TEKST: ROLF ANDERSEN
FOTOS: ASKE RIF TORBENSEN
Ofte ser man på jagterne, at der er mangel på gode drivere. Det er ikke alle, der har adgang til et professionelt driverhold af spaniels, og så må man bruge, hvad der er til rådighed af hunde for at få fuglene på vingerne. Desværre ser man ofte, at disse hunde – og mange af dem er retrievere – bliver sluppet i starten af såten og derefter spurter forvirret rundt. Hurtigt er de i den anden ende af såten og letter fugle for tæt på skytterne. Nogle af dem er helt ude af hånd og begynder langt fra føreren at knaldapportere, bytte fugle og andet ikke særligt anvendeligt.
Men det er ikke så svært at lave om på. En retriever kan sagtens lære at drive, eller hunte, som spanielfolket kalder det, på en effektiv måde. Udover at det giver et roligere billede af drevet, er det også meget mere effektivt at drive ordentligt. Dels kommer der væsentligt flere fugle på vingerne, da hundene ikke går forbi ret mange, dels vil fuglene rejse enkeltvis og gennem hele såten. Fuglene vil nemlig trykke, når de bliver drevet på den rigtige måde, i stedet for at de løber ned for enden af såten og letter i klumper foran skytterne, der står for.
Skytternes oplevelse vil blive meget bedre, når fuglene kommer enkeltvis og har fløjet langt, fordi de blev lettet i selve såten og ikke i slutningen af såten. Derudover er der den sidegevinst, at hvis din hund letter en fugl tæt på dig, kan du selv skyde til den. Det er derimod ikke muligt, hvis hunden letter fuglene 100 meter fra dig. Det er en god oplevelse at gå langs et hegn alene med sin retriever og skyde lidt fugle, hvor alt er under kontrol.
Førskuds- og efterskudsarbejde
Det høres nogle gange, at folk, der går på prøver, ikke vil drive med deres retriever. Årsagen er jeg ikke helt klar over, men det kunne måske være, at de er bange for, at det går ud over lydigheden, eller de er bange for, at hunden ikke vil ignorere levende vildt, når den bliver sendt på en apportering.
Det har jeg aldrig oplevet ske – næsten tværtimod. Retrieveren er ligesom en spaniel godt klar over forskellen på førskuds- og efterskudsarbejde, så længe den har forskellige kommandoer til de forskellige discipliner.
Før jeg beskriver træningen, er det måske en god idé lige at ridse op, hvad resultatet skal blive. Når der drives med stødende hunde – altså alle hunde, der ikke tager stand – driver hunden under bøssen. Det vil sige ikke længere fra føreren, end at der kan skydes til det vildt, hunden rejser. Hunden hunter eller driver fra side til side efter håndbevægelser fra føreren, og når et stykke vildt letter, så fløjtes hunden sit. Bliver fuglen skudt, kan hunden derefter få besked på at apportere. I åbne områder, hvor der ingen chance er for, at der er vildt, kaldes hunden ved fod for ikke trætte den unødigt. Dernæst sættes den igen i søg, når bevoksningen er god.
Grundtræning
Det er en forudsætning, at hunden er grundtrænet, og at stopfløjt og hjemkald sidder godt fast. Er det ikke tilfældet, må dette trænes til det først. Vælg derefter en kommando, der ikke kan forveksles med andre kommandoer.
Jeg har tit set, at folk, der driver med en retriever, giver den kommandoen: ”Find apporten!” Den stakkels hund fiser nu rundt for at finde en død fugl, men der er ikke nogen. Nogle gange letter den på slump en frisk fugl, men det tager tilliden til føreren ud af hunden, for den får aldrig ægte succes.
Jeg træner førskudssøget lidt anderledes med retrievere, end man gør med spaniels. For spaniels er avlet til førskudsarbejdet, hvorimod retrievere først skal lære det. En retriever er jo en ren efterskudshund, men den kan blive effektive nok til førskudsarbejdet – dog ikke i spanieltempo, men mindre kan jo også gøre det.
