Jeg er blevet bedt om at skrive denne artikel. Det gør jeg gerne, for mine mangeårige erfaringer med jagt og hunde har vist, at det på den ene side er et kæmpe problem på mange jagter, og på den anden side, er et af de mest ømtålelige emner man kan berøre.
Jeg vil i artiklen undlade at referere til bestemte racer.
Selvom der i mine egne oplevelser nok er en vis overrepræsentation af bestemte racer/hundetyper, er det ikke relevant, for hvis alle jægere med hund forstod hvordan man jager med en lydig hund, og dermed får det optimale ud af jagten, er hunderacen underordnet.
Jeg plejer at bruge det eksempel, at man sagtens kan sige til en jagtkammerat, at han burde gå på skydebanen, eller han kunne trænge til at tabe et par kilo, og at hans bil ser lidt misligholdt ud.
Men hvis man siger noget negativt om hans hund, taler han aldrig til dig igen.

Og her mener jeg ikke at man kritiserer hunden for at være grim, eller overvægtig, men derimod at man høfligt gør ham opmærksom på, at den med sin udresserede opførsel ødelægger jagten for alle de andre jagtdeltagere.
I forlængelse heraf kan man bede sin jagtkammerat om at holde hunden koblet – eller helt enkelt bede om ham om at lade den blive hjemme.
Jeg har selv været jagtleder gennem flere år og ved, at selv det største diplomati ikke altid er nok.
Jeg kan med sikkerhed sige at alle midler har været taget i brug.
Her er et par citater:
Der er så mange hunde med på den kommende jagt, så du behøver ikke at tage din hund med.
Vi har arrangeret det, så du bare skal stå for hele dagen, så lad hunden blive hjemme, den skal alligevel ikke lave noget.
Din hund er jo så hårdt gående, så kan du ikke holde den koblet i denne såt.
MEN, lige lidt hjælper det.
Den omtalte jagtkammerat vil ikke bare medbringe sin hund,
men også overhøre alle formaninger, og slippe hunden,
så snart jagtlederen er ude af syne.
Hvad er konsekvensen

Det kunne være fristende at sige, at det nok kun var på lidt større jagter, at det er problematisk med dårligt trænede jagthunde.
Men det er bare ikke helt rigtigt.
Det er klart, at der på en lidt større jagt med udsætning af vildt, vil være meget vildt som blive rejst for hurtigt, uden at der kan afgives skud til det, ligesom en hund der går af hånd, vil rejse betydelige mængder vildt i såter, som skulle have været drevet senere på jagtdagen.
Men man skal huske på, at det både på den mindre jagt og på jagter med mindre vildt, også er vigtigt at vildtet rejses kontrolleret og indenfor skudhold, så de få chancer der opstår kan udnyttes.
Hvad er det der går galt?

Lad os starte med jagt, hvor der skydes over hundene.
Det væsentligste problem her er, hvis en hund søger for stort.
Et stort og måske usystematisk søg, vil betyde to ting.
Først og fremmest at vildt vil blive rejst uden for skudhold, og sekundært at vildtet vil blive forbigået.
I begge tilfælde mister man chancen for at skyde til det vildt, der er på terrænet.
På den her form for jagt skal hundene være i god kontrol. Vildtet må aldrig rejses uden for komfortabelt skudhold, og hundene må ikke prelle vildtet eller knaldapportere, fordi det mest sandsynligt vil føre til en situation, hvor hundene forfølger en ikke skudt fugl langt ude i terrænet, og derude efterfølgende rejser andet vildt uden for skudhold.
Det er altså nødvendigt at have en realistisk forståelse af, hvor godt ens egen hund trænet i denne disciplin.
Der står ingen skytter for ved rough shooting, så enhver af de omtalte fejl vil betyde mistede skudchancer.

Jagten er helt sublim, når hundene er veltrænede, respekterer opfløj og skud, forholder sig roligt under skudafgivelsen og kun apporterer på kommando.
Den hund der har en klar markering af den skudte fugl, vil hurtigt og direkte kunne bringe fuglen, uden at forstyrre andet vildt i terrænet.
Vil man skabe helt ro under apporteringen, er det klogt ikke at skyde hen over hovedet på den hund, der er i gang med at apporterer.
Selskabsjagter

På selskabsjagter, og det kan vel defineres som jagter, hvor der deltager flere jægere, og hvor man skiftes til at drive og gå igennem og stå for på post, er problemstillingen ikke bare anderledes, men også større.
Mange jægere mener nemlig, at når bare der står nogen for i den anden ende af såten, er det ligegyldigt, hvordan hunden opfører sig.
Intet er mere forkert.
Rigtig mange hunde løber lige igennem såten og op på fronten og letter de fugle, der er her.
Ofte vil jægeren hævde, at det er fordi, hans hund ved, hvor vildtet er, (altså, at den er klogere end alle de andre hunde)
Men det er bare et udtryk for mangel på dressur, og det ødelægger meget mere end det gavner.
I og med at hunden stiksøger lige igennem såten, vil den formentlig undervejs presse vildt ud, som letter ud på siden af såten, hvor der ikke står nogen skytter for.
Når den så løber tilbage i såten, vil den presse vildtet bagud, og her står ingen skytter for, selvom man kan være heldig og de der går i drevet, derfor kan få lidt skudchancer.
I mange tilfælde vil den, eller de samme hunde prelle vildtet ud af såten, når det rejser det på fronten.

