I går kørte vi ni timer fra Lima og ind i Andesbjergene, og igen i dag sidder Angelo imellem Benny og jeg på bagsædet af den udslidte Toyota Hilux. En eventyrlig jagt i Peru er i gang. Vi befinder os midt i en større bjergby, men er på vej ud til det jagtområde vi skal jage i. Det er kun minutter siden vi spiste morgenmad hos ejeren af jagtområdet, som bor i en lille lejlighed beliggende på anden sal i en skummel sidegade.
Baggage, våben og forplejning ligger på ladet på Hilux’en, og det er dækket med; først en presenning, så et net og til sidst er det sikret med tov. Vi er fulde af forventning, for nu er vi endelig på den sidste del af den lange rejse mod det område i bjergene, hvor vi skal jage de næste fem dage. Vi triller afsted, om to timer regner vi med at være fremme, men så sker noget uventet. Vi har kun kørt 100 meter, da jeg lægger mærke til, at vi passerer den lokale politistation. I det samme mærker Angelo pludselig et ryk i bilen, han kigger tilbage og ser en knivbevæbnet tyv i gang med at tømme vores bagage af ladet – og han gør det, mens vi kører langsomt fremad i den tætte bytrafik.
Karatespark og forsvunde kontanter
Angelo springer hen over Benny, der er ikke tid at åbne bildøren, så han vælter ud af det åbne sidevindue, rejser sig igen og springer efter tyvene – nu med sin egen kniv fremme. Han spæner, alt hvad han kan ned langs fortovet, mens jeg springer ud af den anden bildør og løber på den anden side af de parkerede biler langs vejen. Efter 50 meter indhenter Angelo den ene af tyvene, ham der har Holgers kuffert i hånden, mens han tager et flot karate spring og giver tyven et spark lige midt i ryggen. Man kan se, det gør ondt på tyven, som han falder hen ad fortovet. Et øjeblik spekulerer jeg på om han kunne finde på at trække en pistol, men heldigvis slipper han kufferten, som jeg straks griber.
Vi lader tyven løbe, hvilket jeg senere fortryder. Imens peger folk på fortovet i flere retninger, for at vise hvor den medskyldige er forsvundet, og Angelo løber lidt ned af alle sidegaderne omkring os, mens jeg passer på kufferten. Han finder ikke de andre tyve eller den taske, vi mangler. De er over alle bjerge og vi mangler Holgers rygsæk, som også indeholder hans pas, 5.000 dollars, et kamera, Holgers kikkert og øvrige rejsepapir.
Hurtigt samler der sig en flok af lokale omkring os. Lidt ubehageligt, men de virker alligevel alle meget flinke. De fortæller, at de så og dermed ved, hvem der bestjal os. De kan fortælle politiet, at moderen til de tre tyve har en frugtbod præcis der, hvor vi læssede bagagen på bilen, og at det er hendes tre voksne sønner, der er synderne. Politiet forlader os, for først at tage en alvorlig samtale med moderen og derefter knægtene. Vi overhører ikke samtalen, men politiet her er ikke udlært på flinkeskolen, så efter et par timer kommer betjentene tilbage, og de har til vores overraskelse rygsækken med.
Betjentene kommer med en langhåret forklaring om, at de fik et tip om en skummel mand, der gemte en rygsæk under en frugtkasse to gader væk, og her fandt politiet så rygsækken. Den indeholder alle Holgers effekter, men de 5.000 dollars er ”sjovt nok” borte. Vi slipper dog for at bruge en dag på ambassaden i Lima, i forsøget på at få et midlertidigt pas til Holger, da han behøver det for senere at kunne rejse hjem til Sydafrika.
Mod Peru’s højder
Vejen ud til jagtområdet fører os igennem de smukkeste bjerge, vi krydser verdens højst beliggende togbane, og vi krydser et bjergpas i næsten 5.000 meters højde. Det er de spændende oplevelser til trods alligevel lidt svært at nyde turen, da kørslen grænser til det livsfarlige. Vejen snor sig igennem Andesbjergene langs lodrette bjergsider på flere hundrede meter, men det tager chaufføren Angelo og vejens øvrige billister sig dog ikke af. De kører fuldstændig vanvittigt, overhaler i sving uden oversigt og holder på i alt for høj fart. Denne tur er nok den værste køretur, jeg har oplevet på mine mange rejser overalt i verden.Efter samlet 12 timers kørsel fordelt på de sidste to dage, kører vi endelig ind i det, der er det egentlige jagtområde og ser kort efter den lille bjerglandsby, der skal være vores hjemby de næste fem dage. Den består af 15 meget forfaldne landarbejderhuse, der beviser, at de lever meget primitivt og fattigt i denne egn. Midt i byen er et enkelt pænt malet hus, så både Holger, Benny og jeg er sikre på, vi skal bo godt i byens bedste hus. Da vi omsider standser bilen ud for det flotte hus, træder Angelo og farmeren dog ikke til venstre mod det pæne hus, men i stedet til højre ind i en hønsegård. Lidt underligt! Men vi tænker ikke så meget over det, og sættes os blot og slapper lidt af i græsset.