Boldtræning
Det første, der skal ske, er, at hunden fanger budskabet: Den skal undersøge området for noget, og i denne fase er dette ’noget’ en tennisbold. Find noget halvlangt græs til øvelsen. Sæt hunden foran dig, så den sidder og ser på dig.
Giv så en kommando samtidig med, at din hånd føres til den ene side lidt lavt med små knips. Måske du selv tager et skridt til samme side. Det fatter hunden ikke meget af, men den vil nok løbe i retningen og snufle lidt rundt. Her er du hurtig og smider en bold til den anden side, kun et par meter. Det er supervigtigt, at hunden ikke ser, at du kaster bolden, ellers vil den gå og se på dig hele tiden og ikke begynde at hunte.
Når bolden er kastet, bruger jeg et kontaktfløjt, et lille pip, og samtidig fører jeg nu den anden hånd til siden og ned med små knips. Hunden vender og begynder at søge i den nye retning og, lykke!, finder bolden, som den afleverer. Inden længe har hunden forstået, at den rent faktisk får noget ud af at bruge sin næse og lede i dette krydssøg. Jeg må gentage: Pas på, at din hund ikke ser bolden blive kastet. Hav bolden i lommen, ikke i hånden, før den skal bruges.
Det er jo faktisk et let krydssøg, der her er tale om. Det skal hunden trænes i at gå i, og den skal have succes med at finde bolde. Søger den søger frem i stedet for til siden, kalder du den tilbage og sender til side igen. Timing er vigtig – det skal ske med det samme.
Indtil nu har øvelsen fundet sted på kun et par kvadratmeter. Men meningen er selvfølgelig, at hunden skal foretage søget, mens dens fører går fremad. Du kan så småt begynde at træne det nu: Tiden, der går, mellem du smider boldene, skal blive mere uforudsigelig, så det ikke er hver gang, hunden vender og søger til den anden side, at den finder en bold.
Hvorfor bolde?
En tennisbold er god, fordi den er så tilpas lille, at den kan skjules i lommen. Samtidig putter den sig godt i græsset, så hunden finder den med næsen, sjældent øjnene, og så ruller den, så den sætter fært.
Når hunden helt har forstået øvelsen, er det tid at skrue op for sværhedsgraden ved pludselig at kaste en bold eller dummy med en lyd, så hunden bliver opmærksom og ser kastet. Det kan bare være et klap i hænderne, mens dummyen er i luften, og kastet skal ikke være længere end fem til otte meter.
Idet du kaster bolden, fløjter du hunden sit. Det, øvelsen efterligner, er, at hunden rejser en fugl og bliver fløjtet stop. Hvis hunden sætter sig prompte og bliver siddende, kan du sende den afsted på en apportkommando.
Start søget igen, og gentag det hele. Men efter en tid lægger du en ting mere på: I stedet for at sende hunden efter apporten går du ind imellem selv ud efter den. Det er for at lære hunden, at det ikke altid er den, der skal afsted, for hvis den begynder på det, kan det føre til, at hunden begynder at knaldapportere.
En anden variation er, at du efter stoppet kalder hunden hjem. Sæt den så i søg lige omkring dine fødder, hvor du har lagt en bold. Wow, hunden finder bolden og opdager, at det også giver succes at komme hjem, selvom der jo ligger en spændende dummy ude i terrænet. Prøv også at kaste en dummy ca. 10 meter frem, mens du har hunden ved fod. Gå så mod dummyen, men med hunden i side til sidesøg. Den er jo ret svær: Hunden ved udmærket godt, at der ligger noget derude, men du kan gøre sværhedsgraden lidt mindre ved at drive vinkelret på den kastede dummy og så langsomt gøre vinklen mindre og mindre.
