TEKST PHILIP VON ARENSTORFF. FOTOS: PHILIP VON ARENSTORFF, MORTEN HØGH OG RME APS.
Vi kom først frem sent i går aftes, hvor alt var mørkt, så jeg er ret spændt på at se, hvordan landskabet ser ud. Jeg har nu opholdt mig og arbejdet et godt stykke tid i Sydafrika og har været på jagt en del forskellige steder under opholdet, men dette er min første tur til Karoo ørkenen, så bliver en helt ny oplevelse. Mens vi sidder og spiser morgenmad, stiger solen langsomt op på himlen og åbenbarer landskabet. Til den ene side et fladt landskab. Ikke tæt bevokset bush som jeg ellers har været vant til at jage i her i Afrika, men et stenet landskab med spredt bevoksning. Til den anden side er det på ingen måde fladt, men mange bjerge der rejser sig langsomt og bliver større og større mod horisonten.
Det er min første gang på drivjagt, og min chef har givet mig lov til at skyde to springbukke, så jeg skal selv sidde med på første drev. Det giver mig muligheden for selv at prøve drivjagt og ikke mindst også at lære at vurdere trofæer. Det vil jeg få gavn af senere, når jeg skal sidde derude sammen med kunderne.
Efter morgenmaden går vi i gang med at pakke til dagens jagt. Jeg finder rifler, skydestokke, drikkevarer, og hvad der eller skal til, og farmens arbejdere begynder at sadle heste op og at klargøre motorcyklerne, som de skal bruge til at drive springbukkene med. Bagefter hopper vi andre hopper op bag på pickuppen og bliver kørt ud til vores pladser.
Jeg bliver sat af først og har naturligvis ikke fået den bedste plads – nok snarere den dårligste. Sådan er det jo, kunderne kommer altid i først række, og derudover er jeg bare glad for at være med.
Der går lidt tid før alle er på plads, så har god tid til at få sat mig til rette. Jeg har valgt at placere mig på en lille forhøjning, ikke meget mere end en meter høj, men i det flade landskab giver den mig et godt udsyn. Jeg får sat min skammel op så til pas langt inde i en tjørnebusk, så jeg samtidig kan komme til at skyde i så mange retninger som muligt.
Da alle har meldt klar, bliver motorcykler og heste sat i bevægelse, og der går ikke lang tid før, de første springbukke begynder at komme til syne. Først er det kun enkelte dyr, der kommer gående, men efter hånden kommer der større og større grupper. 80 meter fra mig kommer der en lille gruppe gående.
Det er næsten udelukkende bukke, og jeg får sat kikkerten op for øjnene for at se nærmere på dem. Der er med det samme en, der bare stikker ud. Jeg får lige så stille lagt riflen op på skydestokken, kolben til skulderen, og så det ellers bare at vente på et frit skud. Der går da heller ikke lang tid, før han tager et skridt frem foran de andre, og i det samme smælder skuddet. Han tegner godt, går et par meter og falder så om. Jeg går straks op til ham, og det første jeg lægger mærke til, er hans lange ryghår, som han har rejst. Han er bare et utroligt flot dyr.
Jeg får taget maven ud på ham og lagt ham ind i skyggen, så kødet og skindet ikke bliver dårligt, og derefter sætter jeg mig tilbage på min lille taburet. Jeg åbner en cola, og så er det ellers bare at vente. Der er stadig en time eller to tilbage, før vi er færdige med drevet, og jeg må jo stadig gerne skyde en mere. Jeg har på ingen måde travlt med at få skudt en til, men sætter mig tilbage og ser hvad der sker. Da der er tid nok, beslutter jeg mig for kun at skyde, hvis der kommer en rigtig stor springbuk.
Radioen melder, at de to første jægere er samlet op, så jeg ved, at der ikke vil gå lang tid, før jeg også bliver hentet. I det samme begynder en større flok at nærme sig. De bevæger sig noget hurtigere, end jeg kunne tænke mig. Det må være støjen fra motorcyklerne, der er ved at være tæt på, som stresser dem. Larmen tager til, og jeg kan også tydelig høre motorcyklerne nu. Gennem kikkerten får jeg øje på en rigtig fin buk. Problemet er bare, at flokken kommer småløbende. Jeg har normalt ikke har noget imod at skyde til løbende vildt, men springbukke kommer ikke løbende som rådyr. Tempoet og retningen kan skifte på et splitsekund, og værst af alt så laver de deres karakteristiske spring, helt uden forvarsel. Derfor skyder jeg dem kun, når de enten står stille eller går. Kikkerten bliver skruet ned i forstørrelse, så jeg kan holde øje på bukken, når de løber ud og ind mellem hinanden, og så er det eller bare at håbe på, at jeg får chancen for et skud, inden motorcyklerne skræmmer dem væk.
Nu sætter flokken farten ned, men samtidigt bevæger de sig ind i noget tæt buskads. Hvis jeg skal jeg havde en chance for at afgive skud, er det her og nu. Jeg holder bukken i sigtet hele tiden med krydset på skulderen.
Nu stiller han sig inde i noget vegetation, hvor kun halsen er tydelig, så jeg flytter krydset op, hvor halsen møder kroppen og klemmer aftrækkeren ind, til jeg hører smældet, da kuglen rammer bukken, og han forsvinder ned i buskadset.
Få sekunder senere ser jeg bilen med resten af holdet dukke op bag mig – perfekt timing. Jeg er den sidste der bliver samlet op, så der er allerede godt fyldt med dyr på krogene på siden af bilen.
Min første springbuk kommer på krog, og så kører vi hen for at hente den, jeg lige har skudt. Her finder jeg for alvor ud af fordelen ved ikke at skyde det første og bedste stykke vildt, der kommer for. Det er selvfølgelig altid et sats at vente, men for mig gav det så afgjort pote i denne situation, for det viser sig, at jeg har skudt den største af alle springbukkene, der hænger på bilen.
Fakta om springbukke
Udover den normale springbuk findes der 2 farvervarianter, som forekommer naturligt. Af disse to, er den sorte variant den mest almindelige. Den findes ikke i alle bestande, men det sorte gen er ret stærkt og manifesterer sig fint, når det først er kommet ind i en bestand.
Den hvide variant er derimod mere sjælden, og genet er på ingen måde lige så stærkt som det sorte. Derfor forsøger nogle farmere at tilføre hvide individer til deres flokke for at forbedre chancen for, at det hvide gen bliver det dominante. Men det er svær opgave, for springbukkene opholder sig på de landområder, hvor der holdes får, og hvor der kun er lave fårehegn, som adskiller arealerne. Dem kan springbukkene uhindret hoppe over og dermed bevæge sig frit omkring. Men da springbukkene har en tendens til at forblive i de samme områder, er der en chance for de udsatte individer vil blive.
