Foto: Claus Bech m.fl.
SKUD!
”Rolf har skudt et dyr!” Det gjalder ud fra remissen. Sammen med en sværm af småfugle. Ingen når at artsbestemme dem, men hvis nogen efterfølgende vil hævde, at der var mindst hundrede, så vil jeg gerne tro dem. De mange småfugle efterfølges af talrige solsorte, en tydeligt utilfreds skovskade og to helt diskrete husskader. Remisen vrimler med liv. Et tæt vildnis, der giver rededække og overvintring til en bred varietet af fugle, nattesæde for råvildt og jævnligt dåvildt og enestående fødemuligheder til den lokale bestand af ræve, som hele tiden lusker omkring remisens centrale del, hvor den engelske fasanvoliere er placeret.
I luften ses jævnligt duehøg på patrulje og musvågerne er ligeledes stærkt repræsenteret sammen med krager og alliker.
Denne lørdag er det hele ekstra livligt, for driverne og deres hunde sætter alt inde i krattet i bevægelse, mens vi andre står for ude på det åbne, slåede stykke eng, der omkranser remisen og støder op til naboens skov bag skytterne.
Af grunde, som jeg ikke skal gøre mig klog på, er der ingen fasaner denne dag, men Rolf kommer ud med sit forendte dyr, og vi glæder os alle over, hvor effektivt sådan et velplaceret haglskud egentlig er.
Reviret forvandles
Det er over 30 år siden, jeg første gang stiftede bekendtskab med reviret her – og det var endda, inden jeg havde fået jagttegn, fordi jeg i en husvild periode flyttede ind i et kælderværelse under hovedbygningen, der er centralt placeret i midten af den cirka 100 hektar store ejendom lidt uden for Hillerød.
Jeg overtog værelset fra en kammerat, der flyttede på kollegie, og han advarede mig: ”Hele efteråret står der nogle tosser herude og blæser på jagthorn.” Det var Rolf og hans venner. Rolf Hagstrøm har stadig jagten nu på fyrretyvende år. Han og jeg blev venner kort efter min entré på gården, og nu står jeg selv derude en gang eller to om året med hornet for læberne. I mellemtiden er der kommet ny ejer på matriklen, og han går også på jagt.
I de forgangne årtier har han lidt efter lidt sløjfet det urentable og besværlige landbrug, der var endt med at være klemt inde mellem by, omfartsvej og forstad. I stedet er der etableret store remiser, skovbryn, fodermarker, engstykker og vildtagre. Jeg har selv været med til en del af anlægsarbejdet, og det har været i gode venners lag og med smil på læben. Så er det ligesom, man kender reviret på en mere indgående måde.
I dag er det hele forvandlet. Til det bedre, hvis man betragter det ud fra en biologisk synsvinkel. Fordi landbrugets monokultur er udskiftet med multikulturer i vekslende højder og tæthed, og alene af den grund stiger både den botaniske og den zoologiske artrigdom. Betragteligt.
Småbiotoper
Den slags findes der forskning på. Også dansk forskning. Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning under Københavns Universitet stod tilbage i 2000 i spidsen for en stor undersøgelse af det, der i forskerkredse omtales som småbiotoper. Det er alle de biotoper, som vi jægere går og værner om – etablerer, vedligeholder og udbygger: Altså remiser, hegn, gærder, vandhullernes og åernes randbevoksning og så videre. Disse småbiotoper udgør nogle få procent af det samlede landbrugsareal, der dækker to tredjedele af Danmark. Og i disse få procent vildskab – og især i de lokaliteter, som aldrig har været under plov, forekommer 90% af alle de arter, der hører til i det åbne lands naturlige plante- og dyreliv. Halvfems procent!
Hvis der ikke var småbiotoper, ville hele grundlaget for alle disse planter og dyr forsvinde, og hvis man først har pløjet småbiotoperne op, så går en eventuel reetablering af dem og de vilde dyr og planters tilbagekomst langsom, hvis det overhovedet sker.