– Dinner is ready, råber Angelo.
– Hvor, spørger jeg.
– Her, råber han.
Jeg reagerer med forbavselse. Det kan han da ikke mene. Men det gør Angelo, han byder os velkommen og beder os træde ind gennem den kun en meter høje dør, mens han forsøger at holde både høns og hunde ude. Ikke engang, hvis jeg havde haft høns, ville jeg lade disse bo og spise så uhumsk, men det er åbenbart standarden for vores spisested de næste fem dage.
Uønsket slankekur
Der er jord på gulvet, gryderne er meget gamle og belagt med cirka en centimeter sort skidt. Der er gamle indtørrede knogler overalt og over vores hoveder hænger forskellige uhumske skind. Der er gammelt halm, gustent skidt og indtørret møg alle steder.
– Det bliver en nem fem-dages slankekur, tænker jeg, men det til trods er humøret højt over forventningerne til jagten, Det er faktisk min egen fødselsdag denne dag, og i mangel af god vin, skåler vi i coco-the og Coca-Cola, mens de lokale hvedeboller glider ned med avocado på.
Riflerne prøveskydes
Efter vi har indtaget den helt igennem ”uovertrufne” fødselsdagsmiddag, mener Benny og jeg, det er tid til at se og ikke mindst prøveskyde de rifler, vi skal anvende til jagten. Dermed det næste chok. Angelo overrækker mig en kaliber 17 HMR.
– Hvad skal jeg med den Angelo, spørger jeg.
– Den skyder perfekt helt ud til 200 meter, svarer han.
Jeg er igen rystet. Jeg er blevet lovet en kaliber 270, da vi bookede jagten, men da det er vores første jagtdag, prøver jeg at bevare den gode stemning, ved at holde min utilfredshed tilbage. Benny får derefter udleveret en kaliber 308 W. med en elendig sigtekikkert på. Vi testskyder riflerne, og vi konstaterer derved, at riflerne kan ramme inden for en 10 centimeters cirkel på 100 meters afstand, og bedre bliver det desværre ikke med disse våben. Vi er ikke specielt kristne, men slår alligevel korsets tegn i håbet om det bedst for den kommende jagt.
Whitetail og tynd luft
Det er sen eftermiddag, og der er tre timer til solnedgang, så vi kan godt nå en lille tur ud i bjergene. Vi pakker vores jagtgrej og kører ud af landsbyen af en smal grusvej. Efter en halv time møder vi en lokal bonde, der har tygget for mange coca-blade – han er uden en tand i munden. Angelo spørge på ham spansk, om han ved, hvor der går nogle white-tail deer. Og selv om hverken Holger, Benny eller jeg forstår spansk, mener vi at kunne udlede af samtalen at svaret fra den lokale bjergbonde er negativt.
Vi kører videre og får trods alt en fantastisk smuk tur. Bjergene er frodige og grønne, hvilket er helt utroligt i denne højde. Det er Angelos plan, at vi skal nå til et udsigtspunkt og spotte. Herfra har andre lokale bjergbønder for ”kun” en uge siden spottet tre white-tail deer. Vi når ikke mange skridt væk fra bilen, før jeg mærker, at her er MEGET tynd luft, men jeg anstrenger mig. Det samme gør Holger og Benny, der har det på samme måde. Vi spreder os lidt, så jeg går længst ude med den smukkeste dal under os.
Under os i bunden af dalen slynger en flod sig. Langs floden er der meget frodigt, men på trods af at det er meget fugtigt, vokser der kaktusser op i mellem buskene. Vildtet opholder sig om dagen i bunden af dalen i den tætte bush, men vandrer op ad bjerget om aftenen for at fouragere der om natten. På bjergsiden over for os kan vi i kikkerten se små dyrkede marker helt op til bjergtoppene. Nogle af markerne er ikke større end 20×20 meter, og på disse marker dyrker man jorden, som vi gjorde i Danmark for 200 år siden. Angelo fortæller, at bjergbønderne høster med hånden, da det er for stejlt og ufremkommelig for maskiner.
En flot otteender
Efter en time hvor vi ikke har spottet liv ud over nogle fritgående køer, foreslår Angelo, at vi pakker sammen og vender snuden hjemad til ”luksuslejren”. Mens vi kører af den smalle bjergvej og snakker lidt om planerne for morgendagens jagt, sker det utrolige. Angelo får øje på en white-tail omkring 120 meter over os. Vi springer ud af bilen, mens jeg spørger, om Benny ikke vil skyde, hvis der bliver en mulighed.
– Nej det er din fødselsdag i dag, du skyder først, svarer han, så jeg benytter mig af chancen og griber Bennys riffel. I riffelkikkerten finder jeg først et hundyr. Afstanden er kun 120 meter, der er kraftig vind, og den har ikke bemærket os. Så ser jeg i bushen bag hundyret et andet dyr. Et dyr, der er dobbelt så stort – det er en hjort!
