornuftigt nok en skydestok under selve jagten. Men at anvende skydestokken rigtigt og at sætte den korrekt op i løbet af et øjeblik, kræver også (tør)træning, og det er der erfaringsmæssigt alt for mange, som forsømmer.
Skydestokken kan også bruges til siddende skydning. Hvis man sætter sig, så højrefodens yderside hviler på jorden, og højre balde ovenpå, mens venstre fodsål støtter på jorden, så kan man stikke enden af skydestokken ind under højre ben, mens den hviler mod det venstre. Herved opnår man hurtigt og let et fremragende fast anlæg i en meget stabil skydestilling – uden at syne af ret meget.
Glem heller ikke, at det er let at skydetræne derhjemme i haven eller stuen. Mange jægere går glip af gode chancer til at nedlægge drømmebukken, fordi de er alt for længe om at komme ned i en lav og stabil skydestilling. Hurtigt at knæle eller sætte sig, tage fast anlæg med riflen og klemme ”skuddet” af kan sagtens trænes inden døre – med tom riffel naturligvis. Det samme gælder træning i at opsætte skydestokken i en fart.
Knæk og bræk derude.