Det betyder at hunden knaldapporterer den skudte fugl, og løber ind i såten med den igen.
Her er der en stor chance for, at hunden ikke kan finde sin ejer, og derfor smider vildtet, som efterfølgende er svært at finde, fordi ingen ved, hvor det er blevet smidt.
I det værste af alle tilfælde, preller hundene vildtet ud af såten, og forfølger det ind i en anden såt, og rejser det vildt, der skulle have været drevet senere på dagen.
I øvrigt kan man, efter at den type hunde har løbet rundt i såten, næsten altid gå ind med en god og veltrænet hund og rejse fugle, selv om de andre hunde tilsyneladende har været overalt.
Hvis drevet på en selskabsjagt skal fungere optimalt, skal hundene arbejde under kontrol.
Det er vigtigt at hundene søger helt kort, og at drevet holder en linje.
På den måde er der et kontrolleret fremadrettet pres på vildtet.
Hvis der rejses flere eller mange fugle, skal hundene stoppes, og kæden skal vente, mens der skydes på fronten.
Herefter kan der drives lidt igen, og hele seancen gentages.
Det helt essentielle her er, at et roligt og kontrolleret drev med lydige hunde vil bringe vildtet frem til skytterne, og når drevet stoppes ved mange rejste fugle, undgår man at der rejses så mange fugle, at der ikke kan skydes til dem.

Skrækeksempler
Jeg kan med stor sikkerhed sige, at de jagter og skudchancer jeg selv har set ødelagt gennem mit jægerliv, ikke kan rummes i en enkelt artikel.
Lægger man dertil de mange eksempler jeg har fået fortalt, er der stof nok til en hel bog.
Alle, der går på jagt, kan underholde med historier om hunde, der reelt set ødelagde jagtdagen, men ingen aner, hvordan man undgår det uden at blive uvenner med den eller de jægere, der med deres hunde er skyld i det hele.
Den store gåde

Langt de fleste, ønsker at gøre en god figur, når de er ude blandt andre mennesker.
Det gælder vel også på jagt.
De fleste jægere møder op til tiden, pænt klædt på i præsentabelt jagttøj.
Man lytter høfligt til parolen og er indstillet på at overholde etiske som uskrevne regler om sikkerhed og god opførsel.
Herunder ikke at skyde på naboens chancer o.s.v.
Men hvad er det så der sker, når det kommer til hundene.
Jeg tror, at det er mangel på kultur omkring det at jage med hund.
Mens der bruges mange ressourcer på våben, skydetræning, lækkert jagttøj m.m. så er arbejdet hundene måske lidt nedprioriteret.
Ikke at disse jægere ikke er glade for deres hunde, for det er de faktisk.
På en eller anden måde har de aldrig tænkt hunden ind i jagten som en aktivt og effektivt partner – der med den rette træning vil gøre jagten både bedre og mere udbytterig for hele jagtselskabet og en selv.
Når man tænker på, at jagt er en relativ dyr sport – det være sig jagtleje, vildt- og revirpleje samt våben og beklædning og mange timers planlægning –
Så skulle man jo tro at de jægere og deres hunde, som måske ødelagde slutresultatet, nemlig selve jagten og afskydningen, ville blive udsat for betydelig kritik…
Men nej selvom det er meget irriterende, griner man bare lidt, og slår det måske hen i spøg.
Det er jo ikke fordi jægere ikke kan blive uenige, ja endda uvenner over jagt, men det er sjældent at nogle tager fat i problemerne med dårligt trænede hunde på jagten, men det burde man måske gøre.
Forestil dig, at en jæger havde pyrschet sig ind på en flot buk eller havde siddet i stigen i timevis, for så endelig at have bukken på skudhold.
Nu kommer jagtkammeraternes hund så væltende ind i terrænet helt ude af kontrol, og den ødelægger herefter skudchancen.
Ville jægeren blive irriteret i denne situation, og ville han sige hundens ejer et par borgerlige ord – Mon ikke….

Jagt er jo ikke bare sjov og motion for hunden
Vis hensyn til jagten og de andre jagtdeltagere.
Så tag ikke din hund med på jagt, før den er trænet ordentligt.
Sørg for ikke bare at slippe din hund, måske er terrænet for uoverskueligt, eller der er mere vildt end din hund er vant til.
Hvis du er i tvivl, eller du får direkte besked på det, så hold din hund koblet.
Se VIDEO fra jagthunde.tv – lydighed og lederskab.