Imidlertid er det ikke kun fryd og gammen med de små biotoper. Det største problem er, at de som regel ligger lige op til eller endda midt i dyrkede arealer, hvor ukrudt sprøjtes væk, hvor næringstilførslen er størst, og hvor dræningen virker bedst. Alle disse forhold gør, at det er svært for især de oprindelige vilde plantearter at sprede sig. Det vil sige, at plantedækket i især de nyeste og aktivt etablerede småbiotoper/remiser ikke er synderlig naturlig, fremgår det af en NOVANA rapport fra 2015 med titlen Småbiotoper 2007 og 2013.[1]
Fasanjagt
I den nyeste vildudbyttestatistik, som beskriver, hvad der blev nedlagt i sæsonen 2017/2018, fremgår det, at der er blevet fældet 601.108 fasaner i Danmark. Det vil sige, at fasanerne udgør 32,6 procent af hele det danske jagtudbytte. Med andre ord repræsenterer fasanerne lige under en tredjedel af de danske jægeres udbytte.
”Hvis ikke der var fasanudsætninger, så ville naturen være meget mere fattig,” synes Rolf Hagstrøm, der med stor rutine brækker råen, han fældede tidligere på dagen. Han har nedlagt over 300 stykker råvildt med hagl, plantet mindst 50.000 træer på reviret her i de forgangne fire årtier og i tidens løb tilbragt mindst 16.000 timer på at optimere revirets mange remiser og beplantninger. Oven i denne omfattende indsats kommer så de kontante udgifter til den årlige jagtleje og lodsejerens mange hundredetusindvis af kroner på maskintid og planter.
Danske jægere investerer stort i deres revirer, og jo tættere lodsejeren er på selve jagten, jo større er indsatsen, viser en nyere undersøgelse fra professor Jørgen Primdahl fra Københavns Universitet.[2] Direkte adspurgt viser det sig, at de steder, hvor indsatsen er størst for at forbedre forholdene for vildtet, er der, hvor ejeren af jorden selv går på jagt. Samme undersøgelse afdækker samtidig, at de steder, hvor biotopforbedringerne er mindst intense, er der hvor jagten er lejet ud, ”og det hænger sikkert sammen med, at her er der allerede gjort en masse, som jo også er grunden til, at jagten kan udlejes,” forklarer Jørgen Primdahl til JAGT, Vildt og Våben.
Det stemmer utroligt godt med jagten på mit gamle ungdomslogi, hvor det netop er lodsejeren og den mangeårige jagtlejer, der kører vildtplejen. Det gør de konsekvent og udelukkende for at optimere jagten. Sidegevinsten er bedre biotoper, mere natur og større artsrigdom.
Insektjagt
På godset Gunderslevholm ved Tystrup Bavelse Sø på Midtsjælland er der et større jagtvæsen. En stor del af jorderne er udlejet til klassiske sjællandske konsortier, mens en mindre del bejages af lodsejeren. Professor Primdahls konklusioner holder også stik her, for jeg har selv været med i et af konsortierne i et årti, og vi deltog ikke nævneværdigt i biotopforbedringerne. Det tog godset sig af ud fra nogle overordnede planer, og det virkede vist fint og var i alt fald også koncentreret omkring fasanudsætningerne.
En gang inviterede jeg en insektforsker med ned til en af remiserne. Jakob Damgaard, som dengang var ansat på Københavns Universitet, var skeptisk fra starten, men blev hurtig begejstret for rigdommen i en af de relativt små remiser ude på den største af markerne øst for godset. Han kastede sig ned på jorden og udbrød henrykt, at i modsætning til den bundgolde hvedekultur omkring remisen var der liv og stor variation inde i remisen. Han trak endda våd og fandt en art af skøjteløber. som ikke tidligere var blevet registreret i netop dette område.
Som jægere havde vi ikke tidligere skænket insektlivet i remiserne den store opmærksomhed, men efter Jakobs opdagelse blev det endnu et glædeligt vidnesbyrd om de positive sideeffekter af konsortiemedlemmernes fasanbegejstring.
Jakobs skøjteløber, som er et lille insekt på størrelse og meget lig en almindelig stikmyg, fik han i øvrigt med hjem til sin samling – i sprit. Og den er en af de cirka 18.000 forskellige arter af insekter, der ifølge Stoltze og Pihls Rødliste fra 1997 findes her i landet.
Hvert eneste af disse insekter har en rolle at spille i naturens store urværk, og selvom vi sagtens kan undvære en art eller to, så vil det være som at miste en maske i en strikketrøje. En enkelt gør ingen forskel, men jo flere, der forsvinder, jo ringere bliver sweateren, som Lars Lunding Andersen en gang forklarede, da han var direktør i Københavns Zoologiske have. Sådan er det også med naturen. Det hele hænger sammen, og hver gang en art presses, reduceres eller forsvinder, har det betydning for resten af biotopen. Fordi insekterne er en del af andre dyrs fødegrundlag. Fordi nogle af insekterne bestøverer blomster, og fordi nogle insekter holder andre insekter og tilsvarende dyr nede – æder dem – så de ikke bliver en alt for stor plage. Remiserne er gode levesteder ligesom alle de andre småbiotoper for lige netop denne del af den danske fauna.