Fordelene
Nu er du ved at være langt med din drivende retriever. Den er helt klar over, hvad der forventes af den, og driver – eller hunter – fint fra side til side, sætter sig prompte på stopfløjt og kan kaldes tilbage, selvom der er kastet dummys.
Hvad så nu? Træningen er endnu ikke tilstrækkeligt indlært til at kunne bruges i den kommende jagtsæson. Men det at træne sin retriever til at kunne drive har i sig selv en stor fordel: I modsætning til den retriever, der driver langt fra føreren, vil den hund, der driver tæt på opleve, at I nu jager sammen. Den anden hund jager for sig selv.
Stoppet bliver også siddende i dirigeringerne. Det gør sidedirigeringen også, for hunden har jo nærmest overindlært det på kort afstand, og den har fået succes ved at rette sig efter kommandoerne. Præmien er, at efterskudsarbejdet bliver meget bedre, selvom det er førskudsarbejde, der øves!
Træning i kaningård
Det vil være det bedste, at du ikke bruger din veltrænede retriever til at drive med, hvis de andre hunde på jagten får lov til at spurte rundt, som de vil. Det distraherer alt for meget. I de situationer er det bedst ikke at blande sig, men bare lade hunden gå ved fod. Hvis du ikke har mulighed for at øve på rigtigt vildt, kan du nogle steder leje en træning i en kaningård. Det er et stort indhegnet stykke natur, hvor der er udsat kaniner. Her skal du dog være sikker på, at hunden respekterer stoppet, for kaninerne skal ikke lide overlast.
Når hunten driver fint på de seks til otte meters afstand og sætter sig prompte på stop-signalet, er det tid til at se, om bukserne holder med rigtigt vildt. Hvis der er mulighed for at øve det et sted med en vildtbestand, der ikke er for stor, vil det være en fordel. Gør det kortvarigt. Stresser hunden op, så lad den gå ved fod, indtil den er faldet ned igen. Grib ind, før det går galt. Når hunden i søget har rejst en fugl og vel at mærke sat sig pænt på stoppet, vil det indimellem være en god idé at sende den bagud på en kort dirigering, så den oplever, at der er fordele ved lydigheden.
På jagt
Nu har hunden rejst en del fugle, men der er ikke blevet skudt for den endnu. Så den sidste udfordring står foran jer endnu. De første drev med retrieveren skal helst gå godt, og du skal være klar til at gribe ind, især i opfløjet. Det er en god idé ikke selv at skyde i starten, så din koncentration er om hunden. Det vil også være godt, at de første jagter ikke er en jagt med alt for mange fugle og skytter, men en lille trampejagt med få deltagere.
Tænk mere på jagten som hundetræning end som jagt, og lad være at lade dig rive med. Sætter hunden sig ikke prompte i opfløjet, eller sidder den uroligt, så hent fuglen selv. Hunden skal ikke premieres for uro. Grib ind hvis hunden følger en fært af fugl, der løber frem i såten: Stop den, og sæt den i søg til siden igen.
Lad ikke hunden hunte for længe i starten: Gør det i to-tre minutter, og få den så ved fod det samme antal minutter. Det er vigtigt, at hunden ikke stresser op, for det kan sagtens gå galt endnu.
Når det er gået godt nogle gange, vil jeg selv nok stoppe for den dag og enten afslutte jagten eller i hvert fald lade hunden gå ved fod. Den kan godt bruges som ren apportør resten af jagten, men driveriet er slut for den dag. Langsomt vil erfaringen hos hunden gøre, at den kan holde til at drive længere tid.
Inspiration på nettet
Du kan få meget glæde af at se, hvordan spanielfolk driver med deres hunde. Klubben for f.t. spaniels har nogle superflotte videoer fra deres mesterskaber liggende på deres hjemmeside, ftspaniels.dk. Lad dog være med at sammenligne for meget, for der er stor forskel på at drive med retrievere og spaniels. Men principperne er de samme.