Dyret træder frem, så ser jeg det lidt bedre. Jeg synes ikke, hjorten ser så stor ud, og jeg har kun været på jagt i tre timer, men Holger kommanderer:
– Skyd den, den er stor!
Jeg adlyder ordren, det skal være nu, for de er ved atter at forsvinde i det tætte buskads. Det er tydelig at det er brunsttid, for hjorten følger lige bag hundyret med snuden i ”slipstrømmen”. Det er mit held …
Nu skal der skydes, men bukken er i konstant bevægelse, så jeg finder skulderbladet og følger dyrets bevægelse i nogle sekunder, inden jeg endelig slipper jeg kuglen. Der står en støvsky bag dyret, jeg føler det var et dårlig skud, måske endda et forbiskud. Pga. vinden er dyrene ikke bevidste om, hvad der sker, så de springer 20 meter op af bjergsiden, mens de kigger ned mod os. Hurtig har jeg en ny kugle i kammeret, og da næste skud lyder, forsvinder hjorten. Der er tydeligt kugleslag at høre, og vi ser kun hundyret løbe væk, så jeg føler mig sikker på, kuglen er placeret godt.
I det højde buskads, kan bukken alligevel nemt været stukket af, så vi venter lidt. Vi er dog alle spændte og Angelo så begejstret, at han ikke er til at holde tilbage. Han er sikker på, hjorten ligger forendt og vil op til den med det samme. Jeg er lidt udmattet af den sidste stigning i den tynde luft, så jeg bliver tilbage, mens Angelo leder lidt i bushen. Så råber han pludselig vildt og begejstret:
– En flot otteender, du har skudt en flot otteender!
Der udbryder nærmest jubel, mens Angelo tager den fuldvoksen hjort på ryggen og bærer den ned til os. Den har en levende vægt på kun cirka kun 40 kilo.
Jeg er lidt overrasket. Det hele gik alt for stærkt, der var ingen spændende pürsch, og alligevel har jeg netop skudt et fantastisk eksemplar af South American white-tailed deer. Og det skal vise sig, at jeg er heldigere, end først antaget, for det blev den eneste hjort, jeg ser på de næste fem dages jagt.
Faktabokse:
[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered” background_color=”#cddecf”]JAGTREJSEFEBER 2
Denne artikel fra Peru er uddrag af et kapitel i Jagtrejsefeber 2, der udkom 1. oktober 2014. Bogen følger op på den anmelderroste salgssucces Jagtrejsefeber 1, der udkom sidste år. I jagtrejsefeber 2 kan du få mange flere fakta om Peru som jagtland, om hvordan du kan realisere sådan en rejse selv og om Sydamerikas white-tail’s plus mange andre. Ud over kapitlet fra Peru kan du også læse om jagt i Alaska, Island, Australien, Norge, Tyskland, Cameroun, Namibia og så er der et humoristisk kapitel om en brandvarm fiskefiasko i Forenede Arabiske Emirater.
Forfatterne til bogen er: Thomas Lindy Nissen, Rune Fich Weischer, Troels Romby Larsen, Dan Saugstrup, Jens Kjær Knudsen, Claus Ballisager og David Carsten Pedersen.
Nogle af bogens forfattere priser ideen om at booke jagtrejsen direkte på reviret i udlandet, mens andre fortæller hvilke bureauer, der arrangerede den enkelte rejse.
Redaktør på Trofæ, Rune Fich Weischer har forfattet bogens kapitel om jagt i Island, og efter kapitlet giver sine erfaring vedrørende fordelene ved at booke direkte på reviret til kende … lad os allerede her løfte sløret: Han mener ikke plusserne er flest! Andre af bogens forfattere ser anderledes på muligheden og stiller alle informationer til rådighed for læseren, der tør og vil selv! Bogen forhandles på internet og hos boghandler samt i udvalgte jagtforretninger.
Den kan selvfølgelig også købes i NSK-shoppen: www.nordisksafariklub.com/shop
Følg også JAGTREJSEFEBER på Facebook[/otw_shortcode_info_box]
[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered” background_color=”#ededed”]Nordisk Safari Klub
Bogen JAGTREJSEFEBER 2 indeholder flere kapitler, som er leveret af flere bestyrelsesmedlemmer af Nordisk Safari Klub og denne artikel er forfattet af formand for klubben, Jens Kjær Knudsen.
Nordisk Safari Klub er en forening for Skandinaviske jægere, der rejser ud efter jagtoplevelser og jagttrofæer rundt om i verden. Den blev stiftet i 1972 i Danmark, men har i de senere år haft fokus rettet mod de øvrige skandinaviske lande i et forsøg på at opnå større tilslutning her.
Som medlem af NSK kan der spares penge på trofæopmålinger, ligesom medlemmerne får tilgang til et netværk på mere 2.500 berejste jægere, der personligt eller via indsendte jagtrapporter kan bruges som referencer. 10 gange om året modtager medlemmerne et safari magasin – Trofæ – med medlemsartikler af høj kvalitet.
Læs mere om Nordisk Safari Klub på: www.nordisksafariklub.com