Sammenhængende natur
Så egentlig er jagtens biotoper jo en lang succeshistorie, og denne lovprisning af vores fælles anstrengelser kunne være afsluttet her, hvis det ikke havde været for den sammentrækning og sammenlægning af produktionsjorderne, som har været fremherskende i det danske landbrug siden 1950´erne.
Dengang var en typisk dansk mark på 1,3 – 3,1 hektar – sådan meget gennemsnitligt betragtet og målt over hele landet. I 2015 var de landsgennemsnitlige størrelser på markerne vokset til mellem 3,1 og 8,6 hektar. Fordi markerne bliver opkøbt og slået sammen. Der bliver færre og færre landbrug. De tilbageværende bliver større og større, og det samme er tilfældet med markerne, kan man læse i Miljø- og Fødevareudvalgets rapport fra 2017 med titlen Udviklingen af Landbrugslandet gennem seksårtier fra 1954 til 2025.[3]
Når markerne slås sammen, sløjfes en masse markskel. Mere eller mindre smalle korridorer, som har været såvel dyrs som planters hovedfærdselsåre til nye områder. Når markgrænsernes areal og ikke mindst forbindelserne til andre gærder, hegn og remiser reduceres, så begrænses også arternes muligheder for at sprede sig fra en lokalitet til en anden, fremgår det af en stor rapport fra Københavns Universitet – Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning skrevet af Ole Hjorth Caspersen og Patrik Karlsson Nyed og udgivet i januar 2017[4]. Her kan man også regne sig frem til, at tilbagegangen af markskel svinger fra den ene landsdel til den anden. Mindst ringe er det gået i Nordjylland, hvor den samlede længde af markgrænserne er blevet reduceret med 15,9 procent i perioden fra 1954 til 2015. Værst ser det ud i Himmerland, hvor den samlede længde af markgrænserne lige nøjagtigt er blevet halveret.
Udover at levestederne for den vildere natur bliver færre i takt med at markgrænserne sløjfes, så bliver de tilbageværende udyrkede områder også mere og mere isolerede. Som øer i et stort grønt, veldrevet hav, hvor der efterhånden er blevet så langt mellem øerne, at de mindre dyr og de sarteste planter ikke kan sprede sig. Udvekslingen af arvemateriale mellem de enkelte remisers plante- og dyreliv bliver således begrænset, og på lang sigt vil det føre til nedgang og til, at arterne før eller senere forsvinder fra de afsondrede områder.
Og som om det ikke var slemt nok, så fremføres det i samme rapport, at i takt med at markerne bliver slået sammen, så forsvinder behovet for de markveje, der første ud til de små marker. Så markvejene med deres vildtvoksende kanter bliver også markant færre.
På den baggrund konkluderer Caspersen og Nyed, at den fortsatte sammenlægning af marker samlet set vil have en stor og negativ indflydelse på det berørte landskabs rekreative funktion og dets funktion som habitat – med mindre der aktivt sættes ind for at indføre nye tiltag, som skal være målrettet mod at fremme den biologiske mangfoldighed.
I en nyere undersøgelse fra 2017 påpeger forskere fra Aarhus Universitet[5] på ny, at ”de vildtvenlige tiltag signifikant udvider det økologiske rum fra de dyrkede marker.”
Så selvom hovedformålet med at optimere biotoperne er at forbedre levevilkårene for de jagtbare arter, så hjælper tiltagene til med at genskabe en del af den variation, man kender fra tidligere tiders landbrug.
Det er godt for biodiversiteten, og så er vi tilbage ved jagten.
[1] AU, NOVANA, https://dce2.au.dk/pub/SR143.pdf
[2] Hunting and Landscape in Denmark: Farmers’ Management of Hunting Rights and Landscape Changes, Primdahl et al.
[3] MOF Alm.del Bilag 230, https://www.ft.dk/samling/20161/almdel/mof/bilag/230/1717575.pdf
[4] Biodiversitet og økologisk rum i agerlandet. https://dce2.au.dk/pub/SR227.pdf
